Almindelige salgs- og leveringsbetingelser for Unibolt A/S
Almindelige salgs- og leveringsbetingelser for Unibolt A/S
1. Generelt
Nedenstående betingelser finder anvendelse for samtlige leverancer fra Unibolt A/S, (i det følgende kaldet ”sælger”), med mindre de fraviges ved skriftlig aftale. Afvigende betingelser fra køber gælder kun, såfremt de særskilt er bekræftet af sælger.
2. Aftale
Sælger er, hvor andet ikke er udtrykkeligt anført, bundet af tilbud i 30 dage.
Alle oplysninger i brochurer, kataloger og prislister o.s.v. om vægt og mål er teoretiske og varierer med de normerede tolerancer på de pågældende varer.
På alle specielt fremstillede og ikke lagerførte varer forbeholder sælger sig ret til en afvigelse på +/- 10% i forhold til beordret mængde.
Hvor intet andet er aftalt, noteres alle ordrer til de på leveringsdagens gældende priser og – såvel prismæssigt som leveringsmæssigt – under forbehold for alle forhold som sælger ikke selv er herre over, jfr. pkt. 14.
Endelig aftale anses for indgået, når købers ordre er bekræftet enten ved fremsendelse af ordrebekræftelse eller faktura til køber.
3. Specialvarer
Notering af ordrer på ikke tidligere fremstillede emner er under forbehold af købers skriftlige accept af tegninger samt eventuelt prøveleverance. I tilfælde af, at købers accept ikke opnås for leveret prøveleverance, sker leverancen uden beregning, og sælger betragter sig samtidig som frigjort for yderligere leveringsforpligtelse med hensyn til pågældende emne.
Alle tegninger og tekniske dokumenter vedrørende emner eller fremstilling heraf, som før eller efter aftalens indgåelse overlades fra den ene eller anden part til den anden, tilhører den part, som har udleveret dem. Modtagne tegninger, tekniske informationer kan ikke uden samtykke fra den anden part anvendes til andet formål. Uden samtykke fra den anden part må det nævnte materiale ikke herudover anvendes, kopieres eller på anden måde bringes til tredjemands kundskab.
Værktøjer som er konstrueret til fremstilling af specialemner er såfremt intet andet er aftalt sælgers ejendom.
4. Priser
Sælgers priser er eksklusive den til enhver tid gældende moms, andre afgifter, told, gebyrer, fragt o. lign.
5. Levering
De angivne priser gælder, såfremt andet ikke udtrykkeligt er nævnt, leveret EXW (INCOTERMS 2000).
Såfremt levering udskydes på grund af købers forhold, overgår risiko for varen til køber på den oprindeligt aftalte leveringsdato. Forfaldsdato for betaling beregnes ligeledes fra denne dato.
I tilfælde af svigtende levering, herunder forsinkelser, der ikke er omfattet af pkt. 14, hæfter sælger aldrig for bøder, driftstab, avancetab og andre indirekte tab.
6. Leveringstid
Leveringstiden som anføres i tilbuddet er omtrentlig angivet.
I tilbudsperioden kan leveringstiden ændres indtil der foreligger accept af tilbuddet, tegninger og prøveleverance. Leveringstiden forlænges med den tid, der er nødvendig for sælger og dennes eventuelle underleverandører, såfremt denne eller disse helt eller delvis forhindres i deres rettidige opfyldelse, som følge af de under pkt. 14 nævnte forhold.
7. Ejendomsforbehold
Det leverede forbliver sælgerens ejendom, indtil købesummen med renter og omkostninger er skadesløst betalt fuldt ud, såfremt dette er forenelig med præceptive lovbestemmelser i køberlandet.
Køber er forpligtet til indtil fuld betaling er sket, at holde det leverede behørigt individualiseret, dvs. mærket tilhørende Unibolt A/S og adskilt fra andre varer, og samtidig give sælger adgang til at føre kontrol og tilsyn med varerne, således at sælger om nødvendigt igen kan tage varerne i sælgers besiddelse.
Såfremt bevarelse af ejendomsretten ikke er mulig i henhold til køberlandets lovgivning, skal sælger være berettiget til at etablere anden form for sikkerhed i det omfang dette måtte være forenelig med lovgivningen. Køber skal i videst muligt omfang assistere sælger i dennes bestræbelse for at opretholde ejendomsretten eller etablere sikkerhed.
For leverancer til Tyskland gælder der de for Tyskland specielle regler.
8. Betaling og renter
Med mindre andet er aftalt er fakturabeløbet forfaldent til betaling straks ved fakturaens fremkomst. Alle omkostninger, herunder bank- og andre gebyrer i forbindelse med kreditkøb betales af køber.
Ved senere betaling tillægges fakturabeløbet renter pr. påbegyndt måned at regne fra fakturadato med den rentesats, som gælder i henhold til lovgivningen om renter ved forsinket betaling i Danmark, som er den officielle diskonto med tillæg af 9 procentpoint.
Betales forfaldne beløb ikke rettidigt, forfalder restkøbesummen for samtlige leverede varer til øjeblikkelig betaling uden hensyn til tidligere aftalte betalingsbetingelser. Sælger er i så fald ligeledes berettiget til, med omgående virkning, at standse yderligere leverancer og annullere resterende kontrakter for endnu ikke leverede varer helt eller delvis.
9. Emballage
Emballage debiteres ikke og modtages ikke retur.
Forsendelsesemballage i form af paller og pallerammer m.m. er ikke inkluderet i prisen med mindre andet er aftalt.
10. Mangler og reklamation
Ved levering skal køber straks foretage en sådan undersøgelse af det leverede, som ordentlig forretningsførelse kræver.
Reklamation over mangler og fejl ved ekspedition af en ordre må fremsendes skriftligt inden 8 dage efter modtagelse af varen eller fakturaen. Såfremt der inden 1 år efter leveringen viser sig mangler ved de af sælger leverede varer, og det godtgøres, at manglerne kan henføres til fejl i forbindelse med varernes konstruktion eller fremstilling, forpligter sælger sig til hurtigst muligt vederlagsfrit efter eget valg at ombytte eller udbedre de mangelfulde varer.
Det er en forudsætning for ydelsen af denne vederlagsfrie ombytning/udbedring, at aftalte betalingsbetingelser overholdes, og at de solgte produkter ikke er ændret, repareret eller anvendt til formål, hvortil de ikke er beregnet, samt endvidere at installation og driftsbetingelser er i overensstemmelse med sælgers anvisninger, og at den mangelfulde vare sendes fragtfrit til sælger med angivelse af årsag til returnering.
Reklamationer vedrørende mangelfuld varer skal foretages skriftligt og uden ugrundet ophold, og der skal vedlægges prøver i tilstrækkelig mængde samt en beskrivelse af manglen til sikker bedømmelse af reklamationens berettigelse. Er varen emballeret, skal der altid medsendes prøver med ubrudt emballage. Undlader køber dette fortaber han retten til erstatningsleverance.
Køber er ikke berettiget til at foretage udbedring af det leverede eller erstatningskøb uden forudgående aftale med sælger.
Sælger påtager sig intet ansvar for mangler udover det anførte, og hæfter således ikke for nogen form for tab, som måtte være forårsaget af mangler, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andre økonomiske konsekvenstab.
11. Returret og annullering
Bestilte eller leverede varer kan ikke afbestilles eller returneres af køber, med mindre konkret accepteres af sælger. En sådan accept vil i relation til allerede leverede varer være betinget af, at der i købsprisen modregnes et returneringsgebyr på 15%. Det forudsættes at disse returneres i fejlfri stand samt i ubeskadiget originalemballage og fragtfrit til køber.
Varer der er fremstillet specielt til køber, tages dog aldrig retur.
Annullering, ændring og/eller tilføjelser til ordrer kan kun accepteres, hvis produktionen efter sælgers skøn ikke er for fremskreden.
12. Særligt om leverancer til brug for fast ejendom
For så vidt – og kun i det omfang – leverede varer anvendes i byggeri i Danmark, sker levering med følgende byggeleveranceklausul, der er formuleret af Boligministeriets Byggestyrelse:
Sælgers ansvar for mangler ved leverancer ophører 5 år efter aflevering af det byggeri, hvori leverancen indgår. Ved leverancer til lager eller videresalg ophører ansvaret dog senest 6 år efter leveringen til køber.
Såfremt det må anses for godtgjort, at et krav vedrørende mangler ved leverancen ikke eller kun med store vanskeligheder kan gennemføres mod sælgers kunde eller efterfølgende kunder, anerkendes det, at krav
kan gøres gældende direkte mod sælger. Også i sådanne tilfælde kan sælger kun gøres ansvarlig for mangler i det omfang sælgers egen leverance er mangelfuld og endvidere kun i det omfang, det følger af sælgers eget kontraktsforhold med dennes kunder.
Sælger anerkender dog i alle tilfælde at kunne sagsøges sammen med køber eller efterfølgende kunder i anledning af parternes indbyrdes forhold. Sagen behandles ved voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.
13. Produktansvar
I det omfang intet andet følger af ufravigelige lovbestemmelser, gælder følgende vedrørende sælgers produkt ansvar:
I tilfælde af personskade forårsaget af varen og i tilfælde af skade på ting, der efter deres art sædvanligvis er beregnet til ikke- erhvervsmæssig anvendelse, er sælger ansvarlig i overensstemmelse med det pågældende lands produktansvarsloves regler.
Sælger er indenfor en periode på 10 år efter levering kun ansvarlig for personskade, hvis det kan bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af sælger eller andre, som han har ansvar for.
Sælger er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens det solgte er i købers besiddelse. Sælger er heller ikke ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af køberen, eller på produkter hvori disse indgår. I øvrigt er sælger ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre på samme betingelser som for personskade.
Sælger er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet direkte tab.
I den udstrækning sælgeren måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand er køberen forpligtet til at holde sælgeren skadesløs i samme omfang, som sælgerens ansvar er begrænset jfr. ovenstående.
Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til foranstående skal denne part straks underrette sælger herom.
Sælger og køber er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskravet, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade, som påstås forårsaget af det solgte.
14. Force majeure
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld: arbejdskonflikter og enhver anden omstændighed, som sælger ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelse af tilsvarende omfang, naturkatastrofer, eksplosioner, destruktion af maskiner eller fabrikker eller af andre installationer, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
Omstændigheder som ovennævnt, der er indtruffet inden aftalens indgåelse, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses på aftaletidspunktet.
Det påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig nogen ansvarsfrihedsgrund som nævnt i foranstående afsnit, ufortøvet skriftligt at underrette den anden part om dens opstående og ophør. Ved force majeure hos køberen skal denne dække de omkostninger, sælger pådrager sig for at sikre og beskytte leverancen. Varer forhindringen mere end 6 måneder, skal den part, der ønsker at påberåbe sig nogen ansvarsfrihedsgrund som nævnt, være berettiget til med 2 måneders varsel skriftligt at opsige aftalen til en måneds udgang.
15. Tvister og lovvalg
Alle tvistigheder i forbindelse med ordrer eller kontrakter er undergivet dansk ret og afgøres ved Sø- og Handelsretten i København. Sælger er dog berettiget til efter eget skøn at vælge retten på købers hjemsted eller i modtagerlandets hovedstad som værneting.