VEDTÆGT
VEDTÆGT
for samarbejde om drift af kirkegårde mv.
§ 1
Aftalens parter og aftalens grundlag
Denne aftale indgås mellem menighedsrådene i Billum og Janderup.
Stk. 2.
Grundlaget for aftalen er § 42a i Bekendtgørelse af lov om menighedsråd nr. 611 af 6/6 2007, § 2 i Bekendtgørelse af lov om folkekirkens økonomi nr. 609 af 6/6 2007.
§ 2
Fælles samarbejdsudvalg
Samarbejdet ledes af et samarbejdsudvalg.
Stk. 2
Samarbejdsudvalget består af to medlemmer fra hvert menighedsråd. Medlemmerne vælges for 4 år ad gangen ved det konstituerende møde i de enkelte menighedsråd. Præster er også valgbare. Uden stemmeret deltager desuden graveren, en repræsentant for gravermedhjælperne samt kontaktpersonen i Janderup Menighedsråd i udvalgsmøderne. Kirkeværger kan ikke være udvalgsmedlemmer. Udvalgsmedlemmerne er også medlem i det lokale kirke- og kirkegårdsudvalg.
Stk. 3.
Samarbejdsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, der skal godkendes af menighedsrådene.
Stk. 4.
Samarbejdsudvalget ansætter sammen med graveren det personale, der refererer til graveren. Samarbejdsudvalget ansætter sammen med menighedsrådsformændene graveren.
Stk. 5.
Samarbejdsudvalget udarbejder budget for kirkegårdsdriften. Samarbejdsudvalget er sammen med graveren ansvarlig for budgettet. Ekstraordinære forhold, som kan føre til overskridelse af budgettet, skal godkendes af menighedsrådene.
Stk. 6.
Samarbejdsudvalget skal sikre koordinering af informationer mellem menighedsrådene, således at begge menighedsråd er veloplyste om alle forhold omkring kirkegårdene og deres drift. Det er således samarbejdsudvalgets opgave at drøfte forhold af fælles interesse, herunder vedligeholdelsesstandarder for kirkegårdene.
§ 3
Arbejdsopgaver omfattet af aftalen
Aftalen vedrører fra 1. maj 2011 samarbejde om
- Drift af kirkegårdene i Billum og Janderup.
- Administration af kirkegårdene i Billum og Janderup
- Mandskabsmæssig betjening af kirkerne i Billum og Janderup i forbindelse med kirkelige handlinger – bortset fra kirkesanger, organist og præst.
- Der kan laves aftale med det enkelte menighedsråd om andre arbejdsopgaver.
Stk. 2.
Graveren, der er ansat i Janderup, er daglig leder af opgaverne nævnt i stk. 1. Graveren ansættes af et fælles ansættelsesudvalg, jf. § 2, stk. 4.
Stk. 3.
Øvrige medarbejdere ansættes i Janderup. Samarbejdsudvalget ansætter i samarbejde med graveren, jf. § 2, stk. 4.
§ 4
Økonomi
Alle driftsudgifter og –indtægter vedr. samarbejdet administreres af Janderup Kirkekasse.
Stk. 2.
For 2011 udarbejder det enkelte menighedsråd en opgørelse af:
- hvor mange timer og hvor stort beløb, der er på 2011 budgettet på posterne vedr. arbejdstøj og løn til kirkegårdspersonale, minus løn til eget fastansat personale (lønninger, ATP, AER, STK pension, refunderede lønudgifter fra kurser og lign).
- Budgetterede udgifter vedrørende kirkegården.
- Beløbet overføres til Janderup kirkekasse månedsvis forud.
Graveren sørger for, at driften af kirkegårdene i 2011 sker indenfor denne beløbsramme. Personale timeforbruget er dog bestemt af normtiden i ansættelsesaftalerne.
Stk. 3.
Fra og med 2012 budgetteres kirkegårdenes drift i Janderup Kirkekasse
- Lønudgifter og alle andre udgifter vedr. personale
- Indkøb af planter og materialer til brug på kirkegårdene
- Indkøb og værktøj, maskiner, arbejdstøj mv.
- Øvrige anskaffelser, der måtte være nødvendige og hensigtsmæssige til brug i driften af kirkegårdene
- Renter, afkast og udbytter af gravstedskapitaler
- Fakturering til gravstedsejerne af udgifter til vedligeholdelse, planter m.v.
- Ligning
Indtægter og udgifter, omfattet af samarbejdet, fremgår af bilag 1 til denne vedtægt.
Stk. 4.
Der søges indgået aftale med Ribe Stift om, at renter, afkast og udbytter fra gravstedskapitaler tilknyttet Billum og Janderup Menighedsråd fra og med 2012 udbetales til Janderup Menighedsråd, således at disse indtægter kan indgå i den samlede drift af kirkegårdene.
Stk. 5.
På vegne af menighedsrådene indgår graveren gravstedsaftaler, samt varetager opgaverne i forbindelse med betaling for gravstedserhvervelse, vedligeholdelse og fornyelse af gravsteder. Aftalerne indgås på baggrund af de til enhver tid gældende kirkegårdsvedtægter og i øvrigt efter de til enhver tid gældende regler.
Stk. 6.
Ved større anskaffelser tages der stilling til, hvilket hjemsted den pågældende maskine eller redskab har.
Stk. 7.
Udførelse af andre opgaver, der administreres af menighedsrådene, kan indgå i aftalen. Til aflønning af det nødvendige personale til disse opgaver skal det enkelte menighedsråd indbetale en timesats1, som er den gennemsnitlige timeløn for de ansatte, inkl. ferietillæg, ATP, AER og STK pension. Satsen reguleres som øvrige lønninger i staten pr. 1. april.
Ønsker samarbejdsudvalget at indgå ny aftale med andre menighedsråd om mod betaling at udføre opgaver i form af kirkegårdsdrift o.l., skal aftalen forelægges det enkelte menighedsråd til godkendelse. Samarbejdsudvalget kan først indgå aftalen, når menighedsrådene har godkendt den.
§ 5
Tilsyn
Kirkeværgerne i de respektive menighedsråd fører tilsyn, jf. kirkegårdenes og kirkeværgernes vedtægter, og påtaler eventuelle mangler overfor graveren.
§ 6
Optagelse af andre menighedsråd i samarbejdet
Hvis andre menighedsråd ønsker at deltage i kirkegårdssamarbejdet, og dette accepteres af samarbejdsudvalget, indtræder de i samarbejdet under de samme vilkår.
§ 7
Uenighed om vedtægten
Ved uenighed i samarbejdsudvalget om forståelse eller fortolkning af denne vedtægt indkaldes til møde i samarbejdsudvalget suppleret med menighedsrådenes formænd. Såfremt der ikke kan opnås enighed indbringes sagen for Ribe Stift til endelig afgørelse.
§ 8
Varighed og ophævelse af samarbejdet Inden udgangen af 2. år i en valgperiode, skal vedtægten genforhandles. Stk. 2.
Samarbejdet kan opsiges med 8 måneders varsel til udgangen af et år. Ved samarbejdets ophør tager det enkelte menighedsråd de maskiner m.m., som menighedsrådet har bragt ind i samarbejdet i henhold til bilag 1, med ud af samarbejdet. Værdien af de maskiner m.m., der er anskaffet efter samarbejdets start, deles ligeligt mellem menighedsrådene.
§ 9
Ikrafttræden og offentliggørelse
Vedtægten træder i kraft pr. 1. maj 2011.
Stk. 2.
1 Gennemsnit af alle ansatte ekskl. tillæg for rådighed, lør-/søndage, aftenarbejde, men inkl. ATP, EAS, EAR, pension og feriegodtgørelse.
Vedtægten offentliggøres på kirkeministeriets hjemmeside og på de deltagende menighedsråds hjemmesider.
oOo
Aftalen underskrives i to ligelydende eksemplarer, der straks udleveres til hver af parterne.
Den / 2011 Den / 2011
Billum Menighedsråd Janderup Menighedsråd
Formand Formand