BREDENOORD B.V. - GENERELLE UDLEJNINGSBETINGELSER
BREDENOORD B.V. - GENERELLE UDLEJNINGSBETINGELSER
§ 1. Definitioner
I disse generelle udlejningsbetingelser finder følgende definitioner anvendelse:
Bredenoord: Det i Holland registrerede selskab Bredenoord B.V. eller tilknyttede juridiske personer, der anvender foreliggende betingelser i forbindelse med et tilbud til eller aftale med lejer.
Anvendelsessted: Det sted, hvor materiellet udleveres i henhold til aftalen.
Oplysninger: Billeder og tegninger, modeller, beskrivelser, software, tekniske oplysninger og lignende, der indgår i tilbuddet.
Mangler: En fejl eller defekt i materiellet, som kan tilskrives Bredenoord, og som allerede var til stede før udlevering og/eller hvis årsag var til stede før udleveringen, hvilket medfører, at det lejede ikke fungerer efter hensigten.
Lejer: Den (juridiske) person, der har indgået en aftale med Bredenoord eller har modtaget et tilbud fra Bredenoord eller på anden måde optræder som Bredenoords modpart.
Materiel: Alt det materiel, som Bredenoord udlejer eller skal udleje til lejer, og som er beskrevet nærmere i tilbuddet eller aftalen.
Tilbud: Et uforpligtende, skriftligt tilbud fra Bredenoord til (den potentielle) lejer.
Udleveringsrapport: Rapport, som udarbejdes af Bredenoord og lejer ved udleveringen (følgesedlen) og/eller ved lejers tilbagelevering (retursedlen) af materiellet.
Skadesrapport: Rapport, som udarbejdes af Bredenoord efter inspektion af det tilbageleverede materiel, idet der er konstateret fejl, som ikke fremgår af udleveringsrapporten.
Lejebekræftelse: Skriftlig bekræftelse af den aftale, som Bredenoord har indgået med lejer.
Aftale: Den aftale, som Bredenoord og lejer indgår, og som er erklæret omfattet af foreliggende udlejningsbetingelser og eventuelle supplerende betingelser.
Skriftlig: I form af et papirdokument eller elektronisk dokument fra (befuldmægtigede) repræsentanter for Bredenoord (og/eller lejer).
§ 2 Anvendelse
1. Foreliggende generelle udlejningsbetingelser gælder for ethvert tilbud afgivet af Bredenoord og for alle aftaler, uanset betegnelsen, som indgås mellem Bredenoord og lejer.
2. Andre betingelser gælder kun, når Bredenoord udtrykkeligt skriftligt har accepteret disse, og de gælder kun for pågældende aftale(r).
3. Ændring af og tilføjelse til en bestemmelse i aftalen er kun gyldige, hvis disse er skriftlige og underskrevet af begge parter.
4. Aftalen gengiver alle de rettigheder og forpligtelser, som parterne har, og erstatter alle forudgående skriftlige og mundtlige aftaler, erklæringer og/eller udsagn fra parterne.
5. Bredenoord accepterer ikke og afviser udtrykkeligt anvendelsen af lejers indkøbsbetingelser og/eller andre betingelser.
§ 3 Tilbud
1. Indholdet af det tilbud, som Bredenoord afgiver, er helt uforpligtende, medmindre selve tilbuddet udtrykkeligt og utvetydigt bestemmer anderledes.
2. Indholdet af alle oplysninger, som meddeles i forbindelse med tilbuddet, anføres så omhyggeligt som muligt, men er aldrig bindende for Bredenoord. Tilbud baseres på den information, som lejer giver.
3. De oplysninger, som Bredenoord giver, forbliver Bredenoords ejendom og må ikke uden Bredenoords skriftlige tilladelse mangfoldiggøres og/eller gives til tredjemand, og skal efter anmodning omgående returneres til Bredenoord. Bredenoord forbeholder sig alle rettigheder, som eventuelt måtte eksistere i henhold til industrielle og intellektuelle ejendomsrettigheder.
4. Et tilbud gælder i tredive (30) dage efter datoen for tilbuddet og bortfalder derefter.
§ 4 Indgåelse af aftalen
1. En aftale kommer kun i stand, hvis Bredenoord har givet en lejebekræftelse eller har indgået en aftale med lejer. Aftalen anses for at være kommet i stand på det tidspunkt, hvor lejebekræftelsen er afsendt af Bredenoord, eller hvor aftalen er underskrevet af lejer eller på anden måde er bekræftet.
2. Lejer anses for at have godkendt indholdet af lejebekræftelsen, medmindre han inden fem hverdage efter datoen for lejebekræftelsen skriftligt meddeler Bredenoord, at han ikke er enig i indholdet.
3. I tilfælde af arbejde, hvor der i forbindelse med art og omfang ikke er fremsendt noget tilbud eller lejebekræftelse, gælder fakturaen også som bevis på indgåelsen af aftalen.
4. Hvis et tilbud accepteres af lejer, har Bredenoord ret til at annullere aftalen indtil fireogtyve
(24) timer før den aftalte leveringstid for materiellet påbegyndes. Hvis Bredenoord benytter denne (ensidige) ret, er de aldrig forpligtet til at betale lejer noget beløb i skadeserstatning.
5. Lejer kan i princippet før det tidspunkt, hvor materiellet stilles til rådighed, skriftligt annullere aftalen. Lejer skal i så fald dog betale følgende erstatning til Bredenoord:
- 70 % af nettolejebeløbet, baseret på dagssatsen, for materiellet ved annullering før det tidspunkt, hvor materiellet skulle stilles til rådighed for lejer, og 100% af nettolejebeløbet - inklusiv afholdte transportudgifter - ved annullering på det tidspunkt, hvor materiellet er stillet til rådighed for lejer (defineret som det tidspunkt materiellet er sat klar til transport eller afhentning af lejer).
§ 5 Priser
1. Alle anførte priser er eksklusive moms og eksklusiv alle øvrige afgifter, skatter og omkostninger, der skal betales i forbindelse med gennemførelsen af aftalen. Priserne er endvidere eksklusive transport, udlevering, demontering og service/vedligeholdelse, medmindre parterne har aftalt andet i aftalen.
2. Hvis priser eller takster for prisbestemmende faktorer, såsom lønninger, materialer, valutadifferencer, told- og overfartsudgifter samt forsikringspriser forhøjes, uanset årsagen, har Bredenoord ret til at forhøje den aftalte pris.
3. Hvis Bredenoord bliver forsinket i gennemførelsen af aftalen som følge af manglende oplysninger eller instrukser eller andre årsager, som skyldes lejer, har Bredenoord ret til at forhøje priserne som godtgørelse for de ekstra omkostninger, som følger deraf.
4. Hvis materiellet bruges i et større antal timer pr. dag eller pr. uge end aftalt, skal lejeren straks underrette Bredenoord herom, og lejeren skal betale Bredenoord den højere udlejningspris, der stemmer overens hermed.
§ 6 Betaling
1. Lejer skal betale fakturaerne fra Bredenoord inden fjorten dage efter fakturadatoen, uden rabat, indeholdelse eller modregning. Xxxxx er ikke berettiget til at udsætte sine betalingsforpligtelser. Udlejeren er berettiget til delvist at fakturere.
2. Hvis lejer ikke har opfyldt sine forpligtelser over for Bredenoord inden for den aftalte betalingsfrist, foreligger der efter loven, uden varsel, misligholdelse fra lejers side. Fra det tidspunkt, hvor lejer misligholder betalingsforpligtelsen, til den dag, hvor hele beløbet er betalt, er lejer forpligtet til at betale morarente på 1 % pr. måned, eller en del af måneden, af det skyldige beløb, uden at det berører Bredenoords ret til at kræve aftalens opfyldelse, ophævelse eller skadeserstatning.
3. Alle udgifter i forbindelse med inddrivelse af de beløb, som Bredenoord har faktureret, (herunder de udenretslige inkassoomkostninger) er for lejers regning. De udenretslige inkassoomkostninger udgør 15 % af hovedstolen, med et mindstebeløb på EUR 250,- eksklusiv merværdiafgift.
4. Lejer er ved eller efter indgåelsen af aftalen efter Bredenoords første anmodning forpligtet til at betale forskud, hvis størrelse bestemmes af Bredenoord, og/eller stille sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser. Bredenoord er ikke forpligtet til at betale rente af forskudsbeløbene eller af de sikkerheder, som lejer eventuelt har stillet.
5. Fakturaer anses for at være accepteret af lejer, hvis Bredenoord ikke inden for otte dage efter fakturadatoen har modtaget skriftlig indsigelse herimod. Bestridelse af fakturaens rigtighed eller indsigelse mod fakturaen udsætter ikke lejers betalingsforpligtelser.
§ 7 Materiellets tilstand
1. Materiellet accepteres af lejer som det er. Den stand, som materiellet er i ved indgåelsen af aftalen, fastlægges af eller på vegne af Bredenoord i en udleveringsrapport (følgesedlen), som vedlægges som bilag til aftalen, og som underskrives af parterne, og som indgår i aftalen. Hvis der ikke er udarbejdet en udleveringsrapport ved indgåelsen af aftalen, anses materiellet for at være udleveret i en stand, som lejer må forvente af en godt vedligeholdt genstand af den type, som aftalen omfatter, og uden mangler.
2. Ved aftalens udløb er lejer forpligtet til at tilbagelevere materiellet i den stand, som er beskrevet i udleveringsrapporten på tidspunktet for indgåelsen af aftalen. Hvis der ikke er udarbejdet en udleveringsrapport ved indgåelsen af aftalen, tilbageleveres materiellet af lejer til Bredenoord ved aftalens udløb eller efter brug, i en stand, som Bredenoord må forvente af en godt vedligeholdt genstand af den type, som aftalen omfatter, og uden mangler.
3. Forud for aftalens udløb skal materiellet inspiceres af parterne i fællesskab. Af denne inspektion udarbejdes der af parterne en udleveringsrapport (retursedlen), hvori resultaterne angående materiellets tilstand fastlægges.
4. Hvis lejer ikke deltager i inspektionen og/eller fastlæggelse af resultaterne og aftalerne i udleveringsrapporten, er Bredenoord berettiget til at gennemføre inspektionen uden lejers tilstedeværelse og udarbejde udleveringsrapporten, så den er bindende for parterne. Bredenoord skal omgående give lejer et eksemplar af udleveringsrapporten.
5. Efter at materiellet er tilbageleveret til Bredenoord efter aftalens udløb, skal Bredenoord omgående inspicere materiellet. Hvis det fremgår af denne inspektion, at der foreligger andre mangler end de, der er optaget i udleveringsrapporten, skal Bredenoord sende en skadesopgørelse til lejer, hvori de reparationer meddeles, som har vist sig at være nødvendige.
6. Bredenoord skal udføre arbejdet i henhold til udleveringsrapporten og/eller skadesrapporten for lejers regning efter aftalens udløb, eller lade det udføre og kræve erstatning af lejer for omkostningerne i forbindelse hermed.
§ 8 Formål og forbud
1. Materiellet forbliver til enhver tid Bredenoords ejendom, uanset aftalens løbetid. Materiellet må kun anvendes af lejer til det formål, som er angivet i aftalen.
2. Lejeren er i lejeperioden forpligtet til at bruge materiellet forsvarligt, omhyggeligt og i overensstemmelse med dets formål.
3. Hvis materiellet beslaglægges eller der på anden måde gøres krav på (en del) af materiellet, skal lejer straks underrette Bredenoord. Desuden skal lejer meddele Bredenoord på dennes første anmodning, hvor pågældende materiel befinder sig.
4. Ved beslaglæggelse af (en del af) det lejede materiel, ved udlæg, ved rekonstruktion, eller ved konkurs hos lejer, skal lejer straks meddele den foged, som foretager beslaglæggelsen, rekonstruktøren eller kuratoren om Bredenoords (ejendoms)rettigheder.
5. Lejer, heriblandt dens personale, ansatte og/eller andre personer, der efter ordre fra lejer og/eller under lejers ansvar betjener materiellet, må kun lade certificerede eller kvalificerede personer, som har kendskab til Bredenoords materiel, anvende materiellet.
6. Lejer må ikke uden Bredenoords skriftlige tilladelse: - anvende materiellet til et andet formål end angivet i aftalen; - helt eller delvist reparere elle demontere materiellet; - foretage ændringer i, ved eller på materiellet eller tilføje og/eller anbringe genstande til/på materiellet; - bringe materiellet uden for anvendelsesstedet eller flytte materiellet inden for anvendelsesstedet; - udleje, fremleje eller udlåne materiellet til tredjemand, eller helt eller delvist overdrage lejerettighederne til tredjemand eller indskyde disse i et selskab eller juridisk person; - sælge, overdrage eller behæfte materiellet med begrænsede rettigheder.
7. Hvis lejer handler i strid med bestemmelsen i § 8.5 og/eller 8.6, skal lejer betale en bod, som forfalder til øjeblikkelig betaling, på EUR 7.500, -- for hver dag denne overtrædelse varer, uden at det berører Brendenoords ret til at kræve, at aftalen bliver opfyldt eller ophævet eller kræve skadeserstatning.
§ 9 Vedligeholdelse, reparation og anvendelse
1. Lejer er forpligtet til straks at underrette Bredenoord om nødvendigheden af vedligeholdelse af materiellet. Hvis lejer undlader at meddele Bredenoord i tide, at vedligeholdelse er nødvendig, så er lejer forpligtet til at godtgøre den skade, som påføres Bredenoord som følge af denne undladelse.
2. Udgifterne til vedligeholdelse, reparation og udskiftning som følge af en materiale- eller konstruktionsfejl er for Bredenoords regning. Alle øvrige udgifter i forbindelse med vedligeholdelse, reparation og udskiftning af materiellet er for lejers regning. Udgifterne til brændstofforbrug og den daglige vedligeholdelse er for lejers regning.
3. Vedligeholdelsen, undtaget den daglige vedligeholdelse, og/eller reparationer må kun foretages af Bredenoord, medmindre lejer har fået skriftlig tilladelse til selv at (lade) foretage disse opgaver. Ved den daglige vedligeholdelse og kontrol af de lejede aggregater, som lejer skal foretage, forstås:
- mindst én gang i døgnet før start at kontrollere oliestanden og om nødvendigt, efter samråd med Bredenoord, fylde på til den øverste markering, hvortil der skal bruges olie af en 10W - 40 multigrade type ACEA E3, E5 af et velrenommeret mærke, eller en lignende olie af et velrenommeret mærke, der opfylder de nævnte internationale standarder;
- kontrol af kølervæskestanden i køleren ved vandkølede motorer og om nødvendigt, efter samråd med Bredenoord, fylde køleren op med kølervæske til det krævede niveau;
- vedvarende kontrol af det lejede aggregat for afvigende lyde, lækage eller andre afvigelser efter de retningslinjer, der er anført på den lille metalplade, der er fastgjort på det lejede aggregat.
4. Lejer forpligter sig til enhver tid at give Bredenoord adgang til materiellet, så Bredenoord eller tredjemand, som Bredenoord har valgt, kan foretage vedligeholdelse og reparation.
5. Bredenoord skal i forbindelse med den vedligeholdelse, der skal foretages, undtagen de opgaver, der ikke kan udsættes, i forvejen drøfte med lejer, hvordan der i den forbindelse kan tages hensyn til dennes interesser så meget som muligt. Hvis dette arbejde efter lejers ønske foregår uden for den almindelige arbejdstid, er de ekstra omkostninger i den forbindelse for lejers regning.
6. Lejer skal straks skriftligt underrette Bredenoord om mangler ved materiellet. Lejer skal i denne meddelelse give Bredenoord en rimelig frist (undtagen i tilfældet af katastrofer) til at påbegynde afhjælpningen af en mangel, som er for Bredenoords regning.
7. Lejer er forpligtet til at træffe forebyggende foranstaltninger for at undgå tyveri og/eller beskadigelse af materiellet.
8. Lejer skal selv sikre indhentning af de fornødne godkendelser, certifikater, tilladelser og/eller dispensationer i forbindelser med anvendelse af materiellet. De dertil knyttede udgifter er for lejers regning. Yderligere udgifter såsom afgifter, omkostninger, skatter og godtgørelser opkrævet i forbindelse med (anvendelsen) af materiellet, er for lejers regning fra tidspunktet for udleveringen af materiellet, også hvis det er Bredenoord, der beskattes herfor.
9. Lejer er forpligtet til, fra tidspunktet for udleveringen, behørigt at forsikre materiellet og holde det forsikret mod alle skader, som kan dækkes af en forsikring, i hele aftalens løbetid.
10. Bredenoord har ret til at kontrollere materiellet hos lejer fra tid til anden. Hvis Bredenoord er af den opfattelse, at materiellet anvendes forkert eller bliver misrøgtet, er Bredenoord berettiget til at tage materiellet tilbage igen og/eller bringe det tilbage i god stand og vedligeholdelsestilstand, alt for lejers regning.
11. Bredenoord har ret til i aftalens løbetid at udskifte materiellet med et tilsvarende materiel, uden at dette giver lejeren ret til ophævelse af aftalen eller skadeserstatning. Xxxxxxx skal yde sin fulde medvirken hertil.
§ 10 Udlevering og lejeperiode
1. Lejeperioden begynder på den dato og det tidspunkt, som er fastsat i aftalen.
2. Lejeperioden ophører på den dato, som er anført i aftalen ("off rent datoen"), hvilket dog ikke hindrer, at Bredenoord kan bringe aftalen til ophør tidligere i henhold til § 14. Hvis det udlejede materiel ikke er (komplet eller i god stand) returneret til Bredenoord på off rent datoen, betragtes det som indgåelse af en ny aftale på de samme betingelser og på ubestemt tid,
medmindre Bredenoord meddeler lejer andet inden to uger efter ophør af den oprindelige lejeperiode.
3. Medmindre andet aftales, skal Bredenoord udlevere materiellet på det sted, som lejer har oplyst. Bredenoord har ret til at udlevere materiellet på et andet sted inden for anvendelsesstedet. Lejer bør sørge for, at udleveringsstedet er godt tilgængeligt og egnet til udlevering og anbringelse af det lejede materiel.
4. Hvis lejer selv sørger for transport af det lejede (og altså afhenter materiellet hos Bredenoord), er transporten for lejers regning og risiko. Lejer skal sikre Bredenoord mod eventuelle krav fra tredjemand i den anledning. Den lejer, der selv sørger for transport, erklærer at have kendskab til alle gældende love og regler for transport af farlige stoffer og at overholde disse love og regler til enhver tid.
5. Leveringstiden fastsættes af Bredenoord tilnærmelsesvis. De aftalte frister er ikke nogen tidsfrister, hvoraf overskridelse medfører misligholdelse.
6. Hvis der er tale om andre forhold en dem, som Bredenoord havde kendskab til, da de fastsatte leveringstiden og/eller gennemførelsesperioden, kan Bredenoord forlænge og/eller tilpasse leveringstiden for at muliggøre gennemførelsen af opgaven under disse forhold. Hvis der er tale om udsættelse af forpligtelserne foretaget af Bredenoord, forlænges leveringstiden med udsættelsens varighed. Hvis der er tale om force majeure eller forhold, der umuliggør arbejdet, som f.eks. vejrforhold, forlænges leveringstiden med den tid, der svarer til den opståede forsinkelse.
7. Leveringstiden begynder først, når der er opnået enighed om alle kommercielle og tekniske detaljer, og Bredenoord har fået alle nødvendige oplysninger, og de nødvendige betingelser for gennemførelsen af opgaven er opfyldt.
8. Overskridelse af den aftalte leveringstid giver lejer under ingen omstændigheder ret til skadeserstatning, medmindre andet skriftligt er aftalt.
9. Lejer skal sikre, at en person er til stede på det aftalte leveringstidspunkt for at tage imod materiellet. Hvis ingen er til stede ved leveringen, har Bredenoord ret til at tage materiellet
med igen. Lejer skal i så fald godtgøre transportudgifterne og alle andre udgifter i forbindelse hermed.
10. Modtagelse betragtes som afvist, hvis materiellet er præsenteret i forbindelse med udleveringen, men udlevering har vist sig at være umulig. Den dag, hvor modtagelse er afvist, gælder som den dag, hvor udlevering har fundet sted, og lejer er forpligtet til at betale Bredenoord de aftalte godtgørelser.
11. Lejer fritager Bredenoord for alle skader og omkostninger, herunder tabt omsætning og fortjeneste, som følge af, at udleveringen ikke eller ikke rettidigt har fundet sted eller er ukomplet.
§ 11. Reklamation
1. Lejer skal inspicere materiellet fuldstændigt umiddelbart efter udlevering. Eventuelle reklamationer over fejl eller mangler angående materiellet skal indgives til Bredenoord skriftligt og begrundet inden 24 timer efter udleveringen. Fejl eller mangler, der med rimelighed ikke kunne blive opdaget tidligere og dette er påviseligt, skal indgives til Bredenoord skriftligt og begrundet umiddelbart efter konstateringen og inden 14 dage efter udleveringen. Overskridelse af denne frist medfører, at lejer mister sine rettigheder til opfyldelse af aftalen og/eller skadeserstatning eller en anden løsning for at afhjælpe pågældende mangel og/eller klage.
2. Hvis en reklamation fremsat af lejer er berettiget i medfør foreliggende paragraf, har lejer ret til (efter Bredenoords valg) enten: (i) gratis udbedring af manglen (ii) gratis udskiftning af pågældende del af materiellet. Reklamationer accepteres ikke, hvis manglen ikke hindrer eller væsentlig hindrer anvendelsen af materiellet.
3. Reklamationer og andre klager over arbejdet, materiellet og/eller fakturabeløbet udsætter ikke lejers betalingsforpligtelser over for Bredenoord.
§ 12 Returnering og risiko
1. Materiellet må ikke returneres af lejer før den aftalte løbetid ophører, medmindre skriftlig tilladelse foreligger fra Bredenoord.
Udgifterne i forbindelse med en tidligere returforsendelse er for lejers regning.
2. Hvis materiellet returneres til Bredenoord før aftalens løbetid ophører, er lejer forpligtet til at betale Bredenoord på grundlag af godtgørelserne i henhold til aftalen, med udgangspunkt i den aftalte lejeperiode, samt yderligere (opbevarings)udgifter som følge af tidligere returnering af det lejede materiel.
3. Lejer skal sikre, at der er nogen til stede ved tilbagelevering af materiellet. Hvis der ikke er nogen til stede ved afhentningen, kan Bredenoord alligevel tage materiellet med. Hvis der opstår en tvist om spørgsmålet om materiellet er i god stand eller om lejer har efterladt det rigtige antal (herunder også antallet af driftstimer), påhviler lejer udtrykkeligt bevisbyrden i den forbindelse.
4. Materiellet skal stå klar på anvendelsesstedet. Hvis materiellet ikke ordentligt er sat klar til transport, skal lejer betale en bod på EUR 250,-, uden at det berører Bredenoords ret til supplerende skadeserstatning.
5. Lejer er forpligtet til ved returneringen af materiellet at undersøge, om materiellet og brændstoffet i materiellets tanke opfylder de lovbestemte krav, som gælder herfor, og hvis dette ikke er tilfældet – for egen regning – at træffe foranstaltninger til at opfylde disse krav. Hvis lejer ikke opfylder denne forpligtelse, hæfter han fuldt ud for den skade, som Bredenoord lider og kommer til at lide. Hvis lejer anvender rød diesel i tankene (hvilket i nogle tilfælde er tilladt i udlandet), er lejer forpligtet til, forinden returneringen til Bredenoord, at tømme og rense tankene uden for Danmark, herunder forpligtelsen til at fremlægge et certifikat fra et til dette formål certificeret firma.
6. Hvis det er aftalt, at lejer afhenter det lejede materiel hos Bredenoord, ophører aftalen på det tidspunkt, hvor materiellet er returneret af lejer til Bredenoord, på betingelse af, at udleveringsrapporten også er underskrevet af lejer. Hvis parterne har aftalt, at Bredenoord afhenter materiellet hos lejer, ophører aftalen på det tidspunkt, hvor materiellet skriftligt er udmeldt af lejer hos Bredenoord.
§ 13 Skade og tab
1. Skade på materiellet, forårsaget i den periode, hvor xxxxx har ansvaret for det lejede, skal umiddelbart efter opdagelse, dog inden 24 timer efter det er opstået, meddeles Bredenoord.
2. I tilfælde af, at materiellet er stjålet eller blevet væk, er lejer forpligtet til at meddele Bredenoord dette inden 24 timer efter opdagelse og anmelde tyveriet til politiet. Lejer er samtidig forpligtet til at fremlægge en (kopi af) anmeldelsesrapport for Bredenoord. Hvis lejer undlader at foretage anmeldelse og/eller fremlægge en anmeldelsesrapport for Bredenoord, anses tyveriet for underslæb.
3. De ekspertomkostninger, som eller som på vegne af Bredenoord er afholdt i forbindelse med fastlæggelse af skade samt udgifter til reparation og/eller rensning af materiellet, er direkte for lejers regning. Xxxxx accepterer på forhånd, at en ekspertise udføres, på lejers regning, af et anerkendt ekspertisekontor, som Bredenoord udpeger, såfremt Bredenoord anser dette for ønskeligt og, i andre tilfælde, at Bredenoord udfører en ekspertise.
4. Lejer holdes ansvarlig for den skade på materiellet, som Bredenoord lider eller kommer til at lide direkte eller indirekte, uanset om lejer har skyld i skaden, tabet, tyveriet eller det, at det lejede materiel er blevet ubrugeligt eller værdiløst.
§ 14 Tidligere opsigelse
1. Hvis:
a. Lejer indgiver en begæring om konkurs, bliver erklæret konkurs eller indgiver en anmodning om rekonstruktion; eller
b. der vedtages en beslutning om, og/eller der foretages, likvidation af lejer eller ophør af lejers virksomhedsaktiviteter eller salg af lejers virksomhedsaktiviteter, eller karakteren af lejers virksomhedsaktiviteter ændres væsentligt efter Bredenoords opfattelse; eller
x. xxxxx ikke helt eller delvist efterkommer de forpligtelser, der i medfør af lovbestemte eller kontraktuelle betingelser påhviler ham over for Bredenoord; eller
x. xxxxx undlader at betale et fakturabeløb eller en del heraf inden den anførte tid; eller
e. hele eller en del af lejers formue beslaglægges,
anses lejer efter loven for at misligholde aftalen, og så vil lejers (resterende) gæld til Bredenoord forfalde til øjeblikkelig betaling. Bredenoord er i så fald berettiget til straks helt eller delvist at bringe aftalen til ophør uden varsel eller retslig indblanding, og uden, at det berører Bredenoords øvrige rettigheder, såsom krav på bøder, som allerede er forfaldne til betaling, rente og retten til udsættelse og/eller skadeserstatning. Bredenoord er ikke forpligtet til at betale skadeserstatning til lejer i tilfælde af ophør af aftalen i henhold til bestemmelsen i foreliggende paragraf.
2. Når der foreligger en situation, som omhandlet i stk. 1, er Bredenoord eller tredjemand, som den udpeger, berettiget til at tage materiellet tilbage, frit for alle lejers rettigheder og uden forpligtelse til at levere materiellet tilbage til lejer. I et tilfælde, som beskrevet i ovenstående stykker, er Bredenoord eller tredjemand, som den udpeger, berettiget til at betræde lejers terræner og bygninger med henblik på at tage materiellet tilbage. Lejer er forpligtet til at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at gøre det muligt for Bredenoord at realisere sine rettigheder, og skal fjerne genstande, som ikke er leveret af Bredenoord, og som befinder sig i, på eller ved materiellet, i tide.
§ 15 Fritagelse
1. Fra udleveringstidspunktet til tidspunktet for ophør af aftalen er lejer fuldt ud ansvarlig for materiellet, og alle risici i forbindelse med materiellet er for lejers regning. Lejer er ansvarlig for al skade på eller i forbindelse med (anvendelsen af) materiellet, lige meget hvordan den er forårsaget, uanset om en sådan skade skyldes lejer eller tredjemand eller en mangel, skjult eller ej, i produkterne, undtagen i det tilfælde, hvor Bredenoord er ansvarlig på grund af tvingende bestemmelser i loven om (produkt)ansvarlighed.
2. Lejer er forpligtet til at holde Bredenoord eller tredjemand, som Bredenoord har engageret, skadesløs og fritaget for al skade, som de måtte lide på grund af tab eller tyveri af eller skade på materiellet, tredjemands død eller tilskadekomst eller skade på Bredenoords ellers tredjemands ejendele som følge af (helt eller delvist) anvendelse af materiellet eller dets stand, i den periode, hvor lejer er ansvarlig, som anført i foregående stykke, uanset årsagen heraf, undtagen i det tilfælde, hvor Bredenoord er ansvarlig herfor på grund af aftalen.
3. Forpligtelserne på grundlag af foreliggende paragraf vil fortsat være gældende efter aftalens
ophør. Fritagelsesforpligtelsen gælder uanset om pågældende skade er opstået før eller efter materiellet er returneret af lejer til Bredenoord.
§ 16 Ansvar
1. Bredenoords ansvar er udtrykkelig begrænset til direkte skade og personskade, når det gælder lejers aktiver og personer, og forårsaget af en påviselig mangel ved materiellet eller som følge af, at Bredenoord har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Endvidere er Bredenoords ansvar begrænset til det beløb, som i givet fald udbetales af den ansvarsforsikring, som den har tegnet. Ansvar for øvrig (følge)skade og formueskade, uanset betegnelsen, herunder leje/køb af en erstattende genstand, omsætning og/eller tabt fortjeneste og/eller forsinkelsesskade udelukkes udtrykkeligt.
2. Bredenoords ansvar kan aldrig overstige et beløb på EUR 10.000,--, medmindre og såfremt dens forsikring udbetaler et højere beløb i det specifikke tilfælde.
3. Ansvarsbegrænsningerne, jf. foreliggende paragraf, beskytter både Bredenoord og dens medarbejdere, samt alle andre parter tilknyttet Bredenoord og deres medarbejdere (eventuelt involveret i arbejdet). Kun Bredenoord er ansvarlig for skade, som lejer har lidt i forbindelse med arbejdet.
4. Lejer skal sikre Bredenoord mod krav fra tredjemand på grund af skade i forbindelse med eller som skyldes materiellet.
5. Ethvert ansvar bortfalder efter et år fra skadesdatoen.
6. Ethvert (påstået) krav, som lejer har over for Bredenoord og som vedrører skade, jf. foreliggende paragraf, bortfalder hvis:
a. Skaden og/eller manglerne ikke er meddelt Bredenoord inden de frister og/eller på den måde
som anført i § 11;
b. Lejer ikke eller utilstrækkeligt hjælper Bredenoord med at undersøge klagernes berettigelse;
c. Lejer ikke har opstillet, håndteret,
anvendt eller vedligeholdt materiellet på den rigtige måde;
d. Bredenoord ikke er givet mulighed for at udføre en (mod-/ kontradiktorisk) ekspertise.
§ 17 Force majeure
1. Hvis Bredenoord ikke (fuldstændigt) kan opfylde sine forpligtelser indeholdt i aftalen på grund af force majeure, er Bredenoord ikke ansvarlig for skade, som lejer har lidt, og bliver opfyldelsen af Bredenoords forpligtelser udsat til det tidspunkt, hvor Bredenoord igen er i stand til at genoptage arbejdet på den aftalte måde.
2. Hvis force majeure-situationen varer mere end to måneder, er Bredenoord berettiget til, uden enhver erstatningsforpligtelse og uden retslig indblanding at ophæve aftalen helt eller delvist med et varsel herom, uden at det berører Bredenoords ret til betaling fra lejer for ydelser, som Bredenoord allerede har foretaget før force majeure-situationen opstod.
3. Ved force majeure forstås alle forhold, der gør, at Bredenoord midlertidigt eller vedvarende ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser, såsom – men ikke begrænset til - brand, ekstreme vejrforhold, strejke eller lockout, oprør, krig, offentlige foranstaltninger såsom indførsels- eller udførselsrestriktioner, misligholdelse fra leverandørers side, transportproblemer, naturkatastrofer, afbrydelser i Bredenoords eller leverandørernes virksomheder, problemer i forbindelse med strømforsyningen, tyveri eller underslæb fra Bredenoords lager eller arbejdspladser og endvidere alle forhold, hvor det ikke kan kræves fra Bredenoord, at den opfylder sine forpligtelser (yderligere) over for lejer. Force majeure hos Bredenoords leverandører anses for force majeure hos Bredenoord.
4. Hvis Bredenoord ved force majeures opståen allerede delvist har opfyldt sine forpligtelser eller kun delvist kan opfylde sine forpligtelser, er den berettiget til særskilt at fakturere den del, som den allerede har præsteret eller stadig har mulighed for at præstere, og lejeren har pligt til at betale denne faktura som om det vedrørte en særskilt aftale.
§ 18 Diverse
1. Bredenoord har ret til at engagere tredjemand i udførelsen af aftalen.
2. Bredenoord indsamler og behandler information om materiellet, lejer og lejers ansatte, medarbejdere, forbindelser og repræsentanter (personlige oplysninger) i forbindelse med
administrering af kontakten med xxxxx og udførelsen af aftalen. De personlige oplysninger opbevares strengt fortroligt af Bredenoord og bliver kun brugt til ovennævnte formål. Xxxxx accepterer endvidere, at Bredenoord gør personlige oplysninger tilgængelige for sine leverandører eller tredjemand, såfremt dette er nødvendigt i forbindelse med ovennævnte formål. Lejer skal i forbindelse med det ovenstående holde Bredenoord skadesløs og sikret mod krav fra tredjemand (herunder eventuelle krav fra ovennævnte ansatte, medarbejdere, forbindelser og tilsynsførende, samt myndigheder). Lejer kan selv på ethvert tidspunkt ved en skriftlig anmodning meddele direktionen for Bredenoord, at lejers oplysninger skal slettes fra Bredenoords filer.
3. Hvis forskellige (juridiske) personer har forpligtet sig som lejere, er de solidarisk og hver for sig ansvarlige for alle kontraktuelle forpligtelser over for Bredenoord.
4. Lejer må ikke fjerne, anvende eller ændre enhver angivelse af Bredenoords intellektuelle ejendomsrettigheder på materiellet, herunder, dog ikke begrænset til ophavsrettigheder, varemærker, handelsnavne, patenter eller andre rettigheder.
5. Bredenoord bevarer alle industrielle ejendomsrettigheder, herunder, men ikke begrænset til ophavsrettigheder til de tilbud, den har afgivet, fremlagte design, billeder, tegninger, prøvemodeller og materiellet. Alle intellektuelle ejendomsrettigheder, som Bredenoord anvender eller udvikler under eller i forbindelse med aftalen, eller som følger af aftalen, er og forbliver Bredenoords ejendom.
6. Lejer må ikke uden skriftlig tilladelse fra Bredenoord anvende de intellektuelle ejendomsrettigheder og/eller foto’s eller billeder af Bredenoords materiel i eller med henblik på enhver form for dokumentations- og/eller markedsføringsformål til gavn for lejer og/eller tredjemand.
7. Parterne påtager sig, både under og efter ophør af aftalen, gensidig tavshedspligt om hinandens væsentlige selskabsoplysninger, som de får kendskab til.
§ 19 Gældende lov
1. Alle tvister, der opstår i anledning af eller følger af tilbud og/eller den aftale, som er indgået med Bredenoord, skal efter Bredenoords valg forelægges den kompetente ret i den retskreds,
som Bredenoords vedtægtsmæssige hjemsted er omfattet af, dvs. Apeldoorn, Holland, uden at det berører Bredenoords ret til at forelægge den kompetente ret i den retskreds, som lejers hjemsted er omfattet af, en tvist.
2. Aftalen og/eller tilbuddet er underlagt hollandsk lov.
§ 20 Slutbestemmelser
1. Bredenoord har ret til at ændre foreliggende generelle udlejningsbetingelser. Xxxxx anses for at have accepteret pågældende ændring, hvis Bredenoord ikke inden fjorten dage efter Bredenoords skriftlige meddelelse om, at ændring foretages, har modtaget en skriftlig indsigelse.
2. Xxxxx har ikke ret til at overdrage, behæfte eller på anden måde afhænde sine rettigheder indeholdt i aftalen hverken helt eller delvist. Denne klausul er en klausul, som omhandlet i § 3:83, stk. 2 i den hollandske civillov (BW).
3. Bredenoord har ret til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser indeholdt i aftalen, til tredjemand, og/eller sælge materiel til tredjemand. Xxxxx yder i den forbindelse på forhånd sin uforbeholdne og uigenkaldelige medvirken til en kontraktoverdragelse.
4. Såfremt en eller flere bestemmelser i aftalen er eller bliver ugyldige, forbliver gyldigheden af de øvrige bestemmelser i aftalen upåvirket. I så fald skal parterne efter anmodning fra en af parterne holde samråd med henblik på at opnå enighed om en ny bestemmelse, som dækker det, som parterne havde til hensigt, da de indgik aftalen. I tilfælde af uenighed om fortolkningen af udlejningsbetingelserne er den hollandske tekst altid bindende.