Erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler i konkurs og rekonstruktion

Claims for Damages in Contracts in Bankruptcy and Restructuring

af XXXXXX XXXXX XXXXXX XXXXXXXXXX

Ved konkursbehandlingen undersøger kurator omhyggeligt den konkursramte skyldners gen- sidigt bebyrde aftaler med henblik på tage stilling til konkursboets eventuelle indtrædelse i aftalerne. Afhandlingen undersøger, om konkursboet ved indtrædelse i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser påtager sig en hæftelse for latente erstatningskrav på massekravs- niveau, herunder om retsstillingen er anderledes ved en indenretlig rekonstruktion.

Retsstillingen for medkontrahentens ”vederlag” ved boets indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser er reguleret af konkurslovens § 56, stk. 2. Derimod er retsstillingen for latente erstatningskrav usikker og omdiskuteret i den juridiske teori.

Afhandlingen undersøger indledningsvist forskellige opfattelser af retsstillingen for erstat- ningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler i den juridiske teori. Derudover har Sø- og Handels- retten for nylig afsagt domme i to sager om fortolkningen af konkurslovens § 56, som er gen- stand for en nærmere analyse.

Idet Sø- og Handelsrettens domme ikke vedrører rekonstruktionsreglerne, undersøger afhand- lingen endvidere, om der er grundlag for at konkludere anderledes om retsstillingen i rekon- struktion.

Derudover undersøges og diskuteres Højesterets principielle afgørelse i U 2021.114 H om modregning med konnekse krav i konkurs sammenholdt med konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler, herunder Sø- og Handelsrettens fortolkning af konkurslovens § 56.

Det konkluderes, at latente erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser ikke er massekrav, men derimod simple krav i henhold til retspraksis fra Sø- og Handelsretten, der frem for alt lægger vægt på det konkursretlige ligelighedsprincip til støtte for sin fortolk- ning af den retlige systematik i konkurslovens § 56. Det konkluderes yderligere, at retsstillin- gen ikke er anderledes ved en indenretlig rekonstruktion.

Endeligt konkluderes det, at Højesterets afgørelse i U 2021.114 H ikke harmonerer med for- målet og hensynene bag konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler. Konsekven- serne af retsstillingen bør ikke overdrives, men det giver dog anledning til overvejelser om hvorvidt insolvensrettens udvikling i retspraksis i nyere tid bør give anledning til en revision af konkursloven med henblik på en afklaring af forholdet mellem henholdsvis konkursretlige og obligationsretlige principper.

Indholdsfortegnelse

1 ABSTRACT

This dissertation concerns claims for damages in contracts in bankruptcy and reconstruction. Con- tracts are a key part of the process of bankruptcy and reconstruction of insolvent companies. The court-appointed trustee must carefully examine and consider whether and which of the insolvent company's contracts constitute an asset. This assessment takes into account the extent to which a contract poses a risk of burdening the bankruptcy or reconstruction efforts. Claims for damages in contracts established before bankruptcy is filed constitute a risk in this matter. It is therefore essen- tial that the trustee knows whether or not a claim will achieve a privileged position in the ‘bank- ruptcy order’, or whether it remains a simple claim under article 97 of the Danish Bankruptcy Act. The legal position of claims for damages in contracts regarding continuous obligations, which are regulated by the Bankruptcy Act, article 56, paragraph 2, is uncertain and debated in the legal literature.

Various considerations of how the legal position of claims for damages in contracts can be deter- mined under the Bankruptcy Act will be examined in this dissertation. In addition, the Maritime and Commercial Court has recently passed judgments in two cases concerning the Bankruptcy Act, article 56, paragraph 2, which are the subject of analysis in this dissertation. As the judgments do

not concern reconstruction, the dissertation also examines whether there are any reasons for con- cluding differently regarding reconstructions. Further, the significance of a recent Supreme Court decision (U 2021.114 H) regarding set-off with closely related claims in bankruptcy, is examined and discussed.

It is concluded that claims for damages in contracts of continuous obligations established before the bankruptcy or reconstruction is a simple claim according to case law from the Maritime and Commercial Court, and thus do not obtain any privileged legal position. The court cites the princi- ple of equality in bankruptcy law to support its judgment, as well as the court’s interpretation of the legal construction of paragraphs 1 and 2 of article 56 of the Bankruptcy Act.

Finally, it is concluded that U 2021.114 H does not harmonize with the purpose and considerations behind the Bankruptcy Act's chapter 7 and articles 12 n-12 u. Though the Supreme Court’s judg- ment is cause for careful consideration on the part of the trustee, issues derived from the judgement must not be exaggerated. However, the legislature should consider the development of case law in the event of a revision of the Bankruptcy Act, as clarification on the matter would be prudent.

2 Introduktion ‌‌‌

2.1 Afhandlingens emne

Aftaler kan være ensidige eller gensidige. Ensidige aftaler forpligter kun den part, der frem- sætter sit løfte, mens gensidige aftaler forpligter begge parter over for hinanden. Gensidige aftaleforhold tager karakter af gensidigt bebyrdende aftaler, når parterne er forpligtet til at er- lægge ydelser, der forholder sig til hinanden som vederlag.1

Indholdet af gensidigt bebyrdende aftaler kan være levering af en enkelt ydelse (engangs- ydelse), successiv levering (rateydelse) eller en forpligtelse til at levere en ydelse vedvarende (løbende ydelse).2 En virksomhed indgår oftest en lang række gensidigt bebyrdende aftaler, der er helt centrale for driften i selskabet. Hvis selskabet indleder en indenretlig rekonstruktion eller erklæres konkurs, er det derfor også vigtigt, at der er kontrol med de gensidigt bebyrdende aftaler, idet de udgør et væsentligt aktiv.

Gensidigt bebyrdende aftaler er under rekonstruktion reguleret i konkurslovens §§ 12 n-12 v., og under konkurs i konkurslovens kapitel 7 (§§ 53-63). Reglerne i rekonstruktion bygger i udgangspunktet på reglerne fra konkurs, men bestemmelserne er ikke identiske, idet der vare- tages forskellige hensyn under henholdsvis rekonstruktion og konkurs.3

Under konkursbehandlingen kan kurator vælge at indtræde i gensidigt bebyrdende aftaler efter reglen i konkurslovens § 55, stk. 1:

Stk. 1: Boet kan indtræde i de af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende afta- ler.

Retsvirkningerne af konkursboets indtræden er beskrevet i konkurslovens § 56, hvor stk. 2 angiver de særlige retsvirkninger ved indtræden i aftaler om løbende ydelser:

1 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 1. del, s. 20

2 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 1. del, s. 26

3 Bet. 2009:1512, s. 365

Stk. 1: Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens vil- kår.

Stk. 2: Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræ- den forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som massekrav.

Under rekonstruktionsbehandling kan skyldneren med rekonstruktørens samtykke videreføre gensidigt bebyrdende aftaler efter konkurslovens § 12 o, stk. 1:

Stk. 1: En skyldner, der er under rekonstruktionsbehandling, kan med rekonstruk- tørens samtykke videreføre indgåede gensidigt bebyrdende aftaler. Skyldneren kan endvidere med rekonstruktørens samtykke videreføre en gensidigt bebyr- dende aftale, som medkontrahenten inden for de seneste fire uger har hævet på grund af skyldnerens misligholdelse, medmindre medkontrahenten har dispone- ret i henhold til ophævelsen.

Retsvirkningerne af videreførelsen under en rekonstruktion er beskrevet i konkurslovens § 12 p, stk. 1 og 2, som har følgende ordlyd:

Stk. 1: Videreføres en aftale efter § 12 o, omfattes medkontrahentens krav ifølge aftalen af § 94.

Stk. 2: Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes medkontrahentens krav for ti- den efter rekonstruktionsbehandlingens indledning indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens krav for tiden efter en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af § 94.

Reglerne i konkursloven § 56, stk. 2 og § 12, stk. 2 indebærer, at der skal ske en periodisering af ”vederlaget” henholdsvis ”medkontrahentens krav” med skæringsdato ved henholdsvis af- sigelsen af konkursdekretet eller rekonstruktionsbehandlingens indledning. Fra skæringsda- toen har vederlaget eller medkontrahentens krav status som massekrav (§ 93) i konkurs og privilegeret krav (§ 94) i rekonstruktion indtil en eventuel opsigelse.

Problemstillingen opstår, når skyldner under rekonstruktion viderefører eller kurator under konkurs indtræder i en gensidigt bebyrdende aftale, og det viser sig, at medkontrahenten har et krav på erstatning fra tiden før rekonstruktionsbehandlingens indledning eller konkursdekre- tets afsigelse. Hverken ordlyden af §§ 12 p, stk. 2 eller 56, stk. 2 tager udtrykkeligt stilling til, hvorvidt ”medkontrahentens krav” henholdsvis ”vederlaget” omfatter erstatningskrav.

2.2 Problemformulering ‌

Afhandlingen undersøger retsstillingen ved indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler om lø- bende ydelser, jf. konkurslovens § 56, stk. 2, herunder om konkursboet er forpligtet til at aner- kende latente erstatningskrav på massekravsniveau, og hvorvidt der er grundlag for at konklu- dere anderledes i rekonstruktion.

Afslutningsvist sammenholdes retsstillingen for erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler i konkurs og rekonstruktion med medkontrahentens adgang til modregning med konnekse for- dringer i lyset af Højesterets afgørelse i U 2021.114 H.

2.3 Formål og afgrænsning ‌

Formålet med afhandlingen er at undersøge, om latente erstatningskrav enten er omfattet af §§ 12 p, stk. 2 og 56, stk. 2, hvorefter der må ske en periodisering og kravet bliver simpelt krav (§ 97), eller om latente erstatningskrav falder uden for bestemmelsen, og i givet fald hvilken regel der finder anvendelse uden for bestemmelserne §§ 12 p, stk. 2 eller 56, stk. 2.

Idet en udvidet adgang til modregning i konkurs og rekonstruktion med konnekse fordringer umiddelbart ses at have fået støtte i retspraksis i de seneste år, undersøger afhandlingen endvi- dere betydning af denne udvidede modregningsadgang for retsstillingen efter §§ 12 p, stk. 2 og 56, stk. 2.

Det falder uden for rammerne af denne afhandling at foretage en analyse af den omfangsrige retspraksis vedrørende modregning i konkurs og rekonstruktion, hvorfor afhandlingens afsnit om medkontrahentens modregningsadgang fokuserer på Højesterets seneste bidrag i U 2021.114 H.

2.4 Metodevalg ‌

Retsdogmatisk metode er anvendt i denne afhandling til at beskrive, analysere og systematisere gældende ret for erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser under kon- kurs og rekonstruktion, og tilsvarende for modregning i konkurs og rekonstruktion, herunder med konnekse fordringer.

Afhandlingen er udarbejdet med afsæt i dansk retskildelære. Der er således udvalgt relevante bestemmelser i konkursloven, som har været genstand for en nærmere analyse og fortolkning under inddragelse af bestemmelsernes forarbejder. Derudover er retspraksis inddraget med det formål at få indsigt i domstolenes opfattelse af retsstillingen, eftersom spørgsmålet om latente erstatningskravs placering i konkursordenen ikke fremgår udtrykkeligt af konkursloven, og til- svarende for adgangen til modregning med konnekse fordringer. Endeligt er der også draget nytte af den juridiske litteratur til fortolkning af retsstillingen såvel som for at nuancere forstå- elsen heraf.

Afslutningsvist er der anlagt retspolitiske betragtninger i forbindelse afhandlingens vurdering af hvorvidt retsstillingen erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser harmonerer med nyeste retspraksis vedrørende konneks modregning under konkurs og rekon- struktion.

3 Gensidigt bebyrdende aftaler i konkurs ‌

3.1 Indledende bemærkninger om konkurslovens kapitel 7 ‌

Gensidigt bebyrdende aftaler reguleres af bestemmelserne i konkurslovens (lov nr. 11 af 6. januar 2014) kapitel 7, der består af §§ 53-63. Der er tale om et beskedent antal paragraffer til at regulere retsstilling for både konkursboet og medkontrahenten i gensidigt bebyrdende afta- ler. Regelsættet kan derfor ikke tage alle typer af kontraktforhold i betragtning i sin regulering, og reglerne må tilpasses i forhold til de konkrete omstændigheder.4

I Bet. 1971:606 tog konkurslovsudvalget konkursboets økonomiske interesser i betragtning, eftersom skyldnerens kontrakter potentielt udgør et væsentligt aktiv for konkursboet:5

4 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 269.

5 Bet. 1971:606, s. 119.

”For boets økonomiske stilling vil det kunne have stor betydning, om det er i stand til at gennemføre disse kontrakter og derved måske opnå såvel dækning for allerede afholdte udgifter som fortjeneste; men på den anden side frembyder kon- trakterne et risikomoment.”

Over for konkursboets økonomiske interesse i de gensidigt bebyrdende aftaler stod medkon- trahents betænkeligheder ved at kontrahere med et konkursbo:6

”Skyldnerens medkontrahent vil på sin side kunne være betænkelig ved, at hans modpart nu pludselig bliver et konkursbo, på grund af frygt for boets manglende økonomiske evne til at gennemføre kontrakten, for boets mere stive og mindre forretningsmæssige administration, for boets manglende interesse i og mulighed for samarbejde i fremtiden eller måske på grund af hans særlige tillid til xxxxx- xxxxxx personlige indsats.”

Konkurslovens kapitel 7 regulerer således konkursboets og medkontrahentens retsstilling ved gensidigt bebyrdende aftaler ud fra en afvejning af dels hensynet til konkursboets økonomiske interesse i de gensidigt bebyrdende aftaler og dels medkontrahentens naturlige betænkelighe- der ved at stå i kontraktforhold med et konkursbo. Regelsættet vejer dog ikke de modsatrettede hensyn ligeligt op, og der er enighed om, at reglerne i højere grad varetager konkursboets in- teresser.7

Kapitel 7 indledes med § 53, der begrænser anvendelsesområdet for reglerne, idet de kun finder anvendelse, ” […] hvis ikke andet følger af andre lovbestemmelser eller af vedkommende rets- forholds beskaffenhed […]”. Der er ikke med ordlyden af § 53, 1. pkt. tiltænkt en retsstilling, hvor hele kapitlet bliver uanvendeligt, hvor ”andet følger af andre lovbestemmelser”. Således er eksempelvis retsvirkningerne af boets indtræden ifølge konkurslovens § 56 fortsat gældende, selvom købelovens § 40 bestemmer noget andet end konkurslovens § 55 om sælgers ret til at forlange konkursboets stillingtagen til indtræden, og retsvirkningerne af ikke-indtræden.8 Der må ske en individuel fortolkning af de lovbestemmelser, hvor der følger noget andet, således at det vurderes individuelt for hver bestemmelse i konkurslovens kapitel 7, om der er en und- tagelse til reglen.9 Derudover er anvendelsesområdet af kapitel 7 også begrænset, hvis det føl- ger af ”vedkommende retsforholds beskaffenhed”. Ordlyden afslører ikke hvad, der nærmere må forstås ved begrebet. Konkurslovsudvalget bemærkede følgende i Bet. 1971:606:10

”Herved sigtes bl.a. til kontrakter, hvor fallentens person er af en sådan betyd- ning, at boet ikke kan tilegne sig kontrakten, f. eks. en arkitekts udarbejdelse af tegninger til en nybygning. Er hæftelsen for skyld et hovedpunkt i kontraktsfor- holdet, må medkontrahenterne også straks kunne hæve kontrakten, således en aftale om ydelse af lån til skyldneren eller en kontrakt om et interessentskab, hvori skyldneren er ansvarlig deltager. Også andre aftaler kan være af den ka- rakter, at medkontrahentens stilling ville blive således forringet, hvis han fik et konkursbo som kontraktspartner, at dette ikke kan fordres […]”

6 Bet. 1971:606, s. 119.

7 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 87.

8 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 274.

9 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursregulering, s. 56 ff.

10 Bet. 1971:606, s. 121.

Nærværende afhandling har til formål at undersøge retsvirkninger af konkursboets indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser efter konkurslovens § 56, stk. 2. På den bag- grund vil der alene blive foretaget en vurdering af undtagelserne til konkurslovens kapitel 7 ved ”andre lovbestemmelser” eller ”vedkommende retsforholds beskaffenhed”, hvis disse undtagelser relaterer sig til anvendelsesområdet for § 56, stk. 2.

3.2 Konkursboets indtrædelsesret ‌

Konkursboets har ret til at indtræde i skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler med hjemmel i konkurslovens § 55, stk. 1:

Stk. 1. Boet kan indtræde i de af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende aftaler.

Konkursboet har således en ret til at vælge efter § 55, stk. 1, idet konkursboet ”kan” indtræde i skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler. Deri ligger ingen forpligtelse til at indtræde, og konkursboet har en tilsvarende almindelig adgang til ikke at indtræde i en gensidigt bebyrdende aftale.11 Ved konkursboet meddelelse om indtræden, kan medkontrahenten i udgangspunktet ikke modsætte sig denne beslutning, medmindre det følger af anden lovgivning eller retsfor- holdets beskaffenhed, at konkursboet indtrædelsesret er indskrænket, jf. konkurslovens § 53,

1. pkt. Medkontrahenten er således i udgangspunktet forpligtet til at acceptere konkursboet som aftalepart.

Konkurslovens § 55, stk. 1 skaber et haltende retsforhold, hvor det indtil konkursboets stilling- tagen er uvist, om medkontrahenten bliver bundet på kontraktens vilkår.12 Med begrænsnin- gerne i konkurslovens § 53, 1. pkt. in mente giver bestemmelsen i vidt omfang konkursboet adgang til at sortere i de af skyldneren indgåede kontrakter. Dermed kan konkursboet udnytte de kontrakter, som udgør et aktiv for boet, mens restancer eller erstatningskrav i andre kon- traktforhold ikke får højere status end § 97-niveau, hvis der meddeles ikke-indtræden.13 Med- deler konkursboet derimod, at der ikke indtrædes, er meddelelsen i sig selv hævebegrundende, jf. konkurslovens § 58, stk. 1.

3.2.1 Hvordan indtræder konkursboet?‌

Ordlyden af konkurslovens § 55 indeholder ingen formelle krav til boets indtrædelse. Det frem- går af Bet. 1971:606, s. 122, at konkursboets indtrædelse kan ske ”[…] ved en udtrykkelig erklæring derom […] men kan også være stiltiende […]”. Konkursboet er således ikke under- lagt særlige regler for aftaleindgåelse, når der meddeles indtræden. Derimod finder almindelige regler for aftaleindgåelse anvendelse, hvorved det kræver en aktiv handling før konkursboet kan anses for indtrådt i aftalen og blive bundet af den.14 Medkontrahenten kan sædvanligvis ikke støtte ret på en stiltiende indtræden, hvis konkursboet har forholdt sig passivt og hverken ved meddelelse, handling eller på anden måde har reageret på en opfordring til at tage stilling til indtræden.15 Medkontrahenten kan derimod anse passiviteten for meddelelse om ikke-ind- træden, når fristen efter § 55, stk. 2 er udløbet.

11 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 91.

12 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, 496.

13 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 276.

14 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 497.

15 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 497, og Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 299.

Bet. 1971:606, s. 122, giver som eksempel på stiltiende indtræden, ”[…] at boet råder over medkontrahentens ydelse, skønt boet ved, at denne kunne kræves tilbage i kraft af ejendoms- forbehold.” Stiltiende indtræde forekommer således, hvor konkursboet har rådet over medkon- trahentens ydelse. Spørgsmålet er herefter i hvilket omfang boet skal have rådet over medkon- trahentens ydelse før at der sker stiltiende indtræden. For nærværende afhandling er det kun relevant at afklare spørgsmålet i relation til konkurslovens § 56, stk. 2, hvorfor nedenstående afsnit er afgrænset til gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser til skyldneren.

3.2.1.1 Stiltiende indtræden ‌

Gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser til skyldneren omfatter et væld af kontrakt- forhold.

I forbindelse med kurators konkursbehandling er der ofte en række kontrakter om f.eks. leje af fast ejendom, eller leje af køretøjer og maskiner (leasing), hvor medkontrahentens ydelse består i at stille det lejede til rådighed for skyldneren. Konkursboet har således allerede fra konkurs- dekretets afsigelse rådighed over ydelsen, men boet ”råder” dog ikke uden videre over ydelsen på en sådan måde, at det bliver forpligtet på aftalens vilkår.16 Medkontrahent kan desuden ikke støtte ret på stiltiende indtræden, hvor boet har forholdt sig passivt.17

Der er ikke umiddelbar enighed om, i hvilket omfang konkursboet kan råde over medkontra- hentens ydelse uden at blive anset for stiltiende indtrådt, og uenigheden udspringer formentlig af, hvordan stiltiende indtræden forstås. Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl. anfører i Konkurslo- ven med kommentarer, s. 597, at konkursboet er indtrådt stiltiende, når det ”[…] agerer på en måde, som kan sidestilles med en udtrykkelig erklæring om at indtræde.” Xxxxx Xxxxxxxxx- Xxxxxx m.fl. anfører i Kreditorforfølgning, s. 204, at stiltiende indtræden sker ”[…] ved, at boet udviser en adfærd, der af medkontrahenten med rimelighed kan opfattes som en indtræden […]”. Der synes at være forskel på, om stiltiende indtræden foreligger, når konkursboets akti- viteter med rimelighed opfattes som en indtræden, eller når de kan sidestilles med en udtryk- kelig erklæring om at indtræde. Endnu mindre skal der til ifølge Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Pe- dersen m.fl. i Konkurs, s. 299, hvor det anføres ”[…] at boet ikke skal udfolde megen aktivitet for at blive anset for indtrådt.” Sidstnævnte anføres ud fra en betragtning om, at indtræden og ansvar som udgangspunkt følger hinanden tæt, hvorfor konkursboet ikke bør have særlig vid adgang til at gøre undtagelser til udgangspunktet.18 Det falder uden for rammerne af denne afhandling at afklare problemstillingen, hvorfor det blot skal bemærkes, at det er vanskeligt at afgøre, i hvilket omfang boet kan råde over medkontrahentens ydelse uden at indtræde stilti- ende.

En anden særlig problemstilling vedrørende løbende ydelser til skyldneren opstår, hvis kon- kursboet opfylder en pengeforpligtelse i boets betænkningsperiode. Det er ikke utænkeligt, at en lejebetaling, leasingydelse eller anden pligtig pengeydelse forfalder til betaling på et tids- punkt, hvor boet ikke har taget stilling til indtrædelsesspørgsmålet og ikke burde have taget stilling, idet svarfristen ikke er udløbet. Konkursboet risikerer på den ene side, at medkontra- henten vil anse betaling for en stiltiende indtræden, mens misligholdelse af en pligtig penge- ydelse på den anden side vil berettige medkontrahenten til at ophæve kontrakten i overens- stemmelse med konkurslovens § 58, stk. 2. Retsstillingen er usikker, og der er ikke enighed i

16 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 299.

17 Jf. note 15.

18 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 290 ff. Tilsvarende Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 93.

den juridiske litteratur.19 Konkursboets lovfæstede betænkningsperiode vil dog være formål- sløs, hvis forfaldstiden for en pligtig pengeydelse i denne periode tvinger boet ud i et valg mellem stiltiende indtræden og misligholdelse af kontrakten. Boet bør formentlig have adgang til at udnytte hele betænkningsperioden, og udgangspunktet må være, at rettidig opfyldelse af en pengeforpligtelse i denne periode ikke medfører stiltiende indtræden.20

3.2.2 Begrænsninger i indtrædelsesretten ‌

Foruden konkurslovens § 53, 1. pkt., der begrænser selve anvendelsesområdet for konkurslo- vens kapitel 7, har konkursboet ingen adgang til at indtræde i en gensidigt bebyrdende aftaler, hvis der ikke eksisterer noget kontraktforhold at indtræde i.21 I Bet. 1971:606, s. 121, blev der om udelukkelsen af konkursboets indtrædelsesret anført følgende: ”Først når medkontrahen- ten i medfør af § 56 [nu § 58] kan hæve aftalen, udelukkes boets indtræden.” Det følger af konkurslovens § 58, at medkontrahenten kan hæve, hvis konkursboet meddeler ikke-indtræden eller hvis medkontrahenten inden konkursen havde en adgang til at hæve kontrakten. Derud- over kan medkontrahenten i tilfælde af hel eller delvis levering til skyldneren hæve og kræve det leverede tilbage, hvis vedkommende retsforholds beskaffenhed berettiger medkontrahenten dertil.

Den almindelige indtrædelsesret er udelukket, hvis medkontrahenten før skyldnerens konkurs havde en selvstændig adgang til at ophæve kontrakten. Retligt bortfalder kontrakten ikke helt selvom adgangen til at hæve benyttes, idet f.eks. klausuler om ansvarsbegrænsning eller vold- gift fortsætter uanset, men hverken konkursboet eller medkontrahenten har herefter krav på den aftalte ydelse eller surrogat for den.22 Dermed består der ikke noget kontraktforhold, som kon- kursboet kan indtræde i.23 Hvis medkontrahenten derimod helt eller delvist har erlagt sin ydelse, kan aftalen kun hæves, og det erlagte kræves tilbage, hvis reglen i § 53, 1. pkt. om vedkommende retsforhold berettiger medkontrahenten til det.24 Endeligt er konkursboets ind- trædelse udelukket, hvis der allerede er meddelt ikke-indtræden, eller hvis konkursboet efter indtræden ikke stiller den fornødne sikkerhed.

3.2.3 Medkontrahentens retsstilling ‌

3.2.3.1 Tilbageholds- og standsningsret ‌

Medkontrahenten har efter konkurslovens § 54 ret til at udøve tilbageholdsret eller standsnings- ret, hvis skyldneren ved konkursen ikke har opfyldt sin forpligtelse eller stillet sikkerhed for sin ydelse.25 Tilbageholdsret berettiger medkontrahenten til at holde sin ydelse tilbage, og helt undlade at overgive den til køberen eller afsende den. Standsningsretten derimod, indebærer alene en ret til at hindre ydelsens overgivelse til konkursboet, men berettiger ikke medkontra- henten til at undlade at afsende ydelsen, i det tilfælde, at medkontrahenten er forpligtet til at afsende den, jf. f.eks. købelovens § 15.26 Tilbageholdsretten i § 54 er således væsentlig for

19 Xxxxx Xxxxxxx: Konkursret, s. 84, Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 497 og Xxxxxxx. Iversen: Obligationsret, 3. del, s. 87 f.

20 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 293.

21 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 91.

22 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 2. del, s. 130.

23 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 271.

24 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkurslovens med kommentarer, s. 512.

25 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 316 ff. Samme retsstilling følger af købelovens § 39 for så vidt angår løsørekøb, jf. konkurslovens § 53. Der skelnes mellem hhv. tilbageholdsret og standsningsret, idet det er mindre præcist blot at anvende begrebet standsningsret til at dække indholdet af konkurslovens § 54 og købe- lovens § 39, jf. herved Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx m.fl.: Lærebog i dansk og international køberet, s. 194.

26 For definitionen af tilbageholdsret og standsningsret Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx m.fl.: Lærebog i dansk og international køberet, s. 193 ff.

medkontrahentens retsstilling, idet der ved afsendelseskøb spares omkostninger såvel som ad- ministrativt besvær ved forsendelsen og tilbagetagelsen af ydelsen, hvis konkursboet ikke vil indtræde i kontrakten. Derimod opnår medkontrahenten tillige en vis beskyttelse ved krav på tilbagelevering efter konkurslovens § 60, hvis konkursboet ikke indtræder og udøvelsen af standsningsretten mislykkes.27

Det følger i almindelighed af samtidighedsgrundsætningen, at en medkontrahent har ret til at tilbageholde sin egen ydelse (detentionsret).28 En aftale om henstand med skyldnerens ydelse, f.eks. kreditkøb, berettiger dog ikke konkursboet til at nægte sikkerhedsstillelse, eftersom § 54,

2. pkt. præciserer, at medkontrahentens retsstilling består, selvom tiden for leveringen af skyld- nerens ydelse ikke var indtrådt ved konkursen.29 Samtidighedsgrundsætning består imidlertid ikke i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser. For levering af en løbende ydelse er- lægges vederlaget til medkontrahenten ved enten for- eller bagudbetaling for en nærmere af- grænset tidsperiode, typisk en måned eller kvartal.30 Tilbageholdsretten i konkursloven § 54 finder dog uanset anvendelse på vedvarende kontraktforhold.31

3.2.3.2 Interpellationsreglen ‌

Der er ikke noget i vejen for, at konkursboet af egen drift giver medkontrahenten besked om indtræden eller ikke-indtræden, men det følger af systematikken i konkurslovens § 55, at med- kontrahenten selv retter henvendelse, hvorefter konkursboet er tvunget til at tage stilling.32 Medkontrahenten kan forlange, at konkursboet ”uden ugrundet ophold” tager stilling til, hvor- vidt der skal meddeles indtræden eller ikke-indtræden. Den såkaldte interpellationsregel er nedfældet i konkurslovens § 55, stk. 2:

Stk. 2. Medkontrahenten kan forlange, at boet uden ugrundet ophold tager stil- ling til, om det vil indtræde i aftalen. Der kan ved aftalen træffes nærmere be- stemmelse om fristens længde.

Ordlyden ”uden ugrundet ophold” giver ingen fast frist for konkursboets stillingtagen, da Kon- kurslovsudvalget anså det for uhensigtsmæssigt at angive et præcist antal dage, under hensyn til det vidt forskellige omfang af kontrakter og de stærkt afvigende problemstillinger, der kan opstå. Konkurslovsudvalget gav dog alligevel en vis vejledning om den tidsmæssige udstræk- ning af begrebet i Bet. 1971:606:33

”I almindelighed må det nok antages, at svar skal gives i løbet af en uge, men i mange tilfælde bør det ske hurtigere, og blandt de momenter, der har betydning ved afgørelsen heraf, er leveringstidspunktet. Det er endvidere klart, at ved leve- ring af letfordærvelige varer er det end ikke altid tilstrækkeligt, at svar afgives

»straks«, d. v. s. med den hurtighed, hvormed forretningsbreve sædvanligvis be- svares […] men svar må fremkomme i løbet af timer eller minutter”

27 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 317.

28 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 2. del, s. 107 ff.

29 Bet. 1971:606, s. 121 og Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 317 f.

30 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 1. del, s. 118.

31 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 496.

32 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 92.

33 For afsnit og citat Bet. 1971:606, s. 122.

Begrebet ”uden ugrundet ophold” forekommer desuden i vidt omfang i dansk lovgivning,34 og udgør i dag en retlig standard.35 Forståelsen af den tidsmæssige udstrækning af begrebet er særdeles relevant, hvis medkontrahenten vil anse konkursboets manglende besvarelse for (stil- tiende) meddelelse om ikke-indtræden. Ophæves kontrakten med den begrundelse, bærer med- kontrahenten standpunktsrisikoen for ophævelsens berettigelse. Såfremt ophævelsen er uberet- tiget, udgør den en væsentlig misligholdelse i sig selv, hvorefter konkursboet kan ophæve kon- trakten over for medkontrahenten og kræve erstatning.36

3.2.4 Tilbagetrædelsesretten ‌

Indtræder konkursboet i en gensidigt bebyrdende aftale om en løbende ydelse til skyldneren, er der til enhver tid mulighed for at træde tilbage fra aftalen med et fast varsel på en måned, jf. konkurslovens § 55, stk. 3, 1. pkt.:

Stk. 3. Angår en aftale, som boet er indtrådt i efter stk. 1, en løbende ydelse til skyldneren, kan boet altid opsige aftalen med en måneds varsel. […]

Bestemmelsen var ikke en del af 1977-konkursloven (lov nr. 298 af 8. juni 1977), men blev derimod tilføjet ved en lovændring i forbindelse med indførelsen af reglerne om rekonstruktion i 2010 (lov nr. 718 af 25. juni 2010). På daværende tidspunkt kunne konkursboet efter de hidtil gældende regler opsige med et sædvanligt eller rimeligt varsel efter konkurslovens § 61, stk. 1.

Ved udarbejdelsen af rekonstruktionsreglerne om gensidigt bebyrdende aftaler tog Konkursrå- det udgangspunkt i konkurslovens kapitel 7.37 Konkursrådet fremsatte i sin betænkning (Bet. 2009:1512) forslag om et fast opsigelsesvarsel på en måned, når gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser blev videreført under rekonstruktion. Baggrunden for forslaget var ”[…] hensynet til at skabe større klarhed om rekonstruktørens beslutning om konsekvenserne på § 94-niveau af at videreføre en aftale, da det i praksis kan være vanskeligt at vurdere, hvad der må anses for sædvanligt eller rimeligt varsel.”38

Der var ved udarbejdelsen af Bet. 2009:1512 ikke en tilsvarende regel i konkurs, hvorfor Kon- kursrådet samtidig foreslog at indføre en næsten tilsvarende regel i konkurslovens kapitel 7.39 I modsætning til konkurs bidrager opsigelsesadgangen derimod med større klarhed over kon- sekvenserne af boets indtræden på § 93-niveau frem for § 94-niveau. Opsigelsesvarslet er en måned, og eftersom ordlyden ikke indeholder nogen bestemmelse om, hvornår opsigelsen skal varsles, må det kunne ske til enhver tid uden hensyntagen til hvornår på måneden.40 Bestem- melsen anfører yderligere, at konkursboet ”altid” kan opsige aftalen. Det er dog ikke tilfældet, hvis andet følger af anden lovgivning eller hvis medkontrahenten har sikret det aftalte opsigel- sesvarsel ved tinglysning eller anden offentlig registrering.41 I modsætning til sin pendant i

34 F.eks. aftaleloven (§ 4, stk. 2, § 6, stk. 2, § 9, § 28, stk. 2 og § 32) og købeloven (§§ 25-27, §§ 31-32, § 40 og §

52).

35 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 92.

36 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 2. del, s. 132 f.

37 Bet. 2009:1512, s. 221.

38 Bet. 2009:1512, s. 229.

39 Bet. 2009:1512, s. 415.

40 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 285.

41 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 74.

konkurslovens § 12 o, stk. 4, der finder anvendelse uanset om skyldneren er kontraktens real- debitor eller -kreditor, er § 55, stk. 3 begrænset til de tilfælde, hvor konkursboet er kontraktens realkreditor, jf. ordlyden ”løbende ydelser til skyldneren”.

3.2.5 Erstatning for forkortet opsigelsesvarsel ‌

Der var med indførelsen af opsigelsesvarslet i § 55, stk. 3 tilsigtet en større klarhed over kon- sekvenserne af boets indtræden på § 93-niveau, jf. umiddelbart ovenfor. Reglen indeholder således ingen regulering af længden af et eventuelt aftalt opsigelsesvarsel, men derimod i hvil- ket omfang opsigelsesvarslet forpligter boet på massekravsniveau.

Det følger således af § 55, stk. 3, 2. pkt., at det forkortede opsigelsesvarsel berettiger medkon- trahenten til erstatning:

Stk. 3. […] Medkontrahenten kan kræve erstatning for tab, ved at opsigelsen er sket med forkortet varsel, medmindre andet følger af § 61.

Derudover fremgår det af konkurslovens § 56, stk. 2, at konkursboet alene er forpligtet på massekravsniveau ”[…] indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1 […]”. Opsiges en gensidigt bebyrdende aftale efter § 55, stk. 3, 1. pkt. er konkursboet alene forpligtet på massekravsniveau indtil udløbet af det forkortede opsigelsesvarsel på en måned. Sker opsigelsen med et sædvanligt eller rimeligt varsel efter § 61, stk. 1, er boet tilsva- rende forpligtet på massekravsniveau i den forkortede opsigelsesperiode.42

Medkontrahentes krav på erstatning for forkortet opsigelsesvarsel er derimod ikke på masse- kravsniveau. Det er ikke direkte reguleret i bestemmelsernes ordlyd, hvor i konkursordenen erstatningskravet må placeres. Spørgsmålet må afgøres ved en sædvanlig kvalifikation af det krav, der kræves erstatning for.43 I udgangspunktet må erstatningskravet derfor være et simpelt krav, jf. § 97.

Et aftalt længere opsigelsesvarsel er imidlertid ikke immun overfor konkursreguleringen i § 61 ifølge henvisning til reglen i § 55, stk. 3 in fine. I det omfang det aftalte opsigelsesvarsel kan konkursreguleres til et kortere ”sædvanligt eller rimeligt varsel” efter § 61, så bliver medkon- trahenten afskåret fra at kræve erstatning for den bortregulerede del.

3.3 Retsvirkningerne af konkursboets indtrædelse ‌

3.3.1 Hovedreglen i konkurslovens § 56, stk. 1 ‌

Retsvirkningerne af konkursboets indtræden er reguleret ved konkurslovens § 56, der i stk. 1 bestemmer, at konkursboet ved sin indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler bliver ”[…] be- rettiget og forpligtet på aftalen vilkår”. Reglen i § 56, stk. 1 udgør hovedreglen for retsvirk- ningerne af boets indtræden.44 Ved indtræden påtager konkursboet sig en forpligtelse til at op- fylde aftalen på de samme vilkår, som var aftalt mellem skyldneren og medkontrahenten.45 Der skelnes i § 56, stk. 1 ikke mellem om konkursboet er aftalens penge- eller realdebitor, hvorfor opfyldelsesforpligtelsen både kan indebære en betalingsforpligtelse, eller en forpligtelse til at levere en eller flere ydelser til medkontrahenten.

42 L199 FT 2009-10, s. 136.

43 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 285.

44 Bet. 1971:606, s. 122.

45 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 501.

Det følger af Bet. 1971:606, s. 122, at konkursboet kun er forpligtet på aftalens vilkår, ”[…] medmindre anden ordning træffes med medkontrahenten”. Der påhviler således ikke boet no- gen forpligtelse til at indtræde i aftalen på dens vilkår, hvis det er muligt at forhandle sig til bedre vilkår med medkontrahenten.46 Konkursboet står dog sædvanligvis i en særdeles ringe forhandlingsposition, idet medkontrahenten sjældent er særligt motiveret for at give konkurs- boet bedre vilkår end skyldneren forud for konkursen, idet der er næppe udsigt til et længere- varende og givtigt samarbejde med konkursboet. Derimod kan medkontrahenten ophæve afta- len, og kontrahere til anden side, hvis boet ikke vil levere på aftalens vilkår og meddeler ikke- indtræden.47

Ved boets indtræden i aftalen bliver medkontrahentens krav mod boet enten massekrav eller et krav på udlevering af bestemte genstande.48 Hvorvidt der er et massekrav eller krav på udleve- ring af bestemte genstande, afhænger af de konkrete omstændigheder. Medkontrahenten har som udgangspunkt et massekrav, hvor boet er pengedebitor, men der kan også forestilles til- fælde, hvor medkontrahenten har et massekrav selvom boet er realdebitor. Det bemærkes i den forbindelse i Bet. 1971:606, at medkontrahenten kan have et massekrav, hvor boet er sælger og misligholder kontrakten, hvorefter medkontrahenten kan kræve erstatning for mangler ved salgsgenstanden, forsinkelse eller vanhjemmel.49 I det tilfælde kan medkontrahenten også vælge at hæve aftalen og kræve en sådan erstatning, at han bliver stillet, som om aftalen var blevet rigtigt opfyldt. Alle disse krav er ifølge lovens forarbejder massekrav efter § 56, stk. 1, når boet er indtrådt i kontrakten, og der ses ikke i øvrigt at herske nogen uenighed om, at erstatningskrav uanset stiftelsestidspunktet bliver massekrav som følge af boets indtræden, jf.

§ 56, stk. 1.50

3.3.2 Løbende ydelser til skyldneren – konkurslovens § 56, stk. 2 ‌

Retsvirkningerne ifølge § 56, stk. 1 gør sig gældende for konkursboets indtrædelse i enkeltstå- ende kontrakter, og uanset om medkontrahentens i en sådan aftale har et pengekrav eller et erstatningskrav mod konkursboet må beløbet udredes som et massekrav.51 Konkurslovens § 56, stk. 2 indeholder derimod en bestemmelse om retsvirkningerne af boets indtrædelse i gen- sidigt bebyrdende aftaler, når aftalen vedrører en løbende ydelse, og denne ydelse skal leveres til skyldneren:

Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræ- den forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som massekrav.

Bestemmelsen blev ændret ved indførelsen af reglerne om rekonstruktion i 2011 (lov nr. 718 af 25. juni 2010), hvor konkurslovens § 55, stk. 3 blev tilføjet til lovens kapitel 7. I den forbin- delse blev formuleringen ”[…] indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller

§ 61, stk. 1 […]” tilføjet. Selvom der er aftalt et længere opsigelsesvarsel, opnår medkontra- henten efter bestemmelsen ikke et massekrav ud over en måned i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt.

46 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 290.

47 Jf. konkurslovens § 58, stk. 1.

48 Bet. 1971:606, s. 123.

49 Bet. 1971:606, s. 123.

50 Retsstillingen anerkendes derimod af Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 313, Xxxx Xxxxxx- xxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 501, Xxxxxx Xxxxxxx: Konkursret, s. 74, Xxxxx Xxxxxx- ang-Hansen m.fl.: Kreditorforfølgning, s. 209, og Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 63.

51 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkurslovens med kommentarer, s. 501.

eller et konkursreguleret opsigelsesvarsel efter § 61, stk. 1.52 Konsekvensen af lovændringen var, at medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter den konkurslovsbestemte opsigelses- periode prioriteres i konkursordenen, som om konkursboet ikke var indtrådt i aftalen.53 Ved konkursboets indtræden i et vedvarende kontraktforhold, er medkontrahentens vederlag der- med et massekrav for tiden

efter konkursdekretets afsigelse indtil udløbet af et eventuelt opsigelsesvarsel, der i medfør af

§ 55, stk. 3, 1. pkt. kun er en måned.

Konkursboet bliver forpligtet på massekravsniveau ”for tiden efter konkursdekretets afsi- gelse”, hvorfor boets indtræden får tilbagevirkende kraft, men dog kun indtil dekretdagen.54 Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen tager sigte på restancer, således at konkursboets mulighed for at indtræde i kontrakten ikke bliver bebyrdet af skyldnerens misligholdte betalin- ger på massekravsniveau. Derudover finder bestemmelsen alene anvendelse på løbende ydelser ”til skyldneren”, hvorved anvendelsesområdet er indskrænket til kontrakter, hvor boet er afta- lens realkreditor.

3.3.2.1 Formålet med indtrædelsesreglen for løbende ydelser ‌

Konkurslovens § 56, stk. 2 er indført ud fra en betragtning om, at medkontrahenten ikke bør opnå en favorabel position ved konkursboets indtræden i vedvarende kontraktforhold, hvor både fremtidige betalinger og restancer må udredes af konkursboet som massekrav, hvis boet ønsker at indtræde.55 Dét ville ifølge Konkurslovsudvalget være byrdefuldt for boet, særligt hvis medkontrahentens ydelse er af væsentlig betydning for boet. Konkurslovsudvalget be- mærkede blandt andet følgende herom i Bet. 1971:606, s. 123:

”For medkontrahenten vil boets indtræden i almindelighed ikke blive mere byr- defuld af den grund, at han har et ældre udækket krav mod boet, selv om dette krav, ligesom hvis boet ikke indtrådte, kun bliver en simpel konkursfordring.”

Således blev der med bestemmelsen taget et hensyn til boet frem for medkontrahenten, efter- som indtræden uden dækning af restancer på massekravsniveau ikke ville være mere byrdefuldt for medkontrahenten end ikke-indtræden.56 Udvalget bemærkede videre i Bet. 1971:606, s. 124, at man fandt det ”[…] rimeligt at lade indtrædelsen få virkning alene for fremtiden, såle- des at en restance, der består, når konkursen erklæres, ikke berøres af boets indtræden.” Her- efter anses tiden forud for konkursens indtræden og tiden efter ikke for en enhed, men der må i stedet ske en periodisering af medkontrahentens krav på betaling, når konkursboet indtræder. Periodiseringen havde endvidere til formål at undgå tvangssituationer, hvor en medkontrahent med en større restance oparbejdet forud for konkursen i realiteten kunne afskære konkursboet fra at indtræde, idet en forpligtelse til at udrede restancen på massekravsniveau ville gøre det økonomisk uinteressant.57

Hvorvidt den urimelige tvangssituation reelt er kommet til livs med § 56, stk. 2 kan diskuteres, eftersom konkurslovens § 58, stk. 2 giver medkontrahenten ret til at ophæve kontrakten selvom konkursboet er indtrådt, hvis der bortset fra konkursen var adgang til det. Misligholdelsen af en betalingsforpligtelse udgør oftest en væsentlig misligholdelse, og medkontrahenten kan i

52 Jf. ovenfor afsnit 3.2.5.

53 Bet. 2009:1512, s. 229.

54 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 95.

55 Bet. 1971:606, s. 123 f.

56 Bet. 1971:606, s. 123 f.

57 Bet. 1971:606, s. 123.

stedet udnytte ophævelsesadgangen til at stille det indtrædende konkursbo et ultimatum om effektiv betaling af restancerne, hvis konkursboet vil undgå at medkontrahenten ophæver.58 Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx i Konkurs og insolvens som misligholdelse, s. 34, anfører yderligere, at der med denne retsstilling i realiteten er givet restancerne status som massekrav. Det er dog kun i det tilfælde, hvor kurator skønner, at boet er bedre tjent med at indfri restancen frem for at lade medkontrahenten ophæve kontrakten, dvs. hvor medkontrahentens ydelse er uundværlig for boet eller ikke kan skaffes fra anden side. Hvis det modsatte er tilfældet, er medkontrahen- ten fortsat henvist til at anmelde restancen som et simpelt krav. Det viser dog, at hvor skyldne- ren er i misligholdende restance, er den effektive anvendelse af boets remedie i § 56, stk. 2 begrænset til de tilfælde, hvor medkontrahenten trods restancen har en interesse i, at konkurs- boet indtræder. Heroverfor kan det imidlertid overvejes, om medkontrahentens udnyttelse af en sådan tvangssituation til at indgå aftale med konkursboet om betaling af restancer i det hele taget er gyldig.59 Det falder uden for rammerne af denne afhandling at undersøge spørgsmålet nærmere.

3.3.2.2 Hvilke ”vederlag” er omfattet?‌

Konkursboet er ifølge konkurslovens § 56, stk. 2 forpligtet til at udrede ”vederlaget” til med- kontrahenten som massekrav. Der er ikke tvivl om, at medkontrahentens krav på vederlag for den løbende ydelse i henhold til kontrakten (f.eks. husleje i lejeforhold eller løn ved ansættel- sesforhold) er omfattet af bestemmelsen, hvorfor restancer ikke opnår dækning på massekravs- niveau.60 Derimod hersker der tvivl om, hvorvidt begrebet dækker over mere end vederlaget for den løbende ydelse, herunder særligt om erstatningskrav også er omfattet af § 56, stk. 2. Hvis ansvarsgrundlaget er opstået efter konkursdekretet, og konkursboet er indtrådt, følger det af § 56, stk. 1 såvel som § 56, stk. 2, at erstatningskravet er massekrav.61 Hvis ansvarsgrund- laget derimod er opstået før konkursdekretet, er det omdiskuteret, hvorvidt erstatningskrav fal- der uden for reglen i § 56, stk. 2, eller om der tillige må ske en skæring ved dekretdagen for erstatningskrav.

Selve ordlyden af § 56, stk. 2 bidrager ikke med en afklaring af, hvordan begrebet vederlag må forstås i relation til bestemmelsen, og konkursloven indeholder ikke nogen generel definition af begrebet. I den juridiske litteratur er der ikke enighed om, hvorvidt bestemmelsen efter sin ordlyd også finder anvendelse på erstatningskrav. Således anfører Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx- Xxxxxxxx m.fl. i Konkurs, s. 313, at det er ”[…] uafklaret, hvad der omfattes af begrebet ve- derlag, særligt om et erstatningskrav skal behandles på samme måde […]”. Det er dog forfat- ternes opfattelse af retsstillingen, at der er ”[…] mest, der taler for, at der også sker skæring for erstatningskrav.”62 Synspunktet er det samme – om end mere forsigtigt med indføjelsen af ordet ”formentlig” – hos Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl. i Konkursloven med kommentarer:63

”Boets indtræden får tilbagevirkende kraft til konkursdekretet, men ikke længere.

§ 56, stk. 2, hjemler dette med hensyn til vederlag, som boet skal erlægge, men samme synspunkt må anlægges på erstatningskrav. Er skade sket ved skyldnerens forhold før konkursen […] bliver boet formentlig ikke ved sin indtræden i kon- trakten forpligtet til at svare erstatning herfor som massekrav. ”

58 Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse, s. 34.

59 Xxxxxx Xxxxxxx: Konkursret, s. 75.

60 Bet. 1971:606, s. 122 ff.

61 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 313.

62 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 315.

63 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 502.

Xxxxxxx Xxxxxxx i Obligationsret, 3. del, s. 95, anfører derimod, at ”[…] § 56, stk. 2, angår ifølge sin ordlyd kun vederlaget […]” (min fremhævning. Xxxxxxx Xxxxxxx har fremhævet ”ve- derlaget” med kursiv), der må forstås i snæver forstand, hvorfor erstatningskrav ikke anses for omfattet af bestemmelsen.64 Tilsvarende Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx, der i Konkurs og insolvens som misligholdelse bemærker følgende om synspunktet, hvorefter erstatningskrav er omfattet af § 56, stk. 2:65

”En sådan fortolkning forekommer forbløffende: For det første kan der henvises til bestemmelsens ordlyd, som udelukkende er begrænset til vederlaget.”

(Min fremhævning. Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx har fremhævet ”ordlyd” med kur- siv.)

Forarbejderne til konkurslovens § 56, stk. 2 berører alene problematikken vedrørende skyld- nerens restancer oparbejdet forud for konkursens indtræden, men forholder sig ikke udtrykke- ligt til bestemmelsens betydning for erstatningskrav.66 Konkurslovsudvalget anførte i Bet. 1971:606, følgende om retsvirkningerne af konkursboets indtræden:67

”Udvalget må herefter anse det for rimeligt at lade indtrædelsen få virkning alene for fremtiden, således at en restance, der består, når konkursen erklæres, ikke berøres af boets indtræden.”

Det forekommer på den ene side nærliggende at udlede fra citatets indledende bemærkning, at en periodisering må ske for konkursboets indtræden som sådan, hvorefter bestemmelsen også må omfatte erstatningskrav. På den anden side forholder udvalget sig kun udtrykkeligt til re- stancer, hvorfor det alligevel er betænkeligt at konkludere alene på den baggrund, at § 56, stk. 2 også omfatter erstatningskrav.68 Herefter er det måske mere nærliggende i stedet at udlede fra forarbejdernes fokus på restancer og manglende bemærkninger om erstatningskrav, at an- vendelsesområdet for § 56, stk. 2 ikke har været tilsigtet andet end blot vederlaget for den løbende ydelse.69

3.3.3 Konkurslovens retlige systematik ‌

Konkurslovens § 56, stk. 2 betragtes som en undtagelsesregel.70 Det er dog uenighed om, hvad bestemmelsen er en undtagelse til, og forskellige fortolkninger af konkurslovens retlige syste- matik giver forskellige resultater vedrørende latente erstatningskravs placering i konkursorde- nen. På den ene side betragtes bestemmelsen som en undtagelse til det konkursretlige ligelig- hedsprincip, hvorved kreditorernes krav som udgangspunkt er simple krav, medmindre andet følger af konkursloven, og på den anden side betragtes § 56, stk. 2 som en undtagelse til § 56, stk. 1, der er antages at være et udtryk for princippet om kontraktens enhed, hvor udgangs- punktet er hæftelse på massekravsniveau for kontrakten i sin helhed.71

64 Anderledes tidligere udgave, se Xxxxxxxx Xxxxxx i Obligationsret, 3. del (1. udgave 1993), s. 57, note 104.

65 Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse, s. 34 f.

66 Bet. 1971:606, s. 122 f.

67 Bet. 1971:606, s. 124.

68 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 314.

69 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 96.

70 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 502 f., Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsrets,

3. del, s. 95 ff., Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse, s. 35, Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx- Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 315, og Xxxxx Xxxxxxxxx-Xxxxxx m.fl.: Kreditorforfølgning, s. 209, som bemærker at princippet om kontraktens enhed ”modificeres” ved konkurslovens § 56, stk. 2.

71 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 502 f.

3.3.3.1 Det konkursretlige ligelighedsprincip 72 ‌

Konkurs udgør en universalforfølgning mod skyldneren. Kreditorerne inddriver deres gæld i ”fællesskab” gennem konkursen, og skyldnerens midler deles ligeligt mellem kreditorerne i overensstemmelse med konkursordenen.73 Ligelighedsprincippet indebærer i den forbindelse et udgangspunkt, hvorefter en kreditors krav dækkes på lige fod med de øvrige (simple) krav, medmindre konkursloven hjemler en anden placering af kravet i konkursordenen. Princippet kommer navnlig til udtryk ved konkurslovens § 97.74 Konkurslovens § 56, stk. 2 er således hjemmel for en fravigelse af ligelighedsprincippet, idet vederlag for den i bestemmelsen af- grænsede tidsperiode opnår dækning på massekravsniveau. Såfremt § 56, stk. 2 antages at være en undtagelse til ligelighedsprincippet, vil de krav, der falder uden for bestemmelsens anven- delsesområde være simple krav, jf. konkurslovens § 97.

Til støtte for denne fortolkning kan det anføres, at § 56, stk. 2 i udgangspunktet varetager kon- kursboets interesse frem for medkontrahentens, eftersom Konkurslovsudvalget i Bet. 1971:606 ikke fandt det mere byrdefuldt for medkontrahenten at lade indtræden alene få virkning for fremtiden, når alternativet er ikke-indtræden, hvorefter eventuelle restancer tillige er simple krav.75 Derimod ville det være byrdefuldt for konkursboet, hvis restancer i vedvarende kon- traktforhold opnår massekravsstatus ved indtræden. Ved udsigten til en sådan retsstilling an- førte Konkurslovsudvalget i Bet. 1971:606, s. 123: ”Det forekommer ikke udvalget rimeligt eller stemmende med konkursens ligelighedsprincip, at medkontrahenten i kraft af en tvangs- situation for boet kan skaffe sig restancen betalt som massekrav.”

Bemærkningen peger i retning af, at det var centralt for Konkurslovsudvalget, at konkursboets hæftelse på massekravsniveau ved indtræden i vedvarende kontraktforhold begrænses under hensyn til ligelighedsprincippet. Lignende bestemmelser i kapitel 7, som varetager et hensyn til konkursboets hæftelse ses i § 55, stk. 3 og § 61 (afsnit 3.2.4 - 3.2.5), der henholdsvis lader boet træde tilbage fra sin indtræden med blot én måneds varsel, og forkorte et ellers aftalt længere opsigelsesvarsel ved konkursregulering. Disse bestemmelser er tillige et tegn på, at det var centralt for indtrædelsesreglerne, at der varetages et hensyn til konkursboet frem for med- kontrahenten ved at begrænse hæftelsen på massekravsniveau. Det forekommer i det hele taget centralt for Konkurslovsudvalgets udkast til konkurslovens kapitel 7, at konkursboets hæftelse på massekravsniveau begrænses til ugunst for medkontrahenten, hvilket må anføres yderligere til støtte for, at latente erstatningskrav ikke opnår massekravsstatus.76

3.3.3.2 Princippet om kontraktens enhed ‌

Princippet om ”kontraktens enhed” indebærer, at ingen part i et vedvarende kontraktforhold ensidigt kan bringe en del af aftalen til ophør ved opsigelse eller ophævelse.77 Princippet er velkendt inden for lejeretten, hvor det blandt andet medfører, at udlejer ikke uden forudgående aftale med lejer kan opsige enkelte fysiske dele af et lejemål, og tilsvarende kan én af flere lejere under samme lejekontrakt ikke uden udlejers samtykke opsige sin ”del” af det lejede og derved undgå hæftelse over for udlejer.78 I disse eksempler må udlejeren opsige hele lejemålet og alle lejerne må opsige lejemålet, jf. princippet om kontraktens enhed.

72 Begrebet omtales synonymt ligedelingsprincippet, ligebehandlingsprincippet eller lighedsgrundsætningen i den juridiske litteratur, men i det følgende anvendes ligelighedsprincippet.

73 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 16.

74 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 735.

75 Jf. ovenfor afsnit 3.3.2.1.

76 For hele afsnittet Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 502 f.

77 Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Lejeret 2, s. 24.

78 Xxxxx Xxxxx i TBB2006.193, s. 6 f.

Ved indtræden efter konkurslovens § 56, stk. 1 bliver boet ”berettiget og forpligtet på aftalens vilkår”. Dermed får konkursboet (de retsforfølgende kreditorer) i overensstemmelse med al- mindelige obligationsretlige principper ikke bedre ret end deres hjemmelsmand (skyldneren).79 Skyldneren kan ikke forud for konkursen opsige enkelte vilkår i en kontrakt uden medkontra- hentens samtykke, jf. princippet om kontraktens enhed, hvorfor konkursboet tilsvarende ikke kan vælge at indtræde i nogle af kontraktens vilkår og derved kun hæfte på massekravsniveau for udvalgte dele af boets forpligtelser. Konkursboet må derimod vælge mellem ikke-indtræden eller indtræden i kontrakten som en enhed, hvorefter boet hæfter for alle skyldnerens forplig- telser på massekravsniveau. På den baggrund kan konkurslovens § 56, stk. 1 siges at være et udslag af princippet om kontraktens enhed.80 Konkursboets hæftelse på massekravsniveau be- grænses til vederlag for tiden efter konkursdekretet, hvis kontrakten vedrører en løbende ydelse, jf. § 56, stk. 2. Konkursboet indtræder dermed kun i en del af skyldnerens betalingsfor- pligtelse, og bestemmelsen kan således fortolkes som en undtagelse til hovedreglen i § 56, stk. 1 og princippet om kontraktens enhed.81 Erstatningskrav vil ud fra denne fortolkning af kon- kurslovens retlige systematik opnå dækning på massekravsniveau, jf. hovedreglen i § 56, stk. 1, hvis erstatningskravet antages at falde uden for anvendelsesområdet af § 56, stk. 2.82

Det må overvejes, om der i forarbejderne er støtte for en sådan fortolkning. I bemærkningerne til § 56, stk. 2 i Bet. 1971:606 rejser Konkurslovsudvalget selv spørgsmålet om, hvorvidt ”[…] tiden forud for og efter [konkursdekretet] skal betragtes som en enhed (min fremhævning), således at boet ved at indtræde i kontrakten bliver forpligtet til at udrede ikke blot det fremti- dige vederlag, men også den før konkursen opståede restance som massekrav.” 83 Det bemær- kes videre i Bet 1971:606 at indtræden uden dækning af restancer på massekravsniveau ikke er mere byrdefuldt for medkontrahenten end ikke-indtræden, hvorfor medkontrahenten ikke bør kunne udnytte en situation, hvor ydelsen er uundværlig for konkursboet, til at skaffe re- stancen betalt som massekrav.84 Reglen i § 56, stk. 1 sammenholdt med forarbejderne til § 56, stk. 2 kunne således tyde på, at udgangspunktet er et princip om kontraktens enhed, hvor netop tiden forud for og efter konkursens indtræden må betragtes som en enhed. Herefter er det de særlige omstændigheder i forbindelse med konkursen, som Konkurslovsudvalget lægger til grund for en fravigelse af udgangspunktet for vederlaget for løbende ydelser. Det er dog usik- kert, om der faktisk har været overvejelser om et princip om kontraktens enhed, herunder at § 56, stk. 2 udgør en undtagelse til dette princip.

Fra retspraksis kan formentlig anføres U 1947.812 H til støtte for den ovenstående fortolkning af konkurslovens retlige systematik, idet den for tidligere ret har fastslået, at et konkursbo efter dagældende konkurslovs § 16 hæfter for latente erstatningskrav på massekravsniveau i både enkeltstående og vedvarende kontrakter.85 I afgørelsen var et aktieselskab, Wilh. Xxxxxxx A/S, forud for konkursen erstatningsansvarlig over for Kjøbenhavns Telefon-Aktieselskab for øde- læggelse af en telefoninstallation. Wilh. Xxxxxxx A/S blev senere sat under administration, og administrationsboet indtrådte i et telefonabonnement med Kjøbenhavns Telefon-Aktieselskab. Det var herefter omtvistet, hvorvidt boet efter indtræden i abonnementet også var forpligtet til

79 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 121 ff.

80 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 95 f.

81 Xxxxxx Xxxxxxx: Konkursret, s. 76, og Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 95 f.

82 Xxxxxxx Xxxxxxx, 3. del, s. 95 f. og Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse, s. 35.

83 Bet. 1971:606, s. 123.

84 Bet. 1971:606, s. 123 samt herom afhandlingens afsnit 3.3.2.1.

85 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 95.

at udrede erstatningen til telefonselskabet på massekravsniveau. Højesteret fandt, at sa- gen”[…] maa afgøres Regler svarende til [dagældende] Konkurslovens § 16 […]”, hvorefter telefonselskabet var ”[…] berettiget til Kravets Anerkendelse som Massekrav […]”.

Den nugældende konkurslov fra 1977 er i vidt omfang baseret på konkursloven fra 1872 (lov nr. 51 af 25. marts 1872), hvorfor retspraksis fra tiden før 1977-konkurslovens ikrafttræden ofte er anvendelig på den senere lov.86 I Bet. 1971:606, s. 123, henvises til U 1947.812 H med bemærkningen, ”[…] men anderledes måske højesteretsdom i U.f.R. 1947.812 […]”. Det er dog uklart, hvorvidt henvisningen til U 1947.812 H kan tages til indtægt for et ønske om en anden retsstilling med § 56, stk. 2, eller om den blot er udtryk for Konkurslovsudvalgets usik- kerhed om den daværende retsstilling.87

3.4 Erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser ‌

Ordlyden af konkurslovens § 56, stk. 2 er tavs om forståelsen af begrebet ”vederlag”. I forar- bejderne omtales alene restancer opstået forud for konkursen, men bestemmelsen begrænses ikke udtrykkeligt hertil. Hvorimod der ikke ses at være nogen tvivl om, at bestemmelsen er en undtagelsesregel der gælder for løbende ydelser, er der ikke enighed om hvilken regel, der finder anvendelse uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Ved konkursboets indtræden i kontrakter, der ikke vedrører løbende ydelser medfører § 56, stk. 1 umiddelbart, at boet hæfter for alle skyldnerens forpligtelser på massekravsniveau. Samtidig gælder det konkursretlige li- gelighedsprincip, således at massekravsstatus alene opnås, hvor konkursloven hjemler det. På den baggrund er der for det første tvivl om udstrækningen af anvendelsesområdet for § 56, stk. 2, og for det andet hvilken regel, der gør sig gældende i det omfang en medkontrahents krav falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Det må herefter være op til domstolene at afgøre retsstilling for latente erstatningskrav efter konkurslovens § 56, stk. 2. Nedenfor følger således en analyse af retspraksis omhandlende erstatningskrav i vedvarende kontraktforhold under konkurs. Analysen skal bidrage med dels en afgrænsning af begrebet ”vederlag” i konkurslovens § 56, stk. 2, og dels en afklaring af latente erstatningskravs placering i konkursordenen.

3.4.1 Analyse af retspraksis ‌

3.4.1.1 Sø- og Handelsrettens dom afsagt den 30. september 2020 i sag BS-55261/2019-SHR Dommen er en af to nyere afgørelser afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteret, som analyseres i denne afhandling. Afgørelserne udgør den nyeste retspraksis, der kaster lys over forståelsen af begrebet ”vederlag” i konkurslovens § 56, stk. 2 og den retlige systematik af konkurslovens indtrædelsesregler.‌

3.4.1.1.1 Faktum og præmisser ‌

Top Toy A/S (sagsøgte) indgik i 2017 en kontrakt om leje af et butikslokale beliggende i stor- centeret ”Bryggen” i Vejle. Bryggen, Vejle A/S (sagsøger), der udlejede butikslokalet, forplig- tede sig ved lejekontrakten til at yde sagsøgte et ”indretningstilskud” på 1,2 mio. kr. Lejekon- trakten trådte i kraft den 1. oktober 2017 og indretningstilskuddet skulle være forbrugt inden udgangen af året. Top Toy A/S fakturerede herefter Bryggen, Vejle A/S for 1,2 mio. kr. ekskl. moms (1,5 mio. kr. inkl. moms) i 2017, hvorefter beløbet skulle afskrives i henhold til følgende vilkår i lejekontrakten:

86 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 17.

87 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 314.

”[…] Indretningstilskuddet afskrives af Udlejer lineært over 5 år. Første afskriv- ning sker fra den 1.1.2018. Såfremt Xxxxx fraflytter Lejemålet, inden tilskuddet er fuldt afskrevet, tilbagebetaler Lejer den del af indretningstilskuddet, der ikke er afskrevet på fraflytningstidspunktet […]”

Top Toy A/S gik konkurs den 28. december 2018. Den 4. januar 2018 meddelte kurator til Bryggen, Vejle A/S, at konkursboet indtrådte i lejekontrakten. Kurator opsagde lejekontrakten den 18. januar 2018 med en måneds varsel, jf. konkurslovens 55, stk. 3.

Efter konkursboets indtræden i lejekontrakten var det Brygge, Vejle A/S’ opfattelse, at boet var forpligtet til at tilbagebetale det ikke-afskrevne indretningstilskud og udrede beløbet på massekravsniveau. Derimod var det konkursboets opfattelse, at tilbagebetalingen af det ikke- afskrevne indretningstilskud ikke vedrørte konkursboets indtræden eller opsigelse, og i øvrigt ikke udgjorde et krav, der opnåede massekravsniveau efter § 56, stk. 2.

Bryggen, Vejle A/S afskrev i alt 600.000 kr. inkl. moms inden Top Toy A/S’ konkurs svarende til en afskrivning af 2/5 af indretningstilskuddet. På den baggrund påstod de principalt 900.000 kr. ikke-afskrevet indretningstilskud anerkendt som massekrav. Idet der også var en tvist om, hvorvidt kravet kunne tillægges moms efter momslovens § 4, påstod Bryggen, Vejle A/S sub- sidiært et beløb på 720.000 kr. anerkendt som massekrav svarende til det ikke-afskrevne ind- retningstilskud uden tillæg af moms.

Sagens parter var enige om de faktiske omstændigheder, hvorefter der alene bestod en kon- kursretlig tvist om kravets placering i konkursordenen. Xxxxxxxx anførte principalt i sine an- bringender, at kravet på tilbagebetaling af det ikke-afskrevne indretningstilskud var massekrav, jf. hovedreglen i § 56, stk. 1, idet kravet ikke var et ”vederlag” omfattet af undtagelsen i § 56, stk. 2. Sagsøgte gjorde derimod principalt gældende, at krav der vedrører tiden efter konkurs- boets opsigelse med en måneds varsel efter § 55, stk. 3 er stillet som om konkursboet ikke var indtrådt, jf. § 56, stk. 2. Sagsøgte støttede herefter sin påstand om frifindelse på, at tilbagebe- talingskravet først forfaldt til betaling ved lejemålets aflevering, der vedrørte tiden efter udløbet af konkursboets opsigelsesvarsel den 18. februar 2020.

Sø- og Handelsretten bemærkede, at sagen angik indtræden i en lejeaftale og vedrørte derfor en løbende ydelse. På den baggrund bemærkede retten videre, at sagen ikke var omfattet af bestemmelsen i konkurslovens § 56, stk. 1, men derimod alene vedrørte spørgsmålet om, hvor- vidt undtagelsen i § 56, stk. 2 finder anvendelse. Retten konkretiserede, at spørgsmålet alene var, om vilkåret om tilbagebetaling af indretningstilskuddet var omfattet af begrebet ”vederlag” i § 56, stk. 2. Det bemærkes endvidere, at ordlyden af § 56, stk. 2 omfatter vederlag for en nærmere afgrænset tidsperiode, men herudover tager bestemmelsen ikke stilling til undtagel- sens rækkevide, som i øvrigt er omtvistet. Sø- og Handelsretten bemærkede endvidere, at § 56, stk. 2 udgør en selvstændig undtagelse til det konkursretlige ligelighedsprincip.

Konkursboet blev frifundet, idet retten fandt, at tilbagebetalingskravet ikke har karakter af et vederlag for en løbende ydelse og ikke kan sidestilles dermed, og herefter følger det af ligelig- hedsprincippet, at det ikke-afskrevne indretningstilskud er et simpelt krav. I den forbindelse henviser retten både til kravets karakter, og formålet med § 56, stk. 2.

3.4.1.1.2 Hvad viser dommen?‌

Sø- og Handelsretten udtaler sig indledningsvist helt generelt om konkurslovens retlige syste- matik, og anfører herved, at konkurslovens § 56, stk. 1 og stk. 2 hver især udgør selvstændige

undtagelser til konkursrettens ligelighedsprincip. Herefter er udgangspunktet ifølge retten, at medkontrahentens krav er et simpelt krav, jf. konkurslovens § 97, medmindre kravet er tillagt en anden retsstilling. For enkeltstående kontrakter følger det af § 56, stk. 1, at alle medkontra- hentens krav opnår massekravsstatus ved konkursboets indtræden. For løbende ydelser følger det derimod af § 56, stk. 2, at alene vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse og indtil opsigelsen opnår massekravsstatus.

Herefter må kravets status for det første afgøres ved kvalificering af kontrakten, hvoraf kravet udspringer, som enten en enkeltstående kontrakt eller en kontrakt om en løbende ydelse. Så- fremt kontrakten vedrører en løbende ydelse, må det for det andet afgøres, om kravet er et ”vederlag” omfattet af § 56, stk. 2.

Præmisserne indeholder ikke tilsvarende generelle udtalelser om rækkeviden af konkurslovens

§ 56, stk. 2, men konstaterer, at spørgsmålet er omtvistet. Det bemærkes konkret, at tilbagebe- talingskravet – selvom det skulle tilbagebetales i rater – ikke kan sidestilles med en egentlig lejebetaling ”[…] ud fra de foreliggende oplysninger […]”.

Xxxxxx finder, at sagsøgers krav ”[…] ikke har karakter af et vederlag for den løbende ydelse, og at det heller ikke kan sidestilles hermed.” Dermed synes dommen alligevel at antyde en definition af vederlagsbegrebet i § 56, stk. 2, eftersom medkontrahentens krav enten må have karakter af et vederlag for den løbende ydelse eller kunne sidestilles hermed.

Dommen viser, at anvendelsesområdet for § 56, stk. 2 ikke er indskrænket til blot vederlaget for den løbende ydelse, men omfatter formentlig også andre ydelser, der har karakter af veder- lag for den løbende ydelse, eller som kan sidestilles hermed. Sø- og Handelsrettens afgørelse beror herved på en konkret vurdering af karakteren af kravet. Et indretningstilskud med vilkår om tilbagebetaling ved lejers fraflytning af lejemålet inden fem år, var efter rettens opfattelse et incitament for etablering af en lejekontrakt om udlejning af arealet i Bryggen, hvorfor der ikke er tale om et vederlag i § 56, stk. 2’s forstand. Endeligt lægger Sø- og Handelsretten i sine præmisser vægt på formålet med § 56, stk. 2, idet det anføres i præmisserne, at ”herefter henses til […] at formålet […] er at give konkursboet mulighed for at videreføre lejemål i en kort periode og samtidig undgå at pådrage boet betydelige omkostninger […]”.

3.4.1.2 Sø- og Handelsrettens dom afsagt 30. september 2020 i sag BS-25020-2019-SHR og BS-25277-2019-SHR og BS-25314-2019-SHR ‌

Dommen er den anden af to nyere afgørelser afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteret vedrø- rende forståelsen af begrebet ”vederlag” i § 56, stk. 2. Sagsøgte i sagen er Top Toy A/S under konkurs, mens sagsøgerne er tre tidligere medarbejdere. Sagerne blev behandlet i forening med hinanden, jf. retsplejelovens § 254. Sagerne mod konkursboet blev dels ført af Ledernes Ho- vedorganisation som mandatar for sagsøger 1 (S1) og dels af Kristelig Fagforening som man- datar for sagsøger 2 og 3 (S2 og S3).

3.4.1.2.1 Faktum og præmisser ‌

Alle tre medarbejder havde forud for konkursen underskrevet identiske tillæg (stay-on klausu- ler) til deres ansættelseskontrakter, der indeholdt vilkårene for at opnå en ”retention bonus”, hvis medarbejderne forblev i Top Toy A/S til og med januar 2019. Top Toy A/S blev erklæret konkurs ved dekret den 28. december 2018. Kurator opsagde alle tre medarbejde ved brev af

30. december 2018, hvori kurator anførte konkursboets mulighed for at indtræde i medarbej- dernes ansættelsesforhold inden for 14 dages-fristen i konkurslovens § 63.

Kurator meddelte den 10. januar 2019 over for alle tre medarbejdere, at konkursboet indtrådte i medarbejderens ansættelsesforhold. S1 modtog den 11. januar 2019 meddelelse om opsigelse i medfør af konkurslovens § 55, stk. 3. S2 modtog tilsvarende meddelelse den 11. januar 2019, men havde også af egen drift opsagt sin stilling den 20. december 2018 med tre måneders opsigelsesvarsel. S3 fratrådte først sin stilling den 31. marts 2019.

Alle tre sagsøgere nedlagde under sagen påstand om anerkendelse af deres ”retention bonus” som massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3. Konkursboet påstod frifindelse.

Rettens indledende præmisser er næsten identiske med Sø- og Handelsrettens skifterets præ- misser i dommen gennemgået ovenfor (afsnit 3.4.1.1). Dermed var spørgsmålet også i nærvæ- rende dom, om undtagelsen i § 56, stk. 2, finder anvendelse, eller om medarbejdernes krav på deres ”retention bonus” falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Helt konkret er spørgsmålet om medarbejdernes krav på udbetaling af bonus er omfattet af begrebet ”vederlag” i § 56, stk. 2.

På baggrund af bemærkningerne om stay-on klausuler i Bet. 2015:1555, s. 66 og 113 konsta- terer retten følgende vedrørende de i sagen omhandlede klausuler:

”Der er således ikke tale om arbejdsvederlag for en løbende ydelse, men derimod en særlig præmie for at forblive på arbejdspladsen. Da konkursboet ved at ind- træde i arbejdsaftalerne alene har forpligtet sig til at udrede et arbejdsvederlag efter konkursdekretet som massekrav, og da kurator heller ikke på anden vis har tilkendegivet at ville indtræde i aftalerne, frifindes konkursboet for de rejste krav.”

Konkursboet fik herefter medhold i sin påstand om frifindelse, idet medarbejdernes ”retention bonus” ikke efter rettens opfattelse kunne anerkendes som massekrav i medfør af § 56, stk. 2.

3.4.1.2.2 Hvad viser dommen?‌

På linje med afgørelsen i BS-55261/2019-SHR (afsnit 3.4.1.1) foretager Sø- og Handelsretten en konkret vurdering af det anmeldte krav, hvorefter kravet ikke anses for omfattet af veder- lagsbegrebet i § 56, stk. 2. Vurdering angår tilsvarende, om kravet (bonussen) har karakter af eller kan sidestillet med vederlag for medkontrahentens løbende ydelse, der i dette tilfælde er medarbejderens udførelse af sit arbejde. Retten lægger således vægt på, at bonussen er et frem- adrettet krav, og dermed ikke vedrører forhold under ansættelsen. Derudover lægges der vægt på, at kravet ikke kan sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse, idet en sådan godtgørelse vedrører ansættelsesforholdets opsigelse eller afbrydelse.

Dommen viser endvidere, at ”vederlaget” i § 56, stk. 2 ved indtrædelse i ansættelseskontrakter formentlig må forstås på samme måde som ”løn og andet vederlag” i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, idet retten i sine præmisser citerer Bet. 2015.1555 herom, og efterfølgende bemærker: ”Uanset at det anførte alene relaterer sig til begrebet ”løn og andet vederlag” i § 95, stk. 1, nr. 1, finder retten ikke grundlag for at anlægge en anden fortolkning i forhold til begrebet ”vederlag” i § 56, stk. 2.”

Vederlaget i ansættelseskontrakter må dermed forstås på samme måde som lønprivilegiet i §

95. Afgørelsen opdeler på den baggrund ansættelseskontraktens vederlag til medarbejderen således, at vederlag for forhold under ansættelsen eller i forbindelse med ansættelsesforholdets

opsigelse eller afbrydelse opnår massekravsniveau, jf. § 56, stk. 2, hvorimod klausuler i ansæt- telseskontrakten om ”vederlag” for andre forhold falder uden for bestemmelsens anvendelses- område. Med afgørelsen gælder dette i hvert fald for stay-on klausuler, mens det for andre klausuler må være op til domstolene at afgøre om ”vederlaget” er omfattet af § 56, stk. 2.

3.4.1.3 Præjudikatværdi af retspraksis fra Sø- og Handelsretten ‌

De ovenfor gennemgåede domme er 1. instansbehandlinger i to fordringsprøvelsesager ved Sø- og Handelsrettens skifteret.88 Sø- og Handelsrettens skifteret sidestilles med skifteretterne ved de øvrige byretter, og rettens domme ankes i medfør af konkurslovens § 252, stk. 1 til Østre Landsret.89 Sø- og Handelsrettens skifteret er således en underret, og dommene har naturligvis ikke den samme præjudikatværdi som domme afsagt af Højesteret. De øvrige skifteretter må dog under hensyn til retssikkerhed og forudberegnelighed indrette sig efter resultatet af Sø- og Handelsrettens skifterets afgørelser.90 Dermed kan Sø- og Handelsrettens domme betragtes som præjudikater for fortolkningen af konkurslovens § 56, stk. 2, så længe det tages i betragt- ning, at Østre Landsret – og Højesteret i tilfælde af en 3. instansbevilling – kan nå frem til et andet resultat.91

Præmisserne i begge afgørelser indledes med generelle bemærkninger om den retlige systema- tik af konkurslovens § 56. Bemærkningerne er udtryk for Sø- og Handelsrettens opfattelse af den omtvistede retsstilling, og eftersom bidraget til fortolkningen af § 56 er løsrevet fra sagens konkrete omstændigheder, har dette resultat forventeligt en stærk præjudikatvirkning. Derimod begrundes resultatet mere konkret ud fra omstændighederne ved afgørelsen af hvorvidt de an- meldte krav i sagerne, udgør ”vederlag” efter § 56, stk. 2.

3.4.2 Sammenfattende bemærkninger om retsstillingen ved konkurslovens § 56, stk. 2 ‌

Det kan som minimum udledes af § 56, stk. 2, at visse ”vederlag” for medkontrahentens ydelse forbliver simple krav selvom konkursboet indtræder i kontrakten.92 Ordlyden og forarbejderne gør det klart, at dette gælder den sædvanlige pengeydelse for medkontrahentens løbende ydelse, hvorefter skyldnerens restancer ikke opnår massekravsniveau.93 Derimod kan der van- skeligt findes støtte i ordlyden eller forarbejderne for, at pengeydelser af enhver art, herunder erstatningskrav, skal behandles på samme måde som pengeydelsen for kontraktens løbende ydelse. På denne baggrund samt afsnit 3.3.2.2 om vederlagsbegrebet, synes mest at tale for, at anvendelsesområdet for konkurslovens § 56, stk. 2 i hvert fald ikke kan udstrækkes til penge- ydelser af enhver art. I hvilket omfang § 56, stk. 2 herefter kan udstrækkes, må efter Sø- og Handelsrettens domme i sagerne gennemgået ovenfor i afsnit 3.4.1, bero på en konkret vurde- ring af medkontrahentens krav, hvorefter ikke alene vederlaget for den løbende ydelse, men også andre krav, som har karakter af vederlag for den løbende ydelse eller kan sidestilles her- med, anses for omfattet af begrebet ”vederlag” i konkurslovens § 56, stk. 2.

Reglen, der gælder uden for anvendelsesområdet af § 56, stk. 2, bliver herefter afgørende for kravets placering i konkursordenen. Der forekommer to grundlæggende forskellige opfattelser af konkurslovens retlige systematik. På den ene side betragtes § 56, stk. 2 som en undtagelse til ligelighedsprincippet (afsnit 3.3.3.1), mens bestemmelsen på den anden side anses for en undtagelse til princippet om kontraktens enhed (afsnit 3.3.3.2), der er udtrykt ved § 56, stk. 1

88 Begge afgørelser er anket til Østre Landsret, jf. Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 6, note 44.

89 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx, m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 1141 f.

90 Xxxx Xxxxx: Juridisk teori, metode og videnskab, s. 103 ff.

91 Xxxx Xxxxx: Juridisk teori, metode og videnskab, s. 105. 92 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 315. 93 Bet. 1971:606, s. 122 ff.‌‌

som hovedregel. De ovenfor gennemgåede domme fra Sø- og Handelsrettens skifteret efterla- der dog ingen tvivl om rettens fortolkning af konkurslovens retlige systematik, idet præmis- serne anfører, at konkurslovens § 56, stk. 1 og stk. 2 udgør to selvstændige undtagelser til det konkursretlige ligelighedsprincip. Herefter er det kun vederlaget for den løbende ydelse, samt krav, der har karakter af vederlag for den løbende ydelse, eller krav der kan sidestilles hermed, som opnår massekravsstatus efter § 56, stk. 2. Ifølge Sø- og Handelsrettens afgørelser er både krav på tilbagebetaling af ikke-afskrevet indretningstilskud og bonus ifølge en stay-on klausul simple krav. Tilsvarende må antages at gælde for et erstatningskrav, såfremt kravet ikke har karakter af vederlag for den løbende ydelse, eller krav der kan sidestilles hermed.

4 Gensidigt bebyrdende aftaler i rekonstruktion ‌

4.1 Indledende bemærkninger om rekonstruktionsreglerne ‌

Konkursloven blev ved lov nr. 718 af 25. juni 2010 revideret med henblik på at forbedre mu- lighederne for at rekonstruere virksomheder, og derigennem videreføre levedygtige virksom- heder i stedet for at blive erklæret konkurs. Den væsentligste ændring ved konkursloven var således rekonstruktionsreglernes indførelse i konkurslovens §§ 10-15 b. På samme tid blev de hidtil gældende regler i konkursloven om anmeldt betalingsstandsning samt forhandling om tvangsakkord ophævet og erstattet af det nye regelsæt om rekonstruktion af insolvente, men levedygtige virksomheder.94

Konkursrådet afgav forud for lovreformen en betænkning om rekonstruktion mv. (Bet. 2009:1512), der sammen med bemærkningerne til det i 2010 fremsatte lovforslag om ændring af konkursloven og forskellige andre love (L199 FT 2009-10), udgør de grundlæggende forar- bejder til rekonstruktionsreglerne.95

Retsvirkningerne af rekonstruktionsbehandlingen er reguleret i konkurslovens kapital 2 b. Her- under regulerer bestemmelserne i §§ 12 n-12 u retsstillingen for videreførelse af gensidigt be- byrdende aftaler under rekonstruktion. Reglerne tager i vidt omfang udgangspunkt i de tilsva- rende regler for konkursbehandling i konkurslovens kapitel 7 (§§ 53-63).96 Således er der ved

§ 12 n indført en regel svarende til § 53, 1. pkt. i konkurs, hvorefter § 12 o, § 12 p, § 12 q, stk. 2, og §§ 12 r-12 u kun finder anvendelse, hvis ikke andet følger af andre lovbestemmelser eller af vedkommende retsforholds beskaffenhed.

4.2 Skyldnerens videreførelsesret ‌

Under rekonstruktion fortsættes driften af den insolvente virksomhed, hvorfor det næsten er en selvfølge, at skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler også må fortsættes i vidt omfang.97 Der er således med bestemmelsen i § 12 o, stk. 1 givet skyldneren adgang til at videreføre sine gensidigt bebyrdende aftaler i større omfang end tilfældet er i konkurs. Forarbejderne bemær- ker følgende om skyldnerens videreførelsesret: 98

”[…] hensynet til videreførelse af levedygtige virksomheder tilsiger, at rekon- struktionsbehandlingen i sit udgangspunkt bør kunne basere sig på den enkelte

94 For hele afsnittet L199 FT 2009-10, s. 21.

95 Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 15.

96 Bet. 2009:1512, s. 364.

97 Xxxxx Xxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 345 f.

98 Bet. 2009:1512, s. 217 f. og L199 FT 2009-10, s. 63.

virksomheds bestående portefølje af aftaler, så rekonstruktøren får det videst mu- lige grundlag for en nytænkning af virksomheden.”

I modsætning til konkurs indebærer indledningen af en rekonstruktionsbehandling ikke et skyldnerskifte, hvorfor skyldneren ikke ”indtræder” i en kontrakt, men derimod ”viderefører” den.99 Udover videreførelsen af eksisterende kontrakter er skyldneren endvidere tillagt en be- føjelse til at ”reetablere” ophævede kontrakter, således at kontrakten videreføres på uændrede vilkår. Skyldnerens videreførelsesret følger af konkurslovens § 12 o, stk. 1, 1. pkt.:

Stk. 1. En skyldner, der er under rekonstruktionsbehandling, kan med rekonstruk- tørens samtykke videreføre indgåede gensidigt bebyrdende aftaler.

Adgangen til reetablering af ophævede kontrakter følger af § 12 o, stk. 1, 2. pkt.:

Stk. 1. […] Skyldneren kan endvidere med rekonstruktørens samtykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale, som medkontrahenten inden for de seneste fire uger har hævet på grund af skyldnerens misligholdelse, medmindre medkontra- henten har disponeret i henhold til ophævelsen.

4.2.1 Videreførelse af eksisterende kontrakter ‌

I modsætning til § 55, stk. 1 i konkurs er det ikke under rekonstruktionsbehandlingen et bo, men derimod skyldneren, der kan videreføre gensidigt bebyrdende aftaler. Det følger helt na- turligt af formålet med rekonstruktionsreglerne, hvorefter skyldnerens virksomhed trods insol- vensen fortsættes under rekonstruktion. I den forbindelse er videreførelsesretten fastslået i kon- kursloven, så det ikke gyldigt kan aftales, at indledningen af en rekonstruktion af skyldneren er hævebegrundende, idet et sådant vilkår herefter vil være i strid med § 12 o, stk. 1, 1. pkt.100 Videreførelsesreglerne er dermed præceptive.101 Skyldnerens mulighed for at videreføre eksi- sterende kontrakter under rekonstruktion er dog begrænset med forbeholdet om rekonstruktø- rens samtykke. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at rekonstruktørens udtrykkelige samtykke skal foreligge, hvorefter en stiltiende videreførelse ikke kan finde sted i modsætning til indtræden i konkurs.102

Selvom skyldnerens virksomhed i udgangspunktet fortsættes under rekonstruktionen, følger det implicit af § 12 o, stk. 1, 1. pkt. at skyldneren også er berettiget til at undlade videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler.103 Idet rekonstruktionen skal basere sig på skyldnerens bestå- ende portefølje af gensidigt bebyrdende aftaler, skal skyldneren (og rekonstruktøren) tage stil- ling til samtlige af skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler.104 Trods videreførelsen af virk- somheden, videreføres en gensidigt bebyrdende aftale alene under rekonstruktionen, hvis

99 Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 96 f. samt L199 FT 2009-10, s. 115 og Bet. 2009:1512, s. 222 og 364.

100 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 345 f.

101 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 252. 102 Bet. 2009:1512, s. 367. Se afsnit 3.2.1.1 om stiltiende indtræden i konkurs. 103 Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 99.‌‌

104 Bet. 2009:1512, s. 218 ff.

skyldneren med rekonstruktørens samtykke meddeleler videreførelsen over for medkontrahen- ten.105 Dermed stilles medkontrahenten i et haltende retsforhold uden indflydelse på kontrak- tens videreførelse indtil skyldneren træffer sin beslutning.106 Retsstillingen er dog båret af hen- syn til medkontrahenten, som i umiddelbar tilknytning til rekonstruktionsbehandlingens ind- ledning bør få en hurtig afklaring af usikkerheden om rekonstruktionens betydning for kon- traktforholdet med skyldneren.107 Derudover kan medkontrahenten i medfør af § 12 o, stk. 3,

1. pkt. forlange, at skyldneren uden ugrundet ophold tager stilling til, om en gensidigt bebyr- dende aftale skal videreføres.

4.2.2 Videreførelse (reetablering) af ophævede kontrakter ‌

Skyldneren har med rekonstruktørens samtykke endvidere adgang til at videreføre misligholdte kontrakter, som medkontrahenten har ophævet. Indtil skyldnerens videreførelse af kontrakten gælder dette uanset om skyldneren har misligholdt kontrakten før eller efter rekonstruktionens indledning.108 Det følger ellers af almindelige obligationsretlige principper, at parternes krav på kontraktens ydelse eller surrogat herfor ophører ved den ene parts berettigede ophævelse.109 I realiteten består der altså ikke et kontraktforhold efter ophævelsen, hvorfor der eksempelvis ikke under konkurs er adgang til at indtræde i ophævede kontrakter, jf. § 58, stk. 2. Reglen i § 12 o, stk. 1, 2. pkt. bryder med almindelige obligationsretlige principper idet kontraktforholdet ”genopstår”. 110 Skyldnerens videreførelse omtales derfor oftest som en ”reetablering” af kon- trakten.111

Det er imidlertid ikke enhver ophævet konkrakt skyldneren kan reetablere. For det første er skyldnerens reetablering tidsmæssigt begrænset til de kontrakter, der inden for de seneste fire uger er ophævet på grund af skyldnerens misligholdelse. Ifølge lovudkastet i Bet. 2009:1512 var § 12 o, stk. 1, 2. pkt. afgrænset til de kontrakter, som medkontrahenten på grund skyldne- rens misligholdelse havde ophævet fire uger inden rekonstruktionsbehandlingens indled- ning.112 Ved lovforslagets efterfølgende fremsættelse blev lovudkastet ændret, hvorefter op- hævede kontrakter til enhver tid kan reetableres inden for fire uger.113 Det er således også den overvejende opfattelse i den juridiske litteratur, at fristen på fire uger må regnes fra det tids- punktet, hvor ophævelsen når frem til skyldneren, eller tilsvarende fire uger bagud fra tids- punktet for medkontrahentens modtagelse af meddelelsen om videreførelse.114

For det andet er skyldneren afskåret fra at reetablere ophævede kontrakter, hvis medkontrahen- ten har ”disponeret” i henhold til ophævelsen, jf. § 12 o, stk. 1, 2. pkt. in fine. Hvornår en medkontrahent har disponeret i henhold til sin ophævelse, lader sig ikke beskrive i generelle vendinger. Forarbejderne til bestemmelsen anfører en række eksempler, der tegner et billede af, at der kræves en faktisk fysisk handling fra medkontrahenten. Tidspunktet for vurdering af,

105 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 252.

106 Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 99.

107 Bet. 2009:1512, s. 220.

108 Bet. 2009:1512, s. 369.

109 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 2. del, s. 130.

110 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 347 f., og Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 99.

111 F.eks. Bet. 2009:1512, s. 368.

112 Bet. 2009:1512, s. 283.

113 L199 FT 2009-10, s. 115 f.

114 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 349, Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 100, og Xxxxx Xxxxxxxxx-Xxxxxx m.fl.: Kreditorforfølgning, s. 389. Anderledes Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 252.

hvorvidt medkontrahenten har disponeret, fremgår ikke af bestemmelsen, men må nok for- mentlig være meddelelsen om reetablering. Bevisbyrden påhviler medkontrahenten.115

En tredje begrænsning følger modsætningsvist af § 12 o, stk. 2, hvorefter medkontrahenten bevarer sin adgang til at ophæve kontrakten, hvis medkontrahentens hævebegrundende mislig- holdelse skyldes ”[…] andre årsager end skyldnerens forsinkelse med egen ydelse.” Dermed kan skyldnerens ophævede kontrakter ikke reetableres, hvor misligholdelsen skyldes faktiske eller retlige mangler.116 Tilsvarende gælder for kontrakter, som medkontrahenten ikke har op- hævet.

4.3 Retsvirkningerne af skyldnerens videreførelse ‌

Konkurslovens § 12 p og § 12 q regulerer retsvirkningerne af skyldnerens videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler.117 Bestemmelserne skelner ikke mellem om videreførelse er sket efter § 12 o, stk. 1, 1. eller 2. pkt., hvorfor retsvirkningerne er de samme uanset om kontrakten er blevet videreført eller ”reetableret”.118 § 12 p regulerer i hvilket omfang medkontrahentens krav opnår § 94-niveau, mens § 12 q regulerer medkontrahentens mulighed for sikkerhedsstil- lelse for skyldnerens opfyldelse af kontrakten.119 Idet nærværende afsnit af afhandlingen har til formål at afklare, om retsstillingen ved videreførelse af aftaler efter § 12 p, stk. 2 er ander- ledes i rekonstruktion, vil konkurslovens § 12 q ikke blive gennemgået nedenfor.

4.3.1 Konkurslovens § 12 p ‌

Bestemmelsen bygger ifølge forarbejderne på § 56 i konkurs.120 Det fremgår dog udtrykkeligt af § 12 p, stk. 1, at medkontrahentens krav ved videreførelse af kontrakter kun opnår § 94- status i tilfælde af skyldnerens konkurs. Samme formulering ses ikke i § 56, stk. 1, hvor det i stedet fremgår, at konkursboet bliver berettiget og forpligtet på aftalens vilkår. Forskellen må ses i sammenhæng med, at et konkursbos indtræden medfører et skyldnerskifte, hvorfor det har været nødvendigt at fastslå, at boet som udgangspunkt forpligtes på samme vilkår som den konkursramte skyldner.121 Under rekonstruktion etableres der ikke noget ”rekonkstrukti- onsbo”, og skyldneren er fortsat aftalepart i den videreførte eller reetablerede kontrakt. Selvom ordlyden af § 12 p, stk. 1 ikke er enslydende med § 56, stk. 1 er retsvirkningerne af skyldnerens videreførelse – bortset henvisningen til § 94 – ikke anderledes end indtræden i konkurs.122

4.3.1.1 Løbende ydelser ‌

Ifølge ordlyden af § 12 p, stk. 2 er det ”medkontrahentens krav”, der opnår § 94-status efter rekonstruktionsbehandlingens indledning indtil en eventuel opsigelse. Til forskel herfra er det ”vederlaget”, der opnår massekravsstatus under konkurs, jf. ordlyden af § 56, stk. 2. Spørgs- målet er, om der med denne formulering er tilsigtet en anden retsstilling for kontrakter om løbende ydelser under rekonstruktion efter § 12 p, stk. 2. Forarbejderne taler umiddelbart imod, at der skulle være tiltænkt en anden retsstilling end den tilsvarende regel i § 56, stk. 2 under konkurs, idet Konkursrådet anførte:123 ”[…] for så vidt angår løbende ydelser bør retstilstan- den efter Konkursrådets opfattelse svare til, hvad der gælder i konkurs […].” Den afvigende

115 Jf. for hele afsnittet Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 350 ff.

116 Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret, s. 100 f.

117 Bet. 2009:1512, s. 369.

118 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 364. 119 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 364 ff. 120 Bet. 2009:1512, s. 221 og 371, samt L199 FT 2009-10, s. 117.‌‌

121 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 364.

122 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkurslovens med kommentarer, s. 256.

123 Bet. 2009:1512, s. 228.

ordlyd må derimod forklares med, at der i rekonstruktion – i modsætning til konkurs – også kan videreføres gensidigt bebyrdende aftaler vedrørende løbende ydelser til medkontrahenten. Konkurslovens § 12 p, stk. 2 har dermed et videre anvendelsesområde, idet skyldneren kan videreføre kontrakter uanset om han er realdebitor eller -kreditor, og medkontrahenten kan således også have krav på andet end penge.124

Hverken ordlyden eller forarbejderne til konkurslovens § 12 p, stk. 2 giver et svar på erstat- ningskravs placering i konkursordenen. Konkurslovens § 12 p bygger ifølge forarbejderne på

§ 56, hvorfor der ikke her er noget der taler for, at retsstillingen i rekonstruktion er en anden. Reguleringen af gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser afviger på visse punkter fra reglerne i konkurs, men retsstillingen ved § 12 p, stk. 2 er tilsvarende § 56, stk. 2, idet der ikke er grundlag for en anden fortolkning.125 Det er også den overvejende opfattelse i den juridiske litteratur, at problemstillingen vedrørende erstatningskrav i aftaler om løbende ydelser må løses ens for konkurs og rekonstruktion.126 Herefter må retsstillingen vedrørende § 12 p, stk. 2 og erstatningskrav i videreførte aftaler om løbende ydelser i rekonstruktion antages at være i over- ensstemmelse med Sø- og Handelsrettens afgørelser vedrørende fortolkningen af § 56, stk. 2 i forhold til det konkursretlige ligelighedsprincip. Således får de af medkontrahentens krav, der ikke kan anses for omfattet af § 12 p, stk. 2, alene status som § 97-krav.

4.4 Medkontrahentens modregningsadgang ‌

4.4.1 Tvungen modregning ‌

I almindelighed har en person adgang til at modregne sin (mod)fordring i en andens (hoved)for- dring. Modregningen kræver ikke enighed mellem parterne og kan ske ensidigt, hvorfor det undertiden omtales som tvungen modregning.127 Tvungen modregning forudsætter dog, at en række retspraksisudviklede betingelser er opfyldt. Således må fordringerne være gensidige, således at mod- og hovedfordringen består mellem de samme to personer. Derudover skal for- dringerne være udjævnelige, hvorfor der oftest kun modregnes, når fordringer består i krav på penge. Endeligt må modfordringens forfaldstid være kommet, og fordringshaveren, som vil bringe sin fordring i modregning, skal være berettiget til at præstere hovedfordringen.128 Det sige også, at hovedfordringens frigørelsestid skal være kommet.

4.4.2 Modregning i konkurs ‌

Konkurslovens §§ 42-45 regulerer modregning i konkurs, og bestemmer hvorvidt konkursboets fordring kan bringes til ophør eller indfries delvist af hovedfordringens debitor ved tvungen modregning.129 Betingelserne for modregning i konkurs er på den ene side begrænset, idet konkursloven udover de almindelige betingelser også forudsætter opfyldelsen af nogle tids- mæssige betingelser. Efter konkurslovens § 42, stk. 1 og 2 kan der således kun modregnes med fordringer i konkurs, hvis både mod- og hovedfordringen er stiftet senest på fristdagen eller begge krav er stiftet i perioden mellem fristdagen og konkursdekretets afsigelse.130 På den anden side blev det under hensyn til en fælles nordisk løsning for konkurslovsarbejdet tiltrådt af Konkurslovsudvalget, at modregningsadgangen i konkurs fraveg betingelserne om forfalds-

124 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 256.

125 Bet. 2009:1512, s. 221 ff. og Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 364 ff.

126 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 257, Xxxxx Xxxxxxxxx-Xxxxxx m.fl.: Kreditorforfølgning, s. 290 f. og Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 96.

127 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 249.

128 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 249 f.

129 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 184.

130 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 451.

og frigørelsestiden for henholdsvis mod- og hovedfordringen, hvorefter modregningsadgangen blev udvidet i forhold de almindelige betingelser.131

Ved at modregne sin modfordring i konkursboets hovedfordring, opnår kreditoren – i det om- fang fordringerne dække hinanden – fuld dækning for sit tilgodehavende, og modregningen stemmer således ikke overens med det konkursretlige ligelighedsprincip.132 Modregningsretten er dog realt begrundet i et bekvemmeligheds- og sikkerhedshensyn, hvor navnlig sikkerheds- hensynet træder i forgrunden i konkurs, idet hensynet netop sigter til dårlige betalere og insol- vente debitorer.133

Hensynene er udtrykt af Xxxx Xxxxx til støtte for modregningsretten i konkurs, og Konkurs- lovsudvalget tilsluttede sig principielt dette synspunkt i forbindelse med udarbejdelsen af mod- regningsbestemmelserne.134 Sikkerhedshensynet indebærer, at debitor har mulighed for at opnå kredit på gunstigere vilkår, idet kreditor antages at have ladet sig tilskynde af sin ”sikkerhed” i form af modregningsretten. Derfor bør kreditors ret til at modregne i konkurs ikke indskræn- kes, således at debitor berøves fordelene herved.135 Havde kreditor derimod ikke forud for konkursen udsigt til at kunne modregne, fandt Xxxx Xxxxx ingen rimelig grund for at tillade modregning.136 Som skrevet tilsluttede Konkurslovsudvalget sig principielt Xxxx Xxxxxx syns- punkter, og herefter var det bærende hensyn bag konkurslovens regulering af modregningsad- gangen en grundsætning om, at der kun kan modregnes, når der bortset fra konkursen kan modregnes.137

Såfremt en medkontrahent har et erstatningskrav, der udspringer af en gensidigt bebyrdende aftale med skyldneren, og konkursboet ikke indtræder i aftalen, bliver kravet § 97-krav, jf. konkurslovens § 56 uanset om aftalen vedrører en enkelstående eller løbende ydelser.138 Her- efter kan medkontrahenten modregne erstatningskravet i en gæld til skyldneren, i det omfang modregningsbetingelser og de tidsmæssige betingelser i konkursloven § 42 tillader det.

Sagen er imidlertid en anden, hvis konkursboet vælger at indtræde i aftalen. Det antages i kon- kurs, at medkontrahenten ikke kan modregne med det fulde § 97-krav over for konkursboet, hvis boet i medfør af § 55, stk. 1 er indtrådt i en gensidigt bebyrdende aftale, men reglen ved- rører alene ikke-konnekse fordringer.139 Hvor hovedfordringen er erhvervet af konkursboet ef- ter konkursens indtræden, kan modfordringens kreditor (medkontrahenten) alene modregne ef- ter de almindelige regler for tvungen modregning, idet § 42 alene vedrører modregning med fordringer, der bestod ved konkursens indtræden.140 I det tilfælde, kan kreditor dog alene mod- regne med dividenden af sin fordring, og dertil kræves yderligere, at dividendekravet er forfal- det til betaling. Det vil i praksis være enten, når kurator efter konkurslovens § 145, stk. 3 har taget beslutning om udlodning til fordringshaverne, eller når skifteretten i medfør af § 152 har stadfæstet udkastet til regnskab og udlodning, og ankefristen er udløbet, uden at anke er sket.141 Dermed er medkontrahentens adgang til tvungen modregning med et erstatningskrav yderst

131 Bet. 1971:606, s. 110.

132 Xxxxxx Xxxxx i U.1983B.149, s. 150.

133 Xxxxxx Xxxxx i U.1983B.149, s. 150.

134 Bet. 1971:606, s. 110 og Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx, s. 248.

135 Xxxx Xxxxx: Modregning i konkurs, s. 92.

136 Xxxx Xxxxx: Modregning i konkurs, s. 84 f. og 92.

137 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 248 ff.

138 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 276.

139 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 300 og Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 256.

140 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Xxxxxxx, s. 256.

141 Xxxxxx Xxxxxxx: Konkursret, s. 215 og Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 256.

begrænset – hvis ikke praktisk udelukket – og boets indtræden afskærer i realiteten medkon- trahentens adgang til modregning med § 97-krav.142

4.4.3 Modregning i rekonstruktion ‌

Konkurslovens §§ 42-45 finder tilsvarende anvendelse i rekonstruktion i medfør af § 12 g, dog med visse præciseringer og ændringer i forhold § 42.143 Rekonstruktionsbehandlingens indled- ning træder i stedet for konkursdekretets afsigelse, jf. § 12 g, stk. 1, 2. pkt. Modregningsadgan- gen er umiddelbart snævrere i rekonstruktion end i konkurs, eftersom modfordringens forfalds- tid i overensstemmelse med de almindelige betingelser for tvungen modregning også skal være kommet i rekonstruktion jf. § 12 g, stk. 2.144

Det antages i konkurs, at medkontrahenten ikke kan modregne med § 97-krav i konkursboets hovedfordring, selv hvor boet er indtrådt i en aftale efter § 55, stk. 1. Med § 12 g, stk. 3 er denne retsstilling lovfæstet i rekonstruktion, idet det fremgår udtrykkeligt af ordlyden, at en fordringshaver ikke kan anvende et krav omfattet af § 97 til modregning i skyldnerens krav i medfør af en aftale, der er videreført efter § 12 o.145 Begrænsningen af adgangen til tvungen modregning er ifølge forarbejderne begrundet med, at fordelene ved videreførelse af kontrakter ville blive udhulet.146 Skyldnerens tilgodehavende i medfør af videreførte kontrakter er således ”immune” overfor modregning med § 97-krav.147

4.4.4 Konneks modregning i konkurs og rekonstruktion ‌

Konneksitet er et formueretligt begreb, der anvendes om fordringer, som udspringer af samme retsforhold.148 Fordringer kan have en sådan sammenknyttende forbindelse på mange forskel- lige måder, og konneksitetsbegrebet dækker således over en bred vifte af fordringsforbindel- ser.149 Et erstatningskrav og et vederlagskrav, der begge udspringer af den samme gensidigt bebyrdende aftale, er blot ét eksempel på konnekse fordringer.150 Øvrige eksempler på kon- nekse fordringsforbindelser vil ikke blive behandlet i det nedenstående, idet nærværende af- handling fokuserer på erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler. Vedrørende adgangen til konneks modregning i konkurs og rekonstruktion, er spørgsmålet, om konkurslovens §§ 42 eller 12 g regulerer konneks modregning. Til afklaring af spørgsmålet foretages en gennem- gang forarbejderne til konkurslovens § 42, samt en analyse af Højesterets afgørelse i U 2021.114 H.

4.4.4.1 Forarbejderne til konkurslovens § 42 ‌

I forbindelse med en ændring af konkurslovens regler om betalingsstandsning (lov nr. 187 af

9. maj 1984)151 anmodede Justitsministeriet et nedsat udvalg om at overveje konkurslovens regler om modregning.152 Anmodningen skete på baggrund af afgørelsen i U 1982.538 H, hvor Højesterets flertal fandt, at toldvæsenet var berettiget til at modregne et positivt momstilsvar

142 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs, s. 256.

143 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 309.

144 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 235. 145 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 309 og 321 f. 146 L199 FT 2009-2010, s. 110.‌‌

147 Bet. 2009.1512, s. 357.

148 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 288.

149 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konneksitet, s. 25 f.

150 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konneksitet, s. 25 f.

151 Reglerne blev erstattet af rekonstruktionsreglerne i konkurslovens §§ 10-15 b ved lov nr. 718 af 25. juni 2010, jf. Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 24.

152 Bet. 1983:983, s. 27.

(modfordringen) erhvervet før fristdagen i konkursboets negative momstilsvar (hovedfordrin- gen) erhvervet efter fristdagen. Udvalgets arbejde resulterede i en betænkning, Bet. 1983.983, der i det følgende gennemgås.

Efter dagældende regler om modregning i konkurs var konkursdekretets afsigelse skæringsda- gen for konkurslovens tidmæssige betingelser for modregning. Udvalgets flertal fandt, at mod- regningsreglerne gav konkurskreditorerne en urimelig begunstigelse på de øvrige kreditorers bekostning, og var på den baggrund fortalere for en flytning af skæringsdagen til fristdagen. Idet konkurslovens § 42 ikke udtrykkeligt tager stilling til modregning i en hovedfordring op- stået efter skæringsdagen bemærkes det i forarbejderne, at det som hidtil må være udelukket.153 I den forbindelse bemærkes det dog videre, at:154

”Modregning må […] efter omstændighederne kunne tillades f.eks. mellem kon- nekse fordringer, og spørgsmålet om, i hvilket omfang sådan modregning bør tillades, må som hidtil overlades til retspraksis.”

Ved fremrykningen af skæringsdatoen for modregningsbegrænsningen var der skabt en ”mel- lemperiode” i tiden mellem fristdagen indtil overgangen til konkurs (eller for dagældende ret akkord), som gav anledning til betænkeligheder i visse situationer.155 Udvalget overvejede i den forbindelse, om kreditorernes ret til konneks modregning mellem fordringer stiftet i mel- lemperioden skulle sikres ved en særskilt bestemmelse, men konkluderede således om unød- vendigheden af en sådan lovfæstet regel:156

”Imidlertid har den udvidede adgang til modregning mellem konnekse fordringer altid været anerkendt uden positiv lovhjemmel […] og en lovfæstelse af denne særlige modregningsadgang i en enkelt relation kunne virke vildledende.”

Der var således ikke med ændringen af skæringsdagen for modregningsreglerne tilsigtet nogen begrænsning i adgangen til konneks modregning, og konkurslovens § 42 indeholder ingen sær- lig regel om konneks modregning, idet en sådan modregningsadgang ”[…] altid [har] været anerkendt uden positiv lovhjemmel […]” og må herefter antages også at være anerkendt i kon- kurs.157

Rekonstruktionsreglerne erstattede de tidligere regler om betalingsstandsning.158 Ovenstående retsstilling i konkurs gjorde sig tillige gældende for dagældende konkurslovs § 16, stk. 1, 3. pkt. for betalingsstandsning. Bestemmelsen videreføres i medfør af § 12 g, stk. 1.159 Retsstil- lingen i konkurs må herefter også anses for overført til rekonstruktion.160

4.4.4.2 Konneks modregning i gensidigt bebyrdende aftaler ‌

Det er naturligvis et afgørende spørgsmål, hvornår fordringer er konnekse, men spørgsmålet falder uden for rammerne af denne afhandling. Fokus for nærværende afhandling er erstat-

153 Bet. 1983.983, s. 31.

154 Bet. 1983.983, s. 31.

155 Bet. 1983.983, s. 98 f.

156 Bet. 1983.983, s. 99.

157 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 1 f.

158 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 24.

159 Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer, s. 234.

160 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 1 f.

ningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler, og allerede idet medkontrahentens modkrav (erstat- ningskravet) udspringer af samme kontrakt (retsforhold) som konkursboets hovedkrav, er der ikke tvivl om fordringernes konneksitet.161

Eftersom hverken konkurslovens §§ 42 eller 12 g tager stilling til spørgsmålet om udvidet ad- gang til modregning med konnekse fordringer, er spørgsmålet herefter i hvilket omfang den konnekse modregning kan gøres gældende. Latente erstatningskrav i gensidigt bebyrdende af- taler om løbende ydelser må, jf. retspraksis analyseret ovenfor (afsnit 3.4.1), antages at være § 97-krav, selvom boet indtræder i aftalen eller skyldneren med rekonstruktørens samtykke vi- derefører den. Rækkeviden af den udvidede modregningsadgang med konnekse fordringer er herefter særligt interessant at undersøge, idet medkontrahenten for ikke-konnekse fordringer alene kan modregne dividenden af sit § 97-krav, hvis kurator indtræder i eller rekonstruktøren viderefører kontrakten, jf. § 12 g, stk. 3.

Det grundlæggende for problemstillingen er de modsatrettede hensyn, der på den ene side lig- ger til grund for kurators og rekonstruktørens adgang til at indtræde i eller videreføre gensidigt bebyrdende aftaler (afsnit 3.3.2.1), og på den anden side kreditorernes principielle sikkerhed i form af en forventet adgang til modregning i tilfælde af skyldnerens insolvens (afsnit 5.2).162 Hidtil har der ikke foreligget retspraksis til at afklare spørgsmålet om rækkeviden af den udvi- dede modregningsadgang med konnekse fordringer i gensidigt bebyrdende aftaler. I fjor har Højesteret imidlertid afsagt dom i en sag vedrørende konneks modregning med et erstatnings- krav i en gensidigt bebyrdende aftale, som analyseres nedenfor.

4.4.4.2.1 U 2021.114 H 4.4.4.2.1.1 Faktum og præmisser‌‌

BFT Logistik A/S og Salling Group A/S indgik den 25. oktober 2016 en aftale om lagerføring

og distribution af hvidevarer. Det fremgår ikke af den trykte dom, men aftalen var en ramme- aftale, der regulerede parternes rettigheder og forpligtelser.163 Ifølge aftalen var BFT Logistik ansvarlig for bortkomst (svind) og skader på varerne i forbindelse med BFT Logistiks lagerfø- ring. BFT Logistik indtrådte i rekonstruktion den 3. april 2018, under hvilken aftalen med Sal- ling Group blev videreført af rekonstruktøren i medfør af konkurslovens § 12 o, stk. 1, 1. pkt.

BFT Logistik blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 1. maj 2018, eftersom rekonstruktion ikke lykkedes. BFT Logistik (nu under konkurs) gjorde krav på betaling af 2.181.956,93 kr. Heri ville Salling Group modregne 319.454,27 kr., der udgjorde et krav på erstatning for svind i varelageret i tiden forud for rekonstruktionen. Salling Group betalte 1.862.502,66 kr. til BFT Logistik (under konkurs), hvorefter tvisten bestod i, hvorvidt Salling Group kunne modregne sit erstatningskrav (modfordringen) fra tiden forud for rekonstruktio- nen i konkursboets krav (hovedfordringen) på betaling for ydelserne leveret af skyldneren un- der rekonstruktionen.

For Højesteret var der enighed mellem parterne om, at modfordringen måtte anses for stiftet ved kontraktens indgåelse (25. oktober 2016) og dermed før fristdagen, mens konkursboets hovedfordring var krav på betaling for arbejde i perioden fra indledning af rekonstruktion frem til afsigelse af konkursdekretet, hvorefter modregning ifølge konkurslovens § 12 g var udeluk- ket. Parterne var desuden enige om opgørelsen af de modsatrettede krav og, at fordringer var

161 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konneksitet, s. 25 f.

162 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 1.

163 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 5.

konnekse. Herefter angik sagen for Højesteret spørgsmålet om, hvorvidt Salling Group i kraft af fordringernes konneksitet havde adgang til at modregne på tværs af fristdagen.

Højesteret stadfæstede Landsrettens afgørelse, og tiltrådte at Salling Group kunne modregne erstatningskravet i konkursboets betalingskrav. Højesterets præmisser er kortfattede. Det be- mærkes indledningsvist, at fordringerne begge udspringer af parternes aftale af 25. oktober 2016. Herefter bemærkes det, at modregning ikke kan ske efter § 12 g, hvorfor spørgsmålet er, om der kan ske modregning efter dansk rets almindelige regler om konneks modregning.

I forlængelse af ovenstående bemærker Højesteret, at reglerne om konneks modregning ifølge forarbejderne til konkursloven gælder ved siden af konkurslovens regler om modregning, og anfører herefter i sine præmisser:

”Højesteret finder, at der ikke er holdepunkter i konkurslovens forarbejder for, at der bør gælde en snævrere adgang til modregning med konnekse krav under rekonstruktion end til modregning med konnekse krav i konkurs.”

Herefter tiltrådte Højesteret, at Salling Group kunne modregne sit erstatningskrav i konkurs- boets betalingskrav, eftersom fordringerne udsprang af samme kontrakt og var nært forbundne.

4.4.4.2.1.2 Hvad viser dommen?

Helt konkret viser dommen, at et erstatningskrav for lagersvind stiftet før fristdagen kan mod- regnes i et konkursbos krav på betaling for leverede ydelser stiftet under rekonstruktion, når kravene udspringer af den samme aftale om successiv levering vedrørende lagerføring og di- stribution, og er nært forbundet. Dommens præmisser indeholder imidlertid ingen formulerin- ger, der giver udtryk for, at sagens resultat er nået ud fra sagens konkrete omstændigheder.

Dommen fastslår for det første, at dansk rets almindelige regler om konneks modregning gæl- der ved siden af konkurslovens regler, hvilket følger af lovens forarbejder. Højesteret fastslår for det andet, at der ikke er holdepunkter for, at der gælder en snævrere adgang til konneks modregning i rekonstruktion, end hvad der gælder tilsvarende i konkurs. Derved må forstås, at retsstillingen er den samme i begge tilfælde af insolvens.

En medkontrahent har herefter, hvor rekonstruktøren viderefører eller kurator indtræder i en af skyldnerens konktrakter om successiv levering, adgang til at modregne med et erstatningskrav der udspringer af samme kontrakt. I den forbindelse er det endvidere uden betydning, at de tidsmæssige betingelser i konkurslovens §§ 12 g og 42 ikke er overholdt, idet bestemmelserne ifølge Højesteret ikke udgør nogen begrænsning i adgangen til at modregne med konnekse fordringer.

Det fremgår ikke af den trykte dom, hvorvidt konkursboet for Højesteret procederede for en begrænsning af konneks modregning under hensyn til § 12 p, stk. 2 eller formålet og hensynene bag reglen. Tillige blev der ikke henvist direkte til bestemmelsen i konkursboets påstandsdo- kumenter for hverken landsretten eller Højesteret. Konkursboet henviste dog i påstandsdoku- menterne for Højesteret til materiale, hvori § 12 p, stk. 2 samt bestemmelsens formål og hensyn blev behandlet. Endeligt blev bestemmelsen udtrykkeligt anført under konkursboets procedure for Højesteret. På den baggrund er det rimeligt at antage, at konkurslovens § 12 p, stk. 2 samt formålet og hensynene bag bestemmelsen for Højesteret udgjorde et af konkursboets anbrin- gender imod konneks modregning. Herefter kan det ved dommens resultat udledes, at hverken

§ 12 p, stk. 2 eller bestemmelsens formål og hensyn ifølge Højesteret udgør en begrænsning i adgangen til modregning med konnekse fordringer i aftaler om successive leveringer.164

I kraft af det ovenstående er det rimeligt at antage, at Højesteret i sin vurdering af adgangen konneks modregning har taget stilling til betydningen af § 12 p, stk. 2 og bestemmelsens for- arbejder, hvorfor det også er nærliggende at udstrække dommens resultat således, at der er en tilsvarende adgang for en medkontrahent til at modregne sit erstatningskrav i skyldnerens ho- vedkrav, når begge krav udspringer af samme aftale om løbende ydelser. Det kan i hvert fald ikke afvises, at Højesteret vil nå det samme resultat for en aftale om løbende ydelser.165

4.4.5 Afsluttende bemærkninger ‌

4.4.5.1 Betydningen af U 2021.114 H sml. konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler ‌

Konkurslovens kapitel 7 blev udarbejdet under hensyn til en balance mellem konkursboets økonomiske interesse i de gensidigt bebyrdende aftaler og medkontrahentens naturlige betæn- keligheder ved at stå i kontraktforhold med et konkursbo; men regelsættet er dog overvejende ”bovenligt” i sin regulering.166 De tilsvarende regler i rekonstruktion tager udgangspunkt i konkurslovens kapitel 7.167 Særligt for rekonstruktionsreglerne var det grundlæggende hensyn, at rekonstruktionen kunne basere sig på skyldnerens eksisterende portefølje af gensidigt bebyr- dende aftaler.168 Derved sikres formålet også med rekonstruktionen, idet de gensidigt bebyr- dende aftaler er nødvendige for en insolvent virksomheds overlevelse.169 Til gengæld for vide- reførelsen af kontrakten fik medkontrahenten sit krav løftet op på § 94-niveau, jf. § 12 p, og § 93-niveau ved indtræden i konkurs, jf. § 56. For kontrakter vedrørende enkelstående ydelser gælder dette også erstatningskrav, men for aftaler om løbende ydelser er erstatningskrav, der vedrører tiden forud rekonstruktionsbehandlingens indledning eller konkursens indtræden, § 97-krav.170

Hvis medkontrahenten kunne modregne ethvert § 97-krav (modkrav) i en (hoved)fordring, som skyldneren under rekonstruktion erhverver ved indtræden i kontrakten, ville hensynene med videreførelsesretten og formålet med gennemførelsen af en rekonstruktion blive udhulet. Der- for bestemmer konkurslovens § 12 g, stk. 3, at modregning med § 97-krav i videreførte gensi- digt bebyrdende aftaler er udelukket. Konkurslovens § 12 g, stk. 3 udtrykker, hvad der også antages at gælde ved indtræden, jf. § 55, stk. 1, i konkurs.171

Retspraksis fra Sø- og Handelsretten (afsnit 3.4.1) anfører, at § 56, stk. 1 vedrører enkeltstående ydelser, mens § 56, stk. 2 vedrører løbende ydelser. Successiv levering er dog hverken en en- kelstående ydelse eller en løbende ydelse.172 Sø- og Handelsretten tager ikke stilling til, hvilken af bestemmelserne afgør retsstillingen for aftaler om successiv levering. U 2021.114 H er tillige tavs herom. Det anføres dog enkelte steder i den juridiske litteratur, at et konkursbo formentlig

164 For hele afsnittet Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 6, note 43. 165 For hele afsnittet Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 6, note 43. 166 Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten, s. 87.‌‌

167 Bet. 2009:1512, s. 364.

168 Bet. 2009:1512, s. 217 f. og L199 FT 2009-10, s. 63.

169 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 345 ff.

170 Jf. ovenfor afsnit 3.4.

171 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 309 og 321 f.

172 Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 1. del, s. 26.

kan indtræde i aftaler om successiv levering alene med virkning for fremtidige leverancer, jf. en kombination af princippet i konkurslovens § 56, stk. 2 og købelovens § 22, § 29 og § 46.173

Med afgørelsen i U 2021.114 H er konneks modregning med et § 97-krav ikke udelukket, når fordringerne udspringer af samme aftale om successiv levering.174 Konkursboet anførte såvel hensynene bag konkurslovens videreførelsesregler og formålet med rekonstruktionsinstituttet til støtte for at udelukke konneks modregning. Højesteret fandt dog ikke herved grundlag for at begrænse medkontrahentens adgang til konneks modregning. Resultatet i U 2021.114 H har- monerer således ikke med konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler i konkurs og rekonstruktion.175

Adgangen til modregning med konnekse fordringer har umiddelbart sin berettigelse i kraft af dansk rets almindelige regler herom. Det forekommer dog uhensigtsmæssigt, at rekonstruktø- rens og kurators beslutning om at videreføre eller indtræde i skyldnerens gensidigt bebyrdende aftale til gode for alle kreditorerne, nu må tage i betragtning om medkontrahenten har et erstat- ningskrav, der udspringer af samme aftale. Konkurslovsudvalget forsøgte netop at imøde- komme sådanne ”tvangssituationer” med reglen § 56, stk. 2.176 Fra kreditorernes synspunkt må det også virke aldeles tilfældigt, at en medkontrahents erstatningskrav, der udspringer af en ikke-videreført aftale, alene opnår § 97-nivau, hvorimod erstatningskrav, der udspringer af en videreført aftale, opnår dækning forud for konkursordenen gennem modregning. Endvidere i rekonstruktion, der skal sikre videreførelse af den levedygtige del af virksomheden, vil den konnekse modregningsadgang undergrave rekonstruktionens formål.177 Sat på spidsen kan én kreditors modregningserklæring føre til en mislykket rekonstruktion til ugunst for alle kredi- torerne, hvis den videreførte aftale var afgørende for virksomhedens overlevelse.

Konsekvenserne af U 2021.114 H skal dog næppe overdrives. I forbindelse med kurators over- vejelser om indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler, må kurator lade det indgå i sin undersø- gelse, om medkontrahenten har et erstatningskrav, der udspringer af aftalen. Denne undersø- gelser sker allerede, når kurator vil indtræde i gensidigt bebyrdende aftaler om enkeltstående ydelser, hvor erstatningskrav bliver massekrav og tilsvarende § 94-krav ved rekonstruktørens videreførelse.178 Viser det sig, at der må forventes en erklæring om modregning med et erstat- ningskrav, må indtræden undlades, hvis modregning gør det økonomisk uinteressant, og ikke- indtræden derudover belaster boet mindst muligt, når erstatningskravet forbliver et § 97-krav.

Modregning forudsætter i det hele taget, at der eksisterer en hovedfordring. For løbende ydelser kan kurator eller rekonstruktøren begrænse modregningens belastning ved at opsige aftalen med en måneds varsel og bringe stiftelsen af yderligere hovedkrav til ophør, jf. henholdsvis §§ 55, stk. 3 og 12 o, stk. 4. Dermed har resultatet af dommen reelt større konsekvenser for kon- trakter om enkeltstående ydelser, idet indtræden heri ikke giver nogen adgang til opsigelse med en måneds varsel.179

173 Xxxxxx Xxxxxxx: Konkursret, s. 76, og Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkurslovens med kommentarer, s. 504 f.

174 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 6, note 43.

175 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 7. Se også Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 322 ff., der dog ikke kommenterer U 2021.114 H, men gør nogle betragtning om samme retsstilling.

176 Jf. ovenfor afsnit 3.3.2.1.

177 Konkursboet gjorde uden held dette anbringende gældende i U 2021.114 H.

178 Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039, s. 7.

179 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion, s. 324.

Det må yderligere bemærkes, at retten til at indtræde i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser i konkurs, er begrænset til aftaler, hvor ydelsen leveres ”til skyldneren”. Ved indtræ- delsen erhverver boet således ikke nogen (hoved)fordring på medkontrahenten, som består i et krav på penge. På den baggrund må dommens betydning for konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser indskrænkes til videreførelse i rekonstruktion, hvor § 12 p, stk. 2 ikke afskærer skyldneren fra videreførelse af aftaler om løbende ydelser til med- kontrahenten.

4.4.5.2 Sø- og Handelsrettens afgørelser180 i betragtning af U 2021.114 H‌

Top Toy A/S under konkurs procederede på de formål og hensyn, som ifølge konkurslovens forarbejder ligger til grund for lovens indtrædelsesregler. BFT Logistik A/S under konkurs procederede på de samme formål og hensyn i U 2021.114 H, men anbringenderne var forgæ- ves. Sø- og Handelsrettens afgørelse synes implicit at føre til, at ligelighedsprincip er en slags konkursretligt udgangspunkt, som der støttes ret på, hvor retsstillingen ikke kan udledes af konkurslovens ordlyd.

Tilsvarende betragtning genfindes dog ikke i U 2021.114 H. Konkursboet anfører udtrykkeligt det konkursretlige ligelighedsprincip til støtte for, at der kræves tungtvejende grunde for at tillade modregning med konnekse fordringer, når modfordringen er en simpel fordring. Ifølge Højesteret finder derimod dansk rets almindelige regler om konneks modregning, der efter for- arbejderne finder anvendelse ved siden af konkurslovens §§ 12 g og 42.

Forarbejderne til konkurslovens indtrædelsesregler giver heller ingen udtrykkelig støtte for, at det konkursretlige ligelighedsprincip gælder for andre pengeydelser end vederlag for den lø- bende ydelse, når konkursboet indtræder i kontrakten efter § 56, stk. 2. Sø- og Handelsretten støtter således også sit resultat på formålet med § 56, stk. 2 og en fortolkning af indtrædelses- reglens retlige systematik. Det kan overvejes på baggrund af U 2021.114 H, om Sø- og Han- delsrettens tillægger ligelighedsprincippet for stor betydning i sine afgørelser.

Ovenstående afleder umiddelbart den tanke, at i stedet for et konkursretligt princip, må dansk rets almindelige regler i stedet finde anvendelse, når lovgiver ikke med konkursloven ordlyd eller dens forarbejder har villet en anden retsstilling. Herefter må princippet om kontraktens enhed finde anvendelse uden for bestemmelserne i §§ 12 p, stk. 2 og 56, stk. 2. Ud fra denne tanke ville erstatningskrav i aftaler om løbende ydelser således være § 93-krav i konkurs og § 94-krav i rekonstruktion, hvis det fortsat antages, at § 12 p, stk. 2 eller § 56, stk. 2 ikke regulerer andre pengeydelser end vederlaget for den løbende ydelse.181 Paradoksalt forekommer resul- tatet også for en umiddelbar betragtning bedre stemmende med ligelighedsprincippet, idet med- kontrahenten, som følge af kurators indtrædelse eller rekonstruktørens videreførelse, allerede ville være bedre stillet end de øvrige kreditorer, hvis erstatningskravet efterfølgende modreg- nes.

5 Konklusion ‌

På baggrund af afhandlingens analyse af retspraksis fra Sø- og Handelsretten kan det konklu- deres, at konkurslovens § 56, stk. 2 alene vedrører ”vederlaget” for den løbende ydelser, samt

180 BS-55261/2019-SHR og BS-25020-2019-SHR (afsnit 3.4.1).

181 Retsstillingen ville således være i overensstemmelse med Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, s. 95 f., og Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse, s. 34 f.

andre pengeydelser, der enten har karakter af vederlag for den løbende ydelse eller kan side- stilles hermed. Således er det ikke pengeydelser af enhver art, der er omfattet af § 56, stk. 2. Det kan endvidere konkluderes, at konkurslovens § 56, stk. 1 og 2 udgør to selvstændige und- tagelser til det konkursretlige ligelighedsprincip. Det følger således af lovens retlige systema- tik, at ligelighedsprincippet finder anvendelse uden for anvendelsesområdet for § 56, stk. 2. Dermed er afhandlingens overordnede konklusion, at erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser, der hverken har karakter af vederlag for den løbende ydelse eller noget der sidestilles dermed, er simple krav (§ 97-krav) i medfør af ligelighedsprincippet.

Efter en gennemgang af forarbejderne til konkurslovens § 12 p, kan det konstateres, at der ikke er noget grundlag for at konkludere anderledes i rekonstruktion. Således er det også afhandlin- gens konklusion, at retsstillingen for erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler om løbende ydelser ikke er anderledes i rekonstruktion end i konkurs.

Sø- og Handelsretten har derved afgjort et omdiskuteret spørgsmål om fortolkningen af § 56, stk. 2 og § 12 p, stk. 2. Ligelighedsprincippet var centralt for rettens resultat i begge domme, og derfor er det også interessant, at der forgæves blev procederet på ligelighedsprincippet i U 2021.114 H. Formålet og hensynene bag konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler var tillige uden betydning for medkontrahentens adgang til modregning med konnekse fordrin- ger, hvorfor det konkluderes, at U 2021.114 H ikke harmonerer med konkurslovens regler om gensidigt bebyrdende aftaler eller resultatet af Sø- og Handelsrettens domme.

Endeligt konkluderes det, at resultat i Sø- og Handelsrettens domme ikke kan afvises. Det dis- kuteres, om Sø- og Handelsrettens afgørelser bør tages til følge, idet resultatet sammenholdt U 2021.114 H formentlig ville harmonere bedre med ligelighedsprincippet, hvis kravene var pri- vilegerede krav forud for en eventuel modregning. Betydningen af U 2021.114 H skal dog ikke overdrives. Resultatet i Sø- og Handelsrettens domme forekommer korrekte, og afgørelserne kan ikke afvises blot med henvisning til resultatet i U 2021.114 H eller adgangen til modreg- ning med konnekse fordringer. Det må herefter afklares i retspraksis, om Sø- og Handelsrettens fortolkning af konkurslovens retlige systematik og vederlagsbegrebet er korrekt.

Lovgiver forsømte ved udarbejdelsen af 1977-konkursloven og rekonstruktionsreglernes at bringe klarhed over omfanget af den tilsigtede regulering med reglerne i konkursloven § 56, stk. 2 og § 12 p, stk. 2. I tilfælde af en revision af konkursloven bør lovgiver på baggrund af den gennemgåede retspraksis tage stilling til, om konneks modregning fortsat skal accepteres på bekostning af ligelighedsprincippet.

6 Litteraturfortegnelse ‌

6.1 Retslitteratur ‌

Xxxx-Xxxxxxxx, Xxxxx Xxxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx, Xxxxx Xxxxxxx og Xxxxxx, Xxx Xxxxxx: Konkurs, 1. udgave, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2020, København.

(Citeret: Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Konkurs).

Xxxx-Xxxxxxxx, Xxxxx Xxxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx, Xxxxx Xxxxxxx, Xxxxxx, Xxx Xxxxxx, Xxx- xxx, Xxxxxxxxx Xxx og Xxxxx, Xxxxxxx Xxxxxxxxx: Rekonstruktion – Teori og praksis, 2. udgave, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2020, København.

(Citeret: Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxx-Xxxxxxxx m.fl.: Rekonstruktion – Teori og praksis).

Xxxxx, Xxxx: Juridisk teori, metode og videnskab, 1. udgave, Jurist og Økonomforbundets For- lag 2016, København.

(Citeret: Xxxx Xxxxx: Juridisk teori, metode og videnskab).

Xxxxxx, Xxxxxxxx: Obligationsret, 3. del, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1993, København.

(Citeret: Xxxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del (1. udgave 1993))

Xxxxxxx, Xxxxx, Xxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxxxxx, Xxxxxx: Rekonstruktionsret, 5. ud- gave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2018, København.

(Citeret: Xxxxx Xxxxxxx m.fl.: Rekonstruktionsret).

Xxxxx, Xxxx: Modregning i konkurs: En kritisk undersøgelse under hensyntagen til dansk og fremmed ret, Levin & Xxxxxxxxxx 1934, København

(Citeret: Xxxx Xxxxx: Modregning i konkurs)

Xxxxxxx, Xxxxxxx: Obligationsret, 1. del, 5. udgave ved Xxxxxxx Xxxxxxx, Jurist- og Økonomfor- bundets Forlag, 2016, København.

(Citeret: Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 1. del)

Xxxxxxx, Xxxxxxx: Obligationsret, 2. del, 5. udgave ved Xxxxxxx Xxxxxxx, Jurist- og Økonomfor- bundets Forlag, 2019, København.

(Citeret: Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 2. del)

Xxxxxxx, Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del, 3. udgave ved Xxxxxxx Xxxxxxx, Jurist- og Økonomfor- bundets Forlag, 2018, København.

(Citeret: Xxxxxxx Xxxxxxx: Obligationsret, 3. del)

Xxxxxx, Xxx Xxxxxx: Konkursregulering, 1. udgave, Forlaget Thomson A/S 2000, Køben- havn.

(Citeret: Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursregulering).

Xxxxxx, Xxx Xxxxxx: Konkursretten, 2. udgave, Xxxx Xxxxxxxx Forlag 2019, København. (Citeret: Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konkursretten).

Xxxxxx, Xxx Xxxxxx: Konneksitet – forskelige aspekter af modregning og tilbageholdsret, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007, København.

(Citeret: Xxx Xxxxxx Xxxxxx: Konneksitet).

Xxxxxxxxx, Xxxxxxx Xxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse, Marts 2000, A22 småtryk JES ved Juridisk Bibliotek Aarhus Universitet (optrykt som PR-02-F-18).

(Citeret: Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Konkurs og insolvens som misligholdelse).

Xxxxxxxxx, Xxxxxxx Xxxx: Lejeret 2, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1989, København. (Citeret: Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxx: Lejeret 2).

Xxxxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxxx, Xxxxxxx Xxxx-Xxxxx Xxxxx og Xxxxxxx, Xxxxxxx: Lærebog i dansk og international køberet, 5. udgave, Jurist- og økonomforbundets forlag 2017, København. (Citeret: Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx m.fl.: Lærebog i dansk og international køberet)

Xxxxxxxxx-Xxxxxx, Xxxxx og Xxxx-Xxxxxxxx, Xxxxx: Kreditorforfølgning, 8. udgave, Karnov Group Denmark A/S 2019, København.

(Citeret: Xxxxx Xxxxxxxxx-Xxxxxx m.fl.: Kreditorforfølgning)

Xxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxxxxx, Xxxxxx: Konkursloven med kommentarer, 14. ud- gave, Karnov Group Denmark A/S 2018, København.

(Citeret: Xxxx Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Konkursloven med kommentarer)

Xxxxxxx, Xxxxxx: Konkursret, 12. udgave, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2018, Køben- havn.

(Citeret: Xxxxxx Xxxxxxx: Konkursret).

6.2 Tidsskriftsartikler ‌

Xxxxx, Xxxxxx: Modregning i konkurs i lyset af nyere retspraksis, U.1983B.149 (Citeret: Xxxxxx Xxxxx i U.1983B.149)

Xxxxxxxxx, Xxxx og Xxxxxxx, Xxxxxxx: Konneks modregning i rekonstruktion og konkurs i lyset af U 2021.114 H, ET.2021.039.

(Citeret: Xxxx Xxxxxxxxx i ET.2021.039).

Xxxxx, Xxxxx: Lejemål med flere lejere, herunder udlejning til boligkollektiver og interessent- skaber, TBB2006.193.

(Citeret: Xxxxx Xxxxx i TBB2006.193).

6.3 Betænkninger og lovforslag ‌

1971, Betænkning nr. 606, Betænkning om konkurs og tvangsakkord. (Citeret: Bet. 1971:606).

1983, Betænkning nr. 983, Betænkning om betalingsstandsning. (Citeret: Bet. 1983:983).

2009, Betænkning nr. 1512, Betænkning om rekonstruktion mv. (Citeret: Bet. 2009:1512).

2015, Betænkning nr. 1555, Betænkning om ansattes retsstilling under insolvensbehandling. (Citeret: Bet. 2015:1555).

Lovforslag nr. 199, Forslag til lov om ændring af konkursloven og forskellige andre lov (re- konstruktion mv.)

(Citeret: L199 FT 2009-10).

6.4 Retspraksis ‌

6.4.1 Højesteret U 1947.812 H‌

U 1982.538 H

U 2021.114 H

6.4.2 Sø- og Handelsretten ‌

Sø- og Handelsrettens dom 30. september 2020 i sag BS-55261/2019-SHR

Sø- og Handelsrettens dom 30. september 2020 i sag BS-25020-2019-SHR og BS-25277-2019- SHR og BS-25314-2019-SHR

Document Metadata

Table of Contents

Erstatningskrav i gensidigt bebyrdende aftaler i konkurs og rekonstruktion

Document Metadata