Forsikringsbetingelser
Forsikringsbetingelser
PD 271 Erhvervs- og produktansvar
Gælder fra 01.05.2014
INDHOLDSFORTEGNELSE – ERHVERVS- OG PRODUKTANSVAR
1 DE SIKREDE
2 ERHVERVSANSVAR
3 PRODUKTANSVAR
4 AFVÆRGELSE AF SKADE
5 AFTALER OM ANSVAR OG ERSTATNING
6 GEOGRAFISK DÆKNINGSOMRÅDE
7 AFGRÆNSNINGER OVER FOR SÆRLIGE ANSVARSFORSIKRINGER
8 FORSÆT, GROV UAGTSOMHED m.v.
9 FORSIKRINGSTID
10 DÆKNINGSSUMMER
11 SELVRISIKO
12 SERIESKADER
13 ANMELDELSE AF FORANDRINGER
14 ANMELDELSE AF SKADE
15 ANDRE FORSIKRINGER MOD SAMME RISIKO
16 PRÆMIENS BETALING
17 PRÆMIEREGULERING
18 FORSIKRINGENS OPSIGELSE ELLER FORLÆNGELSE
19 VÆRNETING OG LOVVALG
20 GENERELLE UNDTAGELSER
ERHVERVS- OG PRODUKTANSVAR
I tilslutning til gældende lov om forsikringsaftaler
1 DE SIKREDE
1.1.0 Forsikringen dækker forsikringstageren og de i forsikringstagerens tjeneste værende personer (de sikrede).
2 ERHVERVSANSVAR
2.10 Forsikringen dækker sikredes erstatningsansvar for skade tilføjet personer eller ting under udøvelse af den i policen nævnte virksomhed samt erstatningsansvar, der pålægges sikrede som ejer eller bruger af bygning eller grundareal, der benyttes ved virksomhedens drift.
2.20 Forsikringen dækker ikke ansvar for skade på ting
2.21 tilhørende forsikringstageren,
2.22 som sikrede har til lån, leje, opbevaring, afbenyttelse, befordring eller af anden grund har i varetægt eller har sat sig i besiddelse af, med mindre et sublimit er aftalt herfor,
2.23 som sikrede har påtaget sig at klargøre, installere, reparere, montere eller på anden måde bearbejde eller behandle, såfremt skaden sker under erhvervets udførelse, med mindre et sublimit er aftalt herfor,
2.24 forårsaget ved, at produkter eller ydelser udebliver, ikke kommer rettidigt frem eller ikke præsteres rettidigt,
2.25 forårsaget ved den sikredes udførelse af jordarbejder, herunder jordboring og jord- grubning, nedramning og optrækning af spunsvægge eller andet, nedbrydningsarbej- der, grundvandssænkninger og andre grundvandsreguleringer,
2.26 forårsaget ved den sikredes brug af sprængstoffer,
2.27 forårsaget ved arbejder på bygning eller grundareal, der benyttes ved virksomhedens drift, i form af
2.27.1 byggearbejder (nybygning, ombygning, tilbygning m.v.), hvad enten de udføres af sikrede eller andre
2.27.2 jord-, vand- eller nedbrydningsarbejder m.v. som nævnt i pkt. 2.25 og sådanne arbejder udført af andre end sikrede.
2.30 Forsikringen dækker kun ansvar for forurening af eller igennem luft, jord eller vand fra den sikredes virksomhed, fra virksomhedens affaldsdepoter eller dens bortskaffelse af spild-, overskuds- eller affaldsprodukter samt derved forvoldt skade på person eller ting, såfremt skaden er opstået uventet, utilsigtet og ved et pludseligt uheld og ikke er en følge af, at sikrede forsætligt eller groft uagtsomt har overtrådt de til enhver tid gældende offentlige forskrifter. Dette gælder kun med den herfor i policen særligt angivne dækningssum (sublimit), som er en del af den samlede dækningssum.
2.31 Omfattes den forsikrede virksomhed af den i "Lov om erstatning for miljøskader" indeholdte liste over virksomheder, for hvilke der gælder et objektivt ansvar, er dækning efter denne bestemmelse betinget af, at policen bærer speciel påtegning herom.
2.32 Skade på kloak, rørledninger, rensningsan-læg eller tilsvarende som følge af udledning gennem eller til disse anses for en forureningsskade og dækkes kun med de i pkt. 2.30 og 2.31 angivne begrænsninger.
2.40 Forsikringen dækker ikke ansvar for formuetab, medmindre dette er en følge af en af forsikringen dækket person- eller tingskade.
2.50 Forsikringen dækker ikke bøder eller tilsvarende, hvad enten de tilfalder det offentlige eller private, herunder "punitive damages".
3 PRODUKTANSVAR
3.10 Forsikringen dækker sikredes erstatningsansvar for skade på person eller ting forvoldt af sikredes produkter eller ydelser, efter de er bragt i omsætning eller præsteret.
Dækning er betinget af, at skaden er forvoldt under udøvelse af den i policen nævnte virksomhed og af produkter eller ydelser, som er angivet i policen.
3.20 Forsikringen dækker ikke ansvar for
3.21 skade på eller tab vedrørende selve produktet eller ydelsen,
3.22 skade eller tab forårsaget af produkter eller ydelser, som benyttes ved driften af luftfartøj, og som er medvirkende årsag enten til havari eller til fremkaldelse af fare herfor,
3.23 skade eller tab forårsaget af produkter eller ydelser, som benyttes til "off-shore"- installationer, og som er medvirkende årsag enten til havari af sådan installation eller til fremkaldelse af fare herfor,
3.24 skade på eller tab vedrørende ting tilhørende forsikringstageren,
3.25 skade på eller tab vedrørende ting, som sikrede har i sin varetægt m.v. som anført i pkt. 2.22, med mindre et sublimit er aftalt herfor,
3.26 skade på eller tab vedrørende ting, som sikrede har påtaget sig at klargøre, installere, reparere, montere eller på anden måde bearbejde eller behandle, hvad enten skaden sker under hvervets udførelse eller skaden sker efter hvervets udførelse som følge af dette, med mindre et sublimit er aftalt herfor,
3.27 skade på eller tab vedrørende ting forårsaget af sikredes jord-, vand- eller nedbrydningsarbejder m.v. som anført i pkt. 2.25,
3.28 skade på eller tab vedrørende ting forårsaget af sikredes brug af sprængstoffer.
3.30 Forsikringen dækker ikke ansvar for formuetab, som ikke er en følge af en af forsikringen dækket person- eller tingskade. Forsikringen dækker heller ikke følgende formuetab, selv om de er en følge af en af forsikringen dækket person- eller tingskade,
3.30.1 tab, udgifter eller omkostninger forbundet med at hjemtage, genfremstille, omlevere, omgøre, reparere, tilintetgøre, bortfjerne eller træffe tilsvarende foranstaltninger med hensyn til defekte produkter eller ydelser,
3.30.2 driftstab, tidstab, avancetab og lignende indirekte tab, jvf. pkt. 5.30,
3.30.3 bøder eller tilsvarende, hvad enten de tilfalder det offentlige eller private, herunder "punitive damages".
3.40 Forsikringen dækker sikredes ansvar for skade på eller tab vedrørende ting,
3.40.1 som sikredes produkt eller ydelse er gjort til en del af, er opblandet eller indarbejdet i, sammenføjet med, benyttet til emballering af eller på anden måde forbundet med,
3.40.2 som sikredes produkt eller ydelse er oparbejdet til, benyttet til oparbejdelse af eller foder for,
3.40.3 som sikredes produkt eller ydelse benyttes til fremstilling, bearbejdning eller anden form for behandling af.
3.41 Dækning ydes i de i pkt. 3.40.1 - 3.40.3 nævnte tilfælde, hvad enten der foreligger en skade, som angivet i pkt. 3.10 eller et formuetab, som angivet i pkt. 3.30 første punktum, under de i øvrigt i pkt. 3.1 nævnte betingelser. Dette gælder kun med den herfor i policen særligt angivne dækningssum (sublimit), som er en del af den samlede dækningssum.
3.41.1 Dækningen er begrænset til sikredes ansvar for det direkte tab forbundet med, at en fremstillet eller bearbejdet ting på grund af sikredes produkt eller ydelse må kasseres, repareres, er blevet dyrere at fremstille eller bearbejde eller mindre værd.
3.41.2 Dækning ydes kun for den fremstillede eller bearbejdede tings værdiforringelse, de yder- ligere fremstillings- eller bearbejdningsomkostninger eller selve reparationsudgiften.
3.41.3 Andre omkostninger og tab, herunder som følge af udsendelse af personel, hjemkal- delse, opsporing, undersøgelse eller trans-port af den fremstillede eller bearbejdede ting eller udsendelse af meddelelser vedrørende denne, dækkes ikke.
3.42 I tilfælde, hvor sikredes produkt eller ydelse har forvoldt skade på eller tab vedrørende ting som nævnt i pkt. 3.40.1 og 3.40.2, sker dækning med fradrag af værdien af sikredes produkt eller ydelse uden defekt.
4 AFVÆRGELSE AF SKADE
4.1. Forsikringen dækker ikke skade, hvis indtræden sikrede forsætligt eller groft uagtsomt har undladt at afværge.
4.20 Opstår der en umiddelbar fare for, at en skade omfattet af forsikringen vil indtræde, dækker forsikringen med den i policen herfor særskilt angivne (sublimit-) del af dækningssummen de udgifter og tab, som er forbundet med foretagelse af de til farens afværgelse nødvendige foranstaltninger, hvad enten vedkommende foranstaltning træffes af sikrede eller af en tredjemand, over for hvem sikrede er ansvarlig.
4.30 For så vidt angår afværgelse af fare for indtræden af en af forsikringens pkt. 3 omfattet skade, dækker forsikringen dog ikke udgifter eller tab forbundet med foretagelse af foranstaltninger som nævnt i pkt. 3.30.1, selv om de foretages med henblik på afværgelse af fare. Det samme gælder udgifter eller tab, som er forbundet med en undersøgelse af, om et produkt eller en ydelse er defekt, eller om der foreligger fare som anført i pkt. 4.20, eller som er en følge af, at et defekt produkt eller en defekt ydelse ikke kan anvendes.
5 AFTALER OM ANSVAR OG ERSTATNING
5.10 Forsikringen dækker ikke ansvar, som følger af et tilsagn fra sikrede om en anden erstatningsydelse eller om et videregående ansvar end, hvad der følger af almindelige erstatningsregler. Findes tilsagnet i forsikringstagerens almindelige salgs- og leve- ringsbetingelser, og har selskabet godkendt tilsagnet, er et i dette begrundet ansvar for en af forsikringen i øvrigt omfattet skade dog dækket.
5.20 Har forsikringstageren ved aftale fraskrevet sig ret til erstatning, dækker forsikringen ikke i det omfang, selskabets regresret herved begrænses, medmindre:
5.20.1 fraskrivelsen findes i forsikringstagerens almindelige indkøbsbetingelser, og selskabet har godkendt fraskrivelsen,
5.20.2 fraskrivelsen findes i de af forsikringstagerens leverandør anvendte salgs- og leve- ringsbetingelser, og disses indhold og anvendelse er i overensstemmelse med, hvad der er sædvanligt i et forhold som det foreliggende.
5.30 Har forsikringstageren i sine almindelige salgs- og leveringsbetingelser fraskrevet sig ansvar for formuetab omfattet af pkt. 3.30.2, og har selskabet godkendt denne fraskrivelse, dækker forsikringen sådant tab, der følger af en af pkt. 3.10 dækket person- eller tingskade, såfremt sikrede, uanset fraskrivelsen, er ansvarlig herfor.
6 GEOGRAFISK DÆKNINGSOMRÅDE
6.10 Forsikringen dækker skade, som er sket inden for det i policen angivne geografiske område.
6.20 Skade omfattet af pkt. 3. som er sket uden for det i policen angivne geografiske område, dækkes kun, såfremt skaden er forvoldt af et produkt eller en ydelse som - i uændret stand, i bearbejdet stand eller som bestanddel af andre produkter eller ydelser - er bragt uden for det i policen angivne geografiske område,
6.20.1 enten i ikke-erhvervsmæssigt privat øjemed,
6.20.2 eller i erhvervsmæssigt øjemed, uden at sikrede havde eller burde have kendskab hertil.
6.30 Anden skade end sådan, som er omfattet af pkt. 3, sket uden for det i policen angivne geografiske område dækkes kun, såfremt skaden er forvoldt af sikrede under rejse eller midlertidigt ophold, der ikke skyldes sikredes arrangement af eller deltagelse i udstillinger, demonstration af produktion eller ydelser, betjening af maskiner eller maskinelle anlæg eller anden deltagelse i produktionsprocesser.
7 AFGRÆNSNINGER OVER FOR SÆRLIGE ANSVARSFORSIKRINGER
7.10 Forsikringen dækker ikke ansvar for:
7.11 skade forvoldt ved sikredes benyttelse af motordrevet køretøj. Såfremt der er tegnet motorkøretøjsforsikring for sådant køretøj, dækker nærværende forsikring på policens almindelige betingelser det ansvar, der ikke er omfattet af motorkøretøjsforsikringen, når køretøjet er i brug som arbejdsredskab.
7.12 skade forvoldt ved sikredes benyttelse af søfartøj eller luftfartøj,
7.13 skade forvoldt af sikredes hund,
7.14 skade forvoldt af sikrede som jæger i det omfang, sådant ansvar dækkes af jagtforsik- ringen,
7.15 nuklear skade som defineret i lovgivningen om erstatning for atomskader
8 FORSÆT, GROV UAGTSOMHED m.v.
8.10 Forsikringen dækker ikke ansvar for skade eller tab forvoldt af sikrede med forsæt eller under selvforskyldt beruselse.
8.20 Forsikringen dækker ikke ansvar for skade omfattet af pkt. 2 (erhvervsansvar) på ting, når skaden skyldes sikredes grove tilsidesættelse af elementære sikkerhedsforanstalt- ninger.
8.30 Forsikringen dækker ikke ansvar for skade eller tab omfattet af pkt. 3 (produktansvar); såfremt
8.30.1 skaden eller tabet kan henføres til et groft uforsvarligt forhold i forbindelse med ledelsen af virksomheden,
8.30.2 forsikringstageren eller den, hvem det på dennes vegne påhviler at lede virksomhedens drift, var vidende om eller alene af grov uagtsomhed uvidende om, at vedkommende produkt eller ydelse var defekt, eller har hidført en sådan defekt med forsæt,
8.30.3 skaden eller tabet skyldes, at der forsætligt eller groft uagtsomt er givet urigtige oplysninger om anvendeligheden af vedkommende produkt eller ydelse, uanset formen for en sådan oplysning.
9 FORSIKRINGSTID
9.10 Forsikringen dækker erstatningskrav, som er rejst mod sikrede i forsikringstiden.
9.20 Et erstatningskrav anses for rejst på det tidligste af følgende tidspunkter:
9.20.1 Det tidspunkt, hvor sikrede modtager første skriftlige henvendelse i anledning af en skade eller et tab med krav om erstatning.
9.20.2 Det tidspunkt, hvor forsikringstageren eller den, hvem det på dennes vegne påhviler at lede virksomhedens drift, får sin første viden om, at der er indtrådt en skade eller et tab, eller der er umiddelbar fare for, at der vil indtræde en skade eller et tab, som kan være forårsaget af sikredes handlinger eller undladelser, produkter eller ydelser.
9.30 Erstatningskrav, som er rejst mod sikrede i forsikringstiden, men som anmeldes mere end 2 år efter forsikringens ophør dækkes ikke.
9.40 Selv om et erstatningskrav, som i henhold til pkt. 9.20.2, er rejst mod sikrede i forsikringstiden, er anmeldt til selskabet senest 2 år efter forsikringens ophør, dækkes det ikke, hvis sikrede ikke i anledning af de anmeldte omstændigheder modtager en skriftlig henvendelse med krav om erstatning som anført i pkt. 9.20.1 og anmelder dette til selskabet senest 5 år efter forsikringens ophør.
9.50 Forsikringen dækker ikke skade eller tab konstateret før den i policen herom angivne dato.
10 DÆKNINGSSUMMER
10.10 Policens dækningssummer og sublimits er den højeste grænse for selskabets forpligtelse for erstatningskrav rejst inden for det enkelte forsikringsår.
10.20 Omkostninger ved afgørelse af erstatnings-spørgsmål dækkes, såfremt de er afholdt med selskabets godkendelse. Sådanne omkostninger og renter af idømte erstatnings- beløb henhørende under forsikringen dækkes i øvrigt,
10.21 ved skade sket uden for Norden, kun i det omfang, dækningssummerne ikke derved overskrides,
10.22 ved skade sket i Norden, fuldt ud, selv om dækningssummerne derved overskrides. Er dækningssummerne mindre end idømte erstatningsbeløb, dækkes alene den forholds- mæssige del af omkostninger og renter, som svarer til det erstatningsbeløb, selskabet skal betale.
11 SELVRISIKO
11.10 Forsikringstager betaler af hver forsikringsbegivenhed det på policens forside anførte selvrisikobeløb.
11.11 En forsikringsbegivenhed omfatter ud over begrebet skade også omkostninger afholdt af forsikringsselskabet i forbindelse med erstatning af retmæssige krav og afværge af uretmæssige krav samt omkostninger ved fareafværgelse.
12 SERIESKADER
12.10 Erstatningskrav, som efter punkt 9 er rejst mod sikrede i anledning af skade eller tab forårsaget af samme ansvarspådragende forhold, betragtes som én forsikrings- begivenhed (serieskadekrav).
12.20 Serieskadekravet anses for rejst på det tidspunkt, hvor det første krav i serien rejses, jf. punkt 9. Er første krav i serien rejst forud for denne polices ikrafttræden eller efter denne polices ophør, er ingen del af serieskaden dækket under denne police.
12.30 I det omfang, de enkelte krav i serien vedrører skader, der er konstateret før den i policen herom angivne dato (jf. punkt 9.50), dækker policen ikke disse skader eller tab.
13 ANMELDELSER AF FORANDRINGER
13.10 Såfremt der sker ændringer i den i policen anførte risiko, skal dette uden ophold anmeldes til selskabet, der da træffer bestemmelse om, hvorvidt og på hvilke vilkår forsikringen kan fortsætte.
13.20 Er sådan anmeldelse ikke sket, hæfter selskabet i skadetilfælde kun på de vilkår og i det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have fortsat forsikringen, hvis forandringen havde været det bekendt. Selskabet hæfter dog ikke for skade eller tab omfattet af pkt. 3, hvis skaden eller tabet er forvoldt af andre produkter eller ydelser end de i policen angivne, jvf. pkt. 3.10, eller hvis skaden er indtrådt uden for det i policen angivne dækningsområde, jvf. pkt. 6.
14 ANMELDELSE AF SKADE
14.10 Såfremt erstatningskrav rejses eller formodes at ville blive rejst, skal det uden ophold anmeldes til selskabet, jvf. pkt. 9.
14.20 Anerkendelse af erstatningspligt og godkendelse af erstatningskrav må kun ske med selskabets samtykke, og selskabet træffer i øvrigt bestemmelse om sagens behandling.
14.30 I det omfang selskabet har udredet en erstatningsydelse, indtræder det i enhver henseende i sikredes eventuelle krav mod tredjemand.
15 ANDRE FORSIKRINGER MOD SAMME RISIKO
15.10 I det omfang, der er tegnet speciel forsikring for en interesse, der i øvrigt måtte være omfattet af denne forsikring, bortfalder dækningen for denne interesse.
15.20 Er det fastsat i anden forsikringsaftale, som dækker samme interesse, at ansvaret falder bort eller indskrænkes, hvis forsikring er eller bliver tegnet andetsteds, gælder nærvæ- rende forsikring med samme forbehold.
16 PRÆMIENS BETALING
16.10 Betaling af præmien kan ske pr. giro eller gennem pengeinstitutternes betalingssystem.
16.20 Girokort eller betalingsoversigt sendes til den adresse, som forsikringstageren har opgivet til selskabet eller til pengeinstituttet. Selskabet er berettiget til at opkræve udgiften herved.
16.30 Første præmie gælder fra policens begyndelsesdato og forfalder til betaling, når girokortet eller betalingsoversigt fremkommer.
16.40 Senere præmier forfalder på de forfaldsdage, der er anført på policens forside.
16.50 Præmier, der opkræves pr. giro, skal betales inden den frist, der er anført på girokortet.
16.60 Hvis betalingsfristen ikke overholdes, sender selskabet en påmindelse om betaling af præmien.
16.70 Bliver præmien ikke betalt inden 14 dage efter dateringen af denne påmindelse, ophører forsikringens dækning.
16.80 Har selskabet udsendt en sådan påmindelse, kan næste opkrævning tillægges gebyr.
17 PRÆMIEREGULERING
17.10 Såfremt forsikringen er tegnet med præmieregulering, og den anførte præmie betragtes som et præmieforskud, reguleres præmien ved hver hovedforfaldsdag.
17.20 Præmiereguleringen foretages hvert år pr. hovedforfaldsdato, og forsikringstageren er pligtig at indsende de nødvendige oplysninger inden 30 dage efter hovedforfald.
17.30 Efterkommer forsikringstageren ikke sådan anmodning, er selskabet berettiget til at fast- sætte præmien efter skøn.
17.40 På forlangende er forsikringstageren pligtig at godtgøre rigtigheden af opgivelserne til brug ved præmiereguleringen.
18 FORSIKRINGENS OPSIGELSE ELLER FORLÆNGELSE
18.10 Forsikringen kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 1 måneds varsel til en hovedforfaldsdag.
18.20 Opsiges forsikringen ikke, fornys den automatisk for 1 år ad gangen.
18.30 Forsikringen kan dog indtil 1 måned efter en skades afslutning eller et erstatningskravs afvisning, opsiges af såvel forsikringstageren som Protector med 14 dages skriftlig varsel.
19 VÆRNETING OG LOVVALG
19.10 Tvister vedrørende forsikringsaftalen afgøres efter dansk ret ved danske domstole.
20 GENERELLE UNDTAGELSER
Policen dækker ikke krav vedrørende:
20.1 Asbest
Faktisk eller påstået ansvar for erstatningskrav som følge af tab, skader eller omkostninger, der direkte eller indirekte kan henføres til asbest eller asbestholdige materialer, eller som på nogen måde står i sammenhæng hermed. Undtagelsen gælder uanset anden medvirkende eller forværrende årsag og begivenhed, hvad enten den er samtidig eller følger heraf.
20.2 Silica
Faktisk eller påstået ansvar for erstatningskrav som følge af tab, skader eller omkostninger, der direkte eller indirekte kan henføres til silica, eller som på nogen måde står i sammenhæng hermed. Undtagelsen gælder uanset anden medvirkende eller forværrende årsag og begivenhed, hvad enten den er samtidig eller følger heraf.
20.3 Krig
Tab, skader eller andre direkte eller indirekte konsekvenser af krig eller invasion af fremmed magt (hvad enten krig er erklæret eller ikke), civilt oprør eller revolution, militær opstand, usurpation, national konfiskation, tvangsudskrivning, beslaglæggelse eller ødelæggelse gennem regering eller anden offentlig myndighed.
20.4 Terror
Tab, skader eller andre direkte eller indirekte konsekvenser af terrorhandlinger. Ved terrorhandling menes strafbar handling, der med rimelighed kan formodes at være begået med henblik på at påvirke et lands regering eller en international organisation og/eller for i befolkningen at fremkalde frygt for person- eller tingskade.
20.5 Forurening i USA
Enhver form for forurening i USA eller US-territorier, hvad enten den er opstået som led i sikredes hverv eller opstået på grund af hans produkter.
20.6 Off-shore
Enhver form for off-shore – virksomhed; ejerskab, benyttelse eller operation heraf.
20.7 Immaterielle rettigheder
Enhver krænkelse af immaterielle rettigheder.
20.8 D & O
Ethvert krav med hensyn til tab, skade, direkte eller indirekte omkostning eller udgift, der er forårsaget af, hidrører fra eller er en konsekvens af direktørers og bestyrelsers opgaver.
20.9 Differencekrav (”arbejdsgiveransvar”)
Erstatningskrav, som sikrede i sin egenskab af arbejdsgiver måtte blive pålagt i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring eller tilsvarende lovgivning i udlandet, som følge af personskade overgået personer ansat af sikrede, med mindre der er tale om danske differencekrav.
Forsikringen dækker dog, uden for Danmark, retsgyldige regreskrav fra et forsikringsselskab, der rejses mod sikrede som arbejdsgiver, der har tegnet en obligatorisk forsikring for medarbejdere eller er omfattet af en arbejdsskadelignende ordning. Uanset dette dækker forsikringen dog ikke ansvar, som sikrede ifalder i egenskab af arbejdsgiver (”Employers Liability”) over for personer, der er ansat hos sikrede i Storbritannien, Frankrig, Holland, Nordirland, Isle of Man, De engelske Kanaløer, Italien, Australien, Spanien, Sydafrika, Canada, USA og i øvrigt, hvor USA jurisdiktion er gældende.
20.10 EPLI (Employment related Practice Liability)
Krav fremsat af tidligere, nuværende eller fremtidige medarbejdere vedrørende enhver form for diskrimination eller opsigelse (hvad enten det er rigtigt eller ej), og selvom kravet måtte være ubegrundet eller svigagtigt.
20.11 EMF (elektromagnetisk påvirkning)
Krav angående overfølsomhed for elektronisk påvirkning, der af skadelidte opleves som påvirkning af sit helbred, hvad enten det drejer sig om teknisk producerede elektriske områder, magnetfelter eller elektromagnetiske bølger eller stråler.
20.12 Tobak
Krav begrundet i direkte eller indirekte påvirkning af tobak, tobaksholdige produkter eller ingredienser.
20.13 Toxic Mould
Krav i sammenhæng med direkte eller indirekte påvirkning af svamp, der udsender kemisk mycotoxine gifte gennem luft, og som kan forårsage skade på menneskers helbred.
20.14 Blyholdige produkter
Krav i sammenhæng med direkte eller indirekte påvirkning af bly gennem enhver form for farve eller maling.
20.15 Sanktioner/embargo
Denne police dækker ikke risici, såfremt disse selv eller deres forsikring, inkl. opfyldelse af enhver forpligtelse i henhold hertil, ville overtræde gældende økonomiske eller handelsmæssige sanktionslove eller forskrifter i FN og/eller EU/EØS og/eller andre gældende nationale økonomiske eller handelsmæssige sanktionslove eller forskrifter.