Ernisussiortut Kattuffiat Vedtægter
Ernisussiortut Kattuffiat Vedtægter
§ 1 NAVN:
Foreningens navn er Ernisussiortut Kattuffiat
§ 2 FORMÅL:
Foreningen har til formål:
• At varetage jordemødres interesser vedrørende løn- og ansættelsesforhold i relation til arbejdsgiverne i Grønland og andre lønmodtagerorganisationer, herunder repræsentation i Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit (Sundhedskartellet i Grønland)
• At udbygge og vedligeholde kontakten mellem medlemmerne i Grønland og fremme et godt kollegialt samarbejde
• At varetage jordemoderfaglige, sundhedsfaglige, samt politiske interesser for jordemødre i Grønland
Foreningen har indgået en samarbejdsaftale med Jordemoderforeningen jf. Love for Jordemoderforeningen § 15.
§ 3 HJEMSTED:
Foreningens hjemsted er den til enhver tid værende forpersons bopæl.
§ 4 MEDLEMMER:
Som medlemmer optages alle aktive medlemmer af Jordemoderforeningen, hvis arbejdssted/bopæl ligger i Grønland. Passive og pensionistmedlemmer med bopæl i Grønland kan optages som medlemmer, men er ikke valgbare og har ikke stemmeret.
§ 5 KOMPETENCE
Stk. 1
Ernisussiortut Kattuffiat kan forhandle og indgå overenskomster og aftaler med bindende virkning for jordemødre ansat i Grønland, jf. § 4.
Stk. 2
Ernisussiortut Kattuffiat skal udsende overenskomstresultatet til skriftlig urafstemning blandt samtlige medlemmer i Grønland, jf. § 4.
Urafstemning afgøres ved almindeligt flertal blandt de indkomne stemmer. Urafstemningsresultater er bindende for Ernisussiortut Kattuffiat.
Stk. 3
Ernisussiortut Kattuffiat kan med bindende virkning for medlemmerne varsle konflikt overfor enhver grønlandsk arbejdsgiverpart efter de herom gældende regler.
Ernisussiortut Kattuffiat kan anmode Jordemoderforeningens hovedbestyrelse om at yde konfliktstøtte i form af sædvanlig løn eller anden ydelse, hvis konflikten er godkendt af hovedbestyrelsen forinden iværksættelsen.
Stk. 4
Ernisussiortut Kattuffiat kan udtale sig om alle forhold, der vedrører jordemødre i Grønland.
§ 6 VALG AF FORPERSON
Stk. 1
Aktive medlemmer af Ernisussiortut Kattuffiat der er fastansat i Grønland, er valgbare til forpersonsposten, dog gælder det ikke for medlemmer med personaleledelse af jordemødre, disse er ikke valgbare til forpersonsposten.
Stk. 2
Forpersonen vælges ved urafstemning på ulige årstal for en 2-årig periode efter følgende regler:
I det år, hvor forpersonsvalget skal finde sted, oplyser forpersonen medlemmerne om det forestående valg per e-mail og informerer om den kommende valgproces. Opstilling af kandidatur til forpersonsposten sendes til Jordemoderforeningens sekretariat senest ved normal arbejdstids ophør den 5. september.
Jordemoderforeningens sekretariat udsender herefter senest den 30. september elektroniske stemmesedler til samtlige stemmeberettigede medlemmer af Ernisussiortut Kattuffiat.
Stemmeafgivningen sker ved elektronisk afstemning og ledes af Jordemoderforeningens sekretariat, hvor indkomne stemmer skal være Jordemoderforeningen i hænde ved normal arbejdstids ophør den 20. oktober. Jordemoderforeningens sekretariat meddeler valgresultatet til foreningens medlemmer.
Den kandidat, der opnår flest stemmer, er valgt. Er der opstillet mere end to kandidater og opnår ingen af kandidaterne mere end halvdelen af de afgivne stemmer
gennemføres en ny urafstemning med deltagelse af de to kandidater, der opnåede flest stemmer i første runde.
Ved stemmelighed afholdes fornyet urafstemning.
Såfremt der kun er en kandidat til forpersonsposten, er vedkommende valgt uden afholdelse af urafstemning.
Den nyvalgte forperson tiltræder 1. november i valgåret. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3
Fratræder forpersonen inden valgperioden er udløbet og er der mere end 5 måneder tilbage af valgperioden, foranstalter bestyrelsen afholdelse af nyvalg hurtigst muligt, dog således at samtlige medlemmer er skriftligt orienteret om valgets afholdelse, opstillingsfrist og afstemning, som skal følge de fristmæssige principper i stk. 2.
Den nyvalgte forperson tiltræder hurtigst muligt.
I øvrigt gælder principperne i stk. 1 ligeledes for afstemningen.
Stk. 4
Stemmeberettigede til forpersonsvalg er alle fastansatte medlemmer i Grønland, desuden vikarer med mindst 6 mdr. forudgående og sammenhængende ansættelsesvarighed.
§ 7 GENERALFORSAMLING:
Stk. 1
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes i ulige år inden 30 november.
Bestyrelsen udsender en skriftlig beretning i de år, hvor der ikke afholdes generalforsamling.
Indkaldelse til generalforsamling sker ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem og med angivelse af dagsorden med 1 måneds forudgående varsel.
Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvis et flertal i bestyrelsen eller mindst 3 af medlemmerne ønsker det. Dette skal ske skriftligt til alle medlemmer med mindst 2 ugers varsel.
Skriftlig indkaldelse, meddelelse og beretning sendes pr. e-mail.
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen mindst indeholde følgende punkter:
a. Valg af dirigent
b. Årsberetning
c. Fremlæggelse af revisorerklæring for det seneste kalenderår
d. Indkomne forslag
e. Næste års aktiviteter
f. Godkendelse af rammebudget
g. Valg af bestyrelse
h. Valg af revisor
i. Evt.
Forslag fra medlemmer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 2
På generalforsamlingen har hvert aktivt medlem én stemme. Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt.
Beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal med undtagelse af vedtægtsændringer, der kræver kvalificeret flertal, jf. § 11.
Afstemningsmåden afgøres af generalforsamlingen, idet der dog skal foretages skriftlig afstemning, hvis 3 stemmeberettigede mødedeltagere kræver det.
§ 8 BESTYRELSEN
Bestyrelsen har til opgave at varetage medlemmernes interesser inden for foreningens formål.
Bestyrelsen konstituerer sig med næstforperson, kasserer og evt. sekretær.
Såfremt en forperson ved urafstemningen er valgt blandt distriktsjordemødre/ansatte på kysten, skal bestyrelsen konstituere sig med en næstforperson bosiddende i Nuuk.
Kun hvis der ikke blandt de valgte er en næstforpersonskandidat fra Nuuk, kan der vælges en næstforperson blandt distriktsjordemødrene/ansatte på kysten.
Forpersonen vælges i henhold til § 6. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges ligeledes for en 2 års periode på generalforsamlingen. Den nedre grænse for antallet af bestyrelsesmedlemmer er 1 ud over forpersonen. Der skal vælges en kasserer ud over forpersonen.
Bestyrelsen udarbejder selv sin forretningsorden.
§ 9 FORPERSONENS OPGAVER
Stk. 1
Forpersonen eller, ved forpersonens forfald næstforpersonen, tegner foreningen.
Stk. 2
Forpersonen repræsenterer Ernisussiortut Kattuffiat udadtil i henhold til disse vedtægters bestemmelser.
Stk. 3
Forpersonen orienterer løbende Jordemoderforeningen og formidler information herfra til medlemmerne.
Stk. 4
Forpersonen for Ernisussiortut Kattuffiat og Jordemoderforeningen har gensidig forpligtelse til at meddele ændringer i medlemskab. Så medlemsregistrering er korrekt registreret.
Stk. 5.
Udtrykker generalforsamlingen eller bestyrelsen ved flertalsbeslutning mistillid til den siddende forperson, skal denne øjeblikkeligt træde tilbage, og der skal foranstaltes afholdelse af nyvalg til posten efter bestemmelserne i § 6 stk. 3
Stk. 6.
Jf. Jordemoderforeningens vedtægter § 20 stk. 5. skrives forperson/næstforperson/kredsforperson/regionskedsforperson. De til enhver tid siddende forpersoner/næstforpersoner/kredsforpersoner/regionskredsforpersoner kan frit vælge mellem at kalde sig forperson/forkvinde/formand, næstforperson/næstforkvinde/næstformand, kredsforperson/kredsforkvinde/kredsformand og regionskredsforperson/regionskredsforkvinde/regionskredsformand.
§ 10 REGNSKABER:
Foreningens regnskabsperiode følger kalenderåret.
§ 11 VEDTÆGTSÆNDRINGER:
Stk. 1
Vedtægter kan ændres ved beslutning på generalforsamlingen jf. § 6 eller ved skriftlig afstemning blandt samtlige medlemmer. Til ændring af vedtægterne kræves 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer.
Stk. 2
Ændringer af vedtægterne skal efterfølgende godkendes af Jordemoderforeningens hovedbestyrelse for at have gyldighed.
§ 12 IKRAFTTRÆDEN
Vedtægterne træder i kraft, når de er vedtaget på Ernisussiortut Kattuffiats generalforsamling og efterfølgende godkendt af Jordemoderforeningens hovedbestyrelse.
Vedtægterne er godkendt den 6. oktober 2023 på Ernisussiortut Kattuffiats generalforsamling og i Jordemoderforeningens Hovedbestyrelse den 4. december 2023