Anden nordisk ret eksempelklausuler

Anden nordisk ret. Undertiden har man gjort gældende, at et barn under 15 år alene er erstatningsansvarlig, Som i anden nordisk ret gælder culpareglen som den almindelige erstatningsregel i finsk ret. For så vidt angår ansvar for børn bestemmer den finske straffelovs kapitel 9, 5. paragraf, føl- gende: »Är skada gjord av barn under femton år, .. . och kan skadestånd ej gäldas av den, vilken för under- låten tillsyn om sådan person, eller för annat sådant vållande, förklarats skyldig att ersätta skadan; gånge skadeståndet ut av gärningsmannens gods.« Andre bestemmelser om børns erstatnings- ansvar findes ikke i finsk lovgivning. Om for- ståelsen af den citerede regel i straffeloven har der såvel inden for doktrin som praksis rådet delte meninger. såfremt den eller de, der havde tilsyn med bar- net (forældrene), havde svigtet med hensyn til tilbørligt opsyn, således at den pågældende derved selv blev ansvarlig for skaden. I dette tilfælde anses barnets ansvar alene at være sub- sidiært. Til støtte for denne opfattelse er der foruden til lovens ordlyd henvist til alminde- lige retlige synspunkter og den omstændighed, at det ville være fremmedartet at pålægge bar- net absolut ansvar for sine gerninger i tilfælde, hvor loven med hensyn til voksne - for at be- skytte dem mod ugrundet ejendomstab - kræ- ver culpa som ansvarsforudsætning. En mere almindelig godtaget opfattelse er den, at der efter straffelovens kapitel 9, 5. §, ikke er noget til hinder for, at et barn pålæg- ges ansvar i tilfælde, hvor barnet ingen for- ældre har, eller hvor forældrene ikke kan på- lægges ansvar som følge af forsømmelse ved tilsynet. Tilhængere af dette standpunkt har dog været af forskellig mening med hensyn til de forudsætninger, der må opstilles for bar- nets erstatningsansvar. Efter én opfattelse bør culpareglen finde an- vendelse ved bedømmelsen af børns ansvar, så- ledes at den tilpasses den typiske evne for om- dømme og tilpasning, som man kan fordre af et barn i den pågældende alder. En anden op- fattelse gør på den anden side gældende, at barnet alene bør være primært ansvarlig i så- danne særlige tilfælde, hvor objektive billig- hedshensyn taler for et ansvar. Dette gælder særligt i tilfælde, hvor barnet med sine midler vil kunne være i stand til at honorere et ansvars- krav uden derved at sætte sit underhold og sin uddannelse på spil, og den skadelidende skulle komme i vanskelighed, såfremt han ikke fik erstatning. Til støtte for denne opfattelse er bl. a. henvist til, at det nævnte lovbu...