Notat
Område: Sundhedsområdet
Afdeling: Praksisafdelingen - Regionstandplejen Journal nr.: 14/15485
Dato: 21. august 2014 Udarbejdet af: Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxxxxx
E-mail: Xxxxx.Xxxxxxx.Xxxxxxxxx@xxxx.xx Telefon: 00000000
Notat
Aftalegrundlag for Den Regionale Specialtandpleje
Hovedaftale med de overordnede principper
1. Formål med aftale
Specialtandplejen fastlægges i § 133 i Sundhedsloven som en kommunal myndighedsopgave, hvor det fulde finansieringsansvar påhviler kommunen. Regionen har ansvaret for at stille de nødvendige behandlingstilbud til rådighed for de kommuner, der ønsker at købe ydelsen. Målgruppen for specialtandplejens ydelser er patienter, som er sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungetandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen.
Udgangspunktet for aftalen er visionen om sundhed gennem et rehabiliterende samarbejde med patienten og princippet om rehabilitering. Afregningsstrukturen er opbygget på en måde, der sikrer gennemsigtighed og fleksibilitet i bred forstand, for de kommuner der ønsker at købe behandlingstilbud i specialtandplejen.
Hovedaftalen lægger rammerne for det behandlingstilbud, som regionen stiller til rådighed for kommunerne. Aftalen indeholder indholds- og ydelsesbeskrivelse, ansvarsfordeling og finansieringsprincipper, bestillings- og afregningsprincipper samt nedsættelse af et samarbejdsudvalg bestående af både repræsentanter for henholdsvis kommunernes overtandlæger og Regionstandplejen.
2. Indholds-/ydelsesbeskrivelse og ansvarsfordeling på overordnet niveau
Ansvaret for visitationen til Den Regionale Specialtandpleje påhviler bopælskommunen.
Den Regionale Specialtandpleje påtager sig behandlingsansvaret for patienter henvist til regelmæssig tandpleje eller akut nødbehandling fra det tidspunkt, hvor patienten har været til klinisk undersøgelse i specialtandplejen. Vedrørende patienter der udelukkende er henvist for tandbehandling i generel anæstesi, gælder at behandlingsansvaret påhviler kommunen indtil operationsdagen.
Den Regionale Specialtandpleje tilbyder følgende behandlingsydelser:
• Regelmæssig forebyggende og behandlende tandpleje
• Specielle enkeltopgaver, der ikke kræver anvendelse af generel anæstesi
• Tandbehandling i generel anæstesi
• Diagnostisk udredning og behandlingsplanlægning
• Akutbehandling til specielle patientgrupper
• Opsøgende tandplejeaktivitet i kommunen
3. Finansieringsprincipper
Alle kommuner, der ønsker at få løst specialiseret tandpleje hos Den Regionale Specialtandpleje, skal betale et årligt basisbidrag. Dette bidrag dækker kvalitetssikring og vidensopsamling, ledelse og administration samt telefonisk, tandlægefaglig rådgivning. Basisbidraget er et fastsat beløb pr. borger i kommunen.
Akut nødbehandling, diagnostisk udredning og behandlingsplanlægning, regelmæssig forebyggende og behandlende tandpleje samt specielle enkeltopgaver afregnes pr. påbegyndt halve time efter en fast takst. Der afregnes ud fra den tidsvarighed, hvor patienten er til stede i klinikken (stoletid).
Timetaksten inkluderer de nødvendige røntgenoptagelser, materialer og teknikudgifter.
Ved undersøgelse, forebyggelse eller behandling udenfor specialtandplejeklinikken registreres tidsforbruget fra personalet forlader Den Regionale Specialtandpleje til personalet er tilbage igen på klinikken.
Ved besøg på institutioner, hvor der behandles flere patienter samme sted, fordeles tidsforbruget ud fra en gennemsnitsberegning (totale tidsforbrug pr. behandler delt med det totale antal tilsete patienter).
Større ortodontiske behandlinger med eksempelvis fast apparatur udføres som en særskilt ydelse.
Taksten for opsøgende tandplejeaktiviteter og undervisning aftales med den enkelte kommune på grundlag af en nøjere specifikation af indholdet i den konkrete aftale. Taksten fastsættes ud fra en omkostningsberegning for specialtandplejens indsats i den enkelte kommune.
Kommunen betaler tolkebistand, hvis der er behov for dette.
4. Særligt omkring anæstesibehandlinger
Tandbehandling i generel anæstesi afregnes med en fast takst pr. behandlingsforløb uanset om patienten i øvrigt er indskrevet til regelmæssig tandpleje i Den Regionale Specialtandpleje. Taksten omhandler odontologisk og anæstesiologisk forundersøgelse, alle tandlægelige behandlinger og udgifter til anæstesi- og operationsafsnit.
Der er forskellig takst for voksen- og børnepatienter. Ydelsen inkluderer de nødvendige røntgenoptagelser, materialer og teknikudgifter.
5. Bestillings- og afregningsprincipper
Kommunerne i Region Syddanmark og eventuelt interesserede kommuner i naboregionerne udarbejder hvert år inden 1. maj en redegørelse for deres forventede forbrug af pladser (omregnet til halve timer og uden tilknytning til cpr. numre) i Den regionale Specialtandpleje i Region Syddanmark.
Henvisning skal ske via sikker mail til Den Regionale Tandpleje i henhold til gældende retningslinjer på området. Ved henvisning bruges altid Den Regionale Specialtandplejes henvisningsskema.
Henvisninger vedlægges alle relevante journaloplysninger herunder foreliggende røntgenmateriale.
Der sker ikke takstafregning for aflyste anæstesiforløb, hvis aflysning skyldes aktuelle helbredsmæssige forhold. Der sker normal takstafregning, hvis patienten udebliver, møder op men ikke har overholdt den anviste fasteperiode, patienten møder op men afslår at modtage behandling
eller hvis ledsagende pædagogisk personale afviser at medvirke aktivt til anæstesiens indledning trods tidligere indgået aftale herom.
Personer, der har modtaget tilbud om specialtandpleje i Den regionale Specialtandpleje kan ikke få godtgjort behandling foretaget hos anden behandler. Dog refunderer Den Regionale Specialtandpleje udgifter til nødvendige og uopsættelige nødbehandlinger udenfor specialtandplejens åbningstider (eksempelvis tandlægevagten). Udgifterne omregnes til halve timer og indgår i kommunens forudbestilte pladser (omregnet til halve timer).
Kommunen får tilsendt opkrævning vedrørende kommunens faktiske forbrug af behandlingstimer og anæstesiydelser kvartalsvis bagud. Afregning af over-/underforbrug af behandlinger i generel anæstesi sker ved årets udgang.
Såfremt en kommune ikke anvender alle de forudbestilte pladser (omregnet til halve timer) samt tandbehandlinger i generel anæstesi, afregnes ubenyttede pladser og behandlinger til 15 % af normaltaksten. Såfremt en kommune anvender et større antal pladser eller tandbehandlinger i generel anæstesi end bestilt, afregnes de ekstra pladser eller behandlinger til 115 % af normaltaksten.
Kommunen hæfter for sin forholdsmæssige andel af en eventuel uforbrugt behandlingskapacitet. Det vil i givet fald ske samtidig med at et eventuelt overskud eller underskud i Den regionale Specialtandpleje afregnes med kommunerne efter årets udgang.
Der udsendes elektronisk til hver kommune en kvartalsvis oversigt over kommunens forbrug af ydelser i Den Regionale Specialtandpleje.
6. Samarbejdsudvalg, sammensætning og opgaver
Der nedsættes et samarbejdsudvalg bestående af 3 overtandlæger fra kommunerne og 3 repræsentanter fra Regiontandplejen.
Samarbejdsudvalgets opgaver er:
• Afklare eventuelle aftalemæssige uklarheder, uoverensstemmelser eller lignende, herunder at beslutte udgiftsneutrale justeringer af hvilke ydelsesindhold der skal indgå i timetaksten, og hvilke der skal afregnes som særskilte ydelser
• Xxxxxx, udvikle og evaluere samarbejdet
• Fastlægge taksten for ½ timer og behandling i generel anæstesi en gang årligt
7. Ikrafttræden, tilslutningsvilkår etc.
Nuværende aftale træder i kraft den 1. januar 2015 og afløser det tidligere afregningsgrundlag. Aftalen er fremover løbende, idet kommunerne næste gang bestiller forventet ydelser inden 1. maj 2015 for 2016.
Takster for 2015 er fastsat på baggrund af kalkuler i forhold til nuværende aftale. Taksten forventes at skulle justeres for 2016.
Regionen bekræfter efter 1. august kommunernes bestillinger for kommende år med en beregning af kommunernes forventede forbrug for det kommende år.
Kommunerne bekræfter aftalen endeligt den 15. oktober.
Opsigelse af samarbejde med Den Regionale Specialtandpleje kan kun ske til årets udgang. Opsigelse skal ske inden 1. maj.
For flere detaljer om aftalen henvises der til notatet Detaljeret aftalegrundlag for Den Regionale Specialtandpleje i Region Syddanmark.