Aftalens parter, hjemmel og genstand
Samarbejdsaftale vedrørende danskuddannelser for voksne udlændinge m.fl.
Aftalens parter, hjemmel og genstand
§ 1. Nærværende aftale indgås mellem Brøndby Kommune som driftskommune og Herlev og Ballerup Kommuner som brugerkommuner.
Stk. 2. Aftalen indgås med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 1128 af 13. oktober 2017 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. med tilhørende bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger.
Stk. 3. Driftskommunen forpligter sig til på vegne af brugerkommunerne at etablere og drive Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter (VSK).
Stk. 4. Driftskommunen kan indgå aftaler med andre kommuner om at anvende VSK. Sådanne aftaler skal dog indgås på vilkår, der kan godkendes af samarbejdskommunerne.
Stk. 5. I det omfang VSK udbyder anden form for indtægtsdækket virksomhed, skal der føres særskilt regnskab herfor, således at eventuelt underskud ikke overføres til den almindelige sprogcenterdrift.
Ansvarsfordeling
§ 2. Myndighedsudøvelsen i forhold til den enkelte borger varetages af bopælskommunen.
Stk. 2. Driftskommunen varetager det pædagogiske, økonomiske og administrative ansvar for Sprogcentrets virksomhed, jf. lovens § 11.
Stk. 3. Borgere fra brugerkommunerne, der af geografiske eller pædagogiske årsager ikke kan undervises på VSK, henvises til undervisning på andre sprogcentre eller hos alternative udbydere. En sådan henvisning skal ske efter en sproglig vurdering foretaget af VSK uden beregning.
Kursistgrundlag
§ 3. Kommunerne forpligter sig alene til at henvise alle voksne udlændinge på kontanthjælp og introduktionsydelse, der er folkeregistreret i kommunen og omfattet af loven, til VSK.
Opgaven
§ 4. Driftskommunen forpligter sig til at tilbyde og gennemføre undervisning i
overensstemmelse med Lovbekendtgørelse nr. 1128 af 13. oktober 2017 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl..
Stk. 2. Driftskommunen har ansvaret for, at der løbende indberettes til den henvisende brugerkommune, såfremt kursistens sproglige udvikling ikke finder sted som forventet og indenfor den tidsramme på 3 år, som er forudsat i loven.
Stk. 3. Driftskommunen har ansvaret for, at kursisternes fravær kontrolleres og indberettes til den henvisende brugerkommune.
Stk. 4. Driftskommunen har ansvaret for, at der ansættes ledere og lærere med de fornødne faglige og pædagogiske forudsætninger for uddannelse af voksne udlændinge.
Samarbejde
§ 5. Der nedsættes en følgegruppe bestående af jobcenterchefer eller tilsvarende ledelsesniveau og eventuelt en relevant medarbejder fra beskæftigelses-
/integrationsområder i de deltagende kommuner.
Stk. 2. Følgegruppen mødes to gange årligt og drøfter budget & regnskab, udviklingsplaner og sprogundervisningens sammenhæng med integrations- og beskæftigelsesindsatsen i kommunerne.
Stk. 3. Følgegruppen inddrages i beslutningstagning om større projekter og aktiviteter, herunder ændringer, der kan have økonomiske konsekvenser for VSK og dermed driftskommune og brugerkommuner jf. § 9, stk. 5-7.
Stk. 4. Brugerkommunerne, herunder medarbejdere på beskæftigelsesområdet, tilsynsfunktion mv., deltager efter nærmere aftale i samarbejdsgrupper, ad hoc- arbejdsgrupper m.m.
Stk. 5. En gang årligt indbydes politikere og direktører fra deltagerkommunerne til et møde, hvor VSK orienterer om sine aktiviteter og udviklingsplaner. Herudover er de relevante politiske udvalg velkomne til at afholde udvalgsmøder på VSK.
Behandling af persondata
§ 6. Driftskommunen er dataansvarlig og ansvarlig for, at VSK databehandler i overensstemmelse med den til enhver tid gældende databeskyttelseslovgivning .
Tilsyn
§ 7. Driftskommunen fører tilsyn med VSK, herunder administration, økonomi og pædagogisk indhold i undervisningen, samt om virksomheden udøves i overensstemmelse med gældende regler på området.
Stk. 2. Den enkelte brugerkommune orienteres om klager fra kursister, der er folkeregistreret i kommunen, dog undtaget klager over lærers og censors afgørelser i forbindelse med prøver samt klage over forhold i forbindelse med prøveforløbet.
Geografisk placering
§ 8. Undervisningen skal til enhver tid foregå i egnede lokaler i et voksenpædagogisk skolemiljø med fornødent udstyr.
Stk. 2. Driftskommunen har pt. indgået lejeaftale på adresserne
• Xxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxxx
• Ved Stationen 7, 2770 Kastrup
• Malmparken 10, 2750 Ballerup
Økonomi og betaling
§ 9. Driftskommunen afholder alle udgifter forbundet med VSK’s virksomhed indenfor lovens område.
Stk. 2. Brugerkommunerne afregner i henhold til den med VSK aftalte takst. Taksten aftales mellem parterne i henhold til § 13 i lovbekendtgørelse nr. 1128 af 13. oktober 2017 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og under hensyn til det gældende markedsniveau. Taksten opdeles i en start- og sluttakst. Der betales en starttakst på 30 %, når kursisten påbegynder undervisningen på et modul. Sluttaksten udgør 70 %, som betales, når kursisten har bestået den modultest, der afslutter undervisningen på det pågældende modul.
Der udsendes årligt et takstblad til brugerkommunerne.
Stk. 3. Til dækning af ydelser i form af styring, almen institutionsservice, lønadministration, budgetopfølgning og kontrol samt IT modtager driftskommunen 4 % af indtægterne fra VSK.
Stk. 4. VSK har fuld overførselsadgang af modulindtægter mellem regnskabsår. Der må dog ikke akkumuleres et overskud på længere sigt. Det kan dog aftales mellem driftskommunen og VSK, at der kan akkumuleres en mindre formue til dækning af udsving i kursisttallet.
Stk. 5. Opstår der et underskud i et regnskabsår på over 10 %, er driftskommunen og brugerkommunerne forpligtede til at dække den del, der overstiger 10 % i henhold til deres andel af aktiviteterne i det forløbne år. Underskud på under 10 % dækkes af VSK ved videreførelse til næste regnskabsår. Brugerkommunerne orienteres ved indkaldelse eller på ordinære møder om eventuelle forventninger til underskud, der overstiger de 10 %, så der kan ske en orientering til brugerkommunernes politikere.
Stk. 6. Underskud skal budgetmæssigt være sat i afvikling i løbet af maksimalt 2 år.
Stk. 7. Overskud, der overstiger aftalen mellem driftskommunen og VSK, tilbageføres til kommunerne i henhold til deres andel af aktiviteterne i det forløbne år.
Forsikring
§ 10. Driftskommunen har ansvaret for, at der er tegnet de for VSK lovpligtige og sædvanlige forsikringer.
Ophør og genforhandling
§ 11. En kommune kan udtræde af samarbejdet med 1 års varsel til udgangen af et kalenderår. Ved udtræden kan den pågældende kommune ikke gøre krav på aktiver i VSK. Såfremt der har været underskud på over 10 % i det forløbne år, inden en kommunes udtræden, skal den udtrædende kommune fortsat dække deres andel, jf. § 9, stk. 5.
Stk. 2. I tilfælde af ophør/nedlæggelse af VSK fordeles aktiver i forhold til de deltagende kommuners aktiviteter de seneste 3 år.
Stk. 3. I det omfang der sker ændringer i lovgivningen, således at forudsætningerne for denne aftale ændres væsentligt, skal der ske genforhandling af aftalen.
Tvister
§ 12. Uenighed om fortolkning af denne aftale eller misligholdelse af samme skal i videst muligt omfang søges løst i følgegruppen.
Stk. 2. Kan følgegruppen ikke opnå enighed, overdrages ansvaret for beslutningen til deltagerkommunernes borgmestre.
Stk. 3. Kan der stadig ikke opnås enighed, er hver af parterne berettiget til at kræve uoverensstemmelsen afgjort ved voldgift, jf. Lov nr. 553 af 24. juni 2005 om voldgift.
Stk. 4. Voldsgiftsretten består af én voldgiftsdommer udpeget af KL.
Ikrafttræden
§ 13. Denne aftale træder i kraft den 1. januar 2019 og udløber 31. december 2019.
Dato
For Brøndby Kommune Borgmester Xxxx Xxxxxxxx
Dato Dato
For Herlev Kommune For Ballerup Kommune
Borgmester Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx Borgmester Xxxxxx Xxxxxxx