Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative
Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative
Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet om:
Serviceeftersyn og omlægning af indefrysningsordningen
29. marts 2023
Indefrysningsordningen for husholdningers og virksomheders udgifter til el, gas og fjernvarme er en del af Aftale om Vinterhjælp mellem den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne af den 23. september 2022.
Indefrysningsordningen blev etableret med henblik på at give husholdninger og virksomheder et pusterum og en sikkerhed i forhold til markante prisstigninger på energi. Siden Aftale om Vinterhjælp er prisen på energi faldet betydeligt. Aftalepartierne er derfor enige om, at der er behov for at lave en omlægning af ordningen, der skal nedbringe ordningens administrationsomkostninger, gøre ordningen gebyrfri efter indefrysningsperioden og ensrette vilkårene for de husholdninger og virksomheder, der er tilmeldt ordningen. Samtidig er aftalepartierne enige om at foretage en række mindre justeringer af ordningen.
Omlægning af administrationen til en gebyrfri ordning
Siden Aftale om Vinterhjælp, er energipriserne faldet betydeligt. Derfor har forholdsvis få husholdninger og virksomheder benyttet sig af indefrysningsordningen. Med få tilmeldte kunder er der en risiko for, at de tilmeldte kunder står over for, at energiselskaberne er nødsaget til at hæve deres administrationsgebyrer.
Aftalepartierne er derfor enige om at lave en omlægning af ordningen, så administrationen af ordningen, der i dag varetages af ca. 50 energivirksomheder, overgår til Erhvervsstyrelsen. Aftalepartierne er samtidig enige om at oprette en tilskudspulje på 80 mio. kr. til at dække energivirksomhedernes allerede afholdte omkostninger til administration, herunder fx udvikling af IT- systemer.
Konkret indebærer omlægningen, at Erhvervsstyrelsen afkøber de indefrosne beløb fra energivirksomhederne til kurs 100, når indefrysningsperioden udløber den 31. oktober 2023 for el og gas samt den 31. december 2023 for fjernvarme. Herefter vil Erhvervsstyrelsen forestå opkrævningen af de indefrosne beløb fra husholdninger og virksomheder, der er tilmeldt ordningen. Husholdninger og virksomheder afdrager det indefrosne beløb direkte til Erhvervsstyrelsen på tilsvarende vilkår som ved den oprindelige indefrysningsordning – blot med den forskel, at de ikke pålægges gebyrer i afdragsperioden. Det sikrer, at ingen af de tilmeldte husholdninger og virksomheder påføres større omkostninger som følge af, at Erhvervsstyrelsen overtager administrationen af ordningen. Husholdninger og virksomheder, der er tilmeldt ordningen, vil således fortsat have et afdragsfrit år indledningsvist, hvorefter de skal afdrage det indefrosne beløb over de efterfølgende op til 4 år. Det vil fortsat være muligt for husholdninger og virksomheder at tilmelde sig ordningen direkte hos energivirksomhederne frem til indefrysningsperiodens ophør, og både husstande og virksomheder kan til enhver tid afmelde sig ordningen.
Med tilskudspuljen kan energivirksomhederne søge om tilskud til omkostninger forbundet med indefrysningsordningen, der ikke er dækket på anden vis fx gennem allerede opkrævede administrationsgebyrer. Der lægges et loft over det maksimale tilskud, som en energivirksomhed (cvr-nr.) kan opnå på 3,5 mio. kr. Er energivirksomheden en del af en koncern, gælder loftet for koncernen som helhed. Ved ansøgninger på over 1,5 mio. kr. skal ansøgningen ledsages af en revisorerklæring. Puljen skal også ses i lyset af, at energivirksomhederne har tilrettelagt deres gebyrstruktur med udgangspunkt i ordningens nuværende model med mulighed for løbende at opkræve gebyrer i en femårig afdragsperiode. Den model ændres, som følge af at administrationen af ordningen i afdragsperioden overgår til Erhvervsstyrelsen.
Der vil efter aftalens indgåelse være dialog med energivirksomhederne og relevante myndigheder om den konkrete model for overtagelse af administrationen af ordningen. Det forventes, at aftalekredsen orienteres om den konkrete model i efteråret 2023.
Aftalepartierne noterer sig, at det vurderes, at 80 mio. kr. er tilstrækkeligt til at modvirke (yderligere) gebyrstigninger for kunder, der har tilmeldt sig ordningen.
Statsstøtteretlige forhold
Der tages forbehold for, at ovenstående kan implementeres i overensstemmelse med statsstøttereglerne.
Orientering og ændringer af ordningen på baggrund af serviceeftersyn
Rentetilpasning for virksomheder
Renten for virksomheder, der benytter indefrysningsordningen blev fastsat til 4,4 pct. med Aftale om Vinterhjælp. Af aftalen fremgik det, at muligheden for rentetilpasning for virksomhederne i indefrysningsordningen skulle afklares i dialog med energiselskaberne. Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at renten for virksomhederne i indefrysningsordningen kan justeres én gang, når indefrysningsperioden udløber, hvis den 10-årige statsobligationsrente på det tidspunkter er steget med mere end 1 pct.-point
eller faldet med mere end 0,5 pct.-point ift. den hidtidige forudsatte rente. Erhvervsstyrelsen vil offentliggøre, om der foretages en rentetilpasning i september 2023.
Etablering af klageadgang
Aftalepartierne er enige om at etablere en klageadgang ved forbrugerklagenævnet for husstande, der gør brug af indefrysningsordningen. Klageadgangen skal sikre, at brugere af indefrysningsordningen har mulighed for at klage over forbrugerkøb af varer og tjenesteydelser eller fx en energivirksomheds mangelfulde administration af ordningen.
Klageadgangen forventes at medføre udgifter for 7,5 mio. kr. i 2023, 4,2 mio. kr. i 2024 og 0,7 mio. kr. årligt i 2025-2028.
Afgrænsning af indefrysningsperioden
Aftalepartierne noterer sig, at forbrugerne med den gældende lovgivning i praksis kan få indefrosset forbrug for regningerne, der er udstedt i 13 måneder fremfor alene 12 måneder. Det bemærkes hertil, at den valgte udmøntningsmodel i praksis også indebærer, at forbruget i den 13 måneders regningsperioden oktober 2022-oktober 2023 kan dække forbrug, der række endnu længere (fx i 15 måneder ved kvartalsvis afregning af forbrug for 4.kvartal 2022-4. kvartal 2023).
Finansiering
Initiativerne finansieres inden for den ramme til administration af indefrysningsordningen, der blev afsat med Aftale om Vinterhjælp. Xxxxxx til administration udmøntes ved, at Finansudvalget forelægges et aktstykke for 2023 og på forslag til finanslov for 2024 for 2024 og frem. Eventuelt overskydende ramme tilfalder råderummet.
Aftalens karakter
Aftalen har karakter af en stemmeaftale. Aftalepartierne forpligter sig til at stemme for bevillingsmæssige hjemler og følgelovgivning, der implementerer aftalen.