VEDTÆGTER
§ 1 Navn
Foreningens navn er Danmarks Kirketjenerforening.
Danmarks Kirketjenerforening er en selvstændig landssammenslutning som en del af Serviceforbundet.
Danmarks Kirketjenerforening er medlem af OAO (Offentligt Ansattes Organisationer).
§ 2 Formål
Foreningens formål er:
• At organisere alle kirketjenere i Danmark, som er ansat ved en til Folkekirken hørende kirke eller sognegård
• At varetage medlemmernes faglige interesser
• At forhandle løn og ansættelsesvilkår for alle stillinger under foreningens forhandlingsområde
• At virke for medlemmernes faglige dygtiggørelse
§ 3 Medlemmer
Medlem kan enhver blive, der er ansat som kirketjener i Den danske Folkekirke med minimum 8 timers ansættelse pr. uge.
§ 4 Ind- og udmeldelse
Indmeldelse sker skriftligt til Sekretariatet.
Udmeldelse sker skriftligt til Sekretariatet med 3 måneders varsel til den første i en måned. Ved fratrædelse af stilling kan udmeldelse dog ske skriftligt til sekretariatet med udgangen af en måned Stk. 2. Der kan ske udelukkelse fra foreningen f.eks. begrundet i krænkelse af medlemsforpligtelser eller ved modarbejdelse af foreningens formål.
Udelukkelse besluttes af foreningens bestyrelse, der samtidig fastsætter perioden for udelukkelsen.
§ 5 Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse, som består af formanden og 6 medlemmer valgt på generalforsamlingen efter reglerne i § 9. Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsens medlemmer får et vederlag til dækning af kontorhold og løn i henhold til budget. Bestyrelsens medlemmer kan frikøbes i nødvendigt omfang i henhold til budget.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og kasserer.
Stk. 3. Til at forpligte foreningen overfor tredjemand kræves formandens og et bestyrelsesmedlems underskrift.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer er til stede, og formanden eller næstformanden er blandt disse.
Formanden eller næstformanden leder mødet, medmindre der vælges en anden mødeleder. Stk. 5. Bestyrelsen fører beslutningsprotokol og fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 6. Bestyrelsen nedsætter udvalg efter behov.
Stk. 7. Udtræder et medlem af bestyrelsen i valgperioden, indtræder suppleanten i dettes sted i den pågældendes valgperiode.
Stk. 8. Er et medlem forhindret i at deltage i bestyrelsesarbejdet i en periode på mere end 2 måneder indkaldes suppleanten i perioden.
Stk. 9. Fratræder formanden i sin valgperiode, konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand og kasserer indtil førstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 10. Bevilges formanden eller et bestyrelsesmedlem orlov fra sin stilling i et år eller mere, er vedkommende på valg ved førstkommende generalforsamling. Genvalg kan finde sted.
Stk. 11. Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen at udnævne æresmedlemmer. Æresmedlemmer har stemmeret.
§ 6 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Når der foreligger et overenskomstresultat (CFU forlig), skal det til urafstemning. Til godkendelse kræves, at mindst halvdelen af de afgivne stemmer er for forslaget.
Stk. 3. Bestyrelsen bemyndiges til at indgå aftaler vedrørende arbejds-, stillings- og ansættelsesforhold i øvrigt i henhold til § 5.
§ 7 Årskursus
Årskursus afholdes hvert år i maj eller første halvdel af juni. Det indvarsles af formanden ved offentliggørelse til medlemmerne senest 1.marts. Indvarslingen skal indeholde udførlig dagsorden. Stk. 2. Den årlige generalforsamling afholdes i forbindelse med årskurset med følgende dagsorden:
• Valg af dirigent
• Formanden aflægger beretning
• Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
• Fremlæggelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent samt begravelseshjælp for det kommende år
• Indkomne forslag
• Valg af formand (hvert andet år)
• Valg af bestyrelsesmedlemmer
• Valg af suppleanter
• Valg af revisor
• I de år hvor Serviceforbundets kongres ligger, vælges delegerede svarende til det tildelte antal pladser på kongressen, jf. Serviceforbundets vedtægter
• Eventuelt
Rækkefølgen af punkterne er ikke bindende.
Stk. 3. Forslag til valg af formand og bestyrelsesmedlemmer indsendes skriftligt til formanden senest 8 uger før generalforsamlingen underskrevet af mindst 5 stemmeberettigede medlemmer som xxxxxxxx og med kandidaternes skriftlige tilsagn. Forslaget offentliggøres til medlemmerne.
Stk. 4. Der skal vælges mindst 3 suppleanter.
Forslag til suppleanter kan fremsættes på generalforsamlingen. Den foreslåede kandidat skal tilkendegive, at vedkommende er villig til valg.
Stk. 5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter afgøres ved skriftlig afstemning og simpelt flertal.
Stk. 6. På stemmesedlen til bestyrelsesvalg er fortrykt alle kandidaters navne. Der skal stemmes på det antal personer, som skal vælges til bestyrelsen, ellers er stemmesedlen ugyldig. Hvis stemmerne står lige, skal der være omvalg mellem de ligestillede.
Stk. 7. På stemmesedlen til suppleantvalg må der skrives en kandidats navn, af de kandidater der har tilkendegivet at ville opstille til suppleantvalget, ellers er stemmesedlen ugyldig.
De 3 kandidater, der får flest stemmer, er valgt som suppleanter til bestyrelsen, i rækkefølge efter stemmetal. Ved stemmelighed, skal der være omvalg mellem de ligestillede.
Stk. 8. Kun aktive, stemmeberettigede medlemmer kan vælges til bestyrelsen.
Stk. 9. Formanden vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen ved flertalsvalg og skriftlig afstemning. Formanden kan kun vælges blandt de i bestyrelsen siddende eller til valg opstillede medlemmer. Hvis ingen af de foreslåede opnår over halvdelen af de afgivne stemmer, foretages omvalg mellem de to, der har fået det højeste antal stemmer.
Stk. 10. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således, at der hvert år efter tur afgår 3 medlemmer.
Stk. 11. Fratræder formanden mindre end 10 uger før generalforsamlingen, kan forslag til valg af formand stilles på generalforsamlingen ved forslag blandt de i bestyrelsen siddende eller de til valg opstillede kandidater.
Stk. 12. Der vælges i lige år en statsautoriseret revisor for 2 år ad gangen. Denne kan ikke være medlem af eller have anden intern tilknytning til bestyrelsen.
Stk. 13. Forslag til delegerede til Serviceforbundets kongres indsendes senest 8 uger før generalforsamling. Minimum 3 pladser tilfalder bestyrelsen.
Stk. 14. Forslag skal indsendes til formanden senest 8 uger før generalforsamlingen, og offentliggøres til medlemmerne, for at der på generalforsamlingen kan tages beslutning herom. Bestyrelsen kan fremsætte forslag senere.
§ 8 Stemmeret
Stemmeret har alle tilstedeværende medlemmer, der har betalt deres kontingent rettidigt.
§ 9 Valgbarhed
Valgbare på generalforsamlingen er alle aktive medlemmer.
Bemærkning: Jf. § 7. stk. 8. og § 8 skal opstillede kandidater være til stede ved generalforsamlingen.
§ 10 Beslutninger og afstemninger
Alle beslutninger på generalforsamlingen sker ved stemmeflertal. Vedtægtsændringer skal dog godkendes med mindst 2/3 flertal af de afgivne stemmer.
Stk. 2. Valg af formand og bestyrelsesmedlemmer sker ved skriftlig afstemning.
Stk. 3. Alle andre valg og afstemninger sker skriftligt, når mindst 10 medlemmer ønsker det.
§ 11 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indvarsles af bestyrelsen eller efter skriftligt forlangende fremsat af mindst 25 medlemmer med samtidig angivelse af forhandlingsemne. Begæring skal fremsættes overfor formanden. Bestyrelsen indkalder herefter indenfor en måned til ekstraordinær generalforsamling, med minimum 14 dages varsel.
§ 12 Kontingent
Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. Stk. 2. Kontingentet indbetales månedligt.
Stk. 3. Kontingentet består af 3 trin.
Stk. 4. Trin 1: Medlemmer ansat 0 – 14 timer pr. uge. Trin 2: Medlemmer ansat 15 – 29 timer pr. uge.
Trin 3: Medlemmer ansat 30 timer eller flere pr. uge
Stk. 5. Foreningen tilbyder Seniormedlemskab til tidligere medlemmer, ved overgang til pension. Stk. 6. Ved sletning pga. restance, kan indmeldelse kun ske ved betaling af restancen.
Genindmeldelse efter sletning anses for ny indmeldelse.
§ 13 Faglig bistand
Xxxxxxxxx har ret til faglig bistand ved henvendelse til Sekretariatet.
Stk. 2. Ved indmeldelse senere end 6 måneder efter ansættelse, vil der være en karenstid på 3 måneder, før foreningen kan være behjælpelig med faglig bistand.
§ 14 Regnskab
Regnskabet følger kalenderåret.
Stk. 2. Kassereren holder bestyrelsen løbende orienteret om status på regnskab.
Stk. 3. Det reviderede regnskab skal være bestyrelsen i hænde 8 uger før årskurset. Det offentliggøres til medlemmerne i god tid før generalforsamlingen.
§ 15 Medlemsblad
Foreningen udgiver et medlemsblad og er indehaver af en hjemmeside. Stk. 2. Bestyrelsen udpeger en redaktør til medlemsblad og hjemmeside.
§ 16 Opløsning af foreningen
Bestemmelse om foreningens opløsning kan træffes på en lovlig indvarslet generalforsamling med dette punkt på dagsordenen, og kan kun ske, når mindst 2/3 af foreningens medlemmer stemmer derfor. På samme generalforsamling tages bestemmelse om, hvilke dispositioner, der skal træffes med hensyn til foreningens midler.
§ 17 Begravelseshjælp
Der ydes foreningens medlemmers efterladte en begravelseshjælp, som fastsættes på den årlige generalforsamling, dog ikke til seniormedlemmer, som er optaget efter den 1. juli 2021.
Dødsfald anmeldes til foreningen, som udbetaler begravelseshjælpen mod fremsendelse af kopi af dødsattest eller dødsanmeldelse.
§ 18 Force majeure
Ved udefrakommende omstændigheder af en sådan karakter, som der ikke på forhånd kan tages i betragtning, og som kan henledes til force majeure, kan den siddende bestyrelse træffe de nødvendige foranstaltninger og afgørelser i henhold til gældende lov samt nærværende vedtægter.
Således vedtaget på Generalforsamlingen i Nyborg den 7. juni 2022