Contract
22. Køb af anlæg ( FORTROLIG) (2008-116226)
Borgerrepræsentationen skal godkende, at forvaltningen indgår aftale om køb af to private P-anlæg, jf. forliget om kommunens budget for 2009.
Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forvaltningen bemyndiges til at indgå købsaftale om Det Grønne P-Hus på Nørrebro og P-anlægget under SKAT på Østerbro for at forbedre forholdene for beboerparkering i de indre brokvarterer
2. at begge køb gøres betinget af, at købsaftalen er indgået i 2008, og at købssummen kan deponeres på bankkonto inden udgangen af supplementsperioden for regnskabsåret 2008
3. at prisen for det Grønne P-hus ikke overstiger 61 mio. kr. inklusiv handelsomkostninger
4. at prisen for P-anlægget under SKAT ikke overstiger 36 mio. kr. inklusiv handelsomkostninger
5. at der frigives 97 mio. kr. i 2008 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 til købet
6. at der gives en tillægsbevilling på 97 mio. kr. (2008 p/l) i 2008 til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 med modpostering på Økonomiudvalgets bevilling, finansposter, funktion 8.32.22.5 (kassen). Kassetrækket i 2008 modsvares af en tilsvarende kasseopbygning i 2011 og 2012, idet P-strategiens rådighedsbevilling i budgetoverslagsårene 2011 og 2012 sænkes med hhv. 23,42 mio. kr. og 73,58 mio. kr. (2008 p/l)
Problemstilling
I kvarteret omkring Blågårdsgade på Indre Nørrebro er der en betydelig mangel på gadeparkeringsmuligheder for beboerne i aften- og nattetimerne. Samtidig kan det konstateres, at Det Grønne P-hus på hjørnet af Åboulevarden og Blågårdsgade, der drives efter forretningsmæssige principper af Europark, stort set står tomt i aften- og nattetimerne. Årsagen hertil er bl.a., at beboerne hellere vil risikere en kontrolafgift for ulovlig parkering end betale markedsprisen for at parkere i et privat P-anlæg.
Samme forhold gør sig gældende på Østerbro i kvarteret omkring Nordhavn station, hvor det kan konstateres, at der er en meget lav belægning i det private P-anlæg under SKAT.
Endvidere har regeringens planer om at modregne alle parkeringsindtægter udover 2007-niveauet i statens tilskud til kommunen øget behovet for at finde omkostningseffektive løsninger på parkeringsproblemerne.
Løsning
Der anlægges en ”mest for pengene”-strategi i indsatsen for at forbedre forholdene for beboerparkering i de indre brokvarterer. Det betyder, at fremskaffelse af P-pladser gennem optimering af gadearealets anvendelse og gennem køb af private P-anlæg med lav benyttelse indtil videre prioriteres højere end bygning af nye underjordiske P-anlæg.
I overensstemmelse hermed er det i det politiske forlig om kommunens budget for 2009 aftalt, at erhvervelsen af Det Grønne P-hus på Nørrebro og P-anlægget under SKAT skal søges fremrykket til 2008, således at erhvervelsen af disse to P-anlæg ikke skal rummes under anlægsloftet for 2009.
I det Grønne P-hus er der 208 P-pladser, og i P-anlægget under SKAT er der 144 P-pladser, som købes til en samlet gennemsnitspris på ca. 275.000 kr. pr. p-plads.
Økonomi
Finansieringen af købet sker ved fremrykning af parkeringsstrategiens anlægsmidler sådan som det er beskrevet i 6. at punkt. Driften finansieres indenfor parkeringsstrategiens driftsmidler, hvor der er afsat 4.396 kr. (2008 p/l) pr. parkeringsplads; her i alt 1.547.392 kr. (2008 p/l) pr. år.
Forvaltningen har indledt realitetsforhandlinger med boligselskabet FSB, som er hoved-ejer af Det Grønne P-hus på Nørrebro. Københavns Kommune har i forvejen en ejerandel på ca. 20 % af P- huset. Der en forhandlet en pris på 60 mio. kr., hvortil skal lægges omkostningerne ved gennemførelse af handlen. Efter handlen er afsluttet, vil ca. 12 mio. kr., svarende til kommunens ejerandel, blive tilbageført til Københavns Kommune.
P-anlægget under SKAT på Østerbro ejes af ejendomsselskabet Nysir Danmark A/S, som er et datterselskab af det islandsk ejede Nysir hf. Der er forhandlet en pris på 35 mio. kr. Hertil skal lægges handelsomkostningerne.
De forhandlede priser pr. P-plads er for begge P-anlæg lavere end prisen pr. P-plads i P-anlægget i Rejsbygade, som kommunen købte i 2007.
Når købet er gennemført, vil forvaltningen fremlægge en indstilling om udlicitering af driften af begge P-anlæg i en femårig periode med det vilkår, at beboerlicens og erhvervslicens til området skal give adgang til gratis parkering, og at parkeringstaksterne i øvrigt ikke må overstige takstniveauet på de omkringliggende gader. Udliciteringsmodellen vil indebære, at kommunens udgifter til teknisk drift og vedligeholdelse minimeres, og at kommunen ikke kommer til at modtage parkeringsindtægter, som fører til yderligere reduktion af statens tilskud til kommunen.
Forvaltningen vil i øvrigt se på belysnings-, trafik- og miljøforhold med henblik på kortlægning af eventuelle behov for forbedringer.
Videre proces
Efter behandling i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget behandles sagen i Borgerrepræsentationen i løbet af efteråret 2008. Købsaftalerne underskrives først, når Borgerrepræsentationen har tiltrådt indstillingen. Forvaltningen vil straks efter overtagelsen foranledige, at parkeringsanlæggene hurtigst muligt åbnes for beboere med licens.
Udliciteringen af opgaverne vil finde sted i løbet af 2 år efterhånden som de eksisterende driftskontrakter, som overtages sammen med bygningerne, udløber.
Xxxxxx Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxx
bilag
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 08.10.2008
Anbefalet, idet der i 6. at skal stå "funktion 8.22.05.5" i stedet for "funktion 8.32.22.5".