KØBENHAVNS KOMMUNE
KØBENHAVNS KOMMUNE
Økonomiforvaltningen Koncernservice
UDKAST
Samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og IT- Universitetet
1. Baggrund og formål
Københavns Kommune (KK) og IT-Universitetet i København (ITU) ønsker med denne aftale at etablere et videns-, forsknings- og uddannelsessamarbejde.
Aftalen tager udgangspunkt i KK’s it-drift, it-service og den digitale understøttelse og udvikling af kommunen og udgangspunkt i ITU som forsknings- og uddannelsesinstitution. Det er parternes opfattelse, at de i fællesskab kan opfylde samarbejdsaftalen ved at udnytte hinandens respektive kendskab og viden inden for hver sine ressorts.
KK har en mission om at sikre, at København er en by i bæredygtig vækst med en effektiv og serviceorienteret betjening af byens borgere og virksomheder. I den sammenhæng er det Københavns Kommunes Koncernservices (KS) vision aktivt at skabe fælles løsninger og leverer ydelser, der gør den samlede administration i KK til en af de bedste og mest effektive i Danmark.
IT-Universitetets strategi hviler på tre grundprincipper: Unik definition af It, karakteristika ved uddannelser samt grundforskning. Kongstanken for ITU er, at teknik i dag ikke bare skal være et enkeltstående teknologisk produkt, men også produkter, der indgår i en større kontekst – herunder socialt, kulturelt og politisk. Det handler om at give de studerende mulighed for at kombinere nogle fagligheder, som de ellers ikke kunne kombinere andre steder. ITU har som strategisk mål at bidrage til værdiskabelsen i Københavnsregionen, og det vil samarbejdet kunne bidrage til opfyldelsen af.
2. Samarbejdsområder
Med det udgangspunkt ser KK stor nytteværdig ved et samarbejde med ITU i bestræbelserne på at nå kommunens ambitiøse mål på it- og digitaliseringsområdet. Nye løsninger på samfundsmæssige udfordringer skabes ofte i grænsefeltet mellem flere parter. Det langsigtede perspektiv med aftalen er derfor at skabe et forpligtende samarbejde mellem parterne og gennemføre forsknings- og uddannelsesforløb samt konkrete projektforløb med udgangspunkt i KK’s aktiviteter, der bidrager til at konsolidere, udvikle og effektivisere KK’s it og digitalisering.
NOTAT
25-01-2016
Sagsnr.
2016-0018174
Dokumentnr. 0000-0000000-0
Sagsbehandler Xxxxxx Xxxxx Xxxxxx
Digitalisering
Borups Allé 177
2400 København NV
Mobil 0000 0000
EAN nummer 5798009809056
Det er væsentligt for aftaleparterne, at opbygningen af samarbejdsrelationer og konkrete aktiviteter gensidigt skaber værdi, så parterne opnår flere og/eller bedre resultater som følge af aftaleindgåelsen. KK og ITU vil med samarbejdet løfte kompetenceniveauet og understøtte erhvervsudviklingen gennem forskning og innovation.
Parterne ønsker konkret et forpligtende samarbejde indenfor følgende områder:
• Videre- og efteruddannelse af ledere og medarbejdere i KK med vægt på uddannelse af slutbrugere og teknisk rettede uddannelsesforløb, herunder certificeringer.
• KK’s deltagelse i forskningsprojekter efter aftale med ITU’s
forskerteam.
• Specialepladser samt Ph.d.- og erhvervs-Ph.d.-forløb hos KS og i KK’s forvaltninger, dvs. at ITU årligt får stillet et antal specialepladser til rådighed – under hensynstagen til det enkelte projekts egnethed.
Parterne har indledningsvis identificeret emner, der skal munde ud i fælles digitaliseringsprojekter:
• Robotteknologi
• Big data/BI
• Brugerinvolvering
3. Operationalisering og samarbejdsorganisation Samarbejdet ledes af en styregruppe, som består af xx medlemmer fra hver organisation. Der er fælles (skiftende) formandskab og styregruppen understøttes administrativt af to koordinatorer, én fra hver organisation. Der afholdes som udgangspunkt fire møder årligt.
Der er mulighed for at invitere eksterne interessenter til at holde oplæg på møder i styregruppen. Det kan fx være studerende og forskere, der har udarbejdet et projekt/speciale med udgangspunkt i en problemstilling fra KK.
Det er styregruppens opgave at tage stilling til forskningstemaer, aktiviteter indenfor brobygning mellem studerende/nyuddannede og kommunen/erhvervslivet, efter- og videreuddannelse samt finansiering heraf. Fastlæggelse af aktivitetsniveau sker ved at styregruppen vedtager en handleplan for det kommende års aktiviteter.
Der skal hvert år gøres status over projektporteføljen herunder finansieringsformer med henblik på at udstikke retninger og initiativer for samarbejdet. Det er styregruppens ansvar at prioritere og afsætte
ressourcer (fx understøttende koordinatorer) med henblik på at fremme samarbejdsaftalens overordnede mål.
4. Finansiering af samarbejder og projekter
Finansieringen af de enkelte samarbejdsaftaler og projektforløb vil variere fra projekt til projekt, idet der skal indgås konkrete aftaler for de enkelte projekter vedr. finansiering (fx fakturering, fondsmidler, anlægsmidler, aflønningsform og lignende).
5. Fortrolighed
En forudsætning for samarbejdet er, at parterne frit kan udveksle information og ideer. Det sker under klar forventning om, at det foregår i fortrolighed, og at den anden part ikke misbruger information eller viden til formål, der ligger uden for samarbejdsaftalen jf. afsnit om baggrund og formål. Parterne forpligtes derfor til at behandle alle former for information fortroligt, herunder dokumenter, tegninger, specifikationer, manualer, økonomiske oplysninger, ideer, designs, mv., og den viden parterne i øvrigt har fået overdraget fra den anden part, eller som de har fået kendskab til i forbindelse med samarbejdsforholdet.
6. Ændringer af aftalen
Ændringer eller tilføjelser til denne samarbejdsaftale kræver enighed blandt parterne, og ændringer eller tilføjelser vedlægges denne aftale som tillæg. Tillæg underskrives af begge parter.
7. Ophør af samarbejdet
Ønsker en part at udtræde af samarbejdet, skal det ske med mindst 6 måneders skriftlig varsel til udløb af en kalendermåned. Indtil udløb af opsigelsesvarslet påhviler det begge parter loyalt at fortsætte samarbejdet. Ved udløb af opsigelsesvarslet laves en endelig opgørelse af parternes evt. økonomiske mellemværende.
8. Underskrifter
Denne aftale er blevet underskrevet i to originale eksemplarer, hvoraf hver part har modtaget et eksemplar.
Dato: Dato:
For Københavns Kommune: For IT-Universitetet:
Navn Navn