Contract
Social- og Ældreministeriet Sundhedsministeriet KL Danske Regioner Dansk Erhverv Selveje Danmark | 14. februar 2022 |
Tillæg til aftale af 16. december 2021 om videreførelse af test af personale på plejehjem og i hjemmeplejen samt aftale om etablering af supplerende setup med antigenselvtest på sociale tilbud og i ældreplejen – vedrørende uddeling af antigenselvtest til private/selvejende plejehjem og sociale tilbud |
Den 16. december 2021 indgik regeringen, KL og Danske Regioner aftale om bl.a. at fortsætte ordningen med anvendelse af antigenselvtest til løst tilknyttet personale i ældreplejen. Derudover blev det aftalt, at tilbud om antigenselvtest udvides, således at de også kan benyttes af følgende målgrupper:
- Personale på sociale tilbud, som har beboere/brugere, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19, som en regelmæssig screening uanset vaccinationsstatus.
- Personale i ældreplejen, som et ekstra supplement til den eksisterende screening uanset vaccinationsstatus.
- Besøgende på plejehjem og sociale tilbud, som en mulighed for de besøgende uanset vaccinationsstatus.
Det fremgår af aftalen af 16. december 2021, at kommunale og regionale sociale tilbud og plejehjem får stillet antigenselvtest gratis til rådighed via de centrale indkøb forankret i Region Midtjylland, og indkøbt efter aftale med SFOS/JM, mens private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem selv har ansvaret for at etablere det aftalte antigenselvtest setup.
Det fremgår desuden af aftalen, at private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem selv har ansvaret for at etablere dette antigenselvtest setup. Dog kan private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem, som har vanskeligheder med at skaffe testkits, gå i lokal dialog med kommuner og regioner om evt. midlertidig forsyning.
For at sikre at borgere, uanset om disse er beboere/brugere på kommunale eller private og selvejende tilbud, der har beboere/brugere, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte ved covid-19, beskyttes mod smitte, er regeringen, KL, Danske Regioner, Dansk Erhverv og Selveje Danmark i tillæg til aftalen af 16. december 2021 enige om, at private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem på lige fod med kommunale og regionale plejehjem og sociale tilbud kan få udleveret selvtest til brug for medarbejdere samt besøgende. Det betyder også, at den samlede mængde af selvtest, som
p.t. leveres til kommunerne, kan øges, så længe der er test på det nationale beredskabslager.
Private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem kan rette henvendelse til den kommune, hvori de er beliggende, og få udleveret test, som de selv skal afhente, med mindre andet aftales. Udleveringen vil ske efter samme model som øvrige
Side 2 af 2
tilbud i kommunen og tilrettelægges lokalt. Eksempelvis kan der ske udlevering af tests på ugebasis. Udleveringen vil basere sig på det private eller selvejende sociale tilbuds eller det private eller selvejende plejehjems antal medarbejdere og forventet antal besøgende, som tilbuddet oplyser kommunen om, samt under hensyn af hvor mange test tilbuddet aktuelt har på lager. Udleveringen vil i sidste ende være afhængig af den enkelte kommunes lagerbeholdning.
Indkøb og levering af antigenselvtest
Region Midtjylland er indkøbende myndighed af antigenselvtest til brug på private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem. Kommunalt Værnemiddel Indkøb - KVIk - koordinerer distributionen ud til kommunerne, som varetager udleveringen til de private og selvejende sociale tilbud samt private og selvejende plejehjem, der selv afhenter test medmindre andet aftales.
Økonomi
Kommunernes udgifter forbundet med uddeling af selvtest i hhv. 2021 og 2022 vil indgå i den samlede opgørelse af udgifter til covid-19-indsatsen i kommunerne i hhv. 2021 og 2022. Det samlede omfang af kompensation vil blive drøftet i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2023.
Iværksættelse
Ordningen, som er et tillæg til aftalen af 16. december 2021, indføres hurtigst muligt, under hensyntagen til at kommunerne skal have tid til at etablere setuppet. Ordningen kan iværksættes fra dags dato.
Kommunikation
Social- og Ældreministeriet vil udarbejde en orienteringsskrivelse om aftalen.
Opfølgning
Ordningen følges løbende og vil gælde indtil 31. marts 2022, hvor aftalen af 16. december 2021 udløber.