SELSKABSMEDDELELSE
SELSKABSMEDDELELSE
Odense, 27. April 2022
Selskabsmeddelelse xx. 36 - 27-04-2022
ESA forlænger kontrakt på support til helbredsovervågning på rumstationen
Danish Aerospace Company A/S har fået udvidet og forlænget kontrakten vedrørende support på medicinsk udstyr og helbredsovervågning af astronauter på Den Internationale Rumstation.
Denne selskabsmeddelelse indeholder intern viden.
• Danish Aerospace Company A/S (DAC) har siden juli 2006, under forskellige former, supporteret de regelmæssige helbredsovervågninger og konditionstest på Den Internationale Rumstation, fra sit kontrolcenter i Odense.
• Konditionstestene bliver gennemført på selskabets CEVIS- & FERGO-rumcykler og med DAC’s PPFS- helbredsovervågningsudstyr. DAC har kontrakter på at vedligeholde udstyret i rummet, sammen med de tilsvarende træningsmodeller på Jorden.
• ESA har nu udvidet og forlænget Selskabets MOSES-kontrakt (Medical Operation Support & Engineering Services) på denne support og vedligeholdelse til og med udgangen af 2022.
• Desuden er der option på forlængelser i 2023 og 2024, som ESA kan aktivere.
• Herudover indeholder kontrakten optioner på forskellige ekstra services og software til kontrol af DAC’s udstyr fra Jorden.
• Konditionstest (Fitness-test) bliver foretaget regelmæssigt af alle NASA’s, ESA’s, Japans og Canadas astronauter, når de opholder sig på Den Internationale Rumstation.
• Målingerne foretages første gang cirka 2 uger efter astronauterne er ankommet til rumstationen, igen efter hver ca. 3. måned på rumstationen og sidste gang cirka 2 uger inden de vender tilbage til jorden.
• Forlængelse af kontrakten betyder, at den nu også løber i hele 2022. Udvidelsen og forlængelsen har en værdi af ca. 1,9 mio. DKK (ca. 260k Euro).
• Optionerne har, hvis de alle aktiveres, en samlet værdi på 4,5 mio. DKK (ca. 610k Euro).
”Vi er meget glade for, at ESA har forlænget kontrakten og lagt optioner ind på de kommende år. Hermed kan vi forsætte med at servicere vores udstyr og levere vores tekniske ekspertise til de kritiske helbredsovervågninger og konditionstest, samt få værdifuld erfaring til vores andre udviklingsprojekter” - Udtaler administrerende direktør for DAC, Xxxxxx X. X. Xxxxxxxx.
Han fortsætter: ”Overvågning af astronauternes helbred hænger tæt sammen med deres motion og det motionsudstyr vi bygger. Det er essentielt for astronauterne konstant at være i god fysisk form, i rummet. Dette skyldes, at i tilfælde af medicinske eller tekniske problemer på rumstationen skal de altid være bedst rustet til hurtigt kunne komme hjem til Jorden og dens tyngdekraft igen, eller de skal i tilfælde af problemer, hurtigt kunne gennemføre en rumvandring med reparationer uden på rumstationen. Derfor er de regelmæssige helbredsovervågning og konditionstest helt essentielle.” - siger Xxxxxx X. X. Xxxxxxxx.
Supplerende information
Selskabet har i løbet af de sidste 33 år fået opsendt mere end 3,2 ton udstyr til rummet. I dag befinder der sig cirka 340 kilo udstyr udviklet og bygget af DAC på Den Internationale Rumstation. Det er bl.a. CEVIS- rumcyklerne, PPFS-helbredsovervågningsudstyret, indmaden i MELFI-fryserne, samt en række tilhørende udstyr til forskning og videnskabelige forsøg.
Selskabet har siden 1993 haft kontrolcenter til at supporte forsøg og udstyr på den nu pensionerede russiske rumstation Mir, de amerikanske rumfærger og siden år 2000 på Den Internationale Rumstation. DAC har til dato stået for gennemførslen af 28 eksperimenter med næsten 1.000 in-flight sessioner på 55 forskellige astronauter som forsøgspersoner på Den Internationale Rumstation.
Endvidere har Selskabet hidtil supportet over 75 helbreds- og fitness sessioner på ikke-russiske astronauter siden DAC’s udstyr blev indført som standard for disse tests i maj 2017. Inden da, gennemførte DAC fra juli 2006 til 2017 en lang række indledende fitness-sessions som forberedelse.
I dag befinder der sig seks astronauter på Den Internationale Rumstation, fire amerikanere, en europæer og to russere, der typisk opholder sig på rumstationen et halvt år ad gangen.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Danish Aerospace Company A/S: Xxxxxx X.X. Xxxxxxxx, Xxx. Direktør Mobil: x00 00 00 00 00
Certified Adviser:
Xxxx Xxxxxxxxx, Partner
Baker Tilly Corporate Finance P/S Tlf.: x00 00 00 00 00
Om Danish Aerospace Company A/S
Danish Aerospace Company er en højteknologisk virksomhed, der arbejder med avanceret medicinsk udstyr og andre tekniske områder primært inden for rumfart og andre ekstreme miljøer.
Selskabets produkter er baseret på mange års specialiseret forskning og udvikling. Dette består i design, integration og anvendelse af såvel nye som etablerede medicinske teknologier til de udfordringer og anderledes betingelser, der findes i rummets vægtløshed. Disse produkter er med til at bringe teknologien fra rumfart, og erfaring fra ophold i rummet, ned på Jorden til gavn for almindelige mennesker.
Danish Aerospace Company beskæftiger ingeniører og teknikere indenfor både mekanik, elektronik og software der leverer avancerede tekniske produkter og teknisk service til vores kunder. Vi specialiserer os i kundespecifik design, udvikling, produktion, certificering, vedligeholdelse, afprøvning og drift af medicinsk udstyr til bemandet rumfart og andre ekstreme miljøer. Til dato er omkring 3,2 ton af firmaets udstyr blevet sendt i rummet.
Firmaets kvalitetssystem er certificeret i henhold til BS EN ISO 9001:2015, BS EN 9100:2018 teknisk ækvivalent med AS9100D som er den anerkendte standard på området.