AFTALENS VILKÅR
Varme+ Abonnementsaftale
AFTALENS VILKÅR
1) Aftalens genstand
Ved indgåelse af nærværende aftale tegner Ejendommens Ejer abonnement på fjernvarmevarmeunit, Varme+, hos Aalborg Forsyning (Aalborg Varme A/S).
Abonnementsaftalen indebærer, at Aalborg Forsyning stiller en fjernvarmeunit med udetemperaturregulering og brugsvandsveksler til rådighed for Ejeren på Ejendommen, som angivet ved tilmelding.
2) Aalborg Forsynings forpligtelser
Aalborg Forsyning ejer og vedligeholder fjernvarmeunitten. Det betyder, at Aalborg Forsyning er forpligtet til at sikre, at fjernvarmeunitten er fuldt funktionsdygtig og lovlig.
Aalborg Forsyning er desuden forpligtet til at sørge for udskiftning af hele eller dele af fjernvarmeunitten i det omfang dette, efter Aalborg Forsynings vurdering, er påkrævet.
I forbindelse med Ejerens indberetning af driftsforstyrrelser eller skader på fjernvarmeunitten er Aalborg Forsyning forpligtet til, inden for selskabets åbningstid, at tilse varmeunitten og afhjælpe opståede fejl i muligt omfang.
Ved akutte driftsforstyrrelser og behov for udbedring af skader, f.eks. ved pludselig opstået utæthed, uden for Aalborg Forsynings åbningstid, vil Aalborg Forsynings døgnvagt vurdere situationen, og tage stilling til om fejlsøgning og udbedring kan afvente til Aalborg Forsynings ordinære åbningstid eller kræver øjeblikkelig håndtering.
Fjernvarmens Serviceordning er inkluderet i abonnementet, som beskrevet under punkt 8.
3) Ejerens forpligtelser
Ejeren er forpligtet til at følge Aalborg Forsynings til enhver tid gældende instrukser om fjernvarmeunittens anvendelse.
Ejeren er endvidere forpligtet til at tilse fjernvarmeunitten efter Aalborg Forsyning instrukser, og til omgående at anmelde eventuelle driftsforstyrrelser eller skader på fjernvarmeunitten til Aalborg Forsyning.
Ejeren er desuden forpligtet til, uden vederlag, at levere elektricitet (230V) til fjernvarmeunittens drift - med udtag i umiddelbar nærhed af varmeunitten. Driftsforstyrrelser eller andet forårsaget af fejl m.v. relateret til elsystemet er Aalborg Forsyning uvedkommende.
Aalborg Forsyning og Aalborg Forsynings samarbejdspartnere skal (mod fremvisning af behørig legitimation) gives adgang til Ejendommen, i det omfang dette er nødvendigt med henblik på varetagelsen af vedligeholdelse m.v. af fjernvarmeunitten.
4) Ansvar
I tilfælde af skade på personer eller ting – herunder skade på fast ejendom – er Aalborg Forsynings eventuelle erstatningsansvar afhængig af, at Ejeren lever op til dennes forpligtelser, som disse er beskrevet ovenfor i punkt 3.
Ejeren skal desuden iagttage dansk rets almindelige princip om tabsbegrænsningspligt.
Krav i forbindelse med skade (på personer eller ting) som følge af en defekt ved fjernvarmeunitten henhører under produktansvarsloven, og eventuelle henvendelser herom kan med fordel rettes direkte til producenten af fjernvarmeunitten.
5) Betalingsforpligtelser
Ejeren er forpligtet til at betale abonnement i form af varmeunitbidrag fra datoen for installation af fjernvarmeunit på Ejendommen. Den gældende takst fremgår af det til enhver tid gældende takstblad.
Varmeunitbidrag opkræves sammen med den øvrige varmeregning fra Aalborg Forsyning.
Xxxxxxxx skal ske til den på fakturaen anførte betalingsdato. Sker betaling senere, er Ejeren forpligtet til at betale tilknyttede gebyrer og morarenter, jfr. den til enhver tid gældende rentelov.
Alle betalinger i henhold til nærværende abonnementsaftale er pligtig pengeydelse.
6) Prisregulering
Varmeunitbidraget stiger ikke med en fast reguleringsfaktor.
Varmeunitbidraget, der er fastsat på baggrund Aalborg Forsynings faktiske samlede udgifter til Varme+ ordningen, vil løbende blive reguleret i det omfang Aalborg Forsynings realomkostninger til ordningen ændres.
Prisregulering af varmeunitbidrag kan ske årligt pr. 1. januar.
7) Levering og installation
Aalborg Forsyning leverer og installerer fjernvarmeunitten, såfremt Aalborg Forsyning finder Ejendommen egnet til Varme+. Aalborg Forsyning og Ejeren beslutter i fællesskab og under hensyntagen til de tekniske forhold på stedet, hvor fjernvarmeunitten skal placeres.
Aalborg Forsynings afholdelse af udgifter til installation af fjernvarmeunitten omfatter følgende:
Rørlængde på op til 3 meter mellem hovedhaner og fjernvarmeunit, og en rørlængde på op til 2 meter fra fjernvarmeunittens afgangsside og til tilslutning til ejendommens interne varmeinstallation. Rørene føres som synlige, lige rør med nødvendige bæringer, med maksimalt 2 stk. 90 graders retningsskift. Øvrige udgifter forbundet med installationen afholdes af Ejeren og aftales i forbindelse med installation.
Efter etablering af rørføring fra hovedhanerne til fjernvarmeunitten overgår ejerskabet over rørføringen til Ejeren. Ejerskabet til fjernvarmeunitten forbliver hos Aalborg Forsyning.
Aalborg Forsyning sørger for demontering og bortskaffelse af eksisterende anlæg.
Aalborg Forsynings forpligtelser i relation til demontering og bortskaffelse afhænger af typen af det eksisterende anlæg. Følgende er gældende:
a) Ejendom med fjernvarme
Eksisterende fjernvarmeinstallationer, veksler/beholder mv. nedtages og bortskaffes.
b) Ejendom med oliefyr
Oliekedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.
Rør fra olietank fjernes og afproppes på sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, hvor rør føres gennem bygningsdel. Det er Ejers eget ansvar at få tømt og sløjfet olietank.
c) Ejendom med naturgas
Gaskedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes.
d) Ejendom med fastbrændselsfyr/pillefyr
Kedel med tilhørende installationer demonteres og bortskaffes. Nedtagning af evt. pillesilo og transportsystem er ikke indeholdt i aftalen.
e) Ejendom med anden opvarmningsform end a) – d)
Ved anden opvarmningsform må der påregnes, at der kan komme ekstraudgift i forbindelse med demontering.
Aalborg Forsyning bortskaffer demonterede komponenter på lovlig vis. Dog er Ejer berettiget til at beholde/selv bortskaffe det nedtagne udstyr, eller dele heraf.
Det forudsættes, at alle installationer, hvor eksisterende varmeanlæg (kedel mv.) skal bortskaffes, er placeret i stueplan, samt at der er frie adgangsveje, døråbning mv. for transport. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil eventuelle meromkostninger være for Ejers egen regning.
Retablering efter installationsarbejdet, herunder tilmuring og efterpudsning af skorstenshul, samt spartling af huller i vægge efter demontering af eksisterende installation er Ejers eget ansvar og sker for Ejers egen regning.
Hvis der konstateres asbest eller mistanke om asbest ved den eksisterende installation, er det Ejers ansvar, og for Ejers egen regning, at dette fjernes på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, inden installationsarbejdet opstartes.
Hos alle nye fjernvarmekunder vil der blive foretaget trykprøvning af Ejendommens interne varmeinstallation. Kan trykprøvningen ikke godkendes af Aalborg Forsyning, vil udgifter til eventuel forbedring af Ejendommens anlæg samt udgifter til fornyet trykprøvning være Aalborg Forsyning uvedkommende.
Øvrige udgifter forbundet med supplerende arbejde relateret til ovenstående er ligeledes for Ejerens egen regning.
8) Fjernvarmens Serviceordning
Som en del af nærværende aftale indgår abonnement på Fjernvarmens Serviceordning, som ikke kan fravælges eller opsiges. Hoved- og serviceeftersyn af Ejendommens samlede varmeinstallation gennemføres efter Fjernvarmens Serviceordnings bestemmelser.
9) Ejerskifte (herunder konkurs)
Ved ejerskifte af ejendommen, er Ejeren – uanset årsagen til ejerskiftet – forpligtet til at tilbagelevere den installerede fjernvarmeunit og dække alle Aalborg Forsynings hermed direkte forbundne udgifter, reguleret ved takst som fremgår af Aalborg Forsynings takstblad, medmindre ejendommens nye ejer indtræder i abonnementsaftalen.
Dokument til overdragelse af abonnementsaftale kan rekvireres ved henvendelse til Aalborg Forsyning.
Ved annoncering af ejendommen til salg forpligter Ejeren sig til at oplyse om den indgåede abonnementsaftale om Varme+ og om muligheden for at indtræde i abonnementsaftalen ved overtagelse af ejendommen.
Ejeren hæfter for enhver betalingsforpligtelse jf. punkt 4 frem til den i forbindelse med overdragelsen af abonnementsaftalen aftalte overtagelsesdato.
10) Overdragelse af oplysninger
Aalborg Forsyning benytter underleverandører i forbindelse med Varme+ og Fjernvarmens Serviceordning. Ejers oplysninger videregives til disse i det omfang, det er nødvendigt for arbejdets gennemførelse.
11) Ikrafttræden/Gyldighedsperiode/Fortrydelsesret
Aftalen træder i kraft på tilmeldingsdatoen og er gældende, indtil denne opsiges af en af Parterne. Betalingsforpligtelsen følger punkt 5.
Ejeren kan opsige sit Varme+ abonnement med én måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er forløbet 11 måneder fra tilmeldingsdatoen.
Aalborg Forsyning kan opsige aftalen med tre måneders varsel til udgangen af måned, dog tidligst 10 år fra datoen for indgåelse af nærværende abonnementsaftale.
I det omfang Aalborg Forsyning ikke finder Ejendommen egnet til Varme+, jf. ovenstående punkt 7 bortfalder nærværende aftale. Aalborg Forsyning giver skriftlig meddelelse herom til Ejeren.
Der er en fortrydelsesret på 14 dage fra Aalborg Forsynings registrering af tilmelding.
Ønskes fortrydelsesretten benyttet, skal dette skriftligt meddelelses til Aalborg Forsyning, inden udløbet af perioden på de 14 dage og senest inden installation af fjernvarmeunit er opstartet.
Dette kan ske enten på mail til xxxxxxxxx@xxxxxxxxxxxxxxxx.xx eller med almindelig post til Aalborg Forsyning, Aalborg Varme A/X, Xxxxxxx 00, 0000 Vodskov.
Fortrydelsesretten bortfalder, hvis Kunden har givet samtykke til, at installation kan påbegyndes, inden fortrydelsesfristens udløb.
Har Kunden derfor anmodet Aalborg Forsyning om installation inden udløbet af fortrydelsesretten, og vælger Kunden samtidig at udnytte retten til at fortryde aftalen, er Aalborg Forsyning berettiget til at opkræve betaling for det gennemførte arbejde, inden aftalen blev bragt til ophør. Kunden skal betale Aalborg Forsyning et beløb, som står i forhold til omfanget af de ydelser, der er leveret indtil det tidspunkt, hvor Xxxxxx informerede Aalborg Forsyning om sin udøvelse af aftalens fortrydelsesret, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen.
12) Misligholdelse og ophævelse
Manglende overholdelse af abonnementsaftalens vilkår om Ejerens betaling og forpligtelser i øvrigt vil være at betragte som misligholdelse af aftalen.
Gentagne tilfælde af betalingsmisligholdelse eller Ejerens manglende iagttagelse af dennes forpligtelser i relation til fjernvarmeunitten, som anført ovenfor i punkt 3 vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse og indebærer, at Aalborg Forsyning kan hæve abonnementsaftalen.
I tilfælde af abonnementsaftalens ophævelse er Ejeren forpligtet til at tilbagelevere den installerede varmeunit og dække alle Aalborg Forsynings hermed direkte forbundne udgifter.
Tilbagelevering sker ved, at Aalborg Forsyning afinstallerer fjernvarmeunitten. Ejerens eventuelle omkostninger i forbindelse med retablering/udbedring af installationsstedet er Aalborg Forsyning uvedkommende.
13) Ændringer i abonnementsvilkår
Aalborg Forsyning har ret til at justere vilkårene for Varme+ ordningen, og dermed vilkårene i nærværende aftale, i det omfang, der er tale om ikke-væsentlige ændringer.
Tillæg om ændrede aftalevilkår vil blive fremsendt til Ejeren i rimelig tid inden vilkårsændringens ikrafttræden.
14) Nedlæggelse af Varme+ ordning
Aalborg Forsyning er ikke forpligtet til at opretholde Varme+ ordningen i det omfang opretholdelsen af ordningen, grundet væsentligt ændrede forhold, viser sig samfunds- og/eller virksomhedsøkonomisk urentabel for Aalborg Forsyning.
Aalborg Forsyning kan på ovenstående konditioner nedlægge ordningen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.
Ved nedlæggelsen af ordningen kan Ejeren, efter nærmere aftale med Aalborg Forsyning, overtage ejerskabet til den installerede fjernvarmeunit.
15) Tvistløsning
Tvister, der udspringer af nærværende abonnementsaftale, kan af Ejeren indbringes for Ankenævnet på Energiområdet.
Ankenævnet på Energiområdet Xxxx Xxxxxxxxx Vej 35
2500 Valby
16) Underskrift
Nærværende aftale træder i kraft ved Ejers tilmelding via xxxxxxxxxxxxxxxx.xx/xxx-xxxx/xxxxx.