Aftalte vilkår for sammenlægning af Institut for Erhvervskommunikation og Institut for Virksomhedsledelse
Aftalte vilkår for sammenlægning af Institut for Erhvervskommunikation og Institut for Virksomhedsledelse
19. september 2016
Institutledelsen ved Institut for Erhvervskommunikation, institutlederen ved Institut for Virksomhedsledelse og dekanen har aftalt nedenstående vilkår for de organisatoriske følgevirkninger mv., såfremt universitetets bestyrelse beslutter at følge dekanens indstilling om en sammenlægning af Institut for Erhvervskommunikation og Institut for Virksomhedsledelse og som konsekvens heraf en nedlæggelse af Institut for Erhvervskommunikation. Aftalen er drøftet på et møde med VIP- og TAP- medarbejderne d. 31. august 2016 med deltagelse af aftaleparterne og har bred opbakning blandt medarbejderne indenfor fagområdet Virksomhedskommunikation og i institutledelsen.
1. Organisering
a. Sektionslederen for Virksomhedskommunikation indgår som de øvrige sektionsledere ved Institut for Virksomhedsledelse i institutledelsen og varetager den daglige ledelse af sektionens medarbejdere.
b. Sektionen placeres fysisk på Fuglesangs Allé i bygning D (3. etage og dele af 2. etage) og i bygning H (2. etage) i forbindelse med fakultetets rokade i foråret/sommeren 2017. 2. etage i bygning D planlægges frigjort ved flytning af læsepladser til fx 3. etage i H-bygningen. Lokalerne tilpasses sektionens behov og gennemgår den nødvendige istandsættelse og renovering.
c. Sektionen modtager administrativ support i samme omfang som instituttets øvrige sektioner.
d. Sektionens fremtidige repræsentation i diverse organer på instituttet og fakultetet aftales nærmere. Indtil da tilbydes sektionen observatørstatus i de pågældende organer.
2. Uddannelse
a. Der udpeges en studieleder for virksomhedskommunikationsuddannelserne med ansvar for udviklingen af uddannelserne og bemandingen af fagene i tæt samarbejde med sektionslederen. Studielederen samarbejder og koordinerer med instituttets viceinstitutledere med ansvar for instituttets øvrige bachelor- og kandidatuddannelser med henblik på at styrke og videreudvikle det allerede eksisterende samarbejde mellem virksomhedskommunikationsområdet og fagområderne på Institut Virksomhedsledelse.
b. Der udpeges et antal linje-/fagkoordinatorer til varetagelse af den løbende fagkoordinering.
c. Der etableres et studienævn for virksomhedskommunikationsuddannelserne med egen studienævnsformand.
d. Ud over de nuværende BAMMC og MACC ønsker sektionen yderligere to uddannelsesspor. Dels en dansksproget BA- og kandidatuddannelse, dels en HA(kom.) og en cand.merc.(kom.). Dette arbejde forankres hos studielederen for Virksomhedskommunikation.
e. Aarhus BSS bestræber sig på at fastholde det beregnede årlige optagelsestal, jf. dimensioneringsplan af 2013 (min. 289 BA- og 127 kandidatstuderende i 2020). Når der foreligger svar fra Styrelsen ift. ansøgning om bachelor i Strategisk Kommunikation, tages der stilling til fordelingen af de beregnede pladser på virksomhedskommunikationsuddannelserne.
f. Sektionen fastholder sin nuværende cand.ling.merc.-uddannelse. Dekanatet vil aktivt støtte sektionens ønske om en retvisende titelændring af nuværende kandidatuddannelse fra cand.ling.merc. til cand.comm.merc.
g. Masteruddannelsen EMCC opretholdes i det omfang, der er tilstrækkelig søgning til uddannelsen og har fortsat egen studieleder.
h. Dekanatet vil arbejde aktivt for, at der snarest muligt etableres eget censorkorps for Virksomhedskommunikation. Hvis det ikke lykkes, må andre muligheder undersøges. De nuværende aftagerpaneler fortsætter.
i. Instituttet sikrer fortsat støtte til fagrådet for de studerende ved Virksomhedskommunikation (Communication Council) og stiller et lokale til rådighed for fagrådet.
3. Forskning og talent (herunder ansættelser)
a. Der opslås 2 lektorater og 2 professorater i de stillinger, der var i proces i 2016, men som måtte sættes i bero pga. den interne faglige/organisatoriske proces på Institut for Erhvervskommunikation. Den kommende sektionsleder og institutlederen ved Institut for Virksomhedsledelse udarbejder umiddelbart efter bestyrelsens beslutning en 5-årig stillingsplan. Der tages højde for, at der i den forbindelse er et behov for at forlænge konkrete ansættelser af postdoc/adjunkt eller foretage midlertidige ansættelser efter endt ph.d. med henblik på at sikre, at alle får mulighed for at søge de stillinger, der bliver slået op på Institut for Virksomhedsledelse i henhold til instituttets faste årshjul og karriere-/stillingsplan.
b. Institut for Virksomhedsledelses tidsskriftliste indeholder pt. 61 tidsskrifter. Den vil efter sammenlægningen blive udvidet med det antal tidsskrifter, der knytter sig til centrale fagfelter inden for Virksomhedskommunikation, dog min. 6-8 tidsskrifter.
c. Sektionen ønsker fortsat et eget ph.d.-program i corporate communication (strategisk kommunikation) med udbud af såvel egne ph.d.-kurser som ph.d.-kurser udviklet i samarbejde med andre. Eftersom drift af eget ph.d.-program forudsætter en omfattende både faglig og ressourcemæssig indsats, fortsætter ph.d.-programmet i en forsøgsperiode på 3-5 år, hvorefter ordningen evalueres af fakultetsledelsen.
4. Økonomi
a. Sektionen får som de øvrige sektioner stillet midler til rådighed til forsknings- og udviklingsaktiviteter. Bemandingen af sektionen vil i udgangspunktet blive udmålt efter undervisningsbehovet (timetallet) på de uddannelser, som sektionen har ansvaret for.
b. Sektionen får andel i fakultetets strategiske midler til business satsningen (i alt 42 mio. kr.) i form af yderligere 2 professorater, jf. pkt. 3.a.
c. Dekanen yder et tilskud på 1 mio. kr. pr. år i 5 år med henblik på udvikling af fagområdet, herunder tiltrækning af flere eksterne midler, og til udvikling af samarbejdet med de øvrige sektioner på instituttet og eksterne parter.
5. Synlighed
a. Sektionen vil få samme mulighed som de øvrige sektioner for egen branding, herunder egen underside på instituttets hjemmeside.
b. Sektionen tildeles som de øvrige sektioner midler til forsknings- og udviklingsaktiviteter, således at sektionens forskningsbrand og deltagelse i forskningsnetværk fastholdes, og således at sektionen får mulighed for at leve op til de forpligtelser, der allerede er truffet aftale om.