Samspil. Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige sund- hedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive og sammenhængende pati- entforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at behand- lingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for patien- terne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. Regioner og kommuner skal samarbejde med almen praksis om at un- derstøtte udviklingen af almen praksis i tæt sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Dette kan blandt andet ske i regi af praksisplanerne. Det skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det spe- cialiserede regionale sygehusvæsen, det kommunale sundhedsvæsen og den øvrige praksissektor. Da de fleste behandlingsforløb starter i almen praksis, er det væsentligt, at alle aktører tager gensidige hensyn, når der foretages planlægning i forhold til sammenhængende patientforløb, herunder forløbsprogrammer. Formålet er, at de praktiserende læger kan bidrage til fastlæggelsen af deres egen rolle i samarbejdet og arbejdsdelingen og sikre, at der fast- lægges procedurer, som er afstemte med arbejdsgangen i almen praksis, og med de myndigheder der agerer på vegne af borgere, der ikke selv kan henvende sig eller komme i kontakt med lægen. Som en basal del af sektorens funktion indgår almen praksis i et forplig- tende samarbejde og arbejdsdeling i forhold til sygehusvæsenet, den øv- rige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen. Dette gælder bå- de samarbejdet med myndighederne om planlægning, administration mv. og samarbejdet om patientforløb. Det er en gensidig forpligtelse, der også stiller krav til det øvrige sundhedsvæsen. Almen praksis følger retningslinjer og aftaler mv. om arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, som forudsættes varetaget af almen praksis i medfør af det centrale aftalekompleks, praksisplanerne og underliggende aftaler i medfør af praksisplanerne, når almen praksis samarbejder med det omgivende sundhedsvæsen om enkeltpatienter og patientgrupper. Fx i forhold til pakkeforløb for kræft- eller hjertepatienter, retningslinjer for ambulant udredning i sygehusvæsenet, forløbspro- grammer for kronisk sygdom og sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne i regionen. Samspillet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen er styr- ket, bl.a. ved at der er nedsat kommunalt-lægelige udvalg i alle kommu- ner. Udvalg...
Samspil. Regioner og speciallægepraksis har en gensidig forpligtigelse til at etablere og fastholde et godt samarbejde mellem speciallægepraksis og resten af sundheds- væsenet. En forudsætning for dette er bl.a. gensidig respekt, tillid og dialog mellem sektorerne. Mange patientforløb går på tværs af speciallægepraksis og det øvrige sundheds- væsen. Det er en grundlæggende udfordring for speciallægepraksis og regioner at medvirke til effektive og sammenhængende patientforløb. Der kan som et middel til at etablere et godt samarbejde mellem speciallæge- praksis og den enkelte region oprettes såkaldte 3-partsgrupper, hvor repræsen- tanter fra almen praksis, speciallægepraksis og sygehusvæsenet mødes og drøf- ter relevante udfordringer og løsninger i relation til samarbejde og patientforløb. Foraene er desuden anvendelige i forhold til at skabe bedre kendskab til mulig- heder og kompetencer i speciallægepraksis og på sygehusene. De allerede eksisterende specialeråd i de enkelte regioner bør også anvendes til at styrke dialogen mellem speciallægepraksis og resten af sundhedsvæsenet. Specialerådene har til opgave at rådgive regionen i faglige spørgsmål inden for specialet, blandt andet omkring kvalitet, specialeplanlægning, patientforløb mv. Regionalt bør det overvejes, om speciallægernes repræsentation i regionernes specialeudvalg skal styrkes.
Samspil. Det foreslås, at der arbejdes videre med mål for Samspil vedr. strategiske partnerskaber og udvik- ling af CTR’s lokaliteter.
Samspil. Indebærer at aktørerne bredt inden for kultur og sport i Randers kan se merværdien af at spille sammen på tværs og indgår i at løfte events i fællesskab - herunder involvering af frivillige og deres engagement som en uvurderlig faktor i selve eventen og i forhold til deres tydelighed i lokal- samfundet.
Samspil. Regioner og speciallægepraksis har en gensidig forpligtigelse til at etablere og fastholde et godt samarbejde mellem speciallægepraksis og resten af sundhedsvæsenet. En forudsætning for dette er bl.a. gensidig respekt, tillid og dialog mellem sektorerne. Mange patientforløb går på tværs af speciallægepraksis og det øvrige sundhedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for speciallægepraksis og regioner at medvirke til effektive og sammenhængende patientforløb. Der kan som et middel til at etablere et godt samarbejde mellem speciallægepraksis og den enkelte region oprettes såkaldte 3-partsgrupper, hvor repræsentanter fra almen praksis, speciallægepraksis og sygehusvæsenet mødes og drøfter relevante udfordringer og løsninger i relation til samarbejde og patientforløb. Foraene er desuden anvendelige i forhold til at skabe bedre kendskab til muligheder og kompetencer i speciallægepraksis og på sygehusene. De allerede eksisterende specialeråd i de enkelte regioner bør også anvendes til at styrke dialogen mellem speciallægepraksis og resten af sundhedsvæsenet. Specialerådene har til opgave at rådgive regionen i faglige spørgsmål inden for specialet, blandt andet omkring kvalitet, specialeplanlægning, patientforløb mv. Regionalt bør det overvejes, om speciallægernes repræsentation i regionernes specialeudvalg skal styrkes. Med Sundhedsstyrelsens specialeplan fra 2010 kan specialfunktioner kun varetages på sygehuse, hvor det er godkendt af Sundhedsstyrelsen. I specialevejledningerne placeres funktionerne i det enkelte speciale på et af nedenstående niveauer: Hovedfunktionsniveau: En hovedfunktionsydelse er kendetegnet ved begrænset kompleksitet, hvor såvel sygdom som sundhedsvæsenets ydelser er hyppigt forekommende, og hvor ressourceforbruget ikke giver anledning til en samling af ydelserne. Specialfunktionsniveau: Der findes to typer af specialfunktioner.
Samspil. Successer i eliteidræt bliver skabt af stærke elite- miljøer i et tæt samspil over mange år og mellem mange vigtige interessenter. Det gælder bl.a. klub- ber, trænere, ledere, specialforbund, DIF, Elitekom- muner, uddannelses- og forskningsinstitutioner. Danmark har stærke idrætsmiljøer og traditioner, og det giver et særligt potentiale. Team Danmark vil have fokus på dette samspil og koordinere og styrke sammenhængskraften i dansk eliteidræt. Det betyder, at vi i perioden 2017–2020 vil inten- sivere samspillet med vores vigtige samarbejds- partnere og sikre, at der er en klar rolle- og ansvars- fordeling samt stærke nationale netværk. Vi vil prioritere at skabe nye samarbejdsrelationer med innovative danske virksomheder, vidensmiljøer og kommercielle partnere. LOVGRUNDLAG Team Danmark er en offentlig selvejende instituti- on, og vores arbejdsfelt er således fastsat af Folke- tinget, og der indgås rammeaftaler med Kulturmi- nisteriet, som løber parallelt med støttekonceptet. Team Danmarks øverste beslutningsorgan er besty- relsen, som udpeges af ministeren. Team Danmarks primære opgave er at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. Det fremgår af Lov om eliteidræt, at Team Danmark i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF), DIF’s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere skal iværksætte, ko- ordinere og effektivisere fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved:
Samspil. Vi vil styrke samspillet i jagten på stærke og vedholdende elitemiljøer. • Vi vil sikre en koordinering og styrkelse af sammenhængskraften i dansk elitesport. • Vi vil skabe nye samarbejdsrelationer med de innovative danske virksomheder, vidensmiljøer og kommercielle partnere. TENDENSER I INTERNATIONAL ELITEIDRÆT Stadig flere lande har fået øjnene op for elite- idrættens værdi for samfundet. Derfor bliver der i stigende grad investeret i eliteidræt over det meste af verden. Den skærpede konkurrencesituation blandt vores internationale konkurrenter er en præmis, der er med til at definere Team Danmarks udviklingsområder og arbejdsfelter. Specialfor- bund og de danske atleter skal præstere i en inter- national kontekst, og derfor skal Team Danmark hele tiden udvikle indsatsen i en international sammenhæng. Den seneste internationale komparative analyse af elitesportssystemer – SPLISS-undersøgelsen - peger bl.a. på at: • Staternes investeringer i elitesport er generelt stigende. • Danmark er sammen med Portugal og Spanien de eneste lande i undersøgelsen, der i dag har færre penge til elitearbejdet end i 2001. Alle andre lande har skruet op for investeringerne i eliteidrætten. • Den statslige finansiering af eliteidrætten i Dan- mark ligger væsentligt under gennemsnittet for de 15 nationer i undersøgelsen. • Danmarks indsats inden for ”Forskning og In- novation”, ”Trænerudvikling og –rekruttering” og ”Træningsfaciliteter” ligger under gennem- snittet. • Danmark ligger over gennemsnittet på ”Struk- tur og Organisation” inden for eliteidrætten, og Danmark har den højeste score inden for ”Idrætsdeltagelse”. De internationale tendenser danner sammen med lovgrundlaget og de strategiske afsæt de primære udgangspunkter for Team Danmarks målsætning, indsatsområder og prioriteringer i den kommende periode.