Handels & Forretnings- betingelser
Handels & Forretnings- betingelser
Den Skaeve Vinkel
Lige ud og lige til
Den Skaeve Vinkels generelle handels- og forretningsbetingelser
Handels- og forretningsbetingelserne her er grundlaget for, at vi kan have et trygt, tillidsfuldt og velfungerende samarbejde, og derfor gælder de for alle opgaver, du får udført hos Den Skaeve Vinkel. Så læs dem lige igennem, så du ved, hvad du kan forvente af mig – og hvad jeg forventer af dig.
Jeg siger tingene lige ud. Det gælder også mine forretningsbetingelser. De er skrevet, så de er til at forstå for os almindelige mennesker, og ikke pakket ind i snørklede sætninger og juridiske betingelser- er du mere til den traditionelle (læs: kedelige, formelle og uforståelige) version, så finder du den på linket her.
Meget er skævt i Den Skaeve Vinkel: Koncepterne er anderledes, ideerne er nye, og min fornemste opgave er at få dig til at se din virksomhed (og ikke mindst dens potentiale) fra nye vinkler. Men når det kommer til at være kunde her, så er det ret lige til: En aftale er en aftale, så når jeg lover noget, holder jeg det – også når det gælder prisen og leveringsdatoen – og det regner jeg også med, du gør.
Dit og mit
De materialer, Den Skaeve Vinkel udvikler i dit navn, er dine - det gælder også de råd, du får af mig; dem må du bruge lige så tosset, du vil. Resten er mit.
Den Skaeve Vinkel ejer alle forretningskoncepter og skriftligt/digitalt materiale – og herunder dokumentation, uddannelsesmateriale (herunder videoguides) og rapporter – som Den Skaeve
Vinkel har udarbejdet. Jeg har både ejendomsretten og alle immaterielle rettigheder til dem, medmindre andet er aftalt.
Alle de materialer, du får udleveret af mig, er beskyttet af ophavsretsloven og markedsføringsloven. Det betyder, at du kun må kopiere, efterligne og offentliggøre materialerne eller dele af dem, hvis du har aftalt det med mig. Med andre ord: spørg mig, hvis du gerne vil bruge dele af mit materiale.
Og de andres
Hvis der bliver lagt en sag an mod dig – eller varslet en sag – fordi en anden mener, at du krænker hans eller hendes rettigheder med det materiale, du har fået udarbejdet af Den Skaeve Vinkel, skal du straks give mig besked – på skrift, så jeg har en mulighed for hurtigt at rette op på sagen.
Den Skaeve Vinkel har derefter disse valgmuligheder:
1. Jeg kan skaffe dig de rettigheder, der mangler, så du fortsat kan bruge det
2. Jeg kan ændre i materialet, så det ikke længere krænker andres rettigheder, eller udskifte det med tilsvarende materiale, der ikke krænker andres rettigheder. Hvis jeg vælger denne løsning, kan du ikke gøre ”misligholdelsesbeføjelser eller erstatningsansvar gældende”, som det hedder. Det kan du læse mere om i afsnittene ”Fejl og mangler” og ”Erstatning”. Du har dog stadig retten til at opsige vores aftale efter det opsigelsesvarsel, vi har aftalt
Hvis jeg vurderer, at ingen af de to løsningsmuligheder er økonomisk ansvarlige, har jeg ret til at opsige vores aftale uden varsel.
Penge
Du kan altid finde mine priser på xxx.xxxxxxxxxxxxxxx.xx. Ændrer jeg dem, mens du er kunde, får du selvfølgelig besked i god tid – mindst tre måneder i forvejen.
Beder du mig om et tilbud på en opgave, er det naturligvis den pris, der gælder. Når du får et tilbud, skal du lige være opmærksom på to ting:
1. At tilbuddet gælder i 14 dage (medmindre vi har aftalt noget andet)
2. At tilbuddet i de fleste tilfælde er baseret på tidsestimater. Disse estimater er – ja, estimater – og det vil sige, at den tid, jeg reelt skal bruge på opgaven, kan vise sig at være en anden. Jeg er lige så dårlig til at spå om fremtiden som alle andre uden en krystalkugle. Det skriver jeg selvfølgelig også i tilbuddet, så du ikke er i tvivl.
Køber du dine ydelser i min webshop – fx en plads på et kursus eller et klippekort – sker betalingen med det samme, du gennemfører din bestilling, og du modtager en ordrebekræftelse på mail umiddelbart efter. Du kan betale via kreditkort (VisaDankort eller MasterCard), via MobilePay, eller, hvis du er helt fremme digitalt, via ApplePay. Du kan naturligvis være sikker på, at jeg benytter et sikkert system, så du trygt kan indtaste dine oplysninger uden at være bange for, at lyssky personer kan få adgang til dem. Alle betalinger foretages i danske kroner (DKK).
Køber du en af mine skræddersyede ydelser, fx et længerevarende forløb, et kursus hos jer, et foredrag eller en løbende aftale, sker betalingen via faktura. Jeg sender dig en faktura på mail, og 8 dage senere vil jeg rigtig gerne se din betaling på min konto. Hvis min konto savner din indbetaling, sender jeg dig en rykker (det kan koste dig 100 kr., hvis jeg er i et dårligt lune) og lægger lidt renter oveni – præcis 2% (hvis jeg er virkelig gnaven).
Som regel er jeg til at snakke med, så har du glemt at betale, så giv mig lige besked. For hvis hverken min bankkonto eller jeg hører fra dig, så stopper jeg med at levere.
Særligt for kurser købt via webshoppen
Når du har købt en plads på et af mine åbne kurser via webshoppen, skal du være obs på, at tilmeldingen er bindende, men skulle det ske, at du bliver forhindret i at deltage, har du to muligheder:
- Hvis du melder afbud mindst 14 dage før kurset, kan du få returneret 50% af deltagergebyret
- Hvis du melder afbud mindre end 14 dage før kurset, kan jeg desværre ikke refundere noget af beløbet, men du er velkommen til at give/sælge pladsen til en anden, hvis du bliver forhindret.
Hvis jeg af en eller anden grund bliver nødt til at aflyse kurset, fx pga. COVID-19 eller andet, får du selvfølgelig hele tilmeldingsgebyret retur.
Har du købet et individuelt kursus via webshoppen, er tilmeldingen ligeledes bindende, når bestillingen er gennemført. Her aftaler vi en dato, når du har købt kurset, og får du brug for at melde afbud, flytter vi blot kurset til en ny dato.
Særligt for klippekort
Når du køber et klippekort gennem min webshop, sker betalingen gennem systemet (se ovenfor), og bestillingen er bindende, når den er gennemført. Du får straks en ordrebekræftelse og får desuden et personligt login til mit system EffiHub, hvor du løbende kan følge med i, hvor mange klip du har brugt på dit klippekort.
Klippekortet har en gyldighed på to år fra købsdato – får du brug for en forlængelse, så kontakt mig, så finder vi en løsning. Det er desværre ikke muligt at overdrage klippekortet til andre virksomheder, og jeg kan heller ikke refundere evt. ubrugte klip på et udløbet klippekort.
I tilfælde af den uheldige (og usandsynlige) situation at jeg må lukke min virksomhed, refunderes ubrugte klip heller ikke.
Særligt for øvrige ydelser (fx kurser hos jer, mentorforløb, workshops osv.)
For øvrige ydelser, som købes på faktura, aftaler vi de nærmere betingelser, inden du laver din endelige bestilling af ydelsen. Dermed er du sikker på at få et produkt, der passer til lige netop dine behov, fx ift. datoer, antal deltagere, afbestilling og hvad du ellers gerne vil have på plads.
Overdragelse
Hvis du gerne vil overdrage vores aftale – og de rettigheder og forpligtelser, vi har aftalt - kan du kun gøre det, hvis du har mit samtykke.
Den Skaeve Vinkel kan overdrage vores aftale – og mine rettigheder og forpligtelser – til en anden virksomhed, som jeg helt eller delvist ejer.
Fejl og mangler
En aftale er en aftale! Lever jeg ikke op til vores aftale, gælder købelovens regler med følgende begrænsninger:
- Er der mangler i det, jeg leverer, kan du kræve det udbedret i 12 måneder efter levering. Den Skaeve Xxxxxx har altid ret til at afhjælpe manglerne eller levere nyt uden mangler – uden at få betaling for det selvfølgelig
- Jeg yder kun afslag i prisen ved væsentlige mangler, som jeg vælger ikke at afhjælpe eller bytte
Erstatning
Hvis du lider et tab som følge af vores samarbejder, erstatter jeg det, hvis tabet er en følge af:
- Væsentlige mangler ved det, jeg har leveret
- At jeg på anden vis har misligholdt vores aftale væsentligt
Min erstatningspligt omfatter kun dit direkte tab. Indirekte tab og følgeskader som fx driftstab, øgede udgifter, tabt indtægt/avance og udgifter i forbindelse med tab af data erstatter jeg ikke.
Der er ting, du ikke kan holde Den Skaeve Xxxxxx ansvarlig for - og som du derfor heller ikke kan få erstatning for. Det gælder:
- Hvis mangler i det, jeg leverer, skyldes forsinkelser eller forringelser i kommunikationsinfrastrukturen (langt ord! Dækker fx over, at internetforbindelsen er nede, telefonkablet er gravet over, posten strejker, og brevduen er faret vild), som jeg ikke er ansvarlig for
- Hvis mangler i det, jeg leverer, skyldes, at underleverandører eller andre involverede i opgaven er forsinkede med deres leverance, og at denne leverance er en forudsætning for, at jeg kan levere til dig. Det gælder naturligvis kun, hvis disse ikke er under min kommando. Er de det, er det min hovedpine
- Hvis du eller jeg bliver udsat for hacking eller andre former for cyberkriminalitet, der påvirker den ydelse, jeg leverer til dig.
- Hvis ejerne af tredjepartssoftware, som anvendes i forbindelse med de ydelser, jeg leverer til dig, foretager ændringer, der påvirker min leverance eller din udførelse af aktiviteter på baggrund af min rådgivning.
- Hvis ejerne af Facebook, Instagram eller et andet socialt medie foretager ændringer af deres medieplatform, afviser annoncer, xxxxxx annoncekonti og andre Facebookaktiver -
selv på tvivlsomme grundlag, så må du tage tvisten med den pågældende platform/sociale medie.
Den Skaeve Vinkels samlede erstatningspligt svarer maksimalt til kontraktsummen på den leverance, der har givet dig tab. Erstatningen kan højst blive 25.000 kr.
Jeg sladrer heller ikke
Jeg har naturligvis tavshedspligt, og den tager jeg meget alvorligt. Alt, hvad jeg får at vide om dig og din virksomhed, forbliver mellem os to. Og jeg forlanger samme tavshedspligt af mine underleverandører.
Du har også tavshedspligt med hensyn til vores samarbejde og det, jeg leverer. Det gælder også vores kontrakt og økonomi.
Jeg vil rigtig gerne bruge dig som reference, så det gør jeg. Men kun i generelle vendinger, og uden det giver dig forpligtelser af nogen art. Hvis jeg gerne vil fortælle om dig og det, jeg har leveret til dig, i mere specifikke vendinger, spørger jeg selvfølgelig først.
Undtagelsestilstand
Opstår der oprør i landet, eller bliver vi ramt af jordskælv, oversvømmelse, pandemier eller på anden vis ramt af forhold, der ligger uden for din og min kontrol, udskyder vi de rettigheder og forpligtelser, vi har aftalt.
Har du fået nok?
Har du en aftale om løbende ydelser fra Den Skaeve Vinkel, kan du opsige den med et varsel på løbende måned (dog løbende måned + 3 måneder ved opstart, medmindre vi har aftalt andet). Din opsigelse skal altid være skriftlig.
Selv om vores forhold er ophørt, gælder de bestemmelser, vi har aftalt vedr. rettigheder (både dine, mine og andres) og tavshedspligt stadig.
Går vi helt skævt af hinanden
Er du utilfreds, så råb op, så vi kan finde en løsning i tide.
Men går vi helt skævt af hinanden, så er vores aftale underlagt dansk ret. Hvis vi mødes i retssalen, skal du være opmærksom på, at det er forretningsbetingelserne på linket her, der gælder. Ellers går der helt ged i den for juristerne!
Og jeg mener det!
Handels- og forretningsbetingelserne her gælder for alle opgaver, Den Skaeve Vinkel udfører. Skulle jeg finde på at ændre dem, får du besked i god tid – og som minimum tre måneder i forvejen.
Den 1. september 2010, revideret juli 2022. Med venlig hilsen
Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxxx,
Forretningsudvikler, motivationsmentor & SoMe-fessor
Den Skaeve Vinkel xxxxx@xxxxxxxxxxxxxxx.xx / 2636 4205
CVR nr.: 33091966