Administrationsgrundlag til aftale om opsætning af badehus
Kystzoneforvaltningen
Ref. Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxx Den 23. april 2024
Administrationsgrundlag til aftale om opsætning af badehus
Der er i april måned 2024 indgået ny aftale mellem Kystdirektoratet som klitfredningsmyndighed og Hjørring Kommune omkring opsætning af badehuse på den klitfredede strandbred ud for Løkken by, jf. aftale af 19. april 2024 om opstilling af badehuse på Løkken Strand for perioden 1. maj 2024 frem til 31. december 2028.
Administrationsgrundlaget er udformet således
Hjørring Kommune administrerer aftalen ud fra nedenstående vilkår:
- En strandret til opstilling af badehus kan kun tildeles enkeltpersoner, som er fyldt 18 år (myndig).
- Tildeling af ret til opstilling af et badehus sker kun til enkeltpersoner. En ret til opstilling af et badehus kan således ikke udvides til at omfatte enten en hel familie eller en ”vennekreds”, som på eget initiativ har stiftet en ejerforening omkring den tildelte ret til opstilling af et badehus.
- Ønsker en person ikke længere at gøre brug af strandretten, skal strandretten tilbageleveres til Hjørring kommune.
- Ledige/tilbageleverede strandrettigheder tildeles i henhold til ventelisten.
- På ventelisten kan alle – uanset alder - lade sig opskrive til en ret til opsætning af et badehus, men skal – når retten bliver tilbudt – være myndige (18 år).
- Personer, der enten står på ventelisten, eller som har fremsat ønske om at blive skrevet op på ventelisten, vil få tilsendt særskilt brev.
- Der betales et årligt gebyr på 100,00 kr. for at stå på venteliste. Beløbet skal indbetales inden for den fastsatte tidsfrist. Har den opnoterede person ved fristens udløb ikke betalt gebyret, slettes pågældende af ventelisten uden yderligere varsel.
- Opskrevne på ventelisten har ret til at afslå et tilbud om ret til opsætning af badehus uden at miste anciennitet.
- Det er ikke muligt for pårørende at arve/overtage ancienniteten fra en person der står på ventelisten (dødsfald mm.), jf. dog nedenfor.
- Det er ikke muligt at overdrage ancienniteten fra en person der står på ventelisten til en anden person.
Kystdirektoratet • Xxxxxxxx 0 • 7620 Lemvig
Tlf. 00 00 00 00 • Fax 00 00 00 00 • CVR 36876115 • xxx@xxxx.xx • xxx.xxxx.xx
- I forlængelse af ventelisten skal det fremgå, hvem der inden for det seneste år har fået tildelt en strandret til opstilling af badehus.
- Kommunen kan ikke forpligtes til at overtage et badehus ved indlevering af en ret til opstilling af badehus, ligesom en strandret til opsætning af badehus ikke kan gøres betinget af en overtagelse af et eksisterende badehus.
Undtagelse for overtagelse af en strandret uden om ventelisten
Ved dødsfald meddeles dette til Hjørring Kommune. Strandretten til opsætning af et badehus overdrages til ægtefælle/samlever, familie i lige linje og til søskende. Slægtskab skal kunne dokumenteres. Samlivsforhold skal have bestået i mindst 3 år og skal også kunne dokumenteres.
Ønsker ingen at overtage den ledige ret, tildeles denne til den 1. på ventelisten.
2