Standard salgs- og leveringsbetingelser
Standard salgs- og leveringsbetingelser
Expromo Europe A/S CVR nr. 30720067 med tilhørende binavne Proshop Europe Sales A/S og Proshop Europe Media A/S, alle i det følgende nævnt som Expromo. April 2020 - 2 sider.
1. Disse Salgs- og leveringsbetingelser er gældende for alt salg og alle salgskontrakter indgået mellem Expromo og kunden. Enhver leverance sker på grundlag af nedenstående salgs- og leveringsbetingelser, med mindre disse betingelser udtrykkeligt er fraveget ved skriftlig aftale. Enhver afvigelse fra disse salgs- og leveringsbetingelser, angivet af kunden ved ordreafgivelse eller lignende vil ikke være gældende parterne imellem, medmindre Expromo skriftligt har accepteret denne afvigelse.
2. Seneste og dermed gældende udgave af Expromo’s salgs- og leveringsbetingelser vil altid være at finde på Expromo’s hjemmeside.
3. Tilbud udfærdiget af Expromo er gældende i 15 arbejdsdage fra tilbuddets datering. Expromo tager forbehold for mellemsalg.
4. Kundens accept af tilbuddet skal være Expromo i hænde inden acceptfristens udløb.
5. En ordre fra kunden er kun bindende for Expromo, såfremt der foreligger en skriftlig ordrebekræftelse fra Expromo.
6. En skriftlig ordrebekræftelse fra Expromo er bindende.
7. Såfremt Expromo’s ordrebekræftelse afviger fra kundens ordre eller det accepterede tilbud og kunden ikke ønsker at acceptere indholdet, skal han underrette Expromo derom skriftligt inden 5 arbejdsdage efter ordrebekræftelsens datering. Undlader kunden dette, anses ordrebekræftelsens indhold for accepteret af kunden.
Levering og installation – risikoens overgang
8. Levering af varer sker DAP (Delivered At Place) til den oplyste adresse i Expromo’s ordrebekræftelse, jf. Inco terms (2010) dog med den undtagelse, at Expromo vil fakturere kunden for transporten mellem Expromo’s lager og den oplyste adresse. Leveringstidspunktet er tidspunktet for risikoens overgang til kunden, uanset om det måtte være aftalt, at Expromo skal forestå eventuel installation af det solgte.
9. Expromo vælger fragtmand og transportform. Expromo drager omsorg for, at varen er forsikret under transporten og betaler forsikringspræmien herfor.
10. Når varerne ankommer på den aftalte adresse, skal kunden underskrive den medfølgende kvittering. Hvis nogle af varerne er synligt skadet eller mangler, skal kunden notere dette på kvitteringen, samt skriftligt underrette Expromo derom. Undlader kunden dette, anses kunden for at have givet afkald på sine rettigheder i forbindelse med skader eller manglende levering. Ved Expromo’s installation af det solgte skal kunden tilsvarende underskrive en kvittering, ved endt installation.
11. Kunden skal undersøge alle leverede varer med henblik på at forvisse sig om, at de er i overensstemmelse med ordrebekræftelsen. Kunden anses for at have accepteret varerne som leveret, hvis kunden ikke skriftligt underretter Expromo om uoverensstemmelser, kunden har opdaget eller burde have opdaget gennem sin undersøgelse af varerne. Den skriftlige underretning skal finde sted uden ugrundet ophold og senest 3 dage fra leveringstidspunktet.
12. Såfremt kunden har mere end en ordre med den samme leveringsadresse, er Expromo berettiget til at samle ordrerne i en forsendelse, medmindre det er aftalt, at ordrerne skal leveres separat.
13. Ved Expromo’s installation er risikoen for produktet kundens, jfr. pkt. 8 ovenfor. Kunden er forpligtet til, at tegne en All-Risk entreprise forsikring indtil installationen er færdiggjort. Kunden er forpligtet til at dokumentere, at All-Risk entrepriseforsikring er tegnet. I fald All-Risk entrepriseforsikring ikke er tegnet, er Expromo berettiget til at tegne en sådan på kundens vegne og for dennes regning. Forsikringspræmien, 4% af samlet salgssum, bliver tillagt faktura med tillæg af moms.
Ejendomsforbehold
14. Det leverede (inklusiv evt. tilbehør), er solgt med ejendomsforbehold og forbliver således Expromo’s ejendom, indtil kunden har betalt hele købesummen med tillæg af renter, omkostninger samt eventuelle yderligere udgifter vedrørende det solgte, som måtte være afholdt af Expromo på kundens vegne.
15. Såfremt det leverede købes med henblik på kundens videresalg skal dette oplyses af kunden ved ordreafgivelse, betalingsbetingelserne ændres da til forudbetaling.
16. Indtil ejendomsretten er overgået til kunden, forpligtiger kunden sig til på behørig vis at drage omsorg for det leverede, herunder at opbevare og vedligeholde det solgte forskriftsmæssigt, at holde det solgte brand-, tyveri- og vandskadeforsikret til fuld- og nyværdi og i øvrigt ikke at foretage nogen form for ændringer uden Expromo’s skriftlige samtykke. Kunden forpligter sig til, indtil ejendomsretten er overgået til denne, ikke at flytte, pantsætte, udleje, udlåne eller på anden måde disponere over det leverede, uden Expromo’s samtykke.
Ansvar for fejl og mangler.
17. Expromo er ansvarlig for, at de leverede varer er fri for betydningsfulde fejl i design, materiale og udførelse under normalt brug. Ansvaret løber fra leveringsdatoen. Ansvarsperioden er 12 måneder medmindre andet er oplyst i ordrebekræftelsen. Ansvaret for mangler dækker ikke slitage, misligholdelse, forkert installering, forkert anvendelse eller forandringer af det leverede, udført af andre end Expromo eller en virksomhed godkendt af Expromo. Ansvaret omfatter alle reparationer af det leverede udført af Expromo eller en virksomhed godkendt af Expromo.
18. Alle fejl omfattet af ansvaret skal meddeles Expromo indenfor 10 arbejdsdage efter at fejlen er konstateret. Undlader kunden dette, anses kunden for at have givet afkald på retten til udbedring.
19. Expromo er berettiget til efter eget skøn at afhjælpe alle fejl dækket af ansvaret ved enten at reparere- eller omlevere/erstatte det leverede eller dele deraf. Hvis det på rimelig vis kan forventes, at kunden er i stand til at udføre reparationer eller udskiftning, om nødvendigt efter vejledning fra Expromo’s tekniske afdeling, kan Expromo opfylde ansvaret ved at sende de nødvendige dele til kunden. Hvis det ikke på rimelig vis kan forventes, at kunden er i stand til at udføre reparationer eller udskiftninger, skal kunden returnere det leverede eller dele heraf til Expromo. Expromo udfører da reparationen for egen regning og ansvar. Forsendelsen af det leverede til Expromo for reparation sker for Expromo’s regning men for kundens risiko. Køber kan ikke gøre krav af nogen art gældende i anledning af forsinkelse opstået ved reparation eller omlevering. Ved omlevering sker leverancen på samme vilkår og under samme forudsætninger som for den oprindelige leverance. Expromo’s ansvar dækker ikke udgifterne til on-site reparation af det leverede eller transportudgifter i forbindelse hermed. Disse udgifter, herunder teknikertimer, skal afholdes af kunden.
20. Ved reparation og/eller omlevering af dele af leverede LED-skærme må kunden tåle, at reparerede og/eller udskiftede dele kan fremstå med en anden lysintensitet/farvetemperatur end ikke reparerede/udskiftede dele, hvorved der kan opleves lys- og nuanceforskelle. Expromo yder således ingen garanti for sådanne lys- og nuanceforskelle.
21. Hvis kunden underretter Expromo om en skade og det senere viser sig, at der ikke er tale om en skade, som Expromo er forpligtiget til at afhjælpe ifølge pkt. 17-20, er kunden forpligtet til at betale de af Expromo afholdte udgifter i forbindelse hermed.
22. Ansvar og reklamationsret bortfalder såfremt udstyret opbevares og/eller benyttes i et uhensigtsmæssigt miljø, jævnfør produktets datablad. Herunder, men ikke begrænset til; ekstreme temperaturer, skadende luftpartikler, afgasninger og dampe, hackerangreb, radioaktivitet m.v. Tilsynet med dette er kundens ansvar og ikke en del af en eventuel service aftale.
23. Kunden kan med Expromo - mod betaling - indgå særskilt garanti og serviceaftale på nærmere aftalte vilkår. Særskilt garanti og serviceaftale omfatter ud over det i pkt. 17-20 beskrevne ansvar, ligeledes transport og tekniker udgifter til on-site reparation af det leverede.
Begrænsning af ansvar
24. Kundens ret til skadeserstatning på grund af forsinket levering eller defekt leverance kan under ingen omstændigheder overstige 20 % af den aftalte pris, ekskl. installation. Expromo er ikke ansvarlig for indirekte tab af nogen art, såsom driftstab, avancetab, tabt arbejdsfortjeneste eller ethvert andet lignende økonomisk konsekvenstab. Expromo kan ikke gøres ansvarlig for nogen skade eller nogen mangel, der er en følge af købers skødesløse, ukorrekte eller uhensigtsmæssige anvendelse eller behandling af leverancen. Expromo kan ikke gøres ansvarlig overfor tredjemand. Expromo påtager sig intet ansvar for indholdet af kataloger mm. fra Expromo’s leverandører. Expromo fraskriver sig ansvaret for skader forårsaget af opdateringer, udført af andre end Expromo eller uden Expromo’s godkendelse.
Returvarer
25. Leverancer kan ikke returneres til Expromo medmindre der er tale om fejlleverance fra Expromo’s side, pkt. 17 er opfyldt, eller Expromo har accepteret returneringen.
26. Hvis kunden er berettiget til at returnere varer til Expromo, må han kun gøre dette efter Expromo har udstedt en returneringsordre på varerne, hvoraf årsagen til returneringen, serienumre, kundens navn og fakturanummer fremgår. Alle returvarer returneres til Expromo for Expromo’s regning men på kundens risiko. For Expromo’s accept af returneringen, skal returleverancen være korrekt pakket og i tilfælde af at der er tale om returnering af en fabriksny leverance, skal der returneres i original emballage. Alle returneringer der ikke er berettiget, vil blive pålagt et ekspeditionsgebyr på 20 % af nettobeløbet på fakturaen.
WEEE og Affald
27. Expromo opkræver betaling for bortskaffelse af elektronikaffald (WEEE), Jf. Elektronikaffaldsbekendtgørelsen. Opkrævningen er et resultat af varernes type, sats og vægt. Beløbet bliver tillagt eneste eller slutfaktura for salget, efter at Expromo har modtaget vægtangivelser fra leverandører. Uanset om det solgte eksporteres af Expromo eller importeres af udenlandsk kunde, bliver WEEE gebyret faktureret. Kunden kan herefter returnere det solgte, for egen regning, til en af Expromo oplyst adresse, hvor det bliver korrekt bortskaffet jf. gældende regler. Beløbet kan oplyses som anslået beløb ved tidspunktet for ordrebekræftelsen. Ved bortskaffelse af elektroniske varer, kan varerne afleveres på genbrugsplads. Varerne kan ligeledes aftales til modtagelse af XXXXXXX.XX - Expromo cvr nummer 30720067 benyttes jf. vejledningen på hjemmesiden.
28. Ved installation af det solgte, er det kundens ansvar at bortskaffe emballage og installationsaffald. Ønskes emballage og affald bortskaffet af Expromo, er dette forbundet med et miljøgebyr samt fakturering af anvendt tid til opgaven. Der faktureres efter forbrugt tid og mængden af emballage og affald. Estimeret pris oplyses på forlangende.
Priser
29. Medmindre andet fremgår af Expromo’s ordrebekræftelse er alle priser angivet eksklusive moms, fragt, forsikring og 1,5% administrationsgebyr der pålægges prisen eksklusiv moms. Momssatsen vil være den til enhver tid gældende på Expromo’s faktureringsdag.
Betaling. Forsinket betaling.
30. Den aftalte pris skal betales i overensstemmelse med de aftalte betalingsbetingelser. Hvor der ikke er aftalt nogen betalingsbetingelser, skal den samlede købspris betales 10 dage før aftalt levering jfr. pkt. 8.
31. Expromo er ikke forpligtet til at sende kunden kontoudtog, men gør det som regel. I tilfælde af, at Expromo ikke inden 30 dage regnet fra datoen på kontoudtoget modtager en skriftlig reklamation vedrørende saldoens størrelse, anses kontoudtoget for at være accepteret af kunden.
32. Hvis kunden ikke overholder aftalte betalingstidspunkter, er Expromo berettiget til, efter en forudgående meddelelse om en 10 dages betalingsfrist at: A: Ophæve aftalen og/eller enhver aftale om fremtidige leverancer. B: Standse aftalte leveringer og/eller enhver aftale om fremtidige leverancer. C: Forlange kontant betaling i forbindelse med enhver aftale om fremtidige leverance uanset om en kreditperiode måtte være aftalt. D: Udøve retentionsret i kundens ejendele som måtte være i Expromo’s besiddelse og/eller E: Forlange en morarente på 2 % pr. måned med tillæg af rentes rente, fra den dag betalingen skulle være sket, indtil betalingen sker.
Overtrædelse af immaterielle rettigheder
33. I tilfælde af at en af Expromo udført leverance er i strid med tredjemands immaterielle rettigheder, er Expromo efter eget skøn berettiget til at (a) skaffe kunden retten til at fortsætte med at bruge leverancen: (b) ombytte leverancen med en anden leverance, der ikke overtræder immaterielle rettigheder: (c) modificere leverancen så den ikke er i strid med de immaterielle rettigheder: (d) tilbagekalde leverancen. Hvis Expromo beslutter at tilbagekalde leverancen, skal Expromo, hvis leverancen er leveret til kunden indenfor de seneste to år, refundere leverancens købspris til kunden fratrukket en rimelig værdiforringelse på baggrund af alder, brug og generelle tilstand. Hvis leveringen fandt sted for mere end to år siden, er Expromo ikke forpligtet til at refundere kunden noget beløb. Ovennævnte udgør Expromo’s maksimale ansvar i relation til krænkelse af tredjemands immaterielle rettigheder.
Produktansvar
34. Expromo er efter gældende lovgivning om produktansvar, ansvarlig for personskader og tingskader, der skyldes defekt leverance. Kunden skal øjeblikkeligt underrette Expromo skriftligt om enhver og alle mulige produktansvarsskader, som han bliver opmærksom på, der omfatter varer leveret af Expromo. Erstatning for personskade kan aldrig overstige det i dansk ret til enhver tid gældende erstatningsniveau. Expromo er ikke erstatningsansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af kunden eller på produkter, hvori disse indgår. Kunden skal holde Expromo skadesløs, i den udstrækning Expromo måtte blive pålagt erstatningsansvar overfor tredjemand for sådant tab og sådan skade, som Expromo ikke er ansvarlig for i medfør af ovennævnte bestemmelser. Expromo er ikke ansvarlig for indirekte tab eller skader jf. punkt 24.
Force Majeure
35. Ingen af parterne kan holdes ansvarlig overfor den anden i tilfælde af, at de ikke kan overholde deres kontraktuelle forpligtigelser på grund af uforudsete forhold, som parterne ikke er herrer over. Dette inkluderer, men er ikke begrænset hertil, naturkatastrofer, kulde, oversvømmelser, brand, jordskælv, eksplosioner, ulykker, epidemier og/eller sygdomsudbrud, strejker, lockout eller anden arbejdskonflikt, forbud, krig, terror, mangelfuld levering eller service fra underleverandører, manglende transportmuligheder, forsinket eller mangelfuld levering på grund af fragtmand, eksportlovgivning eller begrænsninger i energiforbruget. Leveringstiden forlænges med en periode svarende til den tabte tid grundet force majeure eller de nævnte force majeure lignende tilstande. Den part der gør force majeure gældende skal øjeblikkeligt underrette den anden part derom og skal angive årsagen og om omfanget af den forventede forsinkelse. I tilfælde af at forsinkelsen varer eller forventes at vare mere end 120 sammenhængende dage, er begge parter berettiget til at ophæve kontrakten med 30 dages skriftligt varsel i forhold til den anden part. Den anden part er ikke berettiget til skadeserstatning eller anden form for kompensation i tilfælde af en sådan ophævelse. Det er kundens eget ansvar at sikre sig mod fjendtlig data indtrængen, hackerangreb o. lign. Expromo’s ansvar dækker ikke udgifter til genetablering, installation, opsætning mv. efter sådanne hændelser.
Generelle betingelser
36. Disse standard salgs- og leveringsbetingelser og alle kontrakter indgået mellem parterne er underlagt gældende dansk lovgivning og parterne underkaster sig hermed udelukkende det danske retssystem og De Danske Domstole. Værneting er Retten i Aarhus.