Vedtægter for Hvide Sande Nordhavn Møllelaug 2 I/S
Vedtægter for Hvide Sande Nordhavn Møllelaug 2 I/S
§ 1 Navn og hjemsted
Stk. 1: Interessentskabets navn er Hvide Sande Nordhavn Møllelaug 2 I/S.
Stk. 2: Interessentskabets hjemsted er Ringkøbing- Skjern Kommune.
§ 2 Formål
Stk. 1: Interessentskabets hovedformål er at medvirke til at etablere 3 vindmøller på Hvide Sande Nordhavn og efterfølgende drive disse for at producere og sælge grøn strøm.
Stk. 2: Interessentskabet skal endvidere varetage sine og interessenternes interesser i relation til det i stk. 1 nævnte formål overfor elektricitetskøbere, myndigheder og tredje part.
§ 3 Interessenter
Stk. 1: Andele kan erhverves af myndige fysiske personer med fast folkeregisteradresse i Ringkøbing- Skjern Kommune på erhvervelsestidspunktet.
Stk. 2: Betingelserne i stk. 1 gælder ikke ved arv.
Stk. 3: Alle interessenter skal opføres i en interessentfortegnelse med navn, adresse, antallet af andele, samt eventuelle rettigheder, tredjemand måtte have.
Stk. 4: Xxxxxxxx har pligt til at drage omsorg for, at interessentfortegnelsen stedse er ajourført samt at give interessenterne adgang til denne.
§ 4 Andele
Stk. 1: Interessentskabet er opdelt i ideelle andele, svarende til den ved etableringen af vindmøllefabrikantens beregnede årsproduktion i kWh divideret med 1000, svarende til 1000 kW. Interessentskabet er derfor opdelt i 7.902 andele.
Stk. 2: Antallet af andele en interessent ejer, er – sat i forhold til 7.902 - udtryk for, hvor stor en del af interessentskabets formue den enkelte interessent ejer. Det er til enhver tid interessentskabsfortegnelsen, der angiver antallet af de enkelte interessenters andele.
§ 5 Interessentskabsmøde
Stk. 1: Interessentskabets øverste myndighed er interessentskabsmødet. Interessentskabsmødet holdes hvert år i marts måned. Skriftlig eller elektronisk indkaldelse til interessentskabsmødet, samt indkomne forslag, skal udsendes til hver interessent højest 4 uger før og senest 14 dage før mødet.
Stk. 2: Dagsorden for det ordinære interessentskabsmøde skal mindst omfatte følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Aflæggelse af Ledelsens beretning for det forløbne år.
3. Aflæggelse af revideret regnskab for det forløbne år til godkendelse, stillingtagen til anvendelse af overskud eller inddækning af tab samt forelæggelse til orientering af budget for det løbende år.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af ledelse.
6. Valg af revisor
7. Eventuelt
Stk. 3: Forslag, der ønskes behandlet under dagsordenens punkt 5, skal være formanden i hænde senest den 1. februar.
Stk. 4: Interessentskabsmødet holdes på et af ledelsen fastsat sted i Hvide Sande.
§ 6 Stemmeret
Stk. 1: På interessentskabsmødet har hver interessentskabsandel 1 stemme. Stk. 2: Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt til en anden interessent. Ingen interessent kan dog møde med mere end 3 fuldmagter.
§ 7 Beslutninger
Stk. 1: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed bortfalder det forslag, hvorom der er stemt.
Stk. 2: Stemmes der om vedtægtsændringer, køb af vindmøller eller om salg af interessentskabets aktiver kræves det, at mindst halvdelen af interessenterne er repræsenteret, og at mindst 2/3 af de fremmødte interessenter stemmer for forslaget. Såfremt mindre end halvdelen er repræsenteret og mindst 2/3 stemmer for, kan forslaget vedtages på det næstkommende ordinære eller ekstraordinære interessentskabsmøde, hvis mindst 2/3 af de her repræsenterede interessenter stemmer for forslaget.
§ 8 Ekstraordinært interessentskabsmøde
Stk. 1: Ekstraordinært interessentskabsmøde afholdes, såfremt ledelsen finder det nødvendigt, eller såfremt mindst 1/10 af interessenterne skriftligt ytrer ønske herom med angivelse af, hvad der ønskes til behandling.
Stk. 2: Ledelsen indkalder til ekstraordinært interessentskabsmøde senest 4 uger efter, at den har modtaget anmodning herom.
Stk. 3: Indkaldelse til ekstraordinært interessentskabsmøde skal ske højest 4 uger og senest 14 dage før mødet.
§ 9 Valg af ledelse
Stk. 1: Ledelsen består af 5 medlemmer.
Stk. 2:Ledelsen er på valg hvert år og er selvsupplerende i valgperioden.
Stk. 3: Ledelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
Stk. 4: Til ledelsen kan ikke vælges mere end én interessent fra samme husstand.
§ 10 Valgprocedure
Stk. 1: Kandidater til ledelsen opstilles til valg på det ordinære interessentskabsmøde.
Stk. 2: Der kan stemmes på et antal kandidater, op til det antal der er på valg. Der kan kun stemmes en gang på hver kandidat.
Stk. 3: Kandidaterne der har fået flest stemmer efter optælling af de afgivne stemmer er valgt.
§ 11 Ledelse og tegningsregler
Stk. 1: Interessentskabets daglige administration forestås af ledelsen. Ledelsen kan beslutte at melde interessentskabet ind i relevante foreninger, som varetager vedvarende energiinteresser. Kontingent til foreningerne indbetales af ledelsen over interessentskabets regnskab.
Stk. 2: Interessentskabet tegnes af den samlede ledelse eller af formanden i forening med 2 ledelsesmedlemmer eller i tilfælde af formandens forfald da af 3 ledelsesmedlemmer i forening.
Stk. 3: Ledelsen er beslutningsdygtig når 3 medlemmer er til stede og indkaldelse er sket forskriftsmæssigt. I tilfælde af at en beslutning af hastende karakter skal træffes, er ledelsen beslutningsdygtig når 3 medlemmer er til stede. En sådan beslutning kan omgøres på næste ordinære ledelsesmøde.
Ved eventuel stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 4: Der skal føres protokol over ledelsens beslutninger. Mindretallet kan kræve sit synspunkt ført til protokols.
Stk. 5: Ledelsen kan meddele prokura.
§ 12 Ansvar
Stk. 1: Ledelsen er forpligtet til at lade vindmøllerne ansvarsforsikre. Stk. 2: Ledelsen er ansvarlig for ansættelse af driftsleder, såfremt dette kræves af det offentlige, samt for indgåelse af serviceaftale.
§ 13 Gældsætning
Stk. 1: Gældsætning af interessentskabet må ikke finde sted, ud over stillede garantier.
§ 14 Hæftelse
Stk. 1: Interessenterne hæfter personligt, direkte, solidarisk og ubegrænset over for interessentskabets kreditorer.
Stk. 2: Mellem interessenterne hæftes i forhold til andelsbesiddelse. Stk. 3: Interessentskabets aktiver kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning for gæld, som er interessentskabet uvedkommende.
Stk. 4: Ingen fordring kan kræves af den enkelte interessent, uden at kravet forinden er rejst over for interessentskabet.
§ 15 Regnskab
Stk. 1: Regnskabsåret følger kalenderåret.
Stk. 2: Regnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.
§ 16 Afregning
Stk. 1: Efter fradrag af interessentskabets udgifter og henlæggelser, fordeles resten af indtægten ligeligt efter antallet af andele.
Stk. 2: Et eventuelt overskud udbetales til interessenterne mindst én gang om året.
Stk. 3: Overskud indtjent fra sidste udbetaling udbetales til den, der på udbetalingstidspunktet er opført som ejer af andelen i interessentskabsfortegnelsen.
§ 17 Omsætning af andele
Stk. 1: Interessentskabsandele kan frit omsættes, dog skal betingelserne i § 3 være opfyldt.
Stk. 2: Alle handler skal omgående meddeles ledelsen. Ingen handel med andele er gyldig, før den er godkendt af ledelsen i henhold til § 3 og indført i interessentfortegnelsen.
Stk. 3: Prisen på andele afgøres i fri handel.
Stk. 4: Handel med andele i strid med vedtægten anses at være misligholdelse.
§ 18 Pantsætning
Stk. 1: Interessentskabsandele kan pantsættes.
Stk. 2: Pantsætningen anmeldes overfor ledelsen, der foretager notering herom i interessentskabsfortegnelsen.
§ 19 Misligholdelse
Stk. 1: Overholder en interessent ikke vedtægterne, kan ledelsen standse udbetalingerne til interessenten, indtil forholdet er bragt i orden.
Stk. 2: Vægrer en interessent sig, trods påbud fra ledelsen, ved at overholde vedtægterne, er ledelsen forpligtet til at bringe forholdet i orden.
Stk. 3: Såfremt en interessent væsentligt misligholder sine forpligtelser ifølge nærværende vedtægter eller lovlig interessentskabsbeslutninger, ledelsesbeslutninger, eller autoritative forskrifter af betydning for interessentskabet, kan vedkommendes videre deltagelse i interessentskabet uden yderligere varsel ophæves på et interessentskabsmøde.
Stk. 4: Ved udtræden på grund af misligholdelse mister den opsagte sine rettigheder som interessent, og den pågældende har pligt til straks at afhænde sin(e) andel(e). Ledelsen kan nægte at udbetale vedkommende noget beløb, før det kan dokumenteres, at interessentskabsandelen(e) er afhændet.
Stk. 5: Alle omkostninger i forbindelse med misligholdelse, betales af den misligholdende.
Stk. 6: I øvrigt kan en interessent kun udtræde af interessentskabet ved salg i henhold til § 17.
§ 20 Opløsning
Stk. 1: Interessentskabet kan opløses, såfremt mindst 2/3 af interessenterne på et ekstraordinært interessentskabsmøde stemmer for en sådan beslutning, enten ved personligt fremmøde eller ved brevstemme. Hvis forslaget vedtages, men uden 2/3 af interessenternes stemmer, kan opløsning vedtages efter et nyt ekstraordinært interessentskabsmøde, tidligst 14 dage efter, med stemmeflertal.
Stk.2: I tilfælde af opløsning udarbejdes en status over interessentskabets aktiver og passiver, hvorefter aktiver realiseres til dækning af passiver. Det
fremkomne over- eller underskud deles mellem interessenterne i forhold til deres andele.
§ 21 Tvister
Stk. 1: Enhver tvist der måtte opstå mellem interessenterne i forbindelse med drift og opløsning eller om fortolkning af nærværende interessentskabsaftale, afgøres ved voldgift.
Vedtaget på stiftende interessentskabsmøde den