Aftalens parter
Strategisk samarbejdsaftale
mellem Aalborg Kommune
University College Nordjylland
Aftalens parter
Aftalen er indgået mellem Aalborg Kommune (AAK) og University College Nordjylland (UCN).
Aftaleperiode
Aftalen gælder fra 1. august 2013 og genforhandles og revideres efterfølgende hver andet år. Aftalen kan af begge parter opsiges med 1 måneds skriftlig varsel.
Baggrund
UCN er i den nuværende form en relativ ny uddannelsesinstitution, som har fokus på udvikling og innovation såvel globalt som i den nordjyske region; men samtidig en uddannelsesinstitution, som har meget stor erfaring i kompetenceudvikling indenfor både den offentlige og private sektor.
”UCN - uddannelse i virkeligheden” signalerer at UCN;
• I tæt samspil med praksis, uddanner til handling og refleksion i forhold til konkrete problemer og udfordringer i professioner og erhverv.
• Udfordrer virkeligheden og medvirker til at sætte nye standarder, i de professioner og erhverv UCN uddanner til, gennem samspil om uddannelse, efter- og videreuddannelse samt forsknings- og udviklingsprojekter.
Styrket tværfagligt samarbejde, også mellem den private og den offentlige sektor, skal bidrage til vækst og udvikling i samfundet. UCN har mange års erfaring i kompetenceudvikling indenfor den offentlige sektor, en erfaring som i høj grad kan bidrage til fornyelser i den offentlige sektor gennem brug af nye metoder for udvikling af arbejdskraften. Metoder som også indebærer samspil med den private sektor.
UCN er, med samlingen af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne i Nordjylland, i dag Danmarks fagligt bredest funderede professionshøjskole. Med den største diversitet af erhverv og professioner som sparringspartnere, stiller det på den ene side særlige krav til UCN til at kunne imødekomme virksomhedernes behov og forventninger. På den anden side skaber det også nye muligheder for at udvikle relevante aktiviteter, på tværs af de mange sektorer, som UCN er i samspil med om viden og uddannelse. UCN’s eksistensberettigelse er funderet i at styrke grundlaget for at skabe værditilvækst i professioner og erhverv.
Forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for innovation, pædagogik, sundhed, business og teknologi sætter fokus på tværfaglige aktiviteter mellem UCN, erhvervslivet og den offentlige sektor. UCN lægger særlig vægt på forsknings- og udviklingsarbejdet og ønsker gennem dynamisk og levende dialog at omsætte forsknings og udviklingsaktiviteter til konkrete samarbejder, der styrker Aalborg og den nordjyske region i den globale konkurrence.
AAK har et tæt samarbejde med UCN i forhold til kompetenceudvikling af medarbejderne i kommunen. Dette samarbejde ønskes udvidet til et målrettet strategisk samarbejde med vægt på innovative processer, hvor tværfaglighed er kodeordet. En tværfaglighed som omfatter projekter mellem forvaltninger, men også mellem AAK og det omgivende samfund, herunder den private sektor.
AAK vil være spydspids i udviklingen af Aalborg som uddannelses- og vidensby, hvor samspillet mellem UCN, erhvervslivet og AAK skal udvikles optimalt, som grundlag for etablering af vidensbaseret vækst og udvikling. Derfor skal der via et gensidigt forpligtende samarbejde skabes
netværk, som sikrer muligheden for at udnytte samspillet mellem UCN’s uddannelses-, kompetenceudviklings- og forskningsaktiviteter og det strategiske vidensarbejde i AAK´s 7 forvaltninger.
UCN ønsker at være i en dynamisk og levende dialog med det omgivende samfund og etablere vidensamarbejde bredt inden for UCN’s kompetenceområder. Nærværende aftale skal bidrage til at styrke denne rolle yderligere ved at udvide og udvikle vidensamarbejdet mellem UCN, AAK og erhvervslivet og dermed bidrage til videnbaseret vækst og udvikling.
Formål med aftalen og strategiske indsatsområder
Parterne ønsker samlet at bidrage til at øge samspillet mellem UCN og AAK for at skærpe den lokale innovations- og udviklingskraft og sikre Aalborg de bedst mulige vilkår som uddannelses- og vidensby
Samarbejdet tager udgangspunkt i følgende strategiske indsatsområder:
1. Globalisering
Internationalisering får større og større betydning for virksomhedernes afsætnings- muligheder. Den nordjyske erhvervsstruktur med relativt mange små og mellemstore virksomheder står derfor overfor nye udfordringer for at følge med i vækst og udvikling i den globale vidensøkonomi. For at udnytte potentialet på de internationale markeder skal byen, erhvervslivet og UCN arbejde sammen om at skabe innovative processer i forhold til disse markeder, det gælder f.eks. indenfor kommunikation og marketing på engelsk og andre sprog, opbygning af internationale relationer indenfor nye vækstområder som f.eks. energi og miljø, velfærdsteknologi og oplevelsesøkonomi mv..
2. Fastholdelse af viden og arbejdskraft
Et stigende antal studerende i Aalborg danner baggrund for at skabe flere jobs for unge med videregående uddannelse, således at så mange som muligt fastholdes i regionen og medvirker til at skabe vækst og innovation i erhvervslivet. En veluddannet og attraktiv arbejdsstyrke er også medvirkende til at tiltrække og fastholde investeringer. Med et stort antal internationale studerende ved UCN er der også mulighed for sammen at sikre veluddannet, internationalt orienteret arbejdskraft til det nordjyske erhvervsliv.
3. Kultur, oplevelse og uddannelse
Aalborg skal være attraktiv som bosted for såvel danskere som udlændinge, og derfor har begge parter fokus på byudvikling og at understøtte sammenhænge mellem bymiljø, oplevelsesudbud, erhverv og uddannelse. UCN’s aktiviteter har på forskellig vis fokus på kultur og oplevelser og rummer et stort potentiale for udvikling af byens liv gennem inddragelse af byens borgere i kreative og nyskabende aktiviteter.
4. Innovation og fornyelse i den offentlige sektor
Den offentlige sektor har gennem de seneste år været gennem mange forandringer og ressourcerne er knappe. Derfor er innovation og fornyelse i den offentlige sektor en nødvendighed for at opretholde og udvikle serviceniveauet for borgerne. AAK og UCN vil gennem innovation og udvikling igangsætte projekter, der med fokus på tværfaglighed sikre den bedst mulige service for borgerne. Samtidig vil eksport af ”know-how” også give erhvervslivet nye konkurrencemuligheder.
5. Samarbejde om Smart City
Der etableres et tæt samarbejde omkring udvikling og anvendelse af ”Smart City” begrebet, hvor formålet er at virke som facilitator for netværk indenfor vidensformidling og teknologioverførelse i byggeerhvervet i Nordjylland. I praksis sættes fokus på forretningsudvikling, innovative løsninger og produkter, som skal være med til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser indenfor bl.a. byggeriet og de relaterede erhverv.
6. Samarbejdet mellem alle forvaltninger og alle faglige miljøer
Samarbejdet dækker alle forvaltninger i Aalborg Kommune og alle faglige miljøer ved UCN. Der opbygges en tæt relation mellem repræsentanter fra forvaltninger og miljøer, som udgør den daglige samarbejds- og kommunikationsplatform mellem de to store organisationer. Der er tale om bredt samarbejde med fokus på fælles vidensopbygning.
Samarbejdsrelationer
Gensidigt forpligtende samarbejde handler om gensidig læring og samarbejde mellem parterne i aftalen. Dette gælder såvel på centralt niveau i samarbejdet mellem forvaltningerne i AAK og de faglige miljøer ved UCN, som i samarbejdet mellem de enkelte institutioner i forvaltningerne og de enkelte faglige miljøer ved UCN.
Forventninger til et gensidigt forpligtende samarbejde omfatter at parterne bidrager med følgende til opfyldelse af aftalen:
• Vurdering af de løbende behov for samarbejder, allokering af den fornødne tid til mødeaktivitet og gennemførelse af aktiviteter
• Formidling af kontakt mellem virksomheder, AAK’s forvaltninger og UCN’s faglige miljøer, bl.a. gennem virksomhedsbesøg og dialog med ledelse og medarbejdere.
• Deltagelse i relevante netværk sammen, på forskellige niveauer i de to organisationer
• Branding/højt informationsniveau omkring samarbejdet
• Bidrage til tilvejebringelse af ressourcer
• Arbejder aktivt på at skabe nye samarbejder mellem virksomheder/AAK og UCN
• Reagerer/følger op på status på samarbejder mellem UCN/AAK
• Deltager i relevante arrangementer, herunder årsmødet mellem AAK og UCN
• Xxxxx initiativ til gensidigt udviklingssamarbejde i de enkelte forvaltninger og i de faglige miljøer
• Begge parter er aktive i at facilitere aktiviteter
UCN bidrager derudover med følgende til opfyldelse af aftalen:
• Studerende som innovationsressource i form af forskellige former for studentersamarbejde (projekter, praktik, studiejobs, solution camps m.m.)
• Formidling af kontakt mellem UCN’s faglige miljøer og AAK’s organisation
• Formidling af, og samarbejde om, UCN´s strategiske fokusområder; ’virkeligheden som læringsrum’ og ’praksissynergi’
• Forsknings- og udviklingsprojekter knyttet til udviklingsbehov i AAK’s ydelser
• Uddannelsesudvalg ved UCN med deltagelse af medlemmer fra AAK
• Innovations- og udviklingsressourcer
• Skræddersyede og faste efter- og videreuddannelsestilbud målrettet opgave- og kompetencebehov i AAK
AAK bidrager derudover med følgende til opfyldelse af aftalen:
• Formidling af kontakt mellem AAK’s 7 forvaltninger og UCN’s faglige miljøer
• Formidling af, og samarbejde om, AAK´s strategiske indsatsområder, herunder løbende udvikling af uddannelses- og vidensbyen
• Afdækning af politikområder, hvor tværfaglige projekter kan være med til at udvikle AAK kerneydelser eks. indskolings området og borgerrettede sundhedsydelser.
• AAK videredistribuerer UCN’s tilbud til relevante aktører
• AAK orienterer UCN om behov for aktiviteter i lokalområdets erhvervsvirksomheder og i AAK
• Bidrager med information og viden om aktiviteter og organisering m.v. af AAKs forvaltninger i netværkssamarbejdet.
Organisering af strategisk samarbejde
Årsmøde mellem UCN og AAK
• Deltagere: Xxxxxxxx fra UCN og AAK (rektorat og magistrat)
• Mødet finder sted mindst en gang årligt og mødet forberedes og arrangeres af styregruppen (se nedenfor)
• Formål med mødet: status på det forgangene år samt perspektiver og retningslinjer for det kommende år i henhold til samarbejdet. Ledelserne for UCN og AAK bærer det overordnede ansvar for realiseringen af aftalen
Styregruppen
• Deltagere: Repræsentanter fra UCN og AAK
• Gruppen består af følgende fra UCN: Prorektor, uddannelseschefer for de faglige miljøer, AAK: Kultur- og Fritidschef, Afdelingschef Erhvervsafdelingen, Afdelingschef Børn og ungeområdet, Skolechef, afdelingschefer for ældre- og handicapområdet. Gruppen kan efter behov suppleres ad hoc med repræsentanter fra AAKs øvrige forvaltninger (via Plankoordineringsgruppen) samt UCN’s faglige miljøer m.m.
• Styregruppen mødes mindst 4 gange årligt og møderne forberedes på skift mellem AAK og UCN
• Styregruppens formål er at:
- vurdere fremgangsmåde og tidsplan for aftalen samt idegenerering og nytænkning for samarbejdet i henhold til de overordnede retningslinjer anført på årsmødet.
- beslutte de overordnede linjer eller handlingsplaner for de projekter, der ønskes gennemført samt opfølgning herpå.
- udarbejde årlige mødeplaner for styregruppen.
- understøtte igangværende initiativer
- styrke den lokale netværksdannelse på tværs af organisationerne
Konkrete netværk
Der er etableret forskellige konkrete netværk såvel på overordnet kommunalt niveau som på forvaltningsniveau
• Netværkene består af repræsentanter fra UCN og repræsentanter fra AAK’s forvaltninger afhængigt at det konkrete projekt for samarbejdet.
• Møderne forberedes og arrangeres af tovholderen for netværket UCN/AAK på skift.
• I de enkelte netværk kan det være nødvendigt at nedsætte ad hoc grupper i forbindelse med gennemførelsen af konkrete projekter med deltagelse af det udførende led
• Møderne gennemføres efter behov
• Formålet med det netværkene er at igangsætte og følge de fælles initiativer mellem AAK og UCN. Herunder de konkrete projekter der iværksættes i samarbejde.
• Netværkene refererer til styregruppen som løbende holdes orienteret om netværkenes aktiviteter og igangværende tværgående projekter.
Af bilag 1 fremgår oversigt over de netværksprojekter der er i gang medio 2013
Mangfoldigt samarbejde
Parterne er i øvrigt enige om at de gerne ser samarbejdet udvikle sig gennem konkrete samarbejder som opstartes på baggrund af initiativ fra de steder i de to organisationer, hvor behovet identificeres. En mangfoldighed af relevante samarbejdsprojekter vil på den baggrund forhåbentlig udvikle sig i de kommende måneder og år.
Synliggørelse af samarbejdet
Begge parter forpligtiger sig til at sætte fokus på synlighed om samarbejdet.
Aalborg, den 1. august 2013
For University College Nordjylland For Aalborg Kommune
Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxxx X. Xxxxxx
Rektor Borgmester