Lønnedsættelse, opsigelse og bortvisning. Stk. 1. Den lokale tillidsmand og/eller den Faglige repræsentant (alt efter den lokalt aftalte procedure) skal orienteres inden reduktion af løn for et medlem på virksomhedens initiativ eller afskedigelse af et medlem af Finansforbundet. Orienteringen skal gives i så god tid, at den lokale tillidsmand og/eller den Faglige repræsentant er bedst muligt rustet til at varetage medlemmets interesser, f.eks. ved at rådføre sig med den Faglige repræsentant eller Finansforbundet, dvs. normalt dagen før – og helst 24 timer før – meddelelsen til medarbejderen. Ved bortvisning skal orientering ske snarest muligt. Stk. 2. Både ved lønnedsættelse og afskedigelse skal virksomheden tilbyde, at den lokale tillidsmand eller den Faglige repræsentant deltager i mødet med ledelsen. Hvis medlemmet ikke ønsker, at den lokale tillidsmand eller den Faglige repræsentant deltager i mødet, skal der efterfølgende ske en orientering om resultatet af mødet. Den lokale tillidsmand og/eller den Faglige repræsentant er efterfølgende berettiget til at orientere Finansforbundet om lønnedsættelsen eller afskedigelsen. Stk. 3. Senest 14 dage efter, at en medarbejder har modtaget meddelelse om en lønnedsættelse, opsigelse eller en bortvisning, skal virksomheden give en kopi af meddelelsen om lønnedsættelse, opsigelse eller bortvisning til den Faglige repræsentant eller, i mangel af en sådan, til Finansforbundet. Ønsker den Faglige repræsentant ikke at modtage virksomhedens kopier med meddelelse herom, kan det med virksomheden aftales, at virksomhedens meddelelse om lønnedsættelse, opsigelse eller bortvisning i en aftalt periode fremsendes til Finansforbundet. Stk. 4. Ved lønnedsættelse, afskedigelse eller bortvisning er Finansforbundet berettiget til ad fagretlig vej at rejse en sag. Hvis sagen alene vedrører en vurdering af det enkelte medlems personlige indsats, kan den kun rejses med skriftligt samtykke fra medlemmet.
Appears in 4 contracts
Samples: Collective Agreement, Collective Agreement, Collective Agreement