Vedtægter for Powerjobsøgernes Landsorganisation
Landsorganisation
Vedtægter for Powerjobsøgernes Landsorganisation
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Powerjobsøgernes Landsorganisation. Hjemsted er Rødovre Kommune.
§ 2 Formål m.v.
§ 2.1 Foreningens formål er at fungere som paraplyorganisation for medlemsforeningerne, som udgøres af Powerjobsøgernes lokale netværksforeninger og derigennem understøtte Powerjobsøgernes formål som beskrevet i vedtægterne for de lokale netværksorganisationer § 2.
§ 2.1.1 Foreningens opgave er at sælge medlemskaber hos kommunerne og danne samskabelses ordninger med jobcentrene.
§ 2.2 Foreningen udstikker de overordnede retningslinjer for de lokale netværksforeninger, varetager den overordnede ledelse af Powerjobsøgerne og fungerer som fælles repræsentant for alle de lokale netværksforeninger herunder i forhold til myndigheder, virksomheder og medier.
§ 2.3 Foreningen skal fremme og understøtte de lokale netværksforeninger i deres respektive formål, samt promovere, facilitere og tilsikre en ensartet tilgang og ageren medlemsforeningerne indbyrdes og i forhold til offentligheden.
§ 2.4 Foreningen skal drive Powerjobsøgernes Sekretariat, som skal bistå de lokale netværksforeninger.
§ 2.5 Foreningen er baseret på en indgået licensaftale med Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx en royaltyfri ret til at anvende navnet Powerjobsøgerne, de til navnet knyttede forretningskendetegn og konceptet ”Powerjobsøgerne”.
§ 3 Medlemsforhold
§ 3.1 Optagelse
§ 3.1.1 Som medlem kan optages Powerjobsøgernes lokale netværksforeninger, og det er Landsorganisationens bestyrelse, som træffer beslutning om optagelse. Der kan alene være en netværksforening i hver kommune bortset fra Københavns kommune, hvor der kan optages flere lokalforeninger. Bestyrelsen kan dog dispensere fra denne regel.
§ 3.1.2 Det er en betingelse for medlemskab, at de lokale netværksforeninger forpligter sig til at følge de til enhver tid gældende standardvedtægter for disse, som fastlægges af landsorganisationens bestyrelse.
Landsorganisation
§ 3.2 Udmeldelse og eksklusion
§ 3.2.1 Udmeldelse af landsorganisationen kan alene ske i overensstemmelse med den procedure og på de betingelser, som er anført i de til enhver tid gældende standardvedtægter.
§ 3.2.2 En lokalforening, som på afgørende punkter modarbejder Landsorganisationens formål kan ekskluderes af landsorganisationens bestyrelse, såfremt mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer for et forslag om eksklusion.
§ 3.3 Medlemsrettigheder og pligter
§ 3.3.1 Medlemsforeningerne er forpligtet til at overholde foreningens love og leve op til dens formålsbestemmelse.
§ 3.3.2 Medlemmerne af Powerjobsøgernes Landsorganisation er berettiget til at bruge Powerjobsøgernes navn, varemærke etc., dog alene så længe medlemskabet af Landsorganisationen er i kraft.
§ 4 Generalforsamling
§ 4.1 Generalforsamlingen udgøres af formændene og næstformændene for de enkelte lokalforeninger. Der kan gives møde ved stedfortræder, men ikke stemmes ved fuldmagt. Desuden deltager eksterne bestyrelsesmedlemmer samt sekretariatet.
Sekretariatet deltager uden stemmeret.
§ 4.2 Generalforsamlingen afholdes hvert år i februar måned og indkaldes per mail af sekretariatet med mindst 3 ugers varsel.
Der føres referat over vedtagne beslutninger.
Referatet godkendes og underskrives af referent og dirigenten.
§4.3 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af regnskab
4. Beretning om foreningens virke i det forløbne år
5. Indkomne forslag
6. Valg af formand
7. Valg af 3-5 øvrige bestyrelsesmedlemmer
(blandt lokalforeningernes formænd og næstformænd)
8. Valg af revisor
9. Eventuelt
§ 4.4 Forslag fra lokalforeningerne skal for at blive behandlet på en generalforsamling være foreningens sekretariat i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 4.5 Bestyrelsen kan beslutte, at der skal afholdes ekstraordinær generalforsamling og en sådan indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden.
Landsorganisation
§ 5 Bestyrelsen
§ 5.1 Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på mindst 4 og højst 6 medlemmer valgt på generalforsamlingen og derudover det antal medlemmer, som måtte blive indsuppleret i medfør af § 5.2
§ 5.2 Bestyrelsen afholder første møde umiddelbart efter afholdelse af en ordinær generalforsamling.
Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, har bestyrelsen ret til at supplere sig selv indtil næste valg.
Bestyrelsen har endvidere ret til at indsupplere med indtil 3 eksterne medlemmer, som ikke behøver at være medlemmer af en af de til Landsorganisationen knyttede lokalforeninger.
§ 5.3 Bestyrelsen holder møde mindst 2 gange om året, og bestyrelsesmøderne indkaldes af sekretariatet.
§ 5.4 Bestyrelsen varetager foreningens overordnede ledelse og ansætter en sekretariatschef, som har ansvaret for landsorganisationens daglige drift.
§ 5.5 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 5.6 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed bortset fra spørgsmål om eksklusion af en lokalforening jf. § 3.2.2
§ 5.7 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, såfremt mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§ 5.8 Bestyrelsen fastsætter ændringer i de for lokalforeningerne gældende standardvedtægter.
Sådanne ændringer skal meddeles til lokalforeningerne straks efter det er vedtaget.
§ 5.9 Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
§ 6 Regnskab og formue
§ 6.1 Landsorganisationens regnskabsår følger kalenderåret.
§ 6.2 Bestyrelsen er ansvarlig for at udarbejde udkast til regnskab. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§ 7 Tegning og hæftelse
§ 7.1 Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af den ansatte sekretariatschef i forening med bestyrelsesformanden og et yderligere medlem af bestyrelsen.
Landsorganisation
§ 7.2 Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af sekretariatschefen og den samlede bestyrelse.
§ 7.3 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen hæftelse for de af foreningen påhvilende forpligtelser.
§ 8 Vedtægtsændringer og opløsning.
§ 8.1 Ændringer af disse vedtægter kan alene ske på en generalforsamling, hvor mindst 3/4 af de fremmødte medlemmer har stemt for en sådan ændring.
§ 8.2 Opløsning af foreningen kan alene ske ved vedtagelse på 2 generalforsamlinger, som skal afholdes med mindst 4 ugers mellemrum og hvor opløsning/udmeldelse skal vedtages med mindst 3/4 flertal blandt de fremmødte på begge generalforsamlinger.
§ 8.3 Ved opløsning fastlægger bestyrelsen på opløsningstidspunktet, hvordan foreningens midler skal anvendes mest hensigtsmæssigt til fortsat opfyldelse af foreningens formål.
Ved opløsning tilfalder navnet Powerjobsøgerne, de til navnet knyttede
forretningskendetegn og konceptet ”Powerjobsøgerne” Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx i
overensstemmelse med bestemmelserne i den i § 2.5 anførte licensaftale.
Vedtaget den 19. september 2014
Senest revideret den 26. februar 2018