Fiskeriudvalget
EUROPA-PARLAMENTET 2009 - 2014
Fiskeriudvalget
2010/0094(NLE)
24.6.2010
***
UDKAST TIL HENSTILLING
om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne
(KOM(2010)0177 – C7-0000/2010 – 2010/0094(NLE))
Fiskeriudvalget
Ordfører: Maria do Céu Patrão Neves
PR\821006DA.doc PE443.060v01-00
DA Forenet i mangfoldighed DA
PR_AVC_art90
Tegnforklaring
*Høringsprocedure
*** Godkendelsesprocedure
***I Almindelig lovgivningsprocedure (førstebehandling)
***II Almindelig lovgivningsprocedure (andenbehandling)
***III Almindelig lovgivningsprocedure (tredjebehandling)
(Proceduren afhænger af, hvilket retsgrundlag der er valgt i udkastet til retsakt)
INDHOLD
Side
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING 5 BEGRUNDELSE 6
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne
(KOM(2010)0177 – C7-0000/2010 – 2010/0094(NLE))
(Procedure med samstemmende udtalelse)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til forslag til Rådets afgørelse (KOM(2010)0177),
– der henviser til fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne,
– der henviser til Rådets anmodning om godkendelse, jf. EF-traktatens artikel 218, stk. 3, litra a), sammenholdt med artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-0000/2010),
– der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 8,
– der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0000/2010),
1. godkender indgåelsen af aftalen;
2. opfordrer Kommissionen til at sende Parlamentet konklusionerne fra møderne og arbejdet i den i artikel 9 i aftalen nævnte Blandede Komité samt det i artikel 7, stk. 2, i protokollen nævnte flerårige sektorprogram og resultaterne af de respektive årlige evalueringer; fastholder, at repræsentanter fra Parlamentets Fiskeriudvalg skal deltage som observatører i møder og arbejde i den i artikel 9 i aftalen nævnte Blandede Komité; opfordrer Kommissionen til i protokollens sidste gyldighedsår og før der indledes forhandlinger om fornyelse af fiskeriaftalen at forelægge Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af aftalen;
3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og Salomonøernes regeringer og parlamenter.
BEGRUNDELSE
Generel baggrund for fiskeriaftalerne
Indgåelse af bilaterale fiskeriaftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og tredjelande har været en almindelig praksis i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, som udgør en vigtig søjle i EF’s eksterne dimension.
Med reformen af den fælles fiskeripolitik i 2002 indførtes begrebet ”partnerskab” med henblik på at styrke den målsætning om at støtte udviklingen i fiskerisektoren i partnerlandene, som EF har haft for disse aftaler. Fra og med 2004 blev betegnelsen for disse aftaler ”fiskeripartnerskabsaftaler”.
I partnerskabsaftalerne påtager EU sig dermed en forpligtelse til at fremme et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri overalt i verden, hvor dets fiskerfartøjer opererer. Heraf følger også, at de enkelte fiskeripartnerskabsaftaler bør være baseret på en omfattende forudgående vurdering af de til rådighed værende fiskebestande, og at EU bl.a. skal forvisse sig om, at de fiskerimuligheder, som det kan udnytte, vurderes på grundlag af pålidelige og anerkendte videnskabelige udtalelser, således at man ikke løber nogen risiko for at ødelægge de lokale fiskebestande. I aftalerne med lande i Afrika eller Stillehavet afsættes en betydelig del af EU’s finansielle modydelse specifikt til at støtte en national fiskeripolitik, der er baseret på princippet om bæredygtighed og forsvarlig forvaltning af fiskeressourcerne.
EU har i øjeblikket 16 fiskeripartnerskabsaftaler, og i kraft af dem har EU-fiskerflåden adgang til fiskeressourcer, som EU's partnere af den ene eller anden grund ikke kan eller ikke vil fange.
EU’s samarbejds- og udviklingspolitik og den fælles fiskeripolitik bør være indbyrdes sammenhængende, komplementære og koordinerede, således at de i fællesskab bidrager til at reducere fattigdommen i lande med disponible fiskeressourcer, sikre et bæredygtigt fiskeri og udvikle lokalsamfundene.
Europa-Parlamentet og det foreliggende forslag
Med Lissabontraktatens ikrafttræden har Europa-Parlamentet fået større beføjelser i forbindelse med fiskeripartnerskabsaftaler. I henhold til artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kræves der nu forudgående godkendelse fra Parlamentet for at indgå en sådan aftale i stedet for, at der tidligere kun krævedes en simpel høringsprocedure.
I punkt 19 i rammeaftalen mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen1 hedder det: "I forbindelse med internationale aftaler, herunder handelsaftaler, orienterer Kommissionen klart og i god tid Parlamentet såvel under aftalernes forberedende fase som under og ved afslutningen af internationale forhandlinger. Denne orientering omfatter udkastet til forhandlingsdirektiver, de vedtagne forhandlingsdirektiver samt de efterfølgende forhandlinger og disses afslutning”. Den nævnte orientering gives Parlamentet ”i så god tid, at det i givet fald kan udtrykke sine synspunkter, og således at Kommissionen er i stand til at
1 EUT C 117 E af 18.5.2006, s. 123.
tage hensyn til Parlamentets synspunkter i videst muligt omfang (…)”.
I artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bestemmes det imidlertid klart, at ”Europa-Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren”. Det er nødvendigt at sikre, at denne bestemmelse overholdes fuldt ud, sådan som det understreges i punkt 3, litra h), i Parlamentets beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen1.
Partnerskabsaftaler mellem EF/EU og Salomonøerne
I februar 2004 undertegnede Salomonøerne og Det Europæiske Fællesskab en fiskeripartnerskabsaftale for tre år, som trådte i kraft den 9. oktober 2006. Denne aftale, som man nu ønsker at ophæve og erstatte med en ny revideret udgave (det foreliggende forslag) indgår i en samling af tre aftaler i det centrale og vestlige Stillehavsområde, som også omfatter fiskeripartnerskabsaftalen med Kiribati og fiskeripartnerskabsaftalen med Mikronesiens Forenede Stater.
På grundlag af Kommissionens mandat fra Rådet genforhandlede og paraferede EF og Salomonøerne den 26. september 2009 en fornyelse af fiskeripartnerskabsaftalen, ledsaget af en protokol og to bilag hertil, for en ny treårig gyldighedsperiode med mulighed for forlængelse.
For at sikre kontinuiteten i EU-fartøjernes fiskeri paraferede de to parter en aftale i form af en udveksling af skrivelser vedrørende midlertidig anvendelse af aftalen fra den 9. oktober 2009 og indtil den nye aftales forventede ikrafttræden. Afgørelsen om denne midlertidige anvendelse blev truffet af Rådet den 11. juni 2010.
På grundlag af artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedtog Rådet den 3. juni 2010 ligeledes en forordning, der fastsætter fordelingen af fiskerimulighederne mellem medlemsstaterne i den nye partnerskabsaftales gyldighedsperiode samt i den midlertidige anvendelsesperiode for denne.
I følgende tabel sammenlignes betingelserne i den oprindelige aftale med betingelserne i den fornyede aftale:
Aftalens løbetid | 3 år, med mulighed for forlængelse 9.10.2006 - 8.10.2009 | 3år, med mulighed for forlængelse 9.10.2009 - 9.10.2012 |
Paraferet den | 28. januar 2004 | 26. september 2009 |
Aftaletype | Aftale om tunfiskeri | Aftale om tunfiskeri |
Finansiel modydelse | 400.000€, heraf 30 % til støtte til Salomonøernes sektorpolitik for fiskeri med henblik på fremme af bæredygtigheden i dette lands farvande | 400.000€, heraf 50 % til støtte til Salomonøernes sektorpolitik for fiskeri med henblik på fremme af bæredygtigheden i dette lands farvande |
Afgift, der betales af rederne | 35€ pr. ton fangst | 35€ pr. ton fangst |
Forskud | - Notfartøjer til tunfiskeri: 13.000€/år (referencemængde: 371 t) - Langlinefartøjer | - Notfartøjer til tunfiskeri: 13.000€/år (referencemængde: 371 t.) |
1 Vedtagne tekster P7_TA(2010) 009.
3.000 €/år (referencemængde: 80 t.) | ||||
Referencemængde | 6.000 t/år | 4.000 t/år | ||
PROTOKOL Fiskerimuligheder: | ||||
Notfartøjer til tunfiskeri (2006 -2009) | Notfartøjer til tunfiskeri: (2009/2012) | Langlinefartøjer (2006/2009) | Langlinefartøjer (2009/2012) | |
SPANIEN | 75 % | 75 % | 6 | - |
FRANKRIG | 25 % | 25 % | 0 | - |
PORTUGAL | 0 | 0 | 4 | - |
I ALT | 4 fartøjer. | 4 fartøjer. | 10 fartøjer. | 0 fartøjer. |
Ordførerens betragtninger
En vurdering af fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Salomonøerne kræver nogle betragtninger af en anden karakter.
For det første må det understreges, at Salomonøernes eksklusive økonomiske zone (EEZ) befinder sig i det vestlige Stillehav, et af de områder i verden, hvor der er flest tunfisk.
Denne del af Salomonøernes fiskeri udgør hen ved 14 % af landets BNP, hvilket er baggrund for den enorme betydning, som udnyttelsen af fiskeressourcerne har for Salomonøerne. Det budget, som fiskeriministeriet har afsat til udvikling af sektoren, er på ca. 2,5 mio. euro, hvoraf størstedelen stammer fra finansielle modydelser fra aftaler med tredjelande, bl.a. New Zealand, Japan og EU.
Samtidig er tunfiskebestandene i Salomonøernes EEZ generelt i en tilfredsstillende tilstand, navnlig for så vidt angår den bugstribede bonit. Imidlertid afslører den evalueringsrapport, som Kommissionen har bestilt hos eksterne konsulenter, at arterne gulfinnet tun og storøjet tun potentielt er i fare for overudnyttelse.
På det proceduremæssige plan er der også nogle aspekter, som man bør være særligt opmærksom på, og som giver anledning til bekymring, især:
1. at den tidligere aftale i økonomisk henseende ikke viste sig særlig effektiv for EU, idet den var mindre rentabel end andre tunfiskeriaftaler i andre områder
2. at EU med denne nye aftale agter at yde den samme økonomiske bistand til Salomonøerne som i den forrige aftale, selv om antallet af fiskerilicenser er blevet mindre og den tilladte fangstmængde reduceret
3. at det bidrag, der betales af rederne til observatørprogrammet, jf. kapitel VI i bilaget til aftalen, forhøjes i betydelig og uforståelig grad, fra 400 euro til 1.500 euro
4. at Den Blandede Komité, der har til formål at overvåge aftalen, ikke har afholdt noget møde, selv om den skulle have gjort det i henhold til den forrige aftale, og selv om det er af afgørende betydning for at fastlægge de vigtigste samarbejdsområder med henblik på anvendelse af en ansvarlig fiskeripraksis i de områder, som er omfattet af aftalen.
På den anden side er det vigtigt at fremhæve en række klart positive aspekter ved denne aftale:
1. I grønbogen om reformen af den fælles fiskeripolitik samt i Europa-Parlamentets beslutning herom af 25. februar understreges det, at det er nødvendigt at udforske mulighederne for at samarbejde på regionalt plan med henblik på at nå frem til bæredygtighed uden for EU's farvande. Det indgår i EU's strategi at styrke rammerne for de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) som et middel til at fremme forvaltningen af fiskeriet. Aftalen indeholder bestemmelser om at fremme samarbejdet på subregionalt niveau, navnlig inden for rammerne af Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav (WCPFC).
2. Evalueringsundersøgelsen gjorde det klart, at det er af stor interesse for EU at opretholde forbindelserne med Salomonøerne på fiskeriområdet, fordi de bidrager til at øge EU- tunfiskerflådens overlevelsesmuligheder i Stillehavet ved at give den adgang til 4.000 tons fisk (referencemængde), en ikke ubetydelig mængde for EU’s fiskerierhverv og markeder. De stabile retlige rammer, som aftalen frembyder, bidrager også til at styrke disse aspekter. Hertil kommer, at der må forudses en kraftig indskrænkning af mulighederne for tunfiskeri i det østlige Atlanterhav som følge af de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der er blevet truffet af IATTC (Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk), og at det vil være hensigtsmæssigt at udvikle alternative fiskeristrategier i det vestlige og centrale Stillehav.
3. I evalueringsundersøgelsen konkluderes det ligeledes, at Salomonøerne har brug for valutareserver for at opretholde sin makroøkonomiske stabilitet, at kapitalindsprøjtningen i forbindelse med denne aftale vil give dem en garanteret indtægt i en periode på mindst tre år, og at en del af denne indtægt vil blive anvendt til af gennemføre deres nationale fiskeripolitik.
4. På grundlag af anbefalingerne i evalueringsundersøgelsen er der blevet indføjet en revisionsklausul (artikel 11) i den nye tekst til protokollen for at gøre det muligt at ændre protokollen, hvis der sker væsentlige ændringer i de politiske retningslinjer, som har ført til indgåelsen af denne protokol. Der blev ligeledes indføjet en sikkerhedsklausul, der giver EU mulighed for under bestemte omstændigheder at suspendere protokollens anvendelse eller foretage en revision af den finansielle modydelse, hvis Salomonøernes gennemførelse af sektorpolitikken svigter (artikel 7, stk. 6 og 7).
Konklusioner
På grundlag af ovenstående mener ordføreren, at det foreliggende forslag til fiskeripartnerskabsaftale mellem EU og Salomonøerne er i begge parters interesse, og hun henstiller derfor, at indgåelsen af aftalen godkendes.
Imidlertid anmoder ordføreren Kommissionen om:
- at sende Parlamentet konklusionerne fra møderne og arbejdet i den i artikel 9 i aftalen nævnte Blandede Komité samt det i artikel 7, stk. 2, i protokollen nævnte flerårige fiskerisektorprogram og resultaterne af de respektive årlige evalueringer;
- at repræsentanter fra Parlamentets Fiskeriudvalg skal deltage som observatører i møder og arbejde i Den Blandede Komité
- at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om fiskeriaftalens gennemførelse, inden den genforhandles
- at Europa-Parlamentet og Rådet behandles på lige fod, for så vidt angår retten til fuldstændig og omgående orientering, samt for så vidt angår kontrol og evaluering af gennemførelsen af de enkelte internationale fiskeriaftaler og forhandling om revision af disse aftaler.
Retsgrundlaget for denne pligt til orientering beror desuden på det faktum, at det er utilladeligt, at Parlamentet skal være begrænset til passivt at få kendskab til de andre EU- institutioners handlinger i stedet for at kunne øve indflydelse på Kommissionens og Rådets afgørelser og dermed bidrage til at sikre den endelige godkendelse på plenarmødet. Kravet om orientering af Parlamentet afspejler også den mere almene pligt, som institutionerne har til indbyrdes at ”samarbejde loyalt” i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i EU-traktaten.