Underbilag 5: Specifikke vilkår for delaftaler

Underbilag 5: Specifikke vilkår for delaftaler

Nogle analysemetoder eller krav til håndtering af prøver af laboratoriet er ikke beskrevet i metodedatablade, danske standarder eller ISO-standarder. Xxxxxxx til disse beskrives her for de enkelte delaftaler.

Delaftale A, samt B og C vedr. Grundvand

Grundvand, ferskvand herunder vandløb, søer og LOOP (landovervågningsprogrammet) samt terrestriske prøver.

Grundvandsprøverne refererer til to opgaver - det nationale overvågningsprogram og den afgiftsfinansierede grundvandskortlægning.

I forbindelse med det nationale overvågningsprogram udtages grundvandsprøver i henhold til grundvandsovervågningsprogrammet kaldet GRUMO samt landovervågningsprogrammet kaldet LOOP.

De nedennævnte specifikke vilkår gælder begge opgaver med mindre andet er nævnt.

Mærkning af grundvandsprøver

Der skal være entydig og fortrykt identifikation på både flaskeetiketter og rekvisitioner til udfyldelse i felten. Identifikation skal følge med prøverne gennem hele systemet fra prøvetagning til dataafrapporteringen.

Flasker skal være mærket med oplysninger om prøvens filtreringsstatus, samt hvilke stoffer (fx syre), der er tilsat prøveflasken.

Feltmålinger

Parametrene pH, ilt, ledningsevne, temperatur og redoxforhold måles i felten og påføres den samlede rapportering.

Rapportering

Analyseresultaterne fra grundvandsprøverne skal indlæses tilsvarende analyser fra boringskontrol på vandværker i den fælles offentlige database JUPITER (xxxx://xxx.XXXX.xx/xxxxxxx/xxxxx-xx.xxx), som er fastlagt i bekendtgørelse nr. BEK nr. 292 af 26/03/2014.

Danmarks Miljøportal har yderligere vejledning på: xxxx://xxx.xxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxx/xxxxxxxxxxxx/Xxxxx/Xxx-xxxx-xxxxx.xxxx

Forbehandling, herunder filtrering og analysering

Alle nødvendige filtreringer af grundvandsprøverne foretages i felten af Naturstyrelsen.

I enkelte tilfælde kan det være umuligt at filtrere i felten. I disse tilfælde skal laboratoriet stå for filtrering, efter aftale med Naturstyrelsen.

Ferskvand

Alkalinitet, <0,1 mmol/l (Gran titrering)

Alkaliniteten i søer bestemmes efter DS/EN ISO 9963-1. Såfremt søen har en lav alkalinitet anvendes Gran titrering (ECE, 1987). Herved fås et ca. mål for koncentrationen af stærk syre (aciditeten). Måleresultaterne opgives i mmol l-l(meq l-l). Detektionsgrænse 0,05 mmol l-1.

Uddrag af metode til Gran titrering fra Teknisk Rapport nr. 21, fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Gran titrering er beskrevet af Xxxxxxxx (1951), Gran (1952), Xxxxxx & Xxxxxx (1955) og af Stumm & Xxxxxx (1981). Dens praktiske anvendelse til analyse af ferskvand er beskrevet af bl.a. Xxxxxxxxx et al. (1978).

Ved den sædvanligt anvendte grafiske fremstilling af potentiometriske syre-base-titreringer afsætter man tilsat volumen titrant mod pH. Ved Gran’s titreringsmetode udregner man 10-pH og afsætter titrantvolumen mod denne størrelse. Efter ækvivalenspunktet vil enhver yderligere tilsætning af saltsyre bevirke en proportional forøgelse af [H+ ] = 10-pH/ fH. Ved pH ca. 4,3 er svage baser som HCO3-, silikat m.fl. fuldstændigt neutraliseret, og man titrerer derfor ud over den pH-værdi, idet man noterer ca. 4 sammenhørende værdier af tilsat mængde saltsyre og pH fra pH 4,3 til pH ca. 3,7. pH transformeres til 10-pH, og man finder derpå ækvivalenspunktet ved at ekstrapolere den rette linje til abscisseaksen (figur 2). Ved transformeringen behøver man ikke at tage hensyn til aktivitetskoefficienten fH, fordi den kan betragtes som konstant inden for dette pH-interval. De abscisseværdier, som ligger til højre for skæringspunktet, repræsenterer den ekstra mængde saltsyre, der er tilsat ud over forbruget til neutralisation af de basiske stoffer (alkaliniteten) (Kalgård sø i figur 2). Såfremt prøven i forvejen er sur, kan afskæringen give en negativ alkalinitetsværdi. Det betyder, at prøven indeholder stærk syre i den koncentration, som man finder ved indsættelse i formlen til beregning af alkaliniteten (Hund sø og Grane Langsø i figur 2). Vand med højt indhold af aluminium, jern og humussyrer egner sig ikke umiddelbart til analyse efter Gran’s metode, fordi deres pKa-værdierer så lave, at der ikke fås en ret linje ved titrering fra pH 4,3 til 3,7.

Apparatur og reagenser

• Et præcisions-pH-meter.

• En mikroburette, der tillader aflæsning af hele mikroliter.

• Glaselektrode med referenceelektrode eller kombinationselektrode.

• 0,1 mol/l saltsyre

Fremgangsmåde

Overfør 100,0 ml prøve til et bægerglas og nedsænk elektrodeparret i prøven. Tilsæt under magnetomrøring 0,1 mol/l saltsyre, indtil pH er omkring 4,3. tilsæt herefter saltsyre i portioner á fx 20 µl. Efter hver tilsætning standses magnetomrøringen, og efter stabilisering af elektroden aflæses pH-metret. Der bør være ca. 4 aflæsninger inden for pH-området 4,3-3,7.

pH-aflæsningerne omregnes til 10-pH. Disse værdier afsættes som ordinatværdier, og antal µl 0,1 mol/l saltsyre afsættes som abscisseværdier. Der lægges den bedste rette linje mellem punkterne inden for nævnte pH-område, og linjen forlænges til skæring med abscisseaksen (figur 2). I stedet for at trække linjen grafisk kan man ved hjælp af en lommeregner med indbygget program for regressionsanalyse beregne afskæringen på abscisseaksen.

Beregning

Alkaliniteten, som definitionsmæssigt her svarer til totalalkaliniteten, beregnes af formlen:

TA = bc/v mmol/l

hvor

b = antal mikroliter saltsyre aflæst ved afskæringen på abscisseaksen c = saltsyrens koncentration i mol/l, fx 0,1 mol/l

v = antal ml prøve, fx 100 ml.

Er saltsyrens koncentration 0,1 mol/l, og anvendes der 100 ml prøve, er TA b µmol/l eller 0,001 · b mmol/l. Såfremt afskæringen med abscisseaksen bliver negativ, er der tale om stærk aciditet (SA).

I Hund sø-eksemplet (figur 2) er TA = 0,035 mmol/l, eller SA = -TA = 0,035 mmol/l.

Præcision og nøjagtighed er i reglen ca. ±0,002 mmol/l.

Litterateur:

ECE, Convention on long-range transboundary air pollution 1987: International co- operative programme for assessment and monitoring of acidification in rivers and lakes. Manual for chemical and biological monitoring. Prepared by the Programme Center, Norwegian Institute for Water Research, NIVA, Oslo, 23 s.

Gran, G. 1952: Determination of the equivalence points in potentiometric titrations.

Part II. – Analyst 77, 661–671.

Xxxxxx, X. X. & X. Xxxxxx 1955: Determination of low alkalinity or acidity in water. – Anal. Chem. 27, 851-852.

Xxxxxxxxx, X. X. X., X. Xxxxx & J. F. Talling 1978: Water analyses: Some revised methods for limnologists. – Freshwater Biological Association, Scientific Publication No. 36, 120 s.

Xxxxx, X. & J. J. Xxxxxx 1981: Aquatic Chemistry 2. ed. – Wiley Interscience, 780 x.

Xxxxxxxx, X. 1951: Transformation af titreringskurver til rette linier. Kemisk månedblad 32, 73-76.

Suspenderet stof

Prøven til analyse for suspenderet stof og glødetab må højst henstå 24 timer ved højst 4˚C inden analyse.

Landovervågningsprogrammet (LOOP). Jordvand

Der skal ikke foretages filtrering af vandprøverne fra jordvand forud for analysering, da vandprøverne ved passage gennem sugecellerne har været udsat for filtrering.

Jordvand, specielt fra stærkt humusholdige jorde, kan være farvede. Ved de spektrofotometriske analysemetoder bør det påses, at der foretages korrektion for eventuelt farvede prøver ved at måle den egen absorption, der fremkommer ved at blande prøve og samtlige reagenser undtagen farvereagenset.

Prioritering af analyseparametre ved utilstrækkelig prøvemængde til fuldt program

Fællesprøver – listet efter prioritering:

NO3+NO2-N, total N, PO4-P, NH4-N, pH

Udvidet analyse – listet efter prioritering:

Total P, K, total Fe, SO4, Cl, konduktivitet

Landovervågningsprogrammet (LOOP). Drænvand

Filtrering / ikke filtrering af prøverne for drænvand sker, med undtagelse af kalium, i overensstemmelse med metodedatabladenes beskrivelse for ferskvand. Prøver til bestemmelse af kalium filtreres inden analyse.

Terrestriske prøver

Opbevaring. Følgende prøver opbevares koldt (0-4 grader) indtil analyse: Alle vandprøver, alle planteprøver samt jordprøver som skal analyseres for Total Nitrogen, jf. de beskrevne metoder og TA N01.

Parametrene Basemætning i jord og Fosfortallet i jord er omfattet ’Fælles arbejdsmetoder for jordbrugsanalyser’, Plantedirektoratet 1994, se nedenfor samt bilag.

Basemætning i jord: Metode III, 12 efter ’Fælles arbejdsmetoder for jordbrugsanalyser, Plantedirektoratet 1994.

BEREGNING AF ADSORPTIONSKAPACITET OG BASEMÆTNINGSGRAD

Ved adsorptionskapaciteten forstås summen af ombyttelige K+, Na+, Mg++, Ca++ og H+ udtrykt som milliækvivalenter pr. 100 g jord. Ombytteligt kalium og natrium beregnes ud fra Kt og Nat (se metode 15 og 16) ved division med henholdsvis 39 og 23. Ombytteligt magnesium og calcium beregnes ud fra Mgt og Cat (se metode 17 og 18A, 18B) ved division med henholdsvis 12 og 20. Ombyttelige brintioner bestemmes efter metode 10.

Adsorptionskapaciteten, T, udregnes efter følgende formel:

T = (K+) + (Na+) + (Mg++) + (Ca++) + (H+)

hvor bogstaverne i parentes angiver jordens indhold af de forskellige ombyttelige kationer udtrykt i milliækvivalenter pr. 100 g jord. (Ca++) + (Mg++) + (H+) udgør almindeligvis over 90% af denne sum, og man kan derfor i de fleste tilfælde se bort fra Na+ og K+ ved beregning af T-værdien.

En jords basemætningsgrad, V, udtrykt i pct. defineres ved:

V = S/T*100.

Heri betyder S summen af ombyttelige "baser", (Ca + Mg + Na + K), i milliækvivalenter pr. 100

g jord.- En jords reaktionstal er tilnærmelsesvis ligefrem proportional med basemætningsgraden, ca. 4 ved basemætningsgraden 0 og godt 8 ved basemætningsgraden 100 pct.

Litteratur

Xxxxxxx, D.J.: Base Exchange in Soils. -Transactions of the Faraday Society, Vol. XX, 1935.

Xxxxxx, X. Xxxxxxx: Kalkens omsætning i jordbunden. - Tidsskrift for Planteavl, bd. 41, 1936, s. 571-649.

Fosfortal i jord: Xxxxxx XXX, 14 efter ’Fælles arbejdsmetoder for jordbrugsanalyser, Plantedirektoratet 1994.

FOSFORTALLET Pt

Jorden ekstraheres med 0,5 N natriumhydrogenkarbonat og ekstraktens fosfatindhold bestemmes spektrofotometrisk.

A. Reagenser

1) Fosfatreagens ammoniummolybdat-kaliumantimonyltartrat-ascorbinsyreopløsning.

a) Ammoniummolybdat-kaliumantimonyltartratopløsning. 19,2 g (NH4)6Mo7O24*4H2O opløses i 250 ml vand, og 0,47 g kaliumantimonyltartrat,C4H4O7KSb, opløses i 100 ml vand. I en 2 liter målekolbe hældes 900 ml vand og hertil sættes forsigtigt og under omrystning 225 ml koncentreret svovlsyre. De to opløsninger af ammoniummolybdat og kaliumantimonyltartrat overføres kvantitativt til målekolben med den fortyndede svovlsyre. Der fyldes op med vand ad 2 liter. Reagenset opbevares køligt og beskyttes mod lys.

b) Til fremstilling af fosfatreagenset opløses 0,80 g ascorbinsyre, C6H8O6, pr. 100 ml ammoniummolybdat-kaliumantimonyltartratopløsning. Det færdigt fremstillede fosfatreagens er begrænset holdbart og må kun anvendes samme dag, som det er fremstillet.

2) Ekstraktionsopløsning 0,5 M NaHCO3 opløsning pH 8,5. 420 g NaHCO3 og 50 ml af 5) opløses i 10 l vand, pH justeres til 8,5 med 1 N NaOH. Der lægges et lag parafinolie på ca. 0,5 cm over væsken for at hindre luftafgang. Opløsningens pH kontrolleres mindst en gang månedligt.

3) 0,6 N svovlsyre. 84 ml koncentreret H2SO4 fortyndes ad 5 liter med H2O.

4) 1 N natriumhydroxid. 40 g NaOH fortyndes ad 1 liter med H2O.

5) Polyacrylamid. Polyacrylamid BDH MW over 5.000,000 Nr. 29788 0,05 pct. vandig opløsning.

6) Standardopløsninger

a) Stamopløsning I. 1,0533 g KH2PO4 opløses ad 1 liter i 0,2 N H2SO4. Denne opløsning indeholder 240 mg P/l.

b) Stamopløsning II. 50 ml stamopløsning I fortyndes ad 1 liter med 0,2 N H2SO4. Opløsningen indeholder 12 mg P/l.

c) Standardopløsninger. Der fremstilles 10 standardopløsninger ved at fortynde 2, 5, 10, 15, 20, 25, 30, 35, 40 og 45 ml af stamopløsning II med 0,2 N H2SO4 til 100 ml. Disse standardopløsninger indeholder 0,24 til 5,4 mg P/l svarende til Pt = 0,48 til Pt = 10,8 når nedenstående fremgangsmåde følges.

B. Specielt apparatur.

Et spektrofotometer med en fotocelle som er tilstrækkelig følsom ved 890 nm.

C. Standardkurve.

Af hver af de 10 standardopløsninger afpipetteres 15 ml i 100 ml målekolber. Til en ellevte kolbe overføres 15 ml 0,2 N svovlsyre. Der tilsættes 15 ml af reagens 2), 15 ml af reagens 3) og fyldes til ca. 70 ml med vand. For at undgå kraftig brusning bør blanding af syre og base ske relativt langsomt. Prøven henstår ca. 10 min. Derpå tilsættes 10 ml af reagens 1), og der fyldes op til mærket med vand og blandes. Efter ca. et kvarters henstand måles opløsningernes lysabsorption. Farven er holdbar indtil 1 døgn.

Bestemmelsen af opløsningernes farvestyrke foretages ved hjælp af spektrofotometret, idet der bør måles ved 890 nm. På grundlag af galvanometerudslagene konstrueres derpå en standardkurve, idet de til prøverne svarende værdier af Pt afsættes som abscisse og galvanometerudslagene som ordinat.

Hvilke af standard-opløsningerne, der kan bruges, afhænger af det til rådighed stående spektrofotometer. Man bør kun benytte målinger foretaget med sådanne mængder opløsning, at man får 15 - 65% lysabsorption. Udenfor dette område er bestemmelsen af fosforindholdet for usikker. Hvis spektrofotometret er stabilt, vil den fremstillede standardkurve kunne anvendes gennem længere tid. Det vil dog være nødvendigt til stadighed at kontrollere, om standardkurven gælder, d.v.s. om galvanometerudslagene har ændret sig.

D. Analysens udførelse.

5 g jord overføres i en flaske eller kolbe med rumfang på 250 ml. Der tilsættes med pipette 100

ml af reagens 2), og kolben rystes 30 min. i et roterende rysteapparat.

Der filtreres gennem et 15 cm fosforfrit filter. Af filtratet overføres 15 ml i en 100 ml målekolbe, tilsættes 15 ml af reagens 3) og fyldes til ca. 70 ml med vand. Der gås derefter frem som beskrevet for standardopløsningerne. Fosforindholdet aflæses på standardkurven ved hjælp af det fundne galvanometerudslag. Hvis fosforindholdet er for stort, må der foretages en fortynding. Skønner man herved f. eks., at 7,5 ml filtrat vil være passende udtages 50 ml, der med reagens 2) fortyndes til 100 ml. Af denne fortyndede opløsning udtages 15 ml svarende til 7,5 ml af den oprindelige jordekstrakt.

Ekstraktionsprocessen er stærk afhængig af temperatur, pH og tid. Det er absolut afgørende, at ekstraktionstiden overholdes, at pH i ekstraktionsopløsningen er 8,5 samt at temperaturen er under kontrol. Der bør tilstræbes en ekstraktionstemperatur på 22"1oC. Temperaturen influerer desuden på den farveintensitet, der fås ved målingen. Det er derfor vigtigt, at standardkurven fremstilles under samme betingelser som dem, hvorunder analyserne foretages.

E. Beregning

Resultaterne aflæses fra standardkurven som Pt. Enheden svarer til 1 mg P pr. 100 g jord eller

ca. 25 kg P pr. ha. i pløjelaget (20 cm) på almindelig agerjord.

Litteratur

Xxxxx, X. X.; C. V. Cole; F. S. Xxxxxxxx & L. A. Xxxx (1954): Estimation of available phosphorus in soils by extraction with bicarbonate. U.S. Dept. Agric. Circular, 939, s. 1 - 29.

Xxxxxxxx, X.; D. H. Barter & X. Xxxxxxxxx (1976): The use of polyacrylamide to replace carbon in the determination of "Xxxxx'x" extractable phosphate in soil. Journal of Soil Science, 27, s. 71 -74.

Xxxxxxx, X. Xxxxxxx (1980): Sammenligning af nogle analysemetoder til vurdering af

fosfortilstanden i forskellige jordtyper. Tidsskr. Planteavl, bd. 85 (1981) s. 31 - 38.

Delaftale Ea og Eb, metaller /uorganiske sporstoffer og organiske miljøfremmede stoffer i sediment og biota

Miljøfarlige stoffer i muslinger

Opbevaring og transport af dissekeret materiale

Prøverne skal transporteres dybfrosne eller frysetørrede. De dissekerede prøver skal opbevares dybfrosne (-20º C) eller frysetørrede i hertil velegnede beholdere, se Tabel. Prøver til metal, PCB, dioxin og organotinanalyser kan opbevares dybfrosne i op til et år.

Prøver til PAH og brommerede flammehæmmer skal analyseres så hurtigt som muligt.

Tomme prøvebeholdere skal kontrolleres med relevante blindprøver for evt. kontamineringsproblem.

Tabel. Oversigt over egnede prøvebeholder til lagring af vævsprøver.

Parameter/stofgrupper	Beholder og låg	Rensningsprocedure
Organiske stoffer	Glas/aluminium	Beholderen skal vaskes med en
		detergent, skylles, opvarmes og
(PCB, PAH, bromerede flam-		straks inden brug skylles med
mehæmmer, dioxiner og orga-		et organisk opløsningsmiddel
notin)		(fx hexan/acetone). For yderli-
		gere detaljer se bilag i teknisk
		appendiks 2 for organiske klor-
		forbindelser.
Metaller	Glas/polyethylen	Beholderen skal vaskes i 10 %
		v/v HNO3 og derefter skylles tre
		gange med demineraliseret
		vand.

Miljøfarlige stoffer i sediment

Prøven forbehandles (sigtes, homogeniseres) og opløses, alternativt ekstraheres og koncentrationen af de miljøskadelige stoffer bestemmes (kvantificeres) i opløsningen/ekstraktet i henhold til de specifikke retningslinjer, der er udarbejdet for de pågældende stoffer.

Opbevaring og transport

Én sedimentprøve (også benævnt blandingsprøve) udtages som en sammenblanding af mindst 5 individuelle nedstik til en dybde af 1 cm i overfladesedimentet, hvor lige store mængder fra hvert nedstik blandes. Analyselaboratoriet skal oplyse den nødvendige prøvemængde i gram til prøvetageren.

Sedimentprøverne opbevares og transporteres på køl (ca. 4^oC) og nedfryses inden for 24 timer efter prøvetagning, hvis de ikke afleveres direkte til analyselaboratoriet. En delprøve til sigteanalyse tages fra før nedfrysning. Prøverne kan opbevares og transporteres i op til 24 timer enten i et køleskab eller i en køletaske med fryseelementer. Ved længere tids opbevaring skal prøverne opbevares frosne.

Udstyr, der bruges til prøvetagning eller til opbevaring af prøver, skal være renset som foreskrevet og skal leveres af det laboratorium, som skal udføre analysen.

Organiske miljøskadelige stoffer

En bestemmelse af koncentrationen af de organiske miljøskadelige stoffer i sediment omfatter generelt følgende punkter;

• sigtning (2 mm sigte)

• homogenisering

• (evt. frysetørring)

• ekstraktion med et organisk opløsningsmiddel

  • fjernelse eller destruktion af stoffer, der kan interferere på analysen,fx svovlforbindelser og svovlbrinte

  • oprensning

• separering med gas- eller væskekromatografi

• detektion, hvor detektortypen vil være afhængig af den stofgruppe man ønsker at analysere for. Afhængig af om detektoren er specifik eller ej, bruges en kolonne eller to kolonner med forskellig polaritet. Fx bestemmes PCB og andre chlorerede forbindelser enten på en kolonne med et massespektrofotometer (iSIM-mode) (GC-MS) som detektor eller på to kolonner med electron capture detektion (GC-ECD).

Metaller - Metoden

En bestemmelse af koncentrationen af metaller i sediment omfatter generelt følgende punkter;

• sigtning (2 mm sigte)

• homogenisering

• tørring, helst frysetørring • oplukning

• fortynding

• (evt. en matrix separation)

• detektion med en elementspecifik detektor (fx AAS, ICP-MS, ICP-AES,)

Flere metoder bruges til oplukning af en sedimentprøve, dels de metoder hvor metalindholdet i hele prøven inklusive silikatmatricen analyseres, her kaldt en total metode, og dels de metoder hvor kun en hvis fraktion af metalindholdet bestemmes, her kaldt en partial metode.

Resultatet vil være afhængigt af oplukningsmetoden. Det er derfor af afgørende betydning for sammenligneligheden af data, at sedimentprøverne oplukkes med den samme metode.

Metalindholdet i hele prøven skal her bestemmes. Der skal derfor bruges en syreoplukningsmetode eller en ikke destruktiv metode, der sikrer dette. Ved syreoplukning skal der derfor bruges en syreblanding, der indeholder flussyre.

For en nærmere oplysninger om syreoplukningsmetoden kan henvises til Loring og Rantala (1992), der i detalje har beskrevet en velegnet metode, inklusive specielle problemer ved og interferenser på metoden.

Til en kviksølvsbestemmelse er det ikke nødvendigt at oplukke sedimentprøven med en flussyreblandning. Her kan fx salpetersyre fortyndet i forholdet 1:1 med demineraliseret vand af en god kvalitet bruges. Erfaringerne har vist, at borsyreopløsningen, der bruges til at neutralisere flussyren, ofte indeholder en for stor koncentration af kviksølv.

Normaliseringsfaktorer mm. (Al/Li, tørstofbestemmelse, TOC, ler/siltindhold, glødetab og saltkorrektion) Al og Li (kun ved analyse for metaller)

Aluminium (Al) og lithium (Li) bestemmes som beskrevet for de øvrige metaller.

Tørstof

Tørstofindholdet bestemmes som vægttab efter tørring til konstant vægt ved 105º C af en delprøve af sedimentet, der skal analyseres, se Metodedatablad M029.

Tørstofindholdet angives i %.

Glødetabsindhold

Glødetabsindholdet bestemmes i henhold til Metodedatablad M029, dvs. som vægttab efter at en delprøve af det tørrede sediment er glødet ved 550º C.

Glødetabet angives ved mg glødetab/g tørvægt.

Saltkorrektion

Bundvandet i de marine områder kan indeholde så store mængder salt, at dette kan påvirke tørstofbestemmelsen. Da koncentrationen af de miljøskadelige stoffer skal opgives pr. kg tørstof, skal der korrigeres for saltindholdet ved beregning af tørstofindholdet.

Saltkorrektionen beregnes ud fra tørstofindholdet og bundvandets salinitet, idet der antages at være ligeså mange mg salt pr. liter fordampet vand som saliniteten angiver målt som PSU.

Kornstørrelsesfordeling

Det rekommanderes, at kornstørrelsesfordeling desuden bestemmes, som minimum den andel, der er < 63 µm. Sigtningen skal udføres som vådsigtning da tørring kan ændre kornstørrelses-fordelingen. Hvis muligt kan kornkurven etableres mere præcist ved sigtning af fraktionen >63 µm og coulter-counter størrelsesfraktionering af <63µm fraktionen eller sedimenteringsmetoder (fx DS/ISO 11277:2001).

Miljøfarlige stoffer i fisk

For fisk anvendes specielt lever og muskelvæv til analyse, idet mange stoffer opkoncentreres i henholdsvis lever og muskelvævet. Leveren fungerer som ”renseorgan” og tilbageholder de fleste organiske stoffer, men for fx kviksølv ses højere koncentrationer i muskelvævet end i leveren.

Hvilke fiskearter, som er aktuelle i det marine overvågningsprogrammet, fremgår af Tabel 1 nedenfor. Disse arter er valgt, da de opfylder de basale krav, der er beskrevet ovenfor. På grund af klimatiske forhold kan der ske ændringer i bestandene indenfor programperioden, således at størrelsesintervallet ikke kan overholdes hvert år. Hvis der ikke kan fremskaffes nok prøver underrettes laboratoriet, og det vurderes om detektionsgrænsen kan hæves, eller om der skal skæres i antallet af analyseparametre med det tilgængelige prøvemateriale.

Tabel 1 Arter i det marine overvågningsprogram.
Art	Antal#	Størrelse	Alder*	Køn	Vævstype#
Fladfisk:
Platichthys flesus	min. 00	000-000 mm ##	2-3 år	Hunkøn (foretrækkes)		Muskel og lever
Pleuronectes platessa	min. 00	000-000 mm	2-3 år	Hunkøn (foretrækkes)		Muskel og lever
Ålekvabbe:
Zoarces viviparus	min. 00	000-000 mm	2-3 år	Hankøn (foretrækkes)	Muskel og lever
# For fisk analyseres 10 levere og tilhørende muskler for metaller (Hg analyseres i muskel), og 10 levere analyseres for PCB. Øvrige organiske emner analyseres i puljede prøver af filet fra 25 fisk af samme størrelse. Bemærk, at det er nødvendigt at indsamle flere end de nødvendige 20 fisk til analysen, hvis man ikke kan kønsbestemme fisken inden dissekering. Hvis leveren er stor nok til, at alle analyser kan gennemføres i samme lever, er dette at foretrække. ## Ca. 150 mm i Vadehavet, da man har erfaring for, at kun denne størrelse kan fanges årligt. * Kalenderår, dvs. en fisk født 1.december bliver 1 år 1. januar. Bestemmes ved hjælp af øresten.

Procedure for dissekering af lever og øresten i det marine program

Ikke dissekerede fisk opbevares nedfrosne (< -20º C) indpakket enkeltvis i et velegnet materiale.

En frossen fisk skal dissekeres, inden den er helt optøet, da dette er betydeligt nemmere, end hvis fisken er helt optøet, og man undgår derved, at indre organer, som fx leveren går i opløsning.

Hvis fisken optøs, kan væske indeholdende kontaminanter sive ud fra fx leveren eller gallen til det omkringliggende væv og herved kompromittere analysen.

Fiskearter, hvor fedtindhold i leveren kan være meget højt, fx torsk, skal dissekeres direkte og ikke først nedfryses, for at undgå at leveren begynder at opløses.

Dissekeringen skal gøres under så rene forhold som muligt - for at undgå en kontaminering af prøven – helst i en såkaldt ren bænk (laminar flow-bænk), hvor luften filtreres for partikler gennem et filter. Arbejdet bør derfor udføres i det laboratorium, der skal udføre analysen.

Ved dissektion udtages først øresten (for skrubber), derefter indre organer (fx lever), herefter bestemmes køn ved at se efter, om der er sperm (”bukser”) eller rogn i bugen, og til sidst udtages muskelprøven, evt. efter aftørring af skællene for rester fra indvoldene.

For at opfylde detektionsgrænserne er der angivet et vejledende minimumskrav til prøvemængder i Tabel 2. Analyselaboratoriet oplyser den nødvendige mængde. Ved homogenisering er der et vist tab (ca. 5 g), som er indregnet i den puljede vægt.

Hvis der for fisk under ca. 10 cm ikke kan påregnes at være nok prøvemateriale efter dissektion, anvendes hele fisk, der homogeniseres. Erfaringen viser, at det er bedst at homogenisere den frosne fisk med ultra-turex eller blender i glas og rustfrit stål, frem for at homogenisere tørrede fisk. Det må forventes, at der er større afvigelser på dobbeltbestemmelserne på hele fisk end ved organer, pga. den større inhomogenitet i udgangspunktet.

Tabel 2 Prøvetagningsmængde og foretrukne organer til forskellige analyser for at opnå NOVANA detektionsgrænser (min. mængde for enkeltbestemmelser i parentes)

Matrix	Lever	Filet
Hg inkl. TS		10 g (5 g)
Øvrige metaller inkl. TS	10 g (2 g)
TBT	10 g (5 g)
PCB inkl. Fedt	10 g (5 g)
BDE	20 g (10 g)*
Dioxin		50 g (30 g)
PFOS	10 g (5 g)
Total mængde	65 g (25 g)	100 g (40 g)

*hvor der måles både BDE og PCB kan denne mængde halveres

Dissekering af øresten

Fladfisks kalenderalder bestemmes ved, at årringene i fiskens øresten tæ-les. Ørestenen udtages forsigtigt med en kniv ved at skære ned i en lige linje fra gællerne og skære øregangen over, hvori ørestenene ligger. Ørestenen placeres i en mærket beholder, fx i dertil indrettede papirkuverter eller i en glas- eller plasticbeholder. Det kan være svært at finde ørestenene, ligesom der er en risiko for at skære dem over i forsøget på at lokalisere dem.

Dissekering af lever

Ved dissekering af leveren skal man sikre sig, at den ikke kontamineres af andre organer som fx gallen, der kan indeholde højere koncentrationer af visse stoffer. Hele leveren skal homogeniseres (se næste afsnit), inden eventuelle delprøver kan udtages.

Til metalanalyser kan leveren også frysetørres, inden den homogeniseres (se næste afsnit), og eventuelle delprøver kan udtages.

For skrubber/rødspætter anvendes leveren fra 10 individer til analyser for PCB og klorerede pesticider, og en puljet prøve af 10 levere fra fisk i samme størrelsesinterval analyseres for metaller, BDE og perfluorerede forbindelser. BDE kan eventuelt analyseres i et sammenstik af de 10 individprøver udtaget til PCB. Der udtages så vidt muligt fisk af hunkøn til analyserne for PCB og af samme køn til sammenstikket. Dette kan kræve væsentligt flere end 20 fisk, Hvis der ikke er nok hunner kan nogle af analyserne udføres i en pulje af hanner. Prioriteringen, af hvilke stofgrupper, der i givet fald analyseres i hanner og hunner, foretages på basis af den samlede prøvemængde for hvert køn. Resultaterne afleveres for hvert køn for sig.

For ålekvabber analyseres kun puljede prøver fra mindst 25 hanner, og leverne analyseres for metaller, PCB og andre organoklorforbindelser, brommerede flammehæmmer (BDE) og perfluorerede forbindelser som PFOS. Hvis der ikke er nok hanner, kan nogle af analyserne udføres i en pulje af hunner. Prioriteringen af, hvilke stofgrupper, der i givet fald analyseres i hanner og hunner, foretages på basis af den samlede prøvemængde for hvert køn. Resultaterne afleveres for hvert køn for sig.

For de puljede prøver skal der være ca. 25 g lever i alt, som efter homogenisering uddeles med 5 g til hver af analyserne PFOS, TBT og metaller samt 10 g til BDE og lipidanalyse.

Dissekering af muskelvæv fra marine og ferske fisk

Denne procedure er fælles for marine og ferske fisk. For fisk, hvor der også skal udtages andre organer, udtages muskelvævet efter udtagning af prøver fra de indre organer for at undgå afsmitning til indre organer. Derfor skal det så vidt muligt undgås, at skindet omkring prøvetagningsområdet kommer i kontakt med disse.

Udtagning af muskelprøve fra større fisk

Hvis der skal analyseres for andet end kviksølv i fisken, kontrolleres det i de relevante tekniske anvisninger, om der er yderligere særlige forholdsregler før dissektionen påbegyndes.

Dissektion

Fiskene dissekeres i delvist frossen (ikke fuld optøet) tilstand.

Dette gør dels dissektionen nemmere, dels undgås, at indre organer (fx lever og galde) går i stykker og begynder at opløses, hvilket kan kontaminere muskelvævet og påvirke analyseresultatet.

Udtag en prøve (minimum 10 g) af muskelvævet fra højre rygmuskel umiddelbart under den første rygfinne. Sørg så vidt muligt for at udtage vævet fra samme del af rygmusklen på de enkelte fisk. Dette sikrer optimal ensartethed, idet vand- og fedtindhold kan variere signifikant i forskellige dele af muskelvævet, og det kan derved indvirke på koncentrationen af de stoffer, som ønskes målt. Undgå at få overhud eller subkutant fedt med i prøven (OSPAR 2012, HELCOM COMBINE 2008), da koncentrationen i dette kan afvige fra det i muskelvævet. Prøven udtages derfor under den mørkfarvede, ydre del af musklen.

De udtagne prøver af muskelvæv frysetørres og homogeniseres. Hold prøver fra de enkelte fisk adskilt. En delprøve til evt. analyse for lipid til normalisering nedfryses uden frysetørring. Hvis der ikke er nok muskelvæv på højre side, kan venstre side også udtages, dette noteres for prøven. Alter-nativt for mindre fisk anvendes hele fisken.

Analysen for kviksølv suppleres med måling af tørstofprocenten. Eftersom der ofte analyseres på tørret prøve, er det vigtigt at kontrollere for tab af kviksølv, som er flygtigt.

For marine fisk analyseres 10 levere og tilhørende muskler for metaller (Hg analyseres i muskel), og 10 levere analyseres for PCB. Øvrige organiske emner analyseres i puljede prøver af filet fra 25 fisk af samme størrelse. Bemærk, at det er nødvendigt at indsamle flere end de nødvendige 20 fisk til analysen, hvis man ikke kan kønsbestemme fisken inden dissekering. Hvis leveren er stor nok til, at alle analyser kan gennemføres i samme lever, er dette at foretrække.

Undgå kontaminering af vævsprøverne

Det er vigtigt, at dissektionen foregår under så rene forhold som muligt for at undgå en kontaminering af prøven – helst i en såkaldt ren bænk (laminar flow-bænk), hvor luften filtreres for partikler gennem et filter. Arbejdet bør derfor udføres i det laboratorium, der skal udføre analysen.

Brug en ren rustfri stålskalpel og farveløse pincetter af polyethylen eller teflon. Bær talkumfri handsker (talkum kan indeholde metaller), brug fx nitril-handsker fra AnsellEdmont.

Skyl skalpellen/pincetten mellem hver prøve således: vask i acetone eller 96 % ethanol, og skyl efter med demineraliseret vand (Milli-Q vand eller af tilsvarende kvalitet)

Nye instrumenter af rustfrit stål kan være overtrukket med et limlag. For at fjerne dette skal de derfor behandles enten i en varmeovn ved 460 °C nogle timer eller ved 250 °C i 24 timer. Hvis dette ikke er muligt, rengøres instrumentet omhyggeligt med opvaskemiddel, hvorefter det skylles i rigeligt demineraliseret vand (Milli-Q vand eller af tilsvarende kvalitet). Det anbefales at anvende sterile skalpeller, da de er pakkede enkeltvis uden lim. Anvend ikke syrevask, da det vil forårsage korrosion af det rustfri stål og give metalforurening ved anvendelsen.

Analyse af hele små fisk (hundestejler mv.)

Fisken aftørres eller skylles med Milli-Q vand for at sikre, at der ikke er støv på fisken før homogenisering. Selve homogeniseringen foretages i blender eller med ”ultrathorax” før frysetørring. Der kan evt. udføres kuglemølle formaling efter frysetørring af den hele fisk for at rehomogenisere før prøveudtagning til analyse.

Opbevaring af prøver inden analyse

De dissekerede prøver eller hele fisk skal opbevares mørkt og dybfrosne (ved -20 °C) eller frysetørrede i almindelige plastikposer. Prøver til kviksølvanalyse kan opbevares dybfrosne eller frysetørret i op til et år. Ved frosne prøver kontrolleres, at de indre organer er intakte under dissektionen, hvis de ikke er, kan prøven være kompromitteret, og resultatet skal markeres som sådan.

Bilag 1 til Specifikke vilkår.

Supplerende metodebeskrivelse til analyseparameteren Basemætning i jord, efter ’Fælles arbejdsmetoder for jordbrugsanalyser’, Plantedirektoratet 1994.

METODE 10

OMBYTTELIGE BRINTIONER

Ved ombyttelige brintioner forstås det antal mækv. H⁺, som 100 g jord afgiver ved at bringes i ligevægt med en 0,06 M m-nitrophenolopløsning tilsat så meget Ca(OH)₂, at den i ligevægtstilstanden er 0,023 N med hensyn til Ca-m-nitrophenolat og har pH-værdien ca. 8,1.

Dette antal bestemmes som differensen i syreforbrug ved titrering med HCl af den rene phenolatopløsning og en aliquot del af filtratet fra jordopslemningen til pH ca. 4. Den således fundne differens er et mål for den mængde H⁺, jordopslemningen har afgivet.

A. Reagenser

1)Calciumhydroxidopløsning (kalkvand), 0,030 og 0,025 N

100 g Ca(OH)₂ hældes i en 2 liter flaske med glasprop. Flasken fyldes med vand, omrystes nogle gange og henstilles til bundfældning. Den klare opløsning af Ca(OH)₂, der er ca.

0,04 N, trækkes af med en hævert, og dens normalitet bestemmes ved titrering med

0,05 N HCl med bromkresolgrønt (reagens 5) som indikator. Opløsningen fortyndes dernæst med så meget vand, at dens normalitet bliver nøjagtig 0,030. En anden opløsning, som er 0,025 N, fremstilles på tilsvarende måde.

2)Stødpudeopløsning I

8,34 g m-nitrophenol, C₆H₅O₃N, opløses i en målekolbe på 1 liter i 0,030 N Ca(OH)₂. Kolben fyldes til mærket med 0,030 N Ca(OH)₂. Denne opløsning vil have pH ca. 8,33 og være 0,06 N med hensyn til m-nitrophenol.

3)Stødpudeopløsning II

8,34 g m-nitrophenol, C₆H₅O₃N, opløses i en målekolbe på 1 liter i 0,025 N Ca(OH)₂. Kolben fyldes til mærket med 0,025 N Ca(OH)₂. Denne opløsning vil have pH ca. 8,16 og være 0,06 N med hensyn til m-nitrophenol.

4)Saltsyre, 0,05 N

5)Bromkresolgrønt, 0,1% opløsning

0,1 g bromkresolgrønt opløses i 100 ml 96% ethanol. B. Analysens udførelse

To portioner af 5 g jord overføres i to 300 ml erlenmeyerkolber, som mærkes 1 og 2. Til kolbe nr.

1 sættes 100 ml af stødpudeopløsning I og til nr. 2 100 ml af stødpudeopløsning II. Kolberne rystes natten over i roterende rysteapparat.

Næste dag filtreres opslemningerne. Filtreringen skal ske umiddelbart efter at prøverne er taget af rysteapparatet og over i plasticflasker, der lukkes lufttæt indtil titrering kan finde sted. Titreringen skal iøvrigt foretages hurtigst muligt efter filtreringen, idet der sker ændring ved henstand.

Af hver filtrat udtages 25 ml, som tilsættes 3 dråber bromkresolgrønt (reagens 5) og titreres med

0,05 N HCl (reagens 4). Opløsningens farve ændres under titreringen fra brun over gul og gulgrøn til kraftig smaragdgrøn kort før ækvivalenspunktet. Ved ækvivalenspunktet bliver opløsningen svagt gul med grønligt skær, og farven ændres ikke ved yderligere syretilsætning. Syreforbruget kan tillige bestemmes ved elektrometrisk pH-måling, nøjagtigt ved optegning af en titreringskurve. Det ved titreringen forbrugte antal ml 0,05

N HCl benævnes henholdsvis b₁ og b₂. Dernæst titreres 25 ml af hver af de to stødpudeopløsninger på samme måde, og det herved forbrugte antal ml 0,05 N HCl benævnes henholdsvis a₁ og a₂.

C.Beregning

Af titreringsresultaterne fås to tilnærmede værdier, H₁ og H₂, for jordprøvens indhold af ombyttelig brint. Disse værdier beregnes af følgende ligninger:

H₁ = 4 (a₁ - b₁) H₂ = 4 (a₂ - b₂).

Af disse to værdier findes prøvens virkelige indhold, H₀, på følgende måde: I et retvinklet koordinatsystem afsættes de beregnede H-værdier som funktion af b-værdierne. Heri afsættes de to punkter (b₁H₁) og (b₂H₂), og punkterne forbindes med en ret linie. Ordinaten til det punkt på linien, som har abscissen 11,5, angiver da H₀, d.v.s. prøvens indhold af ombyttelig brint udtrykt som milliækvivalenter pr. 100 g jord.

Ved analyse af jord med et ringe eller et usædvanligt højt indhold af ombyttelig brint kan b₁ og b₂ komme til at ligge på samme side af abscisseværdien 11,5 og så langt fra denne, at ekstrapolation bliver usikker. Der må da foretages en tredje bestemmelse med anvendelse af henholdsvis 10 og 3 g jord. De respektive faktorer, som skal anvendes ved beregning af H-værdierne, bliver da 2 og 6,67.

Litteratur

Xxxxx, C. S.: Soil and Plant Analysis. - Xxxxxxxx 1950, p 98-112.

Xxxxx, X. X.: Exchangeable Hydrogen in Soils. - Journal of the Council for Scientific and

Industrial Research, vol. 9, 1936, p. 113-124.

METODE 15

KALIUMTAL

Jordens ombyttelige kaliumioner frigøres ved ekstraktion med ammoniumacetatopløsning. Ekstraktens kaliumindhold bestemmes flammefotometrisk.

A.Reagenser

1)150 mM LiCl

6,3585 g LiCl ad 1 liter.

2)1 M ammoniumacetatopløsning, 6 mM LiCl

77 g CH₃COONH₄ opløses i vand og tilsættes 40 ml af reagens 1 og fyldes op til 1 liter.

3)0,5 M ammoniumacetatopløsning, 3 mM LiCl

192,5 g CH₃COONH₄ og 100 ml reagens 1 fortyndes med vand ad 5 liter.

4)0,01 M calciumacetatopløsning

3,2 g Ca(C₂H₃O₂)₂ opløses i vand ad 2 liter.

5)Standardopløsninger

a)Stamopløsning

0,1907 g KCl opløses i 0,01 M calciumacetat (reagens 4) ad 1 liter. Denne opløsning indeholder 100 mg K/liter. Heraf fremstilles standardopløsningerne efter følgende skema med anvendelse af 200 ml målekolber.

b)Standardopløsninger

nr. Stamopløsning Reagens 4 Reagens 2 mg K/l Kt

ml ml ml

1 0 100 100 0 0

2 10 90 100 5 5

3 20 80 100 10 10

4 30 70 100 15 15

5 40 60 100 20 20

B.Specielt apparatur

Et flammefotometer.

C.Standardkurve

De 5 standardopløsninger måles i flammefotometret ved 768 nm. Idet mg K/liter afsættes som abscisse og galvanometerudslaget som ordinat, tegnes en standardkurve, der angiver sammenhængen mellem galvanometerudslaget og opløsningernes kaliumindhold i mg K/liter og - ved at udføre analysen som nedenfor beskrevet - tillige mellem udslag og kaliumtal, idet de forskellige standardopløsninger da svarer til de ovenfor anførte kaliumtal.

Standardkurven må jævnlig kontrolleres og under analysearbejdet prøves ofte med en enkelt standardopløsning, om man får det til konstruktion af standardkurven benyttede udslag.

D.Analysens udførelse

10 g jord overføres i en 300 ml erlenmeyer-kolbe, og der tilsættes 100 ml reagens 3. Kolben omrystes 1/2 time i rysteapparat. Efter henstand natten over omrystes i hånden og filtreres gennem et 15 cm kaliumfrit filter.

Filtraterne måles derefter i flammefotometret. I hver ekstrakt foretages mindst 2 af hinanden uafhængige målinger.

E.Beregning

Kaliumtallet, Kt, der angiver mg ombytteligt K pr. 100 g jord, aflæses fra standardkurven.

Enheden svarer til 1 mg K/100 g jord eller ca. 25 kg K pr. ha i pløjelaget (20 cm) på almindelig agerjord.

Da calciumioner påvirker intensiteten af "kaliumlyset", og da denne påvirkning vokser med stigende flammetemperatur, bør der arbejdes med så lav flammetemperatur som muligt, bedst med propanluftflamme.

Litteratur

Xxxxxx, H.C.: Ombytteligt kalium i jorden. - Tidsskrift for Landøkonomi, 1953.

Mogensen, Th.: Kaliumtallet (Ombytteligt kalium i jorden). - Hedeselskabets tidsskrift 1953.

METODE 16

NATRIUMTAL

Jordens ombyttelige natriumioner frigøres ved ekstraktion med ammoniumacetatopløsning. Ekstraktens natriumindhold bestemmes flammefotometrisk.

A.Reagenser

1)150 mM LiCl

6,3585 g LiCl ad 1 liter.

2)1 M ammoniumacetatopløsning, 6 mM LiCl

77 g CH₃COONH₄ opløses i vand og tilsættes 40 ml af reagens 1 og fyldes op til 1 liter.

3)0,5 M ammoniumacetatopløsning, 3 mM LiCl

192,5 g CH₃COONH₄ og 100 ml reagens 1 fortyndes med vand ad 5 liter.

4)0,01 M calciumacetatopløsning

3,2 g Ca(C₂H₃O₂)₂ opløses i vand ad 2 liter.

5)Standardopløsninger

a)Stamopløsning

0,1271 g NaCl opløses i 0,01 M calciumacetat (reagens 4) ad 1 liter. Denne opløsning indeholder 50 mg Na/liter. Heraf fremstilles standardopløsningerne efter følgende skema med anvendelse af 200 ml målekolber.

b)Standardopløsninger

Nr. Stamopløsning Reagens 4 Reagens 2 mg Na/l Nat

ml ml ml

1 0 100 100 0

2 10 90 100 2,5 2,5

3 20 80 100 5 5

4 30 70 100 7,5 7,5

5 40 60 100 10 10,5

B.Specielt apparatur

Et flammefotometer.

C.Standardkurve

De 5 standardopløsninger måles i flammefotometret ved 589 nm. Idet mg Na/liter afsættes som abscisse og galvanometerudslaget som ordinat, tegnes en standardkurve, der angiver sammenhængen mellem galvanometerudslaget og opløsningernes natrium-indhold og - ved at udføre analysen som nedenfor beskrevet - tillige mellem udslag og natriumtal, idet de forskellige standardopløsninger da svarer til de ovenfor anførte natriumtal.

Standardkurven må jævnlig kontrolleres og under analysearbejdet prøves ofte med en enkelt standardopløsning, om man får det til konstruktion af standardkurven knyttede udslag.

D.Analysens udførelse

10 g jord overføres i en 300 ml erlenmeyer-kolbe, og der tilsættes 100 ml reagens 3. Kolben omrystes 1/2 time i rysteapparat. Efter henstand natten over omrystes i hånden og filtreres gennem et natriumfrit filter.

Filtraterne måles derefter i flammefotometret. I hver ekstrakt foretages mindst 2 af hinanden uafhængige målinger.

E.Beregning

Natriumtallet, Nat, der angiver mg ombytteligt Na pr. 100 g jord, aflæses fra standardkurven.

Enheden svarer til 1 mg Na/100 g jord eller ca. 25 kg Na pr. ha i pløjelaget (20 cm) på almindelig agerjord.

Da calciumioner påvirker intensiteten af "natriumlyset", bør der arbejdes med så lav flammetemperatur som muligt, bedst med propanluftflamme.

Da natriumbestemmelse ofte foretages i jorder, der har været saltvandsoversvømmede, og derfor kan have et meget højt natriumindhold, vil det ved analyse af sådanne jorder være hensigtsmæssigt, i stedet for at fortynde jordekstrakterne, at anvende stærkere standardop- løsninger og, om fornødent, formindske flammefotometrets følsomhed.

En bestemmelse af natriumtallet alene har kun undtagelsesvis interesse. Som regel vil man være interesseret i at vide, hvor stor procentdel af jordens ombyttelige metalkationer de ombyttelige natriumioner udgør.

Ved bestemmelse af jordens natriumindhold bør man derfor også beregne størrelsen

relativt natriumindhold = ^(Na) x 100. (ombyttelige metalkationer)

I dette udtryk betyder (Na) jordens indhold af ombytteligt natrium i milliækvivalenter/100 g jord, d.v.s. Nat divideret med 23. Nævneren er summen af ombyttelige metalkationer, d.v.s. Ca + Mg + K angivet i milliækvivalenter/100 g jord, sml. metode 12.

Litteratur

Xxxxxxxxxxx, X. & Xxxx Xxxxxx: Flammefotometrisk bestemmelse af det ombyttelige natrium i jord. - Tidsskrift for Planteavl, bd. 60, 1956, s. 43-58.

METODE 17

MAGNESIUMTAL

Jordens ombyttelige magnesiumioner frigøres ved ekstraktion med ammoniumacetatopløsning. Ekstraktens magnesiumindhold bestemmes ved atomabsorptionsspektrofotometri.

A.Reagenser

1)Ammoniumactatopløsning, 1 M

77 g CH₃COONH₄ opløses i vand ad 1 liter. Opløsningens pH skal være mellem 6,5 og 7,3.

2)Ammoniumacetatopløsning, 0,5 M

1 liter 1 molær ammoniumacetatopløsning (reagens 1) fortyndes med vand ad 2 liter.

3)Lanthanchloridopløsning

6,0 g LaCl₃,7H₂O opløses i vand ad 1 liter.

4)Standardopløsninger a)Stamopløsning

0,507 g MgSO₄,7 H₂O opløses i 0,5 M ammoniumacetat (reagens 2) ad 1 liter. Denne opløsning indeholder 50 ppm Mg.

b)Standardopløsninger

Af stamopløsningen afpipetteres portioner à 10, 20, 30 og 40 ml, som overføres til hver sin 100 ml målekolbe og fortyndes med ammoniumacetatopløsningen (reagens 2) til mærket. Opløsningerne indeholder 5, 10, 15 og 20 ppm Mg. Af hver af disse 4 opløsninger afpipetteres 10 ml, som overføres til hver sin 100 ml målekolbe. Til en femte 100 ml målekolbe overføres 10 ml ammoniumace-tatopløsning (reagens 2). De 5 målekolber fyldes op til mærket med lanthan chloridopløsningen (reagens

3). De herved fremkomne 5 standardopløsninger indeholder 0, 0,5, 1,0, 1,5 og 2,0 ppm Mg.

B.Specielt apparatur

Et atomabsorptionsspektrofotometer.

C.Standardkurve

Standardopløsningerne forstøves ved hjælp af en luftacetylenflamme i et atomabsorptions- spektrofotometer, hvor det indeholdte magnesiums absorptionsevne bestemmes ved 285 nm.

D. Analysens udførelse

a)Fremstilling af jordekstrakt

10 g jord overføres i en 300 ml erlenmeyer-kolbe. Der tilsættes 100 ml ammonium-a- cetatopløsning (reagens 2). I stedet for reagens 2 kan en 0,5 ammoniumacetatop- løsning, som tillige er 0,003 M m.h.t. lithiumchlorid, benyttes; (se metode 15, reagens 3). Kolben anbringes i et rysteapparat, hvor den roteres ½ time. Efter henstand natten over filtreres gennem et tæt, magnesiumfrit filter.

b)Måling af ekstraktens magnesiumindhold

5 ml filtrat overføres til en 50 ml målekolbe. Der fyldes op til mærket med lanthanch- loridopløsning (reagens 3) og blandes, hvorpå opløsningen absorptionsevne måles som angivet for standardopløsningerne. Ved hjælp af den målte absorption og standardkurven aflæses opløsningens magnesiumindhold i ppm.

E.Beregning

Jordprøvens magnesiumtal, Mgt, der angiver mg ombytteligt Mg/100 g jord, beregnes ved at multiplicere det aflæste magnesiumindhold i ppm med 10. En enhed modsvarer ca. 25 kg Mg/ha i pløjelagets dybde (20 cm) på almindelig agerjord.

Litteratur

Xxxxxxxxx, Xxxx: Sammenlignende kompleksometriske og atomabsorptiometriske magnesium- bestemmelser i jord. - Tidsskrift for Planteavl, bd. 69, 1965, s. 328-333.

Xxxxxx, Xxxx: Bestemmelse af ombytteligt Ca og Mg. Beretning nr. s. 1675 fra Statens

Planteavlsforsøg s. 1-18, 1983.

MEXXXX 00X

CALCIUMTAL I KALKFRI JORD

Jordens ombyttelige calciumioner frigøres ved ekstraktion med ammoniumchloridopløsning. Ekstraktens calciumindhold bestemmes ved atomabsorptionsspektrofotometri.

NB! Metoden er uanvendelig, hvis jorden indeholder kendelige mængder calciumcarbonat

(bruser tydeligt med syre).

A.Reagenser

1)Ammoniumchloridopløsning, 1 M

53,5 g NH₄Cl opløses i vand ad 1 liter

2)Lanthanchloridopløsning

6,0 g LaCl₃,7H₂O opløses i vand ad 1 liter.

3)Standardopløsninger

a)Stamopløsning

1,2485 g CaCO₃ opløses i 30 ml 1 N HCl og fyldes op ad 1 liter med 1 M

ammoniumchlorid (reagens 1). Denne opløsning indeholder 500 ppm Ca.

b)Standardopløsninger

Af stamopløsningen afpipetteres portioner á 10, 20, 30 og 40 ml, som overføres til hver sin 100 ml målekolbe og fortyndes med ammoniumchloridopløsning (reagens 1) til mærket. Opløsningerne indeholder 50, 100, 150 og 200 ppm Ca. Af hver af disse

4 opløsninger afpipetteres 10 ml, som overføres til hver sin 100 ml målekolbe. Til en femte 100 ml målekolbe overføres 10 ml ammoniumchlo-ridopløsning (reagens

1). De 5 målekolber fyldes op til mærket med lanthan-chloridopløsningen (reagens 2). De herved fremkomne 5 standardopløsninger indeholder 0, 5, 10, 15, og 20 ppm Ca.

B.Specielt apparatur

Et atomabsorptionsspektrofotometer. C.Standardkurve

Standardopløsningerne forstøves ved hjælp af en luft-acetylenflamme i et atomabsorptions-

spektrofotometer, hvor det indeholdte calciums absorptionsevne bestemmes ved 422,7 nm.

Med opløsningens calciumindhold i ppm som abscisse og med absorptionen som ordinat tegnes en standardkurve.

D.Analysens udførelse

a)Fremstilling af jordekstrakt

10 g jord overføres i en 300 ml erlenmeyer-kolbe. Der tilsættes 100 ml ammoniumch- loridopløsning (reagens 1), og kolben anbringes i et rysteapparat, hvor den roteres

1 time. Efter henstand natten over filtreres gennem et tæt Ca-frit filter.

b)Måling af ekstraktens calciumindhold

5 ml filtrat overføres til en 50 ml målekolbe. Der fyldes op til mærket med lanthanch- loridopløsningen (reagens 2) og blandes, hvorpå opløsningens absorptionsevne måles som angivet for standardopløsningerne. Ved hjælp af den målte absorption og standardkurven aflæses opløsningens calciumindhold i ppm.

E.Beregning.

Jordprøvens calciumtal, Cat, der angiver mg ombytteligt Ca/100 g jord, beregnes ved at multiplicere det aflæste calciumindhold i ppm med 10.

En enhed modsvarer ca. 25 kg Ca pr. ha i pløjelagets dybde (20 cm) på almindelig agerjord. Calciumtal, der er større end 100, angives uden decimaler.

METODE 18B

CALCIUMTAL I KALKHOLDIG JORD

Den kalkholdige jord ekstraheres to gange med natriumchloridopløsning. Ekstrakternes calciumindhold bestemmes ved atomabsorptions spektrofotometri. I første ekstrakt findes de ombyttelige, nu frigjorte calciumioner. Begge ekstrakter indeholder calciumioner, der stammer fra opløst calciumcarbonat. Mængden af ombytteligt calcium findes som differens.

NB! Metoden bør kun anvendes, hvis jorden bruser tydeligt med syre

A.Reagenser

1)Natriumchloridopløsning, 1 M

58,5 g NaCl opløses i vand ad 1 liter.

2)Lanthanchloridopløsning

6,0 g LaCl_3,7H₂O opløses i vand ad 1 liter.

3)Standardopløsninger a)Stamopløsning

0,6243 g CaCO₃ opløses i 15 ml 1 n HCl og fyldes op ad 1 liter med 1 m natriumchlorid

(reagens 1). Denne opløsning indeholder 250 ppm Ca. b)Standardopløsning

Af stamopløsningen afpipetteres portioner á 10, 20, 30 og 40 ml, som overføres til hver sin 100 ml målekolbe og fortyndes med natriumchloridopløsningen til mærket. Opløsningerne indeholder 25, 50, 75 og 100 ppm Ca. Af hver af disse 4 opløsninger afpipetteres 20 ml, som overføres til hver sin 100 ml målekolbe. Til en femte 100 ml målekolbe overføres 20 ml natriumchloridopløsning, (reagens 1). De 5 målekolber fyldes op til mærket med lanthanchloridopløsningen (reagens 2). De herved fremkomne 5 standardopløsninger indeholder 0, 5, 10, 15 og 20 ppm Ca.

B.Specielt apparatur

Et atomabsorptionsspektrofotometer.

C.Standardkurve

Standardopløsningerne forstøves ved hjælp af en luft-acetylenflamme i et atomabsorptions- spektrofotometer, hvor det indeholdte calciums absorptionsevne bestemmes ved 422,7 nm

Med opløsningens calciumindhold i ppm som abscisse og med absorptionen som ordinat tegnes en standardkurve.

D.Analysens udførelse

a) Fremstilling af jordekstrakt

10 g jord overhældes i en erlenmeyer-kolbe med 75 ml natriumchloridopløsning (reagens

1). Efter 2 timers henstand under jævnlig omrystning filtreres jorden fra på et sugefilter og udvaskes der med yderligere 225 ml NaCl-opløsning i portioner à 15 ml. Derved fås "første filtrat", som opsamles særskilt. Jorden på filtret vaskes dernæst med 300 ml af NaCl-opløsningen, ligeledes i portioner à 15 ml, og derved fås "andet filtrat".

b)Måling af ekstrakternes calciumindhold

10 ml af hver af de to filtrater overføres til hver sin 50 ml målekolbe. Der fyldes op til mærket med lanthan-chloridopløsningen (reagens 2) og blandes, hvorpå opløs- ningernes absorptionsevne måles som angivet for standardopløsningerne. Ved hjælp af de målte absorptioner og standardkurven aflæses opløsningernes calciumindhold i ppm.

E.Beregning

Jordprøvens calciumtal, Cat, der angiver mg ombytteligt Ca/100 g jord, beregnes ved at multiplicere differencen mellem de fundne calciumindhold i ppm i første og andet filtrat med 15.

En enhed modsvarer ca. 25 kg Ca pr. ha i pløjelagets dybde (20 cm) på almindelig agerjord.

Calciumtal, der er større end 100, angives uden decimaler.