Lønpolitik for Tobi ApS
Lønpolitik for Tobi ApS
1. Indledning
Denne lønpolitik (herefter ”Lønpolitikken”) er udarbejdet af direktionen i Tobi ApS (herefter ”Tobi”) med henblik på at fremme rimelig behandling af kunder og forebygge interessekonflikter for ansatte, der yder investeringsrådgivning og modtager og formidler ordrer til en værdipapir handler eller et pengeinstitut.
Lønpolitikken er udarbejdet i henhold til § 7b i lovbekendtgørelse nr. 1160/2018 om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.
Den seneste version af Lønpolitikken er til enhver tid tilgængelig på Tobis hjemmeside: xxxxx://xxx.xxxx.xx.
2. Formål
Direktionen ønsker med Lønpolitikken at sikre en rimelig behandling af kunder og forebygge interessekonflikter for ansatte, der yder investeringsrådgivning og modtager og formidler ordrer til en fondsmægler eller et pengeinstitut, samt at sikre at aflønningen af medarbejdere i Tobi ikke er i strid med Tobis forpligtelse til at handle i kundernes bedste interesse.
Der er risiko for, at det vil påvirke medarbejderens pligt til at tænke i kundens bedste interesse, hvis medarbejderens aflønning er afhængig af antallet af underskrevne aftaler eller andre former for salgsmål. For at forebygge sådanne interessekonflikter, er direktionen principielt tilbageholdende med at tildele medarbejderne variabel løn. Der kan dog tildeles variable løndele i begrænset form, som ikke er direkte relaterede til medarbejdernes salgsmål.
Lønpolitikken er udformet, så den er i overensstemmelse med Tobis forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser, og medvirker desuden til at fremme en sund og effektiv risikostyring af Tobi.
Lønpolitikken understøtter desuden Tobis overholdelse af sin forpligtelse til at drive virksomhed i overensstemmelse med reglerne for god skik og investorbeskyttelse, som gælder for investeringsrådgivere i henhold til § 7 i lovbekendtgørelse nr. 1160/2018 om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.
3. Omfattede Medarbejdere
Medarbejdere omfattet af Lønpolitikken (herefter de ”Omfattede Medarbejdere”) er de til enhver tid værende medarbejdere i Tobi, som beskæftiger sig med investeringsrådgivning eller formidler ordrer til en fondsmægler eller et pengeinstitut i udførelsen af sit arbejde.
Ligeledes omfattet er enhver fysisk person, som leder eller fører tilsyn med disse medarbejdere, samt direktionen i Tobi.
Medarbejdere i Tobi som ikke beskæftiger sig med investeringsrådgivning eller formidler ordrer til en fondsmægler eller et pengeinstitut, er ikke omfattet af Lønpolitikken. Alle medarbejdere i Tobi er dog forpligtede til at handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt over for virksomhedens kunder.
I det omfang de Omfattede Medarbejderes aftale om lønforhold er omfattet af en kollektiv overenskomst, finder Lønpolitikken ikke anvendelse, jf. § 7b, stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 1160/2018 om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.
4. Regler for aflønning af Omfattede Medarbejdere
Direktionen har besluttet, at de Omfattede Medarbejdere som udgangspunkt modtager fast løn.
Direktionen har endvidere besluttet at aflønning af Omfattede Medarbejdere ikke er afhængig af efterlevelse af målsætninger i forhold til bæredygtighed. Der er derfor ikke en sammenhæng mellem aflønningen af Omfattede Medarbejdere og bæredygtighedsrisici.
For særligt betroede medarbejdere kan Tobi vælge at tilbyde incitamentsbaserede aflønningsformer herunder i form af optioner og/eller warrants, dog kun således at sådanne programmer indrettes på en måde, der ikke påvirker medarbejderens objektivitet og pligt til at handle i kundens bedste interesse.
5. Kontrol
Lønpolitikken gennemgås mindst én gang om året og opdateres efter behov, med henblik på at sikre at Lønpolitikken efterlever gældende lovgivning samt at afhjælpe eventuelle mangler.
Såfremt der sker lovgivningsmæssige ændringer eller hvis der i øvrigt er anledning til det, skal Lønpolitikken ligeledes opdateres efter behov.
Version | Ændret | Godkendt | Dato |
1.0 | JMS | JMS | 28.10.2019 |
1.1 | JMS | JMS | 21.03.2022 |
1.2 | JMS | JMS | 04.10.2022 |