Aftale om tidsfrister for opstart af genoptræningsindsatser
Gældende fra 1. december 2019
Aftale om tidsfrister for opstart af genoptræningsindsatser
Region Syddanmark og de 22 kommuner
Baggrund
I ”Bekendtgørelse om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus”1, fremgår det af §3: ”Genoptræningsplanen skal angive en tidsfrist for opstart af genoptræningen efter udskrivning fra sygehus, hvis der er sundhedsfagligt begrundet behov herfor”. Desuden fremgår det af §4 ”Genoptræningsplanen skal senest udleveres til patienten på udskrivningstidspunktet, og den skal samtidig efter aftale med patienten sendes til patientens bopælskommune samt patientens almen praktiserende læge”.
Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen §7 stk. 3 om almen genoptræning: ”Såfremt kommunalbestyrelsen ikke kan tilbyde opstart af genoptræningstilbud efter stk. 1 inden for 7 dage efter udskrivning, har borgeren ret til frit at vælge en leverandør af genoptræning blandt de leverandører, KL har indgået aftale med i henhold til sundhedslovens
§ 140, stk. 5, hvis den private leverandør kan opstarte genoptræningen senest samtidig med tilbuddet efter § 6, stk.
1. Udskrivningsdagen tæller som dag nul”.
Endelig fremgår det af ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner”2: ”Sundhedslovens regler om udvidet frit sygehusvalg, jf. § 87, finder også anvendelse, hvis patienten – i medfør af patientens genoptræningsplan – er henvist til at modtage genoptræning på specialiseret niveau i det regionale sygehusvæsen efter udskrivning fra sygehus. Således har patienter ret til at vælge, at den specialiserede genoptræning foretages på et aftalesygehus, hvis ventetiden på bopælsregionens sygehuse overstiger 2 måneder (60 dage). For patienter, som er henvist for alvorlig sygdom, indtræder det udvidede fri sygehusvalg efter 1 måned (30 dage). Fristen beregnes fra modtagelsen af genoptræningsplanen på det regionale sygehus. Retten til at vælge genoptræning på et aftalesygehus forudsætter, at der er et privat sygehus eller en privat klinik, der har indgået aftale med regionerne om at tilbyde den pågældende ydelse under ordningen” 3.
Udgangspunktet for den hidtidige aftale om tidsfrister for opstart af genoptræningsindsatser (gældende fra 1. januar 2015) var, at genoptræningsforløb på både alment og specialiseret niveau4 skulle igangsættes inden for 14 dage efter modtagelse.
Følgegruppen for genoptræning og rehabilitering har vurderet, at aftalen tilpasses jf. de følgende afsnit med henblik på dels at tage hensyn til det forskellige regelgrundlag for genoptræning på henholdsvis alment og specialiseret niveau dels at sikre, at borgere med behov for genoptræning på specialiseret niveau ikke stilles ringere end hidtil.
Genoptræning på alment niveau
Ved genoptræning på alment niveau tilbydes borgeren opstart af genoptræningsindsatsen indenfor 7 kalenderdage efter udskrivelse, med mindre følgende forhold gør sig gældende:
• Hvis en borger har et sundhedsfagligt begrundet behov for at opstarte genoptræningsforløbet tidligere end indenfor 7 kalenderdage, angiver sygehuset en startdato og en sundhedsfaglig begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde oplysninger om den enkelte patients funktionsevne og være individuel relevant for den pågældende patient.
• Hvis en patient har et sundhedsfagligt begrundet behov for at opstarte genoptræningsforløbet senere end indenfor 7 kalenderdage, angiver sygehuset en startdato og en sundhedsfaglig begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde oplysninger om den enkelte patients funktionsevne og være individuel relevant for den pågældende patient.
1 ”Bekendtgørelse om genoptræningsplaner og om patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus” nr. 918 af 22/06/2018
2 ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner” nr. 9538 af 2. juli 2018
3 ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner” nr. 9538 af 2. juli 2018, afsnit 10.1.7
4 Genoptræning på alment niveau foregår i kommunalt regi og genoptræning på specialiseret niveau foregår i regionalt regi.
Genoptræning på specialiseret niveau
Ved genoptræning på specialiseret niveau tilbydes borgeren opstart af genoptræningsindsatsen indenfor
14 kalenderdage efter modtagelse af genoptræningsplanen, med mindre følgende forhold gør sig gældende:
• Hvis en patient har et sundhedsfagligt begrundet behov for at opstarte genoptræningsforløbet tidligere end inden for 14 kalenderdage, angiver sygehuset en startdato og en sundhedsfaglig begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde oplysninger om den enkelte patients funktionsevne og være individuel relevant for den pågældende patient.
• Hvis en patient har et sundhedsfagligt begrundet behov for at opstarte genoptræningsforløbet senere end indenfor 14 kalenderdage, angiver sygehuset en startdato og en sundhedsfaglig begrundelse herfor. Begrundelsen skal indeholde oplysninger om den enkelte patients funktionsevne og være individuel relevant for den pågældende patient.
Angivelse af tidsfrist ved fremrykket eller udskudt start
Såfremt der er et sundhedsfagligt begrundet behov for at fremrykke eller udskyde opstarten af genoptræningsindsatsen, skal dette anføres i felt 10 under ”Tidsfrist for start af genoptræning”. Opstarten skal angives som en tidsfrist, eller et tidsinterval, indenfor hvilket genoptræningen ud fra en sundhedsfaglig vurdering bør starte op eller udskydes (”Trin-for-trin guide til Den Gode Genoptræningsplan (G-GOP)”)5.
Ved fremrykket start tilbydes borgeren opstart af genoptræning senest på den angivne dato, som anført i felt punkt 10 på genoptræningsplanen. Tidsfrist angives med dato.
Det fremgår af ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner”6:”Hvis genoptræningen ikke kan påbegyndes umiddelbart efter udskrivningen, fx hvis opstart af genoptræning skal afvente, at patienten afbandageres vil fristen på opstart inden for syv dage skulle tælles fra det sundhedsfagligt begrundede tidspunkt i stedet”.
Implementering
Hver sektor er ansvarlig for, at aftalen bliver implementeret, herunder at sørge for at alle relevante medarbejdere kender aftalen.
Monitorering
Følgegruppen for genoptræning og rehabilitering vil årligt monitorere på følgende:
• I hvor høj grad genoptræningsplanerne afsendes senest samme dag som patienten udskrives
• I hvor høj grad tidsfristerne for opstart af genoptræningsindsatserne overholdes Monitoreringen gentages årligt, indtil der foreligger valide data fra Sundhedsdatastyrelsen på området.
Følgegruppen for genoptræning og rehabilitering udarbejder retningslinjer for, hvordan monitoreringen gennemføres kommunalt og regionalt.
5 Link til guiden: xxxxx://xxx.xxxxxx.xx/xxxxx/0000/xxxxxxxxxxxx_xxxx-xxx-xxxx-xxxxx-xxx-xxx-xxxx-xxxxxxxxxxxxxxxxxx-x-xxx-_0000.xxx
6 ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner” nr. 9538 af 2. juli 2018, afsnit 10.1.3