Oplysning om fortrydelsesret - Privatkunder
Oplysning om fortrydelsesret - Privatkunder
Privatkunder
Fortrydelsesret
Efter forbrugeraftalelovens § 18 kan forbrugere fortryde en aftale om en finansiel tjenesteydelse inden for 14 dage, hvis aftalen er
• en såkaldt fjernsalgsaftale, f.eks. en aftale indgået via telefon/netbank
• indgået uden for Sydjysk Sparekasses lokaler, f.eks. på et møde på kundens bopæl eller arbejdsplads.
Sydjysk Sparekasse har besluttet, at der ikke skal være forskel på, om aftalen er indgået i afdelingen eller via telefon eller netbank. Derfor har kunden ret til at fortryde de fleste aftaler, indgået med Sydjysk Sparekasse inden for 14 dage.
Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, kunden modtager den aftalte ydelse. Det gælder dog kun, hvis kunden samtidig får de oplysninger, som kunden efter forbrugeraftaleloven har krav på – bl.a. om fortrydelsesretten og om det produkt, som kunden har bestilt. De nævnte oplysninger skal være på skrift eller andet varigt medium, f.eks. på papir, som elektronisk post eller i kundens netbank.
Hvis bestillingen f.eks. afgives mandag den 1. og de nævnte oplysninger er givet, så løber fristen til og med mandag den 15. Udløber fristen på en lørdag, søndag, helligdag, dagen efter Kr. Himmelfartsdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan fortrydelse ske den følgende hverdag.
Fortryder kunden en aftale, skal kunden kontakte Sydjysk Sparekasse inden fristens udløb. Som bevis for overholdelse af fristen, anbefales det at sende pr. anbefalet brev.
Hvis kunden udnytter fortrydelsesretten, skal kunden tilbagelevere det, kunden har modtaget. Sydjysk Sparekasse skal betale det beløb tilbage, som kunden har betalt, bortset fra Sydjysk Sparekasses ekspeditionsomkostninger og andre omkostninger, f.eks. tinglysningsafgifter eller omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering. Afhængig af sagens omfang kan Sydjysk Sparekasse beregne en timepris for sit arbejde, hvis kunden udnytter sin fortrydelsesret.
Her gælder fortrydelsesretten ikke:
Der er ikke fortrydelsesret på aftaler om:
• Optagelse af realkreditlån og handel med realkreditobligationer, herunder fastkursaftaler
• Værdipapirer eller finansielle tjenesteydelser, hvor prisen afhænger af udsving på kapitalmarkedet.
Individuelle pensionsaftaler
For individuelle pensionsordninger gælder fortrydelsesretten kun, hvor aftalen er indgået som en fjernsalgsaftale, eller hvis aftalen er indgået uden for Sydjysk Sparekasses lokaler, f.eks. på kundens bopæl eller arbejdsplads.
Fjernsalgsaftale om en individuel pensionsordning kan fortrydes inden for 30 dage.
Fortrydelsesretten bortfalder på individuelle pensionsordninger, der inden for fortrydelsesfristen bliver omfattet af en aftale om værdipapirer eller finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet.
Fortrydelsesretten på kreditaftaler.
For kreditaftaler gælder der særlige regler om fortrydelse efter kreditaftalelovens § 19. Reglerne fremgår af den enkelte kreditaftale.
Regler-Fortrydelsesret/20140617 Side 1 af 1 Udskrivningsdato: 21-03-2024