Almindelige forretnings- og lånebetingelser
Almindelige forretnings- og lånebetingelser
Forbrugere
De almindelige forretnings- og lånebetingelser gælder for ethvert mellemværende mellem FS Finans II og dens kunder, medmindre parterne udtrykkeligt har aftalt andet i en særskilt aftale.
FS Finans II kan ændre de almindelige forretnings- og lånebetingelser uden varsel, hvis ændringerne er til din fordel. Ellers vil ændringer ske med tre måneders forudgående varsel. Du får oplysning om ændringer ved annoncering i dagspressen og på vores hjemmeside.
FS Finans II er et afviklingsselskab, der har til formål at afvikle nødlidende finansielle institutter.
Betingelserne gælder fra 7. september 2016.
1. Behandling af kundeoplysninger
a. Indsamling og brug af kundeoplysninger
Vi kan indhente oplysninger fra offentlige registre, fx cpr-registret, blandt andet for at ajourføre dine adresseoplysninger og få oplysning om dødsfald.
Til brug for kreditvurdering kan vi indhente oplysninger i kreditoplysningsbureauer og advarsels registre.
b. Videregivelse af kundeoplysninger
Vores ansatte har tavshedspligt og må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger om dig. Vi videregiver kun oplysninger om dine forhold, hvor vi er berettiget til det ifølge gældende lov- givning, eller hvis du har givet din tilladelse.
Vi giver oplysninger om dig videre, når det er nødvendigt for at opfylde vores aftaler med dig. Vi giver også oplysninger til offentlige myndigheder, når det er et krav i fx skattekontrolloven.
Hvis du misligholder dine forpligtelser over for os, kan vi indberette dig til kreditoplysningsbureauer og/eller advarselsregistre.
Vi kan videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold fx navn, adresse og cpr-nummer til andre virksomheder til brug for administrative opgaver for os, herunder kundeadministration.
c. Generelle kundeoplysninger
Vi kan give generelle oplysninger, der danner grundlag for inddeling i kundekategorier, videre til andre selskaber i koncernen og til virksomheder, der ejes i fællesskab af flere finansielle virksomheder til brug for kunderådgivning. Vi skal dog have en grund til at give oplysningerne videre, og det må ikke
stride mod dine interesser. Generelle kundeoplysninger er fx navn og adresse.
d. Samtykke
Vi kan bede dig om dit samtykke til at videregive oplysninger til brug for rådgivning. Du kan altid ændre dit samtykke eller trække det tilbage ved at kontakte os.
e. Indsigt i vores brug af personoplysninger
Du har efter persondataloven ret til at få oplyst hvilke oplysninger, vi har registreret om dig. Vi kan kræve gebyr, hvis du ønsker et skriftligt svar. Taksterne fastsættes af Justitsministeriet.
f. Fejl i vores oplysninger
Hvis vi bliver opmærksomme på, at der er fejl i vores oplysninger om dig, eller at oplysningerne er vildledende, bliver oplysningerne rettet eller slettet. Vi giver datterselskaber og andre, som har fået forkerte eller vildledende oplysninger, besked.
g. Klage over vores behandling af kundeoplysninger
Hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger mv. på, kan du klage til os eller til Datatilsynet, Xxxxxxxxxx 00, 0., 0000 Xxxxxxxxx X.
h. Bekendtgørelserne om god skik for finansielle virksomheder
Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder vil også blive anvendt af FS Finans II.
2. Fuldmagt mv.
Du kan give andre fuldmagt til at disponere på dine vegne i forhold til os. Det skal ske skriftligt og normalt på vores fuldmagtsblanket. Fuldmagten gælder, indtil du giver os skriftlig besked om, at den er trukket tilbage.
Hvis ejeren af et personligt drevet enkeltmandsfirma dør, gælder fuldmagten, indtil vi får skriftlig besked om dødsfaldet.
Vi har ret til at spærre lån, indtil skifteretten har taget stilling til, hvordan boet skal behandles.
3. Forbehold ved indbetaling
Alle indbetalinger på dit lån sker med forbehold af, at vi modtager beløbet.
Forbeholdet gælder, selvom det ikke er nævnt på en kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.
Anvendelse af indbetalinger
Enhver indbetaling på et lån bruges først t i l at dække rente og provision, og dernæst til betaling af afdrag.
Det gælder, uanset om du selv indbetaler, eller indbetalingerne stammer fra en kautionist eller pantsætter.
Regulering af ydelsen
Vi har ret - men ikke pligt - til at forhøje ydelsen i takt med stigende renteniveau, provision eller lignende.
4. Rentebetingelser
Renten for de enkelte lån er variabel, medmindre du udtrykkeligt har aftalt andet med os. At renten er variabel betyder, at vi kan ændre rentesatsen.
Vi kan nedsætte og forhøje variable rentesatser på lån uden varsel, hvis
• ændringer i penge- eller kreditpolitik i Danmark eller i udlandet påvirker det almindelige renteniveau
• anden udvikling i det almindelige renteniveau for eksempel på penge- og obligationsmarkederne har betydning for os
• ændringer i skatter og afgifter har betydning for os
• ændringen er nødvendig for at sikre efterlevelse af de til enhver tid gældende regler for afviklingsselskaber
Du kan se vores rentesatser på vores hjemmeside.
Vi giver dig besked om ændringer i renten pr. brev eller ved at annoncere i dagspressen. Du får også besked, når du får det første kontoudskrift, efter vi har annonceret.
5. Sådan beregner vi renten
a. Indbetaling til konto
Når du sætter penge ind på lånet, starter renteberegningen samtidig.
Indbetalinger med indbetalingskort bogføres 1 dag efter ekspeditionsdagen, og renteberegningen starter samtidig.
b. Overførsler
Ved overførsler fra et andet pengeinstitut beregnes renten fra bogføringsdagen.
c. Beregning af renter
Vi beregner renten for hvert enkelt lån dagligt:
Renteberegningssaldo × rentesats × 1 dag
365 dage
d. Tilskrivning af renter
På lån tilskrives renter sædvanligvis månedligt eller kvartårligt og tilskrives uanset størrelsen af rentebeløbet. Ved rentetilskrivning beregnes renten fra dagen efter, renten er registreret på lånet.
6. Gebyrer
Vi kan opkræve gebyrer for de serviceydelser, vi leverer til dig, og for at besvare spørgsmål om dine forhold fra offentlige myndigheder, fx skattemyndighederne, hvor vi har pligt til at svare.
Gebyrer kan være et fast beløb, en procentsats eller en timesats eller en kombination.
Du kan se de almindelige gebyrer på vores hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte os. Vi kan til enhver tid uden varsel nedsætte gebyrer.
Vi kan ændre gebyrer, du betaler løbende i henhold til en kontrakt med en måneds varsel, hvis der er markedsmæssige grunde til at ændre én eller flere kontotyper.
Vi kan ændre gebyrer, du betaler løbende i henhold til en kontrakt, med tre måneders varsel, hvis
• de forhold, vi lagde til grund, da dine gebyrbetingelser blev fastlagt, ændrer sig
• Vi ændrer den generelle gebyrstruktur og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde. Forretningsmæssige grunde kan være, at vi ønsker at bruge vores ressourcer mere hensigtsmæssigt, at øge indtjeningen eller at sikre efterlevelse af de til enhver tid gældende regler for afviklingsselskaber
I bestående kontraktforhold kan vi af forretningsmæssige årsager indføre gebyrer for serviceydelser, som vi ikke tidligere har taget gebyr for. Gebyrer kan indføres med 3 måneders varsel.
Vi kan altid uden varsel indføre og forhøje gebyrer for enkeltstående serviceydelser og generelt for nye aftaler.
Du får oplysning om ændring af gebyrer ved brev eller ved annoncering i dagspressen og på vores hjemmeside. Oplysningen kan også udsendes elektronisk.
7. Overtræksrente og rykkergebyrer mv.
Hvis du kommer bagud med betalinger, kan vi kræve overtræksrente/-provision eller morarente, gebyr for at udsende rykkerbreve og udgifter ved juridisk bistand til at inddrive beløb, du skylder. Du kan se af det rykkerbrev, vi sender dig hvor stort rykkergebyret er. Det står også i vores prisbog.
Du kan hos os få oplyst satsen på overtræksrente og overtræksprovision, og det står også på dine kontoudskrifter.
Vi kan til enhver tid vælge at standse rentetilskrivningen på misligholdte fordringer administrativt og
regnskabsmæssigt.
Hvis rentetilskrivningen standser, og det ikke er efter en aftale med dig, betyder det ikke, at vi giver afkald på at få forrentet sit krav og at kræve dækning for senere påløbne omkostninger. Dette gælder, selv om der på et kontoudskrift eller lignende står, at rentetilskrivningen er standset.
8. Modregning
Hvis du har overskredet betalingsfristen for beløb, du skylder os, kan vi modregne det, du skylder os i ethvert tilgodehavende, du har eller får hos os. Vi har ikke pligt til at give dig besked om modregningen i forvejen.
9. Vores erstatningsansvar
Vi er erstatningsansvarlige, hvis vi på grund af fejl eller forsømmelser opfylder aftalte forpligtelser for sent eller mangelfuldt.
Selv på de områder hvor der gælder et strengere ansvar, er vi ikke ansvarlige for tab, som skyldes:
• Nedbrud i/manglende adgang t i l IT-systemer eller beskadigelse af data i disse systemer, der kan henføres t i l nedennævnte begivenheder, uanset om det er os selv eller en ekstern leverandør, der står for driften af systemet.
• Svigt i vores strømforsyning eller telekommunikation, lovindgreb eller forvaltningsakter, naturkatastrofer, krig, oprør, borgerlige uroligheder, sabotage, terror eller hærværk (herunder computervirus og hacking).
• Strejke, lockout, boykot eller blokade uanset om konflikten er rettet mod eller iværksat af os selv eller dens organisation, og uanset konfliktens årsag. Det gælder også, når konflikten kun rammer en del af os.
• Andre omstændigheder, som er uden for vores kontrol.
Vores ansvarsfrihed gælder ikke, hvis:
• Vi burde have forudset det forhold, som er årsag t i l tabet, da aftalen blev indgået eller burde have undgået eller overvundet årsagen t i l tabet.
• Lovgivningen under alle omstændigheder gør os ansvarlig for det forhold, som er årsag t i l tabet.
10. Lovvalg og Værneting
Retssager, der udspringer af, relaterer sig til eller er omfattet af vores almindelige forretnings - og lånebetingelser, kan efter vores ønske anlægges ved byretten i den retskreds, hvor vi er beliggende, og dansk lovgivning skal finde anvendelse.
11. Misligholdelse og andre forfaldsgrunde
I følgende særlige situationer er vi berettiget til at opsige lånet/kreditten uden varsel og forlange hele gælden betalt straks:
a) Hvis ydelser, renter, provision eller afdrag ikke betales ved forfaldstidspunktet, og du ikke har betalt 8 dage efter, at vi har sendt rykkerbrev til dig på den af os senest kendte adresse.
b) Hvis du udsættes for individuel retsforfølgning i form af udlæg eller arrest.
c) Hvis du standser sine betalinger, kommer under konkurs, rekonstruktion, indleder forhandling om gældssanering eller indleder forhandling om akkord.
d) Hvis du afgår ved døden.
e) Hvis du tager fast ophold uden for landets grænser, og der ikke forinden er truffet aftale cm lånets/kredittens (fortsatte) afvikling.
f) Hvis du har givet urigtige oplysninger af betydning for lånets/kredittens oprettelse.
g) Hvis du ikke på vores forlangende indleverer selvangivelse, årsopgørelse eller eventuelt regnskab.
Er lånet sikret ved kaution, og kautionisten(erne) kommer ud for en eller flere af begivenhederne omtalt under punkt b-e, eller kautionisten(erne) har givet urigtige oplysninger af betydning for lånetilsagnet, kan vi opsige lånet uden varsel.
12. Klager
Hvis du ønsker at klage over os, skal du i første omgang kontakte os.
Hvis du herefter fortsat er uenig i vores behandling af din henvendelse eller resultatet heraf, kan du kontakte vores klageansvarlige. Klageansvarlig er Jura og Kommunikation, der kan kontaktes via brev eller e-mail på følgende adresse:
Finansiel Stabilitet
Jura og Kommunikation Sankt Annæ Plads 13, 2. tv.
1250 København K
Mail: xxxxxxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
Du kan også vælge at indbringe din klage for:
Pengeinstitutankenævnet Amaliegade 8 B, 2.
1256 København K
Tlf. 00 00 00 00
xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
13. Opsigelse
Vi og du kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.
Udlånsaftaler kan dog kun opsiges af os med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Hvis vi opsiger udlånsaftalen, har du krav på en begrundelse.
Når kundeforholdet ophører, kan vi opsige garanti- og kautionsforpligtelser, herunder forpligtelser i fremmed valuta, og frigøre os for andre forpligtelser, der måtte være indgået for dig. Du er forpligtet til at frigøre os for alle forpligtelser indgået på dine vegne og om nødvendigt at stille sikkerhed herfor.
VILKÅR FOR PANTSÆTNING OG KAUTION
Særligt om kaution
Anvendelse at indbetalinger
Indbetaling fra kautionister anvendes først til dækning af renter, provision og omkostninger og dernæst til nedbringelse af den i øvrigt sikrede gæld.
Hvis lånet/kreditten kun er delvis sikret ved kaution, anvendes indbetalinger fra dig først til nedbringelse af den usikrede del af gælden.
Realisation og regres
Vi forbeholder os ret til at realisere de af dig eller tredjemand eventuelt stillede sikkerheder og afskrive provenuet efter vores frie valg. Kautionisten har således ingen regresret i sådanne sikkerheder.
Det indebærer:
- at vi uden kautionistens tilladelse kan frigive andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse.
- at vi kan anvende pant, der tillige tjener til sikkerhed for andre fordringer end den kautionssikrede til forlods fyldestgørelse af sådanne fordringer.
Tvangsfuldbyrdelse
Hvis kautionen tjener til sikkerhed for et lån, kan lånedokumentet med kautionserklæring tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse hos kautionisten i henhold til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5.
Særligt om pant
1. Forringelse af pantet
Hvis pantets værdi forringes væsentligt, kan vi stille krav om at du enten ekstraordinært nedbringer gælden eller at du stiller yderligere sikkerhed, der modsvarer den skete forringelse. I modsat fald kan vi betragte lånet/kreditten som misligholdt.
Hvis vi har pant i ejerbolig, vil vi dog ikke ved forringelse af ejendomsværdien stille krav om ekstraor- dinær nedbringelse eller yderligere sikkerhed, medmindre forringelsen skyldes vanrøgt.
2. Vores rettigheder over det pantsatte
Vi kan udnytte alle pantsætters rettigheder over det pantsatte, herunder modtage og kvittere for ethvert beløb ifølge det pantsatte, opsige og inddrive, kvittere samt transportere pantsatte fordringer og pantebreve til os selv eller andre.
Ved udøvelsen af disse rettigheder er dette dokument legitimation for os også i forhold til tinglysningsmyndighederne.
Ved pantsætning af aktier, anparter og lignende kan vi alene på grundlag af dette dokument udøve alle de rettigheder, som aktionærer og anpartshavere har efter gældende selskabslove, vores vedtægter, eventuelle aktionæroverenskomster og lignende.
Hvis pantet omfatter forsikringspolice, er pantsætter pligtig til på anfordring at forevise os behørig kvittering for præmiens rettidige betaling.
Såfremt vi vælger at søge os fyldestgjort i policens tilbagekøbsværdi, skal vi være berettiget hertil uden at afvente det i forsikringsaftaleloven fastsatte varsel.
Vi har ingen pligt til forlods at søge dækning i det stillede pant, ligesom vi har valgfrihed med hensyn til anvendelsen i forhold til dit samlede engagement.
3. Udgifter angående pantet
Vi kan forlange betaling af gebyr for pantsatte effekter.
Vi kan også forlange betaling af vores udgifter til at varetage sine interesser som panthaver, herunder eventuelle udgifter til betaling af forsikringspræmie, besigtigelse af det pantsatte, udgifter til juridisk bistand m.v.
4. Afkast af pantet
Under pantsætningen er indbefattet rente og udbytte af enhver art af det pantsatte, derunder bonus på livsforsikringspolicer, ved aktier eventuelle friaktier og tegningsrettigheder, lejeindtægter og lignende.
Vi er berettiget, men ikke forpligtet (heller ikke i forhold til kautionister), til at oppebære renter og udbytte til betaling at afdrag, renter og omkostninger.
5. Meddelelser
Alle meddelelser, som pantsætter, måtte modtage vedrørende de pantsatte effekter, er denne pligtig omgående at tilstille os.
6. Udtrækning af obligationer
Hvis pantsatte obligationer udtrækkes, og der købes andre i stedet for de udtrukne, er vi bemyndiget til, over for Værdipapircentralen at begære registrering af panteret over disse.
7. Tvangsfuldbyrdelse
Eventuel realisation af panterettigheder kan ske uden forudgående varsel til pantsætter ved tvangsauktion eller på anden måde, som vi skønner hensigtsmæssig, herunder realisation ved vores egen foranstaltning.
Fælles bestemmelser for pant og kaution
1. Henstand
Vi kan uden tilladelse fra kautionist eller tredjemand, der har stillet sikkerhed, give dig henstand med betaling af afdrag, renter, provision og eventuelle omkostninger, dog med respekt for Lov om finansiel virksomhed § 47 og § 48.
2. Sikkerhedsstillelsens omfang
Pant samt kaution tjener til sikkerhed for betaling af kapital, renter, provision, sagsomkostninger og andre udgifter, som er afholdt i forbindelse med inddrivelse af skylden i henhold til nærværende aftale.
Pantet tjener tillige til sikkerhed for enhver anden forpligtelse, som du har nu eller senere måtte få over for os.
3. Omstødelse
Hvis der i forbindelse med din konkurs m.v., jævnfør konkurslovens kapitel 8, sker omstødelse af supplerende sikkerhedsstillelse, der er anvendt til hel eller delvis indfrielse af den kautionssikrede fordring, opretholdes kautionsforpligtelsen. Det samme er gældende hvis en betaling fra dig omstødes.
Ved pantsætning er pantsætter forpligtet til at genetablere vores panteret, uanset om vi har frigivet pantet i forbindelse med omstødelige indbetalinger.