Common use of Tillæg til prisloft Clause in Contracts

Tillæg til prisloft. Denne Aftale er fra HOFORs side betinget af, at HOFOR kan indregne alle sine omkostninger til Projektet gennem tillæg til HOFORs prisloft. HOFORs omkostninger defineres i den henseende som a) de af Kommunen til HOFOR viderefakturerede finansierings- og/eller driftsudgifter relateret til de Fællesfinansierede Anlæg samt b) forrentning og afskrivninger relateret til HOFOR-anlæg. Et estimat over HOFORs egne investeringer og HOFORs medfinansiering fremgår af vedlagte bilag 1. HOFOR indleverer, jf. bekendtgørelsens § 7, ansøgning til Forsyningssekretariatet om tillæg til prisloft, jf. vandsektorlovens § 6. Hvis Forsyningssekretariatet ikke godkender Aftalen og dertil hørende bilag, bortfalder denne Aftale, uden at Parterne i den anledning kan gøre krav gældende mod hinanden, medmindre der er indgået anden særskilt aftale herom mellem Parterne. Parterne bør dog loyalt drøfte muligheden for at ændre Projektet, herunder Aftalen, hvis der er grund til at tro, at Forsyningssekretariatet herefter vil tillade det ønskede tillæg til prisloftet, og hvis Parterne stadig kan få opfyldt deres formål med Projektet uanset ændringerne. Såfremt Forsyningssekretariatet mod forventning ikke kan godkende et tillæg til prisloftet for et eller flere specifikke Fællesfinansierede Anlæg bortfalder HOFORs medfinansiering for det/de pågældende Projektanlæg. Parterne skal da i lighed med ovenstående loyalt drøfte muligheden for at ændre konkrete Projektanlæg, hvis der er grund til at tro, at Forsyningssekretariatet herefter vil tillade tillægget. Hvis det ikke er muligt inden for rammerne af denne Aftale at gennemføre det/de konkrete specificerede Fællesfinansierede Anlæg, skal Parterne drøfte muligheden for HOFORs fremtidige finansieringsmuligheder af anlæg udenfor denne Aftale. Udover at HOFORs andel af medfinansieringsomkostningerne i sidstnævnte tilfælde vil ændres, indebærer dette ikke ændringer i Parternes eventuelle krav overfor hinanden i medfør af denne Aftale i øvrigt.

Appears in 7 contracts

Samples: Rammeaftale, Rammeaftale, Rammeaftale