OTW A/S
OTW A/S
SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER FRA JUNI 2018
1. ANVENDELSESOMRÅDE
1.1. Nedenstående salgs- og leveringsbetingelser er gældende for enhver form for samhandel med OTW A/S (herefter nævnt som OTW). OTW henviser i tilbud til salgs- og leveringsbetingelser på xxx.XXX.xx. Ved kundens accept af et fra OTW fremsat tilbud accepterer kunden samtidig at have læst og forstået nærværende salgs- og leveringsbetingelser.
2. TILBUD, ACCEPT OG ORDREBEKRÆFTELSE
2.1. Tilbud fra OTW: I fravær af anden aftale er et tilbud fra OTW at anse som værende bindende for OTW i 14 dage – gældende fra tilbuddets afgivelse.
2.2. Kundens accept: Aftale er indgået, når kundens accept er modtaget rettidigt af OTW, eller når OTW har afgivet ordrebekræftelse på en modtaget bestilling.
Såfremt kunden anser den af OTW afgivne ordrebekræftelse for at afvige fra kundens ordre og dermed indebærer en ændring, som kunden ikke ønsker at acceptere, påhviler det kunden at meddele OTW, at kunden ikke ønsker at acceptere disse ændringer. Kunden skal i så fald give OTW meddelelse herom inden 3 dage. I modsat fald vil den af OTW afgivne ordrebekræftelse blive lagt til grund ved vurdering af aftalens korrekte opfyldelse.
Har kunden anmodet OTW om at udarbejde konceptudvikling (ide- og kreativt oplæg og originalmateriale etc.), er OTW berettiget til at få dette arbejde betalt, medmindre andet er aftalt.
3. PRIS
3.1. Anførte priser: Hvis ikke andet er aftalt, er alle priser angivet ekskl. moms, fragt, levering og gebyrer.
3.2. Ændringer i priser: OTW forbeholder sig retten til at foretage en regulering af priserne, i det omfang OTW kan dokumentere en stigning i lønninger, materialepriser, offentlige afgifter eller i øvrige omkostninger.
Alle priser i fremmed valuta er baseret på gældende valuta i danske kroner på tilbuds- eller ordrebekræftelsesdatoen. OTW forbeholder sig ret til ved kursændringer før betaling at ændre prisen tilsvarende.
Ud over den tilbudte eller aftalte pris er OTW berettiget til at kræve betaling for:
• Ekstra arbejde som følge af, at det grundmateriale, kunden har givet OTW, viser sig at være ufuldstændigt, uegnet eller mangelfuldt.
• Ekstra arbejde som følge af, at kunden rekvirerer rettelser eller ændringer i det leverede materiale, efter at arbejdet er påbegyndt hos OTW.
• Ekstra arbejde som følge af, at kunden foretager flere korrekturer end aftalt.
• Ekstra arbejde som følge af, at aftalen ikke kan gennemføres i en kontinuerlig produktion grundet kundens forhold, overarbejde og andre foranstaltninger, som aftales med kunden, opbevaring, udlevering, håndtering og forsendelse af kundens digitale, analoge materiale eller værktøj, efter at leveringen har fundet sted.
4. LEVERING
4.1. Leveringstid og sted: Levering finder sted på det med kunden aftalte sted og tidspunkt, dog med forbehold for forsinkelse eller forhindringer, der skyldes underleverandørers forhold, force majeure-omstændigheder, som parterne ikke er herre over – og afvigelser fra den aftalte produktionsplan.
Er leveringstid og/eller leveringssted ikke aftalt, finder levering sted på et af OTW fastsat tidspunkt og sted.
4.2. Forsinkelse: Indtræder forsinkelse, er kunden med de i pkt. 4.1. følgende forbehold kun berettiget til at hæve aftalen, såfremt kunden samtidig med aftalens indgåelse har præciseret betydningen af, at levering sker på nøjagtigt bestemt tid.
4.3. Force majeure: Suspension af forpligtelser: I tilfælde af force majeure-begivenheder såsom krig, brand eller andre hindringer uden for parternes kontrol suspenderes denne aftale, indtil parterne atter er i stand til at opfylde deres forpligtelser.
5. BETALING
5.1. Betalingstidspunkt: Betaling sker enten på den dag, der på tilbud, ordrebekræftelse eller faktura angives som sidste rettidige betalingsdag, eller kontant ved levering.
5.2. Morarente: Hvis kunden ikke foretager rettidig betaling, er OTW berettiget til at opkræve renter af det skyldige beløb gældende fra forfaldsdagen. Der beregnes rente med 2 % pr. måned.
Medmindre andet er aftalt, skal betaling ske inden 14 dage fra fakturadato. Ved større leverancer forbeholder OTW sig ret til at a conto-fakturere. Ved levering af digitale ydelser (websider, programmering eller andre digitale serviceydelser), hvor aftalens beløb ekskl. moms udgør mere end dkr.
100.000, betales iht. følgende bestemmelser:
• 30 % betales ved godkendt ordrebekræftelse og projektbeskrivelse.
• 40 % betales ved godkendt brugerfladedesign før programmeringsstart.
• 30 % betales ved godkendt og afsluttet projekt i henhold til godkendt og ajourført projektbeskrivelse.
Der påløber renter fra forfaldsdato med OTW’s til enhver tid gældende rente 2 % pr. måned. OTW kan forud for eller i forbindelse med aftalens indgåelse anmode om bankgaranti på anfordring til sikkerhed for betalingen.
OTW sender som udgangspunkt elektroniske fakturaer. I de tilfælde, hvor der skal udstedes en papirfaktura, bliver der tilskrevet et fakturatillæg på kr. 55,-.
6. EJENDOMSRET OG EJENDOMSFORBEHOLD
6.1. OTW’s tilbageholdsret: I tilfælde af kundens manglende betaling forbeholder OTW sig retten til at tilbageholde den af kunden bestilte leverance, indtil kunden har foretaget korrekt betaling.
Ophavsretten til de af OTW’s udviklede forarbejder og koncepter, kreative oplæg, originalmateriale, kildekode m.m. tilhører OTW og må ikke uden OTW’s skriftlige samtykke overlades til tredjemand. Hvad OTW har tilvejebragt eller ladet tilvejebringe af forarbejder, mellemprodukter og materialer, værktøjer, datakode, m.m. til brug for leverancen, er OTW’s ejendom. Dette gælder, uanset om det tilvejebragte er særskilt faktureret. Det i ovenstående afsnit omhandlende må alene anvendes til arbejder for bestilleren og opbevares kun efter særskilt aftale herom.
7. SÆRLIGT OM KILDEKODER
7.1. Definition: Med begrebet »kildekode« sigtes der i det følgende til den programmeringstekst, som ligger til grund for den pågældende software, og som er skrevet af den hos
OTW-ansatte programmør eller leveret af en underleverandør efter aftale med OTW. Begrebet omfatter derimod ikke kildekodens oversættelse til en binær objektkode, som er en forudsætning for et computersystems korrekte afvikling af et pågældende softwareprogram.
7.2. OTW’s ejendomsret til kildekoder: OTW har den fulde ejendomsret til kildekoder brugt i det leverede materiale. Kunden accepterer endvidere, at OTW kan genanvende kildekoderne i det leverede materiale i forbindelse med OTW’s varetagelse af opgaver for andre kunder.
8. SÆRLIGT OM OPHAVSRETTIGHEDER
8.1. Forberedende designmateriale: Ophavsretten til forberedende designmateriale, som kunden har leveret til brug for OTW-udarbejdelse af det bestilte produkt, tilhører kunden. I denne forbindelse indestår kunden for, at det leverede materiale ikke er behæftet med tredjemands modstridende rettigheder.
8.2. Kundens brugsret til det leverede produkt: Kunden opnår en tidsubegrænset og overdragelig eneret til at anvende det leverede produkt på en hvilken som helst platform, herunder, men ikke begrænset til, digitalt og på print. I mangel af modstående aftale er kunden dog ikke berettiget til at anvende det leverede produkt til andet og mere end det med OTW aftalte.
8.3. XXX’x ophavsrettigheder: Med forbehold for det i pkt.
8.1. nævnte materiale bibeholder OTW den fulde og uindskrænkede ophavsret til de af OTW udviklede forarbejder og koncepter, kreative oplæg, originalmateriale m.m., hvorfor sådant materiale ikke må udleveres til tredjemand uden forudgående samtykke fra OTW.
9. MANGLER OG REKLAMATION
9.1. Reklamationsfrist: Xxxxxx er ansvarlig for straks at reklamere over en mangelfuld leverance. Undlades reklamation, eller reklamerer kunden for sent, mister kunden adgangen til at gøre manglen gældende. OTW er berettiget til at afhjælpe en mangel, såfremt dette kan ske inden for rimelig tid.
OTW har intet ansvar for fejl, som kunden ikke skriftligt har rettet i korrekturen, herunder print, digitale informationer, prøvetryk og lignende. OTW hæfter ikke for fejl eller mangler, der kan henføres til, at kunden selv tilvejebringer papir eller andet til leverancen. Kunden er berettiget til prisafslag ved mindre afvigelser fra godkendt prøve eller aftalt specifikation. OTW har ret til en mer- eller mindrelevering på indtil 3 % af aftalt oplag. I de tilfælde, hvor papir eller andet materiale er fremstillet specielt til ordren af andre end OTW, har OTW ret til mer- og mindrelevering ud over 6 % af aftalt oplag, dog højst svarende til materialeleverandørens leveringsbetingelser.
Xxxxxx er ansvarlig for straks at reklamere over en mangelfuld leverance. Undlades reklamation, eller reklamerer kunden ikke uden unødigt ophold og senest 5 hverdage fra leveringstidspunktet, mister kunden adgangen til at gøre manglen gældende.
9. ANSVAR
OTW er ansvarlig for fejl og mangler i henhold til dansk rets almindelige regler herfor. OTW’s erstatningsansvar er begrænset til maksimalt ét beløb svarende til den enkelte leverances samlede pris ekskl. moms.
Hvor papir leveres af kunden, betaler OTW ikke dekort eller erstatning for eventuelt manglende eksemplarer forårsaget af utilstrækkelige indstillingsark til OTW. Nedenstående procentsatser angives til vejledning om tilstrækkelig indstillingsark under normale forhold:
– Oplag under 1.000 eksemplarer…… 100 %
– Oplag under 2.000 eksemplarer…… 55 %
– Oplag under 5.000 eksemplarer…… 25 %
– Oplag over 10.000 eksemplarer…… 15 %
– Oplag over 20.000 eksemplarer…… 10 %
Ved beregning af indstillingsark må der desuden tages hensyn til papirkvaliteten, om arbejdet udføres som håndarbejde eller på maskine, og hvor mange grafiske processer tryksagen skal gennemgå. Ved dellevering beregnes en højere spildprocent.
10. OPHØR AF AFTALEN
10.1. Kundens opsigelse af aftalen: Opsiger kunden den indgåede aftale med mindst 30 dages varsel til den aftalte leveringsdag, fakturerer OTW det afholdte timeforbrug og 50
% af den resterende kontraktsum.
Opsiger kunden den indgåede aftale med mindre end 30 dages varsel til den aftalte leveringsdag, fakturerer OTW det afholdte timeforbrug og 100 % af den resterende kontraktsum.
10.2. Ophævelse af aftalen: Såfremt en af parterne væsentligt misligholder nærværende salgs- og leveringsbetingelser eller aftaler, der på anden måde er knyttet til eller afledt af disse betingelser, kan den modstående part ved skriftligt varsel indeholdende en specificering af misligholdelsen ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning.
I tilfælde af en af parternes konkurs, udsættelse af betaling eller insolvens kan den anden part endvidere ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning efter skriftligt påkrav.
10.3. Periodiske magasiner og publikationer
Hvis der med kunden af periodiske magasiner og periodiske publikationer ikke er truffet anden aftale, gælder en opsigelsesfrist på 6 måneder ved trykt materiale og 6 måneder ved hosting og softwarevedligeholdelseskontrakter.
11. UNDERLEVERANDØRER
11.1. OTW’s ret til at gøre brug af underleverandører: OTW er berettiget til helt eller delvis at lade arbejde udføre hos underleverandører.
12. ANSVARSBEGRÆNSNING
12.1 Kundens indirekte tab: OTW kan på ingen måde holdes ansvarlig for kundens indirekte tab, herunder, men ikke begrænset til, kundens driftstab og tab af avance, medmindre OTW har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
12.2. Kundens ændringer af det leverede materiale: OTW er på ingen måde ansvarlig for tab eller skade, som er foranlediget af kundens ændringer af det leverede produkt.
12.3. Forholdet til nyt software: Med begrebet nyt »software« sigtes der i det følgende til nye versioner af browsere, hjemmesider, scripts, plugins, applikationer etc.
OTW indestår udelukkende for det leverede produkts korrekte funktion og samspil med den software, som anvendes på leveringstidspunktet, hvorfor OTW ikke på nogen måde kan gøres ansvarlig for produktets manglende funktion på nyere versioner af den pågældende software.
13. ÆNDRINGER
13.1. Ændringer i vilkår i salgs- og leveringsbetingelser: Vilkårene i nærværende salgs- og leveringsbetingelser samt aftaler, der er afledt heraf, kan ikke ændres uden et forudgående skriftligt samtykke fra OTW.
13.2. Ændringer i det leverede produkt: Ved kundens accept af OTW’s salgs- og leveringsbetingelser accepterer kunden samtidig, at kunden afskæres fra at foretage ændringer i det leverede produkt uden forudgående samtykke fra OTW.
14. TAVSHEDSPLIGT
14.1. Ekstraordinære tavshedsforpligtelser: Idet OTW ønsker at varetage kundens behov med størst mulig diskretion, er OTW’s medarbejdere underlagt en tavshedspligt.
15. LOVVALG OG VÆRNETING
15.1. Valg af lovgivning og værneting: Såfremt parterne ikke kan løse en konflikt i fællesskab, vil enhver tvist, strid eller påstand, der udspringer af eller i forbindelse med aftalen eller misligholdelse, opsigelse eller ugyldighed heraf, endeligt afgøres ved Aarhus Byret under anvendelse af dansk lovgivning.
Dansk lovgivning finder anvendelse på nærværende aftale, i det omfang retstilstanden ikke er fastlagt i aftalens tekst eller i nærværende salgs- og leveringsbetingelser. En eventuel tvist vedrørende aftalens fortolkning eller vilkårenes opfyldelse og håndhævelse kan alene indbringes for danske domstole og i overensstemmelse med danske værnetingsbetingelser.
16. MILJØTILLÆG
2 % af fakturapris, dog maks. 800,- kr.
Miljøtillægget anvendes til delvis dækning af en række miljøcertificeringer (bl.a. FSC, PEFC, EMAS, ISO 14001) og affaldshåndtering.
Der bliver opkrævet tillæg for Svanemærkning og ved CO2- neutralisering af tryksagen.