Mellem lov og aftale i den danske model

Mellem lov og aftale i den danske model

Berlingske Tidende 30. januar 2000, Erhvervskronik

Af Xxxxxxx Xxxxxx Xxxxxx, sociolog, dr. scient. soc., tilknyttet FAOS, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

EU-Kommissionens stillen spørgsmålstegn ved gennemførelsen af arbejdstidsdirektivet har endnu engang fået debatten om den danske arbejdsmarkedsmodels fremtid i gang. Kommissionens initiativ opfattes som en trussel mod den danske model. Kommissionen stiller spørgsmålstegn ved hvorvidt det er nok at Danmark har gennemført – eller implementeret som det hedder på fint – et direktiv om arbejdstid gennem det kollektive aftalesystem. Eller hvorvidt gennemførelsen burde have fundet sted gennem lovgivning.

EU-direktivet som er årsagen til diskussionen om den danske models fremtid handler om arbejdstid. Nærmere bestemt fastsætter direktivet nogle regler omkring hvornår og hvor meget lønmodtagere må arbejde i bestemte perioder. Direktivet fastlægger her nogle maksimale rammer for arbejdstiden. Rammer som fastsættes af hensyn til lønmodtagernes arbejdsmiljø. Synspunktet er i direktivet, at hvis lønmodtagere arbejder for meget, eller arbejder for meget på ubekvemme tidspunkter (fx om natten), så er det ødelæggende for folk sundhed. Man bliver simpelt hen syg af for meget arbejde, eller af for meget natarbejde. Derfor har man af hensyn til lønmodtagernes sundhed vedtaget dette arbejdstidsdirektiv i EU.

En af de regler som fastsættes i direktivet er, at lønmodtagere maximalt må have en arbejdstid på 48 timer om ugen (målt i gennemsnit over en vis periode). Set i forhold til at arbejdstiden i Danmark generelt ligger på omkring de 37 timer om ugen er det jo ikke noget, som skulle have den store be- tydning i Danmark skulle man mene. Der er heldigvis ikke mange lønmodtagere i Danmark som arbejder 48 timer om ugen. Derimod er der nok en del selvstændige (fx butiksindehavere), der ar- bejder omkring eller mere end 48 timer om ugen, men de er ikke omfattet af direktivet i og med at de ikke er lønmodtagere (selvstændige bliver måske ikke syge af at arbejde for meget?).

I sin substans betyder direktivet derfor heller ikke så meget for lønmodtagerne i Danmark. De fleste af de rettigheder som de opnår igennem direktivet er generelt gældende på det danske arbejdsmar- ked. Der hvor tvisten kommer ind i forhold til Danmark ligger i sammenhæng med, at direktivet er gennemført gennem det kollektive aftalesystem og ikke ved lov. Arbejdsmarkedets parter har be- stræbt sig på, at skrive direktivets bestemmelser (fx reglen om max 48 timers arbejdsuge) ind i alle de kollektive overenskomster der findes på det danske arbejdsmarked. Og selv om det i det store hele er lykkedes stiller Kommissionen alligevel spørgsmålstegn ved om det er en korrekt gennemfø- relse af direktivet. Kommissionen anfører bl.a. – og med rette – at det ikke er alle lønmodtagere, der har en kollektiv overenskomst som grundlag for deres ansættelse. Og kommissionen spørger så hvordan Danmark sikrer at de lønmodtagere, som ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst får sikret sig de rettigheder, der ligger i direktivet.

Svaret blæser i vinden, som Xxxxx engang sang. For det er, hvis man tolker det snævert juridisk, svært at se hvordan man kan sikre samtlige lønmodtagere i Danmark deres ret gennem det kollekti- ve aftalesystem. Der vil altid være en principiel ’xxxxx x xxxxx’, eller en ’xxxxxx på maskinfabrik- ken’, der ikke er beskyttet af en kollektiv overenskomst. Og som derfor ikke får de principielle ret- tigheder, som direktivet giver dem. Nu behøver man imidlertid ikke nødvendigvis tolke Kommissi- onens indvending overfor den danske gennemførelse af arbejdstidsdirektivet snævert juridisk. Man

kan også vurdere gennemførelsen i forhold til praksis. Og i den sammenhæng kan man vurdere, om der så rent faktisk er lønmodtagere i Danmark som fx har måttet arbejde mere end 48 timer om ugen fordi direktivet er implementeret gennem det kollektive aftalesystem og ikke gennem lovgivning. Der er intet der tyder på at det er tilfældet. Noget peger altså i retning af at selvom den danske måde at gennemføre direktivet om arbejdstid ikke principielt sikrer at alle er omfattet af direktivets rettig- heder; så har lønmodtagerne disse rettigheder i praksis.

Nu kan man spørge dels hvori truslen mod den danske arbejdsmarkedsmodel ligger, og dels hvorfor arbejdsmarkedets parter har så meget mod lovgivning på arbejdsmarkedet. For at tage det første først så må man vel, hvis ædrueligheden skal være i højsædet, sige at den danske arbejdsmarkeds- model ikke står for fald selv om Kommissionen (eller EU-domstolen) på et tidspunkt ud i fremtiden skulle kræve at Danmark laver en lov, som sikrer at alle lønmodtagere får de rettigheder der er fore- skrevet i arbejdstidsdirektivet. Samarbejdet mellem regering og arbejdsmarkedets parter omkring aftaleimplementering er et godt eksempel på at den danske arbejdsmarkedsmodel eksisterer og er i stand til at forholde sig til den europæiske udfordring. Det der er afgørende for om arbejdsmarke- dets parter også i fremtiden kan være ’dem der bestemmer’ på det danske arbejdsmarked er ikke om de får lov til at skrive direktiver (som de ikke selv har bestemt indholdet af) ind i deres egne over- enskomster, eller om aftaleimplementeringen skal suppleres med en følgelovgivning. Det der er afgørende for parternes fremtidige rolle er om de kan lave aftaler som er bedre (og ofte også på et højere niveau) end de lovgivningsinitiativer, der i fremtiden vil komme endnu flere af fra EU.

Hvorfor er arbejdsmarkedets parter så imod lovgivning på arbejdsmarkedet? For arbejdsgiversiden er interessen i at undgå lovgivning på arbejdsmarkedet tilsyneladende umiddelbar gennemskuelig. Lovgivning på arbejdsmarkedet implicerer som oftest udgifter af den ene eller anden art. Lovgiv- ning er ofte noget med rettigheder for lønmodtagerne fx i form at begrænsninger på arbejdstiden, som det er tilfældet med arbejdstidsdirektivet. Og lønmodtagerrettigheder koster alt andet lige pen- ge for virksomhederne. Derfor har arbejdsgiversiden en naturlig interesse i at undgå lovgivning.

Imidlertid er valget ikke helt så simpelt for arbejdsgiversiden. For når arbejdsgiversiden i Danmark siger nej til lovgivning, så siger man samtidigt ja til de faglige organisationer. Man siger ja til at have fagforeninger på arbejdspladserne og til at lade fagforeninger repræsentere virksomhedernes medarbejdere, fx når der skal forhandles om arbejdstidens længde og placering. Det koster også penge; men måden hvorpå det koster penge er gennem forhandling med en modpart. Og gennem forhandlingsprocessen sikres det også at lønmodtagerne forstår at lønmodtagerrettigheder koster penge.

Hvorfor er fagbevægelsen så imod at der kommer lønmodtagerrettigheder gennem lovgivning? Hvorfor vil fagbevægelsen helst have at politikerne blander sig uden om de forhold som traditionelt reguleres gennem kollektive overenskomster? Umiddelbart skulle man tro, at fagbevægelsen ville tage mod alle de forbedringer, der kunne komme til lønmodtagerne. Og det hvadenten forbedrin- gerne blev skabt gennem lovgivning eller gennem kollektive overenskomster.

Forklaringerne på fagbevægelsens lunkne forhold til lovgivning er flere. For det første spiller det sikkert en rolle, at de kollektive overenskomster er grundlaget for fagbevægelsens eksistens. Man kunne fra fagbevægelsens side frygte at en omfattende lovgivning på længere sigt ville undergrave fagbevægelsens eksistensberettigelse. Hvis lønmodtagerne fik deres rettigheder gennem lovgivning ville mange måske melde sig ud af de faglige organisationer. Det er dog næppe den eneste grund til det lunkne forhold til lovgivningen.

Kollektive aftaler er mere funktionelle end lovgivning. De kan i langt højere grad end lovgivning sikre at der laves regler, som både tilgodeser virksomhedernes og medarbejdernes interesser. Det er igennem de kollektive aftaler at virksomhederne og medarbejderne kan afveje deres interesser i forhold til hinanden. Ved at forhandle direkte med modparten om rettigheder kan virksomhederne og lønmodtagerne forhandle sig frem til kompromiser der giver fordele for begge sider. Lovgivning vil ofte dels være for generel til at tage hensyn til den konkrete virkelighed på virksomhederne, dels være mere entydigt til fordel for den ene side af bordet. Den aftale som blev indgået i weekenden mellem Dansk Industri og CO-Industri afspejler netop den kompromisorientering som er fundamen- tet for en aftalemodel, og som samtidigt sikrer at begge parter vinder ved at indgå en aftale. Virk- somhederne fik med aftalen mere fleksibilitet, mens medarbejderne fik mere ferie. Altså et spil, hvor begge sider vinder og taber noget.

Fagbevægelsens problemer med at sikre efterlønnen og problemerne med at undgå forringelser i dagpengesystemet - selv med en socialdemokratisk regering ved roret - afspejler et af de andre pro- blemer som fagbevægelsen (og lønmodtagerne) har med lovgivning. Det er politikerne og Folketin- get der bestemmer over lovene. Og det er dermed også regering og Folketing, der er i stand til at lave en given lov om. En lønmodtagerrettighed, der er garanteret gennem lov er kun en rettighed indtil loven laves om. Skifter det politiske flertal eller skifter politikerne holdning så kan rettigheder tages fra lønmodtagerne uden at de kan stille meget op. De må i hvert fald vente til næste valg. Overenskomsterne er derimod fagbevægelsens (og arbejdsgiverorganisationernes) egne. Her er det fagbevægelsen og lønmodtagerne som har magten, og muligheden for at bruge den gennem kollek- tive kampskridt. Det er den væsentligste grund til at satse på det kollektive aftalesystem for lønmod- tagerne.