VEDTÆGTER
VEDTÆGTER
Kirkegård: Sejerslev Kirkegård · Adresse: Xxxxxxxxx 00, 0000 Xxxxxxxx Xxxx Provsti: Morsø Provsti
Kommune: Morsø Kommune · Stift: Aalborg Stift
A. Kirkegårdens bestyrelsesforhold
§ 1. Kirkegården bestyres af Sejerslev Menighedsråd.
§ 2. Henvendelser vedrørende kirkegården, herunder spørgsmål om erhvervelse eller fornyelse af brugsret, spørgsmål vedrørende nedsættelse af kister og urner samt klager vedrørende kirkegårdens drift m.v. rettes til graveren eller kirkeværgen.
B. Gravsteder
§ 3. Den bestående tradition med kistens anbringelse i retningen øst-vest bevares så vidt muligt.
§ 4. Størrelsen på et kistegravsted for en voksengrav skal min. være 2,5 m x 1,3 m. For børnegrave sættes gravstedets størrelse til 1,2 m x 0,8 m.
§ 5. Størrelsen på et urnegravsted er min. 1 m x 1 m.
§ 6. For alle gravminder gælder, at fundamentet skal udføres så forsvarligt, at der ikke kan opstå fare ved at gravsætte i et tilstødende gravsted.
Stk. 2. Gravstedsindehaveren skal sikre, at gravminder på gravstedet ikke udgør en fare for hverken ansatte eller besøgende.
C. Gravstedernes indhegning
§ 7. Gravstederne må ikke uden menighedsrådets godkendelse hegnes med andet end levende hække.
Stk. 2. Alle levende hække plantes, vedligeholdes og klippes ved menighedsrådets foranstaltning, og sådanne hække er kirkegårdens ejendom.
Stk. 3. Gravstedsindhegninger af træ- eller jerngitterværk, murværk, stensætning eller lignende skal holdes sømmeligt vedlige af gravstedsindehaveren.
D. Bestemmelser vedrørende de enkelte afdelinger
§ 8. Kirkegården er inddelt i 5 afdelinger:
1) Afdeling med kistegravsteder og urnegravsteder. Numre 1-5 i alle rækker kan ikke nyerhverves.
Række D + E kan ikke nyerhverves til kistebegravelse.
2) Afdeling med kistegravsteder.
Række C + D + E kan ikke nyerhverves. Her laves grønt område.
Række J + K + L + M + N + O + P kan ikke nyerhverves. Her ligger Lapidarium og afd. med skovpræg. Numre 1-5 i alle rækker kan ikke nyerhverves.
3) Afdeling med kistegravsteder og kiste- og urnegravsteder i plæne. Tilplantet med træer, så der med tiden opstår skovpræg. Nyerhvervelse kan kun ske i plæne i række H + J.
Mindesmærker i plæne skal ca. have målene 5 x 40 x 60 cm. Der må ikke plantes på gravsteder i plæne. Buketter m.m. fjernes inden græsslåning.
4) Urneafdeling med brostenskanter.
5) Anonym fællesgrav til urner. Blomster og lignende placeres kun ved det fælles mindesmærke.
Stk.2. Det er kun ægtefæller eller samlever til allerede begravede, der kan begraves, i gravsteder der ligger i områder, hvor der ikke kan nyerhverves.
Stk. 3. Menighedsrådet kan nægte forlængelse af gravsteder, der ligger i områder, hvor der ikke kan nyerhverves.
E. Fredningstider
§ 9. Fredningstiden for et kistegravsted er 30 år. Fredningstiden for børnegrave er 30 år.
Stk. 2. Fredningstiden for et gravsted, hvor der er nedsat en kiste af vanskeligt nedbrydeligt materiale som fx egetræ eller zink, er 60 år.
§ 10. Fredningstiden for et urnegravsted er 20 år. Dog er fredningstiden i anonym fællesgrav 10 år.
F. Erhvervelse af gravsted
§ 11. Når der udlægges et gravsted, sørger menighedsrådet for, at der udfærdiges et gravstedsbrev.
Stk. 2. Ved senere begravelser eller urnenedsættelser i gravstedet sørger menighedsrådet/graveren for, at gravstedsbrevet bliver fornyet.
§ 12. Begæring om erhvervelse af brugsret til et gravsted skal imødekommes til begravelse af en person som:
1) har bopæl i sognet
2) er udensogns boende og har en særlig tilknytning til sognet eller kirkegården.
Stk. 2. Der kan tillige erhverves brugsret til et gravsted til begravelse af andre udensogns boende. Menighedsrådet kan dog afvise dette, hvis det er nødvendigt af hensyn til den nuværende eller fremtidige betjening af sognets beboere.
§ 13. Retten til udlægning af et gravsted i medfør af § 12 omfatter erhvervelse af brugsret for en fredningsperiode til et gravsted med én gravplads - hvis der er efterlevende ægtefælle eller registreret partner, dog med to gravpladser.
Stk. 2. Gravsteder kan udlægges med indtil 4 gravpladser.
Stk. 3. Erhvervelse af et gravsted kan ske for mere end én brugsperiode, dog aldrig længere end 40 år. Ved aftalens indgåelse skal der betales for erhvervelse for samtlige brugsperioder.
Stk. 4. Der kan erhverves brugsret til et gravsted, selvom der ikke aktuelt er en begravelse.
§ 14. Ved begravelse eller urnenedsættelse i et bestående gravsted skal brugsretten til gravstedet om nødvendigt forlænges for det tidsrum, hvormed fredningstiden efter den seneste begravelse eller urnenedsættelse overstiger den løbende brugsperiode.
§ 15. Gravstedsretten kan kun overdrages til andre med menighedsrådets samtykke.
G. Fornyelse af brugsret til gravsted
§ 16. Når brugsretten til et gravsted udløber, har indehaveren ret til at få fornyet brugsretten til gravstedet. Retten til at forny brugsretten til et gravsted kan begrænses, hvis en af provstiudvalget godkendt reguleringsplan inddrager gravstedet helt eller delvist.
Stk. 2. Har indehaveren af brugsretten til et gravsted ikke henvendt sig to måneder før brugsperiodens udløb, sender menighedsrådet en påmindelse om, at brugsretten udløber med årets udgang, og at der er mulighed for at forny brugsretten til gravstedet, og at henvendelse herom skal ske til menighedsrådet snarest og senest en måned før brugsperiodens udløb.
Stk. 3. Hvis indehaveren ikke henvender sig inden svarfristens udløb, sender menighedsrådet en ny påmindelse, hvoraf det fremgår, at hvis menighedsrådet ikke har modtaget ønske om fornyelse af brugsretten til gravstedet inden brugsperiodens udløb, overgår gravstedet til kirkegården, og at indehaveren har ret til – i op til en måned efter gravstedets udløbsdato – at fjerne planter og gravminder.
§ 17. Modtager menighedsrådet meddelelse om, at gravstedet ikke ønskes fornyet, underskriver gravstedsindehaveren en erklæring hvoraf fremgår, at gravstedsindehaveren handler på vegne af samtlige brugsberettigede, og at alle er enige om dispositionen.
Stk. 2. Hvis menighedsrådet ikke modtager den i stk. 1, nævnte erklæring, placeres et skilt på gravstedet med oplysning om, at gravstedet er hjemfaldet, og at pårørende kan henvende sig til menighedsrådet. Har ingen henvendt sig efter 1 år, kan gravstedet nedlægges.
H. Gravstedernes vedligeholdelse
§ 18. Menighedsrådet sørger for vedligeholdelsen af kirkegårdens fælles indhegning, arealer og adgangsveje samt eventuelle bygninger på kirkegårdens fællesarealer.
§ 19. For afdelingerne plade i plæne og anonymes fællesgrav gælder, at der i forbindelse med erhvervelsen af et gravsted samtidig skal indgås en aftale med menighedsrådet om vedligeholdelsen af gravstedet mod betaling.
§ 20. Vedligeholdelsen af gravstederne, bortset fra plade i plæne og anonymes fællesgrav, påhviler gravstedsindehaveren, medmindre der indgås en aftale med menighedsrådet om vedligeholdelsen af gravstedet mod betaling.
Stk 2 . Der kan laves aftale om vedligeholdelse på årlig regning. Aftalen omfatter kun renholdelse for ukrudt. Se takstblad for priser det pågældende år.
Stk. 3. Vedligeholdelsen af et gravsted kan ligeledes overdrages til kirkegården i en flerårig periode mod indbetaling til kirkens kapitaler èn gang for alle af et beløb, som er fastsat i takstbladet. Vedligeholdelsen omfatter foruden almindelig renholdelse følgende: Fornyelse af udgåede eller forvoksede planter, opretning efter jordsætning, pålægning af ral samt rensning og opretning af gravminder.
Stk. 4. Såfremt gravstedet IKKE er belagt med det på kirkegården anvendte ral, men er belagt med anden form for belægning, f.eks. granitskærver eller brolægning, påhviler det gravstedsejeren selv at sørge for opretning og genetablering efter jordsætning.
§ 21. Den, der har brugsret til et gravsted, skal sørge for, at gravstedet bliver holdt i sømmelig stand.
Stk. 2. Opfyldes pligten til at holde gravstedet i sømmelig stand ikke, sender menighedsrådet en påmindelse til gravstedsindehaveren om at få bragt forholdet i orden inden tre måneder. Af påmindelsen fremgår, at hvis forholdene ikke bringes i orden, vil gravstedet blive ryddet. Af påmindelsen fremgår endvidere, at menighedsrådet mod betaling kan overtage vedligeholdelsen af gravstedet, og at gravstedsindehaveren skal kontakte menighedsrådet inden fristens udløb, hvis der ønskes indgået en aftale med menighedsrådet om vedligeholdelse.
Stk. 3. Hvis gravstedsindehaveren ikke har bragt forholdene i orden eller henvendt sig ved fristens udløb, sættes et skilt på gravstedet, hvor gravstedsindehaveren opfordres til at henvende sig til menighedsrådet.
Stk. 4. Henvender gravstedsindehaveren sig ikke inden tre måneder, kan menighedsrådet rydde gravstedet.
Stk. 5. Der må ikke på gravstederne foretages plantning af vækster, som på grund af deres højde og bredde kan forudses at blive til ulempe for andre gravsteder.
§ 22. Kirkegården hæfter ikke for skader på gravminder, beplantning eller andet på gravstederne, forårsaget af naturbegivenheder, hærværk og vold eller lignende.
I. Takster
§ 23. Takster for erhvervelse og fornyelse af brugsret til gravsteder samt takster for vedligeholdelse af gravsteder og andre ydelser m.v. fremgår af kirkegårdens takstblad, som kan ses i folder der ligger i kirkens våbenhus.
J. Ordensbestemmelser
§ 24.
1. Kirkegården er åben fra kl. 06.00 til kl. 22.00.
2. Kirkegården er et indviet sted, hvor der skal være orden og fred. Man skal derfor opføre sig sømmeligt, når man færdes på kirkegården.
3. Uvedkommende færdsel på kirkegården og dens gravsteder er ikke tilladt.
4. Hunde skal føres i snor.
5. Kørsel med motorkøretøj på kirkegården er kun tilladt i kirkens eller kirkegårdens ærinde eller med menighedsrådets tilladelse.
6. Cykling på kirkegården er ikke tilladt.
7. Intet arbejde må udføres på kirkegården og dens gravsteder på en sådan måde, at det kan være til gene
for gudstjenesten eller andre kirkelige handlinger.
8. Kirkegårdens dige eller hegn og gravstedernes indhegning må ikke gennembrydes.
9. Kirkegårdens låger skal holdes lukkede.
10. Pynt på gravsteder skal først og fremmest være fremstillet af materialer fra naturen, dvs. at pynt i plastik, legetøj m.m. kan forlanges fjernet.
11. Ukrudtsbekæmpende kemiske midler må ikke anvendes på kirkegården. Der må ikke anvendes plastic eller lignende materialer som underlag for ralbelægning på gravsteder.
12. De kirkegården tilhørende redskaber, som benyttes af gravstedsbrugere, skal efter endt brug straks sættes på plads.
13. Affald skal sorteres og lægges i de dertil beregnede affaldsbeholdere.
……………
Menighedsråd, den (dato)
Godkendt af Provstiudvalg (dato)