Sagsfremstilling – Godkendelse af samarbejdsaftale mellem Studenterhuset og Platform4
Sagsfremstilling – Godkendelse af samarbejdsaftale mellem Studenterhuset og Platform4
Der er fremsendt et ønske til Budget 2017 om fremadrettet at sikre Platform4 med et årligt drifts- og aktivitetstilskud på 0,5 mio. kr. I forbindelse med beslutningen herom har Sundheds- og Kulturudvalget ønsket at få den indgåede aftale mellem Studenterhuset og Paltform4 til godkendelse. Hermed fremsendes den indgåede aftale til godkendelse.
Historik:
Fakta om Platform4:
Platform4 er et tilbud til kunstnere, frivillige, iværksættere og andre ildsjæle, som arbejder eksperimenterende med kunst og teknologi. Platform4 er et åbent tilbud for udøvere og besøgende.
Xxxxx brugere og frivillige: ca. 50 brugere og 70-80 frivillige
Antal arrangementer i 2016 (planlagte): ca. 80
Eksempler på arrangementer i 2016:
• Diverse workshops fx VVVV workshop med Joreg
• Diverse foredrag og debat arrangementer fx med Joreg og Motorsaw om kunst og teknologi
• Metropol Festival Afterparty
• Gro Selv arrangementer om bæredygtighed
• Koncerter inden for både elektronisk musik, punk, metal mv.
• Visual perfomances fx i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester
Indtil og med 2014 modtog Platform4 driftstilskud fra Borgmesterens Forvaltning og Aalborg Universitet på i alt 0,5 mio. kr. Dette ophørte fra 2015, da de to tilskudsydere fandt, at stedet har udviklet sig i retning af et egentligt kulturtilbud frem for det udviklingsmiljø, som det oprindeligt var tænkt som. Fra 2016 overgik Platform4 derfor til Sundheds- og Kulturforvaltningen, der sikrede stedets umiddelbare overlevelse med et engangstilskud på kr. 0,3 mio. kr. i 2016.
Med reduktionen i tilskuddet fra 2016, har det udelukkende været muligt at opretholde kvalitet og omfang i Platform4s aktivitet på baggrund af, at de ansatte, der deler en 37 timers stilling reelt lægger mange flere ugentlige arbejdstimer for at sikre stedets overlevelse.
I 2015 endte Platform4 med et underskud på ca. 0,2 mio. kr., det forventes at i samme størrelsesorden i 2016.
Fremtiden
Studenterhuset og Platform4 har været i en god og konstruktiv dialog om det fremtidige samarbejde mellem de to, en proces der er endt ud med den fremsendte aftale.
Studenterhuset og Platform4 ønsker bl.a. med aftalen at frigøre ressourcer til indhold og sikre ledelse af Platform4. Dette vil ske ved at Studenterhuset overtager det driftsmæssige ansvar for Platform4, herunder de driftsmæssige opgaver vedr. bygningen, driften af Platform4’s café mm. Der påtænkes en daglig leder af Platform4 under Studenterhusets ledelse og denne vil sammen med timelønsansat personale varetage de daglige opgaver og aktiviteter på Platform4, dette afventer endelige vedtagelse af driftstilskud til Platform4 i budget 2017.
Studenterhuset og Platform4 ønsker også at styrke den indholdsmæssige del af Platform4, og dermed de aktiviteter, der opererer i grænselandet mellem ny teknologi, kunst og kultur. Dette kan ske gennem udstillinger, talks, performances, koncerter, festivaler m.v.
Endelig kan det nævnes, at de også har fokus på at sikre en bedre udnyttelse af fælles viden vedrørende fundraising, fælles netværk og en effektiv udnyttelse af personale- og frivillig ressourcer, samt gensidig benyttelse af faciliteter.
Aftalen indebærer at driftstilskuddet til Platform4 udbetales til Studenterhuset og at den kommende aftale mellem Studenterhuset, Aalborg Kommune og Staten Kunstråd justeres således, at Studenterhuset er ansvarlig for driften af Platform4 i henhold til aftalen.
Platform4 fortsætter som en selvstændig forening med følgende opgaver som de vigtigste: Er ansvarlig for at nominere kandidater til den kunstneriske ledelse, udpege et bestyrelsesmedlem til Studenterhusets bestyrelse og være sparrings- og samarbejdspartner for den kunstneriske ledelse og Studenterhusets kunstneriske leder og forretningsfører.
Sundheds- og Kulturforvaltningen er i skrivende stund ved at gennemgå aftalen i samarbejde med Juridisk Kontor.