VEDTÆGTER
VEDTÆGTER
§ 1. NAVN
Organisationens navn er Film- og tv-arbejderforeningen, dagligt kaldet FAF.
§ 2. HJEMSTED m.v.
Stk. 1. Foreningen har hjemsted og værneting i København.
Stk. 2. Foreningen er en fagforening tilsluttet Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og den under FTF hørende arbejdsløshedskasse (FTF-A).
§ 3. FORMÅL
Foreningens formål er, gennem en samling af personer beskæftiget inden for audiovisuel formidling og underholdning, omfattende blandt andet produktion og tilvirkning af film, TV og computerspil, at virke til gavn for foreningens medlemmer ved;
at varetage medlemmernes faglige, indkomstmæssige, kunstneriske, ophavsretlige og sociale interesser,
at indgå faglige overenskomster med producenter og distributører af audiovisuelt indhold,
at søge kontakt med beslægtede organisationer på såvel nationalt som internationalt plan med henblik på koordinering af arbejds- og lønvilkår og for i det hele taget at imødegå illoyal konkurrence,
At informere medlemmerne løbende om foreningens arbejde.
§ 4. MEDLEMSKAB
Stk. 1. Ethvert registreret medlem er ved nærværende vedtægters ikrafttræden eller senere vedtagne ændringer fortsat medlem af foreningen. Medlemsskabet er personligt.
Stk. 2. Efter nærværende vedtægters ikrafttræden kan som aktivt medlem optages enhver myndig person, der professionelt er beskæftiget med produktion af audiovisuelt indhold, eller som er færdiguddannet på en af foreningen anerkendt skole.
Stk. 3. Efter nærværende vedtægters ikrafttræden kan som elevmedlem optages enhver myndig person, der er optaget på en af foreningen anerkendt skole.
Stk. 4. Efter nærværende vedtægters ikrafttræden kan som passivt medlem optages enhver myndig person, der,
a) ikke kan optages i henhold til stk. 2, eller 3, og som ønsker at støtte foreningens formål, eller
b) ophører med at være erhvervsaktiv indenfor medlems- området.
Stk. 5. Ansøgning om medlemskab tilstilles foreningens sekretariat med oplysning om tidligere relevant beskæftigelse og lønniveau. Procedure for bedømmelse af ansøgninger fastsættes af bestyrelsen. Bestyrelsen afgør alle tvivlspørgsmål om medlemskab og medlemsret.
Stk. 6. Personer, der har udført en fortjenstfuld indsats til fremme af foreningens formål, kan af bestyrelsen på en generalforsamling indstilles til udnævnelse som æresmedlem. Æresmedlemmer er kontingentfri.
§ 5. UDLÆNDINGE
Udenlandske personer beskæftiget inden for medlemsområdet kan optages som midlertidige aktive medlemmer i den periode, de har eller søger beskæftigelse i Danmark, såfremt de i § 4, stk. 2 nævnte betingelser i øvrigt er opfyldt.
§ 6. ÆNDRING AF MEDLEMSSTATUS
Aktive medlemmer, der helt ophører med at være erhvervsaktive, eller som ophører med at være erhvervsaktive for en længere periode, kan overflyttes til passivt medlemskab. Undtaget herfra er registreret arbejdsløshed. Genoptager et passivt medlem arbejdet indenfor medlemsområdet, skal den pågældende overføres til aktivt medlemskab.
§ 7. UDMELDELSE OG EKSKLUSION
Stk. 1. Udmeldelse for samtlige medlemskategorier skal ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel til udgangen af et kvartal.
Stk. 2. Xxxxxxxxx, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent senest 3 måneder efter påkravet, fortaber automatisk ret til medlemskab. Bestyrelsen kan beslutte at inddrage restancer ad retlig vej. Eventuel senere begæring om optagelse kan først behandles, når bestyrelsen har taget stilling til eventuel kontingentrestance.
Stk. 3. Eksklusion kan ske
a) hvis et medlem handler åbenbart imod foreningens formål eller på anden måde skader dens interesser eller handler i strid med foreningens vedtægter eller generalforsamlings beslutninger,
b) hvis et medlem handler imod de til enhver tid gældende overenskomster m.v. mellem foreningen og de respektive arbejdsgiverorganisationer,
c) hvis et medlem ikke efterkommer pålæg fra bestyrelsen vedrørende løn- og ansættelsesforhold
d) hvis et medlem i strid med bestemmelserne i § 17, overdrager eller på anden vis selvforvalter sine rettigheder uden forudgående aftale herom, jfr. § 17, stk. 4. Undtaget herfra er dog dobbeltmedlemmer af Danske Scenografer og Dansk Filmfotograf Forbund, såfremt de skriftligt har overdraget deres rettigheder til en af disse to foreninger.
Stk. 4. Eksklusion kan kun vedtages, når mindst 5 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.
Stk. 5. Et ekskluderet medlem har adgang til at redegøre for sin sag overfor bestyrelsen. Hvis medlemmet ikke får
medhold, kan sagen skriftligt indbringes for førstkommende generalforsamling til endelig beslutning.
§ 8. KONTINGENT
Stk. 1. Det til enhver tid gældende kontingent for aktive, elev- og passive medlemmer fastsættes af en generalforsamling og opkræves efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.
Kontingentet omfatter ikke medlemskab af FTF-A.
Stk. 2. For medlemmer, der er færdiguddannede fra en af foreningen anerkendt skole, nedsættes kontingentet det første år efter uddannelsens afslutning til det halve af normalt kontingent. På samme måde nedsættes kontingentet for medlemmer, der indmeldes i foreningen i forbindelse med den første ansættelse, der gør den pågældende optagelsesberettiget i foreningen. Medlemmer der på ikrafttrædelsestidspunktet er omfattet af indslusningskontingent fortsætter på den aflyste ordning.
Stk. 3. Bestyrelsen kan efter anmodning nedsætte et medlems kontingent eller lade det helt bortfalde for en nærmere fastsat periode, såfremt det er begrundet i medlemmets særlige forhold.
§ 9. KONFLIKTFOND
Stk. 1. De i § 4, stk. 2 nævnte medlemmer betaler bidrag til foreningens konfliktfond. Bidragets størrelse fastsættes af generalforsamlingen, og bidraget opkræves af bestyrelsen.
Stk. 2. Konfliktfondens regnskab og formue skal holdes adskilt fra foreningens almindelige regnskab og formue og skal revideres af foreningens revisor.
Stk. 3. Ekstraordinært bidrag til konfliktfonden kan pålægges de i § 4, stk. 2 nævnte medlemmer, hvis 2/3 af de stemmeberettigede og fremmødte medlemmer på en behørigt indkaldt generalforsamling stemmer herfor.
§ 10. GENERALFORSAMLINGER
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender, der ikke bringes til urafstemning.
Stk. 2. Generalforsamlinger er dels ordinære, dels ekstraordinære.
Stk. 3. Bestyrelsen skal indkalde til afholdelse af ordinær generalforsamling hvert år i november.
Stk. 4. Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 18 dages varsel ved direkte skriftlig eller elektronisk indkaldelse af hvert mødeberettiget medlem.
Xxxxxxxxxxxx til bestyrelsesvalget tillige med en liste over de opstillede kandidater vedlægges indkaldelsen. Valget kan foregå elektronisk. Medlemmer, der ikke har mail, vil blive indkaldt ved almindelig post.
Stk. 5. Dagsorden med bilag, herunder bestyrelsesgodkendt og revisorpåtegnet regnskab og gennemsigtighedsrapport, budgetforslag for det kommende regnskabsår, bestyrelsens skriftlige beretning, bestyrelsens forslag til arbejdsprogram samt indkomne forslag
udsendes, skriftligt eller elektronisk, senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Medlemmer, der ikke har mail, vil blive indkaldt ved almindelig post.
Stk. 6. Indkomne forslag skal være foreningens sekretariat i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Kun emner, der er angivet på dagsordenen, kan undergives afstemning.
Beslutning om anvendelsen af omfanget af rettighedsmidler til kollektiv forvaltning vedtages af repræsentanterne fra de enkelte rettighedsgrupper forud for, at bestyrelsen fremsætter forslag herom.
Stk. 7. Dagsorden for ordinære generalforsamlinger skal omfatte:
0. Valg af dirigent
1. Godkendelse af bestyrelsens beretning
2. Gennemgang og godkendelse af det forgangne regnskabsår samt gennemgang og godkendelse af gennemsigtighedsrapport
3. Orientering om den regnskabsmæssige status for det indeværende års 3 første kvartaler
4. Gennemgang og godkendelse af budget for det kommende regnskabsår
5. Forslag fra bestyrelsen, herunder forslag om anvendelse af midler fra kollektiv rettighedsforvaltning
6. Indkomne forslag
7. Orientering om arbejdsprogram for det kommende år samt tre års strategi
8. Valg til bestyrelsen
9. Godkendelse af hver faggruppes medlemmer til repræsentantskabet 10. Valg af to kritiske revisorer
11. Valg af to valgledere
12. Evt.
Stk. 8. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer forlanger det, eller når 2/3 af repræsentantskabets medlemmer forlanger det, eller når mindst 50 af foreningens aktive, stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det, med angivelse af, hvad der ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest 21 dage efter, at begæringen er kommet sekretariatet i hænde.
Stk. 9. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med angivelse af dagsorden med mindst 5 dages varsel ved direkte indkaldelse af hvert mødeberettiget medlem. Indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg af en ny bestyrelse skal dog ske med det samme varsel som til en ordinær generalforsamling. Valg af medlemmer til en ny bestyrelse i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling sker som ved valg på en ordinær generalforsamling.
Stk. 10. Skulle en faggruppes repræsentant til repræsentantskabet blive underkendt af generalforsamlingen, kan den pågældende faggruppe inden 14 dage vælge en ny repræsentant til repræsentantskabet. Denne repræsentant skal godkendes af den nye bestyrelse på det førstkommende møde.
Stk.11. Ethvert medlem har adgang til foreningens generalforsamlinger og medlemsmøder. Undtaget er dog medlemmer, der er registreret for kontingentrestance.
Stk.12. Kun aktive medlemmer og elevmedlemmer, der ikke er registreret for kontingent restance, er stemmeberettigede og valgbare. Stemmeberettigede medlemmer som ikke kan deltage i generalforsamlingen kan ved en skriftlig fuldmagt lade sig repræsentere på generalforsamlingen af et andet stemmeberettiget medlem. Hvert stemmeberettiget medlem, som deltager i generalforsamlingen kan højst medbringe en fuldmagt.
Fuldmagten skal klart tilkendegive, hvem som er fuldmagtsgiver og fuldmagtshaver samt være behørigt dateret og underskrevet af fuldmagtsgiveren.
Stk. 13. Valgbare er ikke medlemmer med væsentlig økonomisk eller familiær personlig interesse i foreningens
sekretariat. Endvidere kan ægtefæller ikke være medlem af bestyrelsen på samme tidspunkt.
Stk.14. Enhver generalforsamling vælger først og særskilt uden for dagsordenen en dirigent, der ikke må være medlem af eller suppleant til bestyrelsen og repræsentantskabet eller ansat af foreningen.
Dirigenten konstaterer, om generalforsamlingen er lovlig og indkaldt i overensstemmelse med vedtægterne og leder forhandlingerne samt gennemførelsen af afstemningerne.
Stk. 15. Alle afgørelser træffes af generalforsamlingen med simpelt flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer, jfr. dog §§16, 17 og 18.
Stk.16. Afstemninger foregår ved håndsoprækning. Dog skal afstemninger foregå skriftligt, såfremt mindst 5 tilstedeværende, stemmeberettigede medlemmer begærer det.
§ 11. FAGGRUPPER
Stk. 1. Foreningens medlemmer registreres i en af følgende faggrupper: Elever, foto, instruktion- og manuskript, klip, kostume og sminke, lys og grip, producer og produktionsleder, øvrig produktion og caster, scenografi og rekvisit, instruktørassistent og indspilningsleder, stillfoto og script, tone eller animation og multimedie.
Bestyrelsen kan vælge at oprette nye faggrupper, hvis det findes nødvendigt. Nedlæggelse af faggrupper skal godkendes på en generalforsamling.
Stk. 2. Hver faggruppe kan af sin midte vælge indtil 2 kandidater til bestyrelsesvalget.
Stk. 3. Hver faggruppe vælger af sin midte mindst 1 og højst 2 medlemmer til repræsentantskabet. Faggruppens medlem(mer) af repræsentantskabet kan ikke samtidig kandidere til bestyrelsesvalget.
Stk. 4. Med et varsel på 14 dage indkalder sekretariatet, skriftligt eller elektronisk, den enkelte faggruppe til møde med henblik på valg af kandidat til bestyrelsesvalget og medlem(mer) af repræsentantskabet. Faggruppemøder kan afholdes i elektronisk lukkede fora, hvortil faggruppens medlemmer har adgang. Mødet skal være afholdt 3 uger inden generalforsamlingen.
Stk. 5. Forslag til kandidater kan fremsættes på faggruppemødet eller indsendes, så de er sekretariatet i hænde senest 7 dage før faggruppemødet.
Stk. 6. Hvis der er flere kandidater end pladser til besættelse i repræsentantskabet, vælges medlemmerne ved skriftlig afstemning blandt de tilstedeværende af faggruppens medlemmer. Valgt til repræsentantskabet er de 2 med højst stemmetal.
Stk. 8. Sekretariatet udarbejder referat fra det faggruppemøde, hvor der vælges repræsentanter til repræsentantskabet og til bestyrelsen.
Stk. 9. Eventuelle udgifter i forbindelse med indkaldelse og afholdelse af faggruppens møder og arrangementer kan afholdes af foreningen efter beslutning i bestyrelsen.
§ 12. BESTYRELSEN
Stk. 1. I tilknytning til den ordinære generalforsamling foretages skriftlig afstemning af medlemmerne blandt de opstillede kandidater til bestyrelsen.
Stk. 2. Bestyrelsen består af 9 medlemmer og 2 suppleanter, der forestår foreningens daglige drift under ansvar overfor generalforsamlingen.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år af gangen, dog forskudt, så halvdelen er på valg hvert andet år. I lige år vælges der 4 nye medlemmer til bestyrelsen, i ulige år vælges 5 nye medlemmer til bestyrelsen. Ved første direkte valg til bestyrelsen anses de kandidater som har fået 5., 6., 7., 8. og 9. flest stemmer som værende valgt for et år.
Suppleanter vælges hvert år.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer vælges blandt de kandidater, der er indstillet af faggrupperne. Der kan maksimalt være 2 medlemmer fra samme faggruppe i bestyrelsen på samme tid.
Stk. 4. Stemmeretten kan enten udøves på generalforsamlingen eller ved indsendelse af de udsendte stemmesedler til sekretariatet via post eller elektronisk. De udsendte og udfyldte fysiske stemmesedler skal være sekretariatet i hænde senest på dagen for afholdelsen af generalforsamlingen, mens den elektroniske afstemning afsluttes dagen før generalforsamlingen. En stemmeseddel kræver, for at være gyldig, at der er sat kryds ud for maksimalt 3 kandidater. Stemmesedlerne skal optælles på generalforsamlingen.
Stk. 5. Alle afgørelser i bestyrelsen træffes med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer, jfr. dog § 7 stk. 4 og § 10 stk. 8. Stemmeretten skal udøves personligt.
Stk. 6. Bestyrelsen tiltræder pr. 1. januar, og holder sit konstituerende møde senest den 15. januar. Bestyrelsen vælger af sin midte et forpersonskab bestående af 3 bestyrelsesmedlemmer.
Forpersonskabet indkalder til bestyrelsesmøder. Bestyrelsen bestemmer i øvrigt selv sin arbejdsform. Dog skal nedsættelse af udvalg ske på et møde med bestyrelsen og repræsentantskabet senest den efterfølgende 1. februar.
Bestyrelsen og repræsentantskabet kan supplere sig selv med medlemmer og andre udefra kommende sagkyndige uden stemmeret.
Stk. 7. Suppleanter kan møde ordinært uden stemmeret. Suppleanter indkaldes ved afbud, og indtræder hvis et medlem trækker sig i løbet af sin valgperiode.
§ 13. REPRÆSENTANTSKABET
Stk. 1. På den ordinære generalforsamling nedsættes et repræsentantskab. Repræsentantskabets medlemmer kan deltage i et eller flere udvalg.
Stk. 2. Repræsentantskabet er rådgivende overfor bestyrelsen, og er medansvarlig for det overordnede arbejdsprogram og nedsættelse af udvalg.
Stk. 3. Repræsentantskabet består af mindst 1 og højst 2 medlemmer fra hver faggruppe. Derudover er tillidsrepræsentanten fra arbejdspladser med overenskomster for fastansatte, der kun dækker den pågældende arbejdsplads, medlemmer af repræsentantskabet.
Stk. 4. Repræsentantskabet indkaldes mindst 3 gange om året til ordinære møder. Det ene møde skal finde sted i september måned, hvor repræsentantskabet skal drøfte forberedelsen af den ordinære generalforsamling, herunder forslag til det overordnede arbejdsprogram for det kommende år.
Stk. 5. Såfremt 2/3 af medlemmerne i repræsentantskabet kræver det, kan repræsentantskabet indkalde bestyrelsen til møde med henblik på drøftelse af indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling for at vælge ny bestyrelse, ændring af arbejdsprogram, fastlæggelse af ny politik, ændring af vedtægter, ændring af overenskomst eller ændring af vedtægtsforslag.
Stk. 6. Repræsentantskabet indkaldes altid forud for urafstemninger blandt foreningens medlemmer.
Repræsentantskabets anbefaling til medlemmerne ved urafstemningen, skal tilsendes medlemmerne sammen med det øvrige afstemningsmateriale.
Stk. 7. Alle afgørelser træffes med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer af repræsentantskabet.
Stk. 8. Det på generalforsamlingen godkendte repræsentantskab tiltræder pr. 1. januar. Bestyrelsens formand indkalder til repræsentantskabsmøderne.
Stk. 9. Mindst 7 medlemmer af repræsentantskabet kan begære afholdelse af ekstraordinært møde i repræsentantskabet. Udvalgets møde skal være afholdt senest 21 dage efter begæringen er modtaget.
§ 14. SEKRETARIAT, TEGNINGSRET
Stk. 1. Foreningens virksomhed udøves gennem sekretariatet, gennem hvilket henvendelser fra og til medlemmerne foregår.
Stk. 2. For dispositioner over kr. 20.000 tegnes foreningen af bestyrelsen i forening. Ved køb og salg af fast ejendom, indgåelse og ophævelse af lejemål samt i alle dispositioner over foreningens konfliktfond tegnes foreningen af 2 medlemmer fra forpersonskabet samt mindst 4 øvrige medlemmer af bestyrelsen.
§ 15. REGNSKABSÅR & GENNEMSIGTIGHEDSRAPPORT
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet og foreningens gennemsigtighedsrapport revideres og godkendes hvert år af en statsautoriseret revisor, hvorefter det straks tilstilles de kritiske revisorer.
§ 16. OVERENSKOMSTER M.V.
Stk. 1. Generalforsamlingen kan vedtage foranstaltninger, der fastsætter indskrænkninger i medlemmernes ret til samarbejde med enkelte arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer.
Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem foreningen og en eller flere af de respektive arbejdsgivere er bestyrelsen, med bindende virkning for medlemmerne på grundlag af generalforsamlingsvedtagelse eller urafstemning berettiget til at iværksætte de nødvendige forholdsregler, herunder kollektive kampskridt. Ligeledes er bestyrelsen på ikke overenskomstdækkede områder bemyndiget til kollektivt at opsige de berørte ansættelsesforhold med respekt af de individuelle opsigelsesvarsler.
Stk. 3. Enhver overenskomst mellem foreningen og de respektive arbejdsgivere skal godkendes af bestyrelsen og derefter forelægges medlemmerne til endelig godkendelse ved urafstemning.
Stk. 4 Overenskomster for fastansatte, der kun dækker en bestemt arbejdsplads, forelægges efter bestyrelsens godkendelse medlemmerne på den pågældende arbejdsplads til godkendelse.
Stk. 5. Medlemmerne er forpligtede til at overholde de af foreningen indgåede aftaler, herunder aftaler om brug af ophavsretligt beskyttet indhold, som medlemmerne har ophavsretten til.
§ 17 FORVALTNING AF RETTIGHEDER
Stk. 1. I kraft af medlemskabet af foreningen overdrager ethvert medlem til foreningen en ikke-eksklusiv ret til på medlemmets vegne at indgå aftaler om og opkræve vederlag for brug af ophavsretligt beskyttet indhold i henhold til foreningens beslutninger inden for de til enhver tid gældende formålsbestemmelser og overenskomster.
Overdragelsen gælder i det omfang, medlemmet har de pågældende rettigheder i behold. Medlemmet bemyndiger foreningen til at foretage ethvert retligt eller faktisk skridt i forbindelse med varetagelsen af denne ret. Foreningen kan på medlemmets vegne påtale enhver krænkelse af disse rettigheder. Foreningen kan indgå repræsentationsaftaler med tilsvarende udenlandske organisationer. I kraft af medlemskabet af foreningen flyttes eneforvaltningsretten af medlemmets rettigheder til foreningen ved indgåelse af kollektive vederlagsordninger. Til brug herfor underskriver medlemmet en overdragelseserklæring vedrørende forvaltning af rettigheder.
Stk. 2. Det påhviler det enkelte medlem at holde sekretariatet behørigt orienteret om alle produktioner indeholdende medlemmets ophavsretlige beskyttede indhold.
Stk. 3. Såfremt et medlem ønsker at udtage sit ophavsretlige beskyttede indhold til en produktion til selvforvaltning efter underskrivelse af en overdragelseserklæring, skal det enkelte medlem udfylde
en selvforvaltningsaftale. Den udfyldte selvforvaltningsaftale skal forelægges foreningens bestyrelse til godkendelse.
Stk. 4. Såfremt et medlem ikke efterlever bestemmelserne i
§ 17, skal bestyrelsen på førstekomne bestyrelsesmøde, efter at den manglende efterlevelse er blevet konstateret, behandle medlemmets manglende efterlevelse og sanktion heraf.
Bestyrelsen har i denne forbindelse mulighed for følgende sanktioneringsmuligheder;
• En frist på 14 dage til at bringe forholdene i overensstemmelse med nærværende bestemmelse
• En advarsel
• Ved særligt omfattende tilfælde eller ved flere på hinanden tildelte advarsler kan bestyrelsen beslutte at ekskludere medlemmet, jfr. § 7, d).
Inden medlemmer som er rettighedshavere ekskluderes for manglende efterlevelse af § 17, skal repræsentanter for den pågældende rettighedsgruppe høres.
Et medlem har dog, trods eksklusion grundet manglende efterlevelse af § 17, fortsat ret til at komme med sin udlægning af sagen, jfr. § 7, stk. 5.
Stk. 5. Foreningen kan overlade forvaltningen af de i denne bestemmelse angivne aftaler eller dele heraf til andre organisationer, herunder foreninger under Copydan.
Stk. 6. Overdragelsen omfatter bl.a. rettigheder, som varetages af de kollektive forvaltningsorganisationer, såsom Copydan-foreningerne, som foreningen er medlem af. Medlemmerne har ret til at få oplyst, på hvilke områder der er indgået aftaler.
Stk. 7. De til foreningen indkomne Copydan-vederlag m.v. tilhørende rettighedshavere fordeles i videst muligt omfang individuelt til de berettigede og ellers kollektivt.
§ 18. URAFSTEMNING
Stk. 1. Efter bestyrelsen har godkendt overenskomster, der omfatter medlemmer, både freelancere og fastansatte, på flere arbejdspladser, skal disse forelægges samtlige medlemmer til endelig godkendelse ved urafstemning.
Stk. 2. Beslutning om ændring af foreningens vedtægter eller opløsning af foreningen skal forelægges medlemmer til afgørelse ved urafstemning. Alle afgørelser træffes med simpelt flertal, dog med undtagelse af vedtægtsændringer samt opløsning af foreningen.
Stk. 3. Når 5 medlemmer af bestyrelsen, 2/3 af medlemmerne af repræsentantskabet eller 50 medlemmer af foreningen begærer det, skal en beslutning truffet af bestyrelsen eller generalforsamlingen forelægges medlemmerne til endelig afgørelse ved urafstemning.
Urafstemningen skal være iværksat senest 30 dage efter begæringen er modtaget.
Stk. 4. Forud for enhver urafstemning skal repræsentantskabet indkaldes for at drøfte temaet for urafstemningen. Repræsentantskabets anbefaling til medlemmerne om afstemningen skal altid tilsendes medlemmerne sammen med det øvrige afstemningsmateriale.
Stk. 5. Materiale og praktik vedrørende log-in og afgivelse af stemme til urafstemningen mv. fremsendes til de stemmeberettigede medlemmer på e-mail eller via fysisk post. Medlemmerne har herefter 14 dage fra materiale er
udsendt fra sekretariatet til at stemme, enten elektronisk eller ved returnering af fysisk stemmeseddel.
Resultatet af afstemningen skal være tilgængeligt for medlemmerne senest 7 dage efter urafstemningens afslutning og offentliggjort senest 4 uger efter.
Stk. 6. Ved såvel urafstemninger som valg af repræsentanter til bestyrelse og repræsentantskabet ledes valget af foreningens valgledere, der er foreningens formand og 2 medlemmer udpeget på generalforsamlingen.
Stk.7. Kun aktive medlemmer og elevmedlemmer, der ikke er registreret for kontingent restance, er stemmeberettigede ved urafstemning.
§ 19. VEDTÆGTSÆNDRINGER
Stk. 1. Ændringer i eller tilføjelse til nærværende vedtægter kan foretages, når de er vedtaget ved urafstemning med 2/3 flertal af de afgivne stemmer.
Stk. 2. Ændringer i eller tilføjelse til nærværende vedtægter skal, inden de sendes til urafstemning blandt medlemmerne, været drøftet på en generalforsamling.
§ 20. FORENINGENS OPLØSNING
Stk. 1. Forslag om foreningens opløsning kan kun fremsættes på en med dette øjemed og med 14 dages varsel indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2. Opløsning kan kun finde sted, såfremt dette vedtages ved urafstemning med mindst 3/4 flertal blandt de stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 3. Samtidig med opløsningen skal der træffes beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle midler, hvilket træffes med simpelt flertal.
Stk. 4. Før end en opløsning af foreningen kan finde sted, skal alle rettighedsmidler fordeles individuelt i henhold til den enhver tid gældende lov om kollektiv forvaltning af ophavsret. Ikke fordelbare midler skal efter aftale med de respektive rettighedsgrupper og Copydan eller andre organisationer som administrerer kollektive vederlagsordninger, forsøges fordelt til rettighedshavere eller anvendes til kollektiv fordeling.
§ 21. IKRAFTTRÆDEN
Nærværende vedtægter træder i kraft 1. januar 2013 efter vedtagelse ved urafstemning afsluttet d. 21. december 2012.
Som vedtaget på Filmarbejderforeningens konstituerende generalforsamling den 1. maj 1970 med senere ændringer vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 5. april 1979, den ordinære generalforsamling den 28. november 1980, den ekstraordinære generalforsamling den
14. november 1982, den ordinære generalforsamling den
19. marts 1983, den ekstraordinære generalforsamling den
30. november 1983, den ordinære generalforsamling den 1. april 1989, den ordinære generalforsamling d. 22. marts 1992 og den ekstraordinære generalforsamling d. 8. juni 1993, 16. marts 1995, den ordinære generalforsamling d.
12. november 1997, 28. november 1998, d. 23. november 2004, ved urafstemning d. 3. november 2005 og ved vedtagelse på generalforsamling 24. november 2009, ved urafstemning d. 21. december 2012, den 20. februar 2017 og ved urafstemning 16. december 2021.