R A M M E A F T A L E
R A M M E A F T A L E
Mellem
Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (herefter DRRB)
Og
Foreningen af Danske Internetmedier (herefter FDIM)
(herefter i det samlede benævnt ”Parterne”)
1. Aftalens omfang og definitioner
1.1 Nærværende aftale (herefter Rammeaftalen) indeholder vilkårene for samhandel på annoncemarkedet mellem Netmedier (medlemmer af FDIM) og Ordregivende Bureauer (medlemmer af DRRB), herunder vilkår for sikkerhedsstillelse, som DRRB og FDIM er blevet enige om.
1.2 Rammeaftalen har til hensigt at lette, ensarte og forbedre samhandel mellem FDIM og DRRB for derigennem opnå fordele for begge parter. Rammeaftalen er vejledende for Parternes medlemmer.
1.3 Ved annoncering forstås indrykning af bekendtgørelser mod betaling fra Ordregivende Bureau.
2. Betalingsterminer
2.1 Overfor Ordregivende Bureauer, der stiller sikkerhed som angivet i § 5 (DRRB's Garantifond for Udvalgte Medier) eller § 6 (direkte sikkerhed eller forudbetaling), er betalingsterminerne for Netmediets regninger for annoncering som anført nedenfor.
2.2 Fakturering for bookede ordrer sker i månedlige rater på separate fakturaer pr. måned, således at første fakturering sker ved kampagnestart. Betaling sker løbende måned +30 dage.
2.3 Undtaget herfra punkt 2.2 er bookede ordrer af en samlet varighed på under 4 uger, samt ordrer, der falder under en bagatelgrænse på kr. 10.000. Betaling sker ved kampagnestart for det fulde beløb med betalingsbetingelser løbende måned +30 dage.
2.4 Ved indbetaling over giro eller anden betalingsanvisning skal betaling være afgivet så tidligt, at beløbet er krediteret modtagerens konto inden betalingsfristens udløb.
2.5 Såfremt den sidste betalingsdag måtte være en lørdag, en søndag, en helligdag, 1. maj eller Grundlovsdag, er betaling den første efterfølgende hverdag rettidig.
2.6 Betaling ved årsskiftet er rettidig, når den er modtageren i hænde senest den anden hverdag efter d. 1. januar.
3. Overskridelse af betalingsfristen
3.1 Såfremt den i § 2 anførte betalingsfrist overskrides, forpligter Ordregivende Bureau sig til at betale rentetillæg efter det enkelte Netmedies bestemmelse, uanset om anmeldelse efter § 5 iværksættes eller ej, medmindre forsinkelsen kan påvises at hidrøre fra tekniske eller manuelle fejl.
3.2 Det er dog en forudsætning for rentetillægget, at Ordregivende Bureau har modtaget Netmediets månedsopgørelse senest den 8. hverdag i den måned, der følge efter indrykningsmåneden.
3.3 For hver dag en månedsopgørelse er modtaget senere end den 8. hverdag i måneden efter indrykningsmåneden, forlænges den gældende betalingsfrist med en dag.
4. Hverdage
I §§ 2-6 regnes lørdage samt 1. maj og Grundlovsdag ikke for hverdage.
5. Sikkerhedsstillelse
5.1 Reglerne om DRRB's Garantifond for Udvalgte Medier fremgår af § 6. Såfremt et Ordregivende Bureau stiller løbende sikkerhed, jf. § 6, forudbetaler eller stiller tilsvarende sikkerhed jf. § 7 i forbindelse med en indrykning, ydes en godtgørelse efter det enkelte Netmedies bestemmelse.
5.2 De stillede sikkerheder kan tages i anvendelse til dækning af Netmediets tilgodehavender hos Ordregivende Bureauer for al annoncering samt leverancer, for hvilken der ydes godtgørelse.
5.3. Reglerne for anmeldelse af krav omfattet af DRRB's Garantifond for Udvalgte Medier fremgår af bilag 1.
6. DRRB's Garantifond for Udvalgte Medier.
Ordregivende Bureauer ydes en godtgørelse efter det enkelte Netmedies bestemmelse, såfremt de stiller løbende sikkerhed for Netmediets tilgodehavender gennem DRRB's Garantifond For Udvalgte Medier. Med hensyn til administration af XXXX'x Garantifond For Udvalgte Medier henvises til den mellem parterne indgåede aftale herom, bilag 1.
7. DRRB Interactive Ad System
DRRB har i samarbejde med udvalgte Ordregivende Bureauer udarbejdet Netmedie-databasen Interactive Ad System, som er bannerspecifikationsværktøj. Via Interactive Ad System kan tilsluttede Ordregivende Bureauer hurtigt danne sig et overblik over annonceringsmulighederne på kommercielle internetmedier og udfærdige lister for bannerspecifikationer, som er med til at sikre optimal kampagneafvikling for både Ordregivende Bureauer og internetmedier. Herved har alle Netmedier mulighed for at komme i betragtning hver gang en kampagne planlæges. Desuden vil Netmedier kunne spare tid på at sende svar på diverse forefaldende forespørgsler vedrørende bannerspecifikationer og kunne koncentrere sig om forespørgsler på konkrete kampagner.
Mediedatabasen finansieres udelukkende af udvalgte Ordregivende Bureauer og der gives fri adgang for alle FDIMs medlemmer til de respektive medlemmers egne data. Målsætningen med mediadatabasen er, at så mange Netmedier som muligt tilmelder sig og dermed sikrer, at mediedatabasen er et brugbart værktøj. Desuden bidrager mediedatabasen til at øge markedets professionalisme overfor såvel Ordregivende Bureauer, Netmedier og annoncører.
8. Informationsgodtgørelse
8.1 Informationsgodtgørelse ydes til Ordregivende Bureauer i det omfang der tilsikres:
a. Ajourføring af Netmediets priser.
b. Ajourføring af Netmediets formater, tekniske krav og øvrige standardbetingelser jf. 12.2.
c. Ajourføring af statistik for Netmediet etc.
d. Afholdelse af informationsmøder med Netmediet.
e. Information til annoncørerne om relevant information fra Netmediet.
f. Et højt fagligt niveau på medierådgivning.
g. Udveksling af erfaringer og resultater fra egen research som er relevant for Netmediet.
h. Repræsentation Være repræsenteret ved seminarer og lign. arrangeret af Netmediet.
8.2 Netmedier tilstræber at orientere Ordregivende Bureauer, når der foreligger nye oplysninger om formater, offentlig tilgængelig statistik, tekniske krav og øvrige standardbetingelser samt evt. revideret prisliste hertil, eller på forespørgsel herom.
9. Teknisk honorering
9.1 Teknisk honorering ydes til Ordregivende Bureauer i det omfang overholdelse af Netmediets tekniske specifikationer tilsikres:
a. Ordregivende Bureau tilsikrer at levere færdigt materiale til Netmediet senest 3 arbejdsdage før eksekvering.
b. Leveringsbetingelser bør være realistiske, så nødvendig teknisk kontrol og implementering håndteres forsvarligt. Leveringsbetingelser gælder også ved 3. parts ad serving. Som færdigt materiale forstås fejlfrit og velfungerende materiale, som overholder pågældende Netmediers standardbetingelser.
c. Ordregivende Bureau tilsikrer at Netmediets tekniske specifikationer overholdes. FDIM bør løbende sikre, at tekniske specifikationer ensrettet i bredest muligt omfang.
d. Ordregivende Bureau tilsikrer at Netmediets formater, tekniske krav og øvrige standardbetingelser, jf. 12.2, overholdes.
9.2 Ved overholdelse af Netmediets leveringsbetingelser og specifikationer samt formater, tekniske krav og øvrige standardbetingelser, orienteres Ordregivende Bureau af Netmediet umiddelbart efter og senest 48 timer efter hhv. modtagelse af materiale og efterfølgende godkendelse af materiale, hvorvidt materialet lever op til de tekniske krav m.v.
9.3 Såfremt kravene angivet, jf. 9.1 og 9.2, ikke er overholdt, kan Netmediet efterfølgende debitere ordrens tekniske honorering.
10. Afrapportering.
10.1 Netmediet sikrer straks ved opstart, at der oprettes online adgang til statistik, som formidles til Ordregivende Bureau. Såfremt Netmediet ikke kan give online adgang til statistik, sikrer Netmediet afrapportering på tilsvarende vis.
10.2 Netmediet foretager ved opstart kvalitetscheck med henblik på at sikre levering efter aftalte specifikationer bedst muligt. I tilfælde af afvigelser fra de aftalte specifikationer, orienterer Netmediet umiddelbart herom til Ordregivende Bureau mht. modtagelse, godkendelse og opstart af ordre.
10.3 Netmediet leverer Ordregivende Bureau opstarts-rapport, midtvejs-rapport og afslutningsrapport for samtlige ordrer. Netmediet sikrer, at adgang til rapporter opretholdes gennem hele aftaleperioden.
11. Standarder for annoncering
11.1 Ordrebekræftelse baseret på aftalt DRRB/FDIM standard Internet-ordreseddel fra Ordregivende Bureau udgør accept at Netmediets tilbud. Ved afvigelser mellem DRRB/FDIM standard ordreseddel og Netmediets tilbud forligger der ikke accept fra Ordregivende Bureau på Netmediets tilbud. Dog kan email- eller anden skriftlig korrespondance udgøre accept af Netmediets tilbud, såfremt det heraf fremgår at Ordregivende Bureau accepterer Netmediets tilbud. På faktura kan påføres Ordregivende Bureaus egne referencer.
11.2 FDIM tilskynder Netmedier til at operere med standardiserede betingelser for annoncering, der er lettilgængelige for Ordregivende Bureauer. Det er vigtigt, at standardbetingelser afvejer begge aftaleparters forpligtelser rimeligt og afvejet.
11.3 FDIM tilskynder Netmedier til at sikre implementering af standarder for formater.
12. Godtgørelser
12.1 Enhver godtgørelse der ydes efter nærværende aftale fratrækkes Netmediets faktura.
12.2 Netmediet offentliggør sine formater, tekniske krav og øvrige standardbetingelser samtidig med offentliggørelse af sin prisliste.
13. Ikrafttræden og varighed
Denne aftale træder i kraft d. 1. april 2011, og kan genforhandles 1. april 2012.
Aftalen kan af hver af parterne opsiges med 6 måneders varsel til udgangen af en måned, dog tidligst til ophør 31. marts 2012.
Dato Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening
Dato Foreningen af Danske Internet Medier