FORPAGTNINGSAFTALE
Miljøministeriet
Naturstyrelsen Trekantsområdet NST-52451-00549
FORPAGTNINGSAFTALE
§ 1
AFTALENS PARTER
Mellem Miljøministeriet Trekantsområdet, Førstballevej 2, 7183 Randbøl, som bortforpagter og
, tel. , CVR , som forpagter indgås følgende forpagtningsaftale for det areal, der er beskrevet i § 3, kaldet Randbøl Hede.
§ 2
AFTALEPERIODEN
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2015 og løber til og med den 31. december 2019, hvorefter den ophører uden opsigelse.
§ 3
FORPAGTNINGENS GENSTAND
Aftalen omfatter de på nedenstående kort nedenfor viste arealer på i alt ca. 226 ha. Bortforpagter har ikke ansvar for arealangivelsens korrekthed.
Arealerne er beliggende i den østlige del af Randbøl Hede. Ejendomsnummer: 6300028415, Vejle Kommune.
Ejendommens adresse: Xxxxxxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxx
Intet af, hvad der omfattes af denne aftale, må hverken helt eller delvist fremlejes, medmindre det forinden er skriftligt aftalt med bortforpagter. Dette gælder uanset om fremleje sker mod et vederlag eller ej.
Følgende bilag er en del af nærværende aftale:
- Betalingsrettigheder – kopi af overdragelsesskema med angivelse af betalingsrettigheder. I alt overdrages 130 betalingsrettigheder.
Bortforpagter har mod et forholdsmæssigt nedslag i forpagtningsafgiften ret til at udtage mindre dele af arealet til friluftsmæssige formål (stier, P-pladser m.v.), naturgenopretning, og -pleje. Sådanne udtag skal meddeles forpagteren med 3 måneders varsel til en 1. januar.
Der knyttes følgende bemærkninger til arealet:
• Arealet er en del af Natura 2000 området (N82 Randbøl Hede og Klitterne i Frederikshåb Plantage).
• Hovedparten af arealet er beskyttet natur iht. § 3 i naturbeskyttelsesloven. De gamle marker til gården Kirstinelyst skal ligeledes udvikle sig til beskyttet natur (overdrev eller hede).
• Hovedparten af arealet er omfattet af fredningen af Randbøl Hede.
Formålet med denne aftale er at pleje arealerne med græsning, så lyngheden og overdrevet ikke vokser til med gyvel, blåtop eller træer og buske.
På den baggrund kan bortforpagter pleje dele af arealet med afbrænding, afskrælning af tørv, afhøstning af blåtop eller lignende og tage del af arealet ud af græsning i en periode.
Det samlede areal for forpagtningen er ca. 226 ha. Der er betalingsrettigheder til 130 ha. Bortforpagter vurderer, at der ved forpagtningsperiodens begyndelse er et tilstrækkeligt stort areal til afgræsning, så der kan søges tilskud efter Grundbetaling til 130 ha. Men det er forpagterens ansvar selv at vurdere størrelsen på det støtteberettigede areal.
§ 4
RÅDIGHEDSINDSKRÆNKNINGER
Arealerne er beskyttet natur og omfattet af en fredning. De må ikke pløjes, harves eller på anden måde jordbearbejdes. Der må ikke isås græs. Arealerne må ikke gødskes, og der må ikke anvendes bekæmpelsesmidler på arealerne.
Forpagteren skal udover bestemmelserne i aftalen respektere de begrænsninger i benyttelsen af arealet, der følger af lovgivningen, herunder den generelle beskyttelsesordning efter naturbeskyttelsesloven, dyreværnsloven, vandløbsloven, okkerloven, landbrugsloven, eller privatretlige og offentligretlige servitutter og lignende.
§ 5
AREALETS BENYTTELSE I AFTALEPERIODEN
Arealerne skal afgræsses med kreaturer (husdyr).
Dyrene må afgræsse arealerne i perioden 15. april til 15. november.
Forud for hver græsningssæson tager bortforpagter kontakt til forpagter med henblik på at aftale, hvilke arealer der planlægges plejet med andre tiltag udover afgræsning i det indeværende år og hvordan græsningen skal foregå. Naturstyrelsen kan ønske at afbrænde dele af arealet mht. at fremme genvækst af hedevegetation. Efterfølgende skal arealet afgræsses igen. Naturstyrelsen kan evt. også ønske at opdele arealet i mindre enheder, så græsningstrykket bliver større på bestemte arealer i bestemte perioder.
Benyttelsen af det forpagtede sker på forpagters ansvar og risiko i enhver henseende og skal være i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning og andre offentlige forskrifter.
Det påhviler forpagter at opnå de for benyttelsen nødvendige godkendelser og tilladelser samt løbende at efterkomme eventuelle myndighedskrav. Forpagteren indestår med sin underskrift af aftalen for, at han i henhold til landbrugsloven har en eventuel fornøden tilladelse til at dyrke det pågældende areal.
Det påhviler forpagter at sikre, at arbejdstagere, som beskæftiges i forbindelse med benyttelsen af det forpagtede, ikke har løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som er mindre gunstige end
- de vilkår, som i henhold kollektiv overenskomst eller anden anerkendt forhandlingsform eller i henhold til voldgift gælder på egnen for arbejde af samme art i vedkommende fag, eller
- de vilkår, som i almindelighed bydes af arbejdsgiverne indenfor det fag, hvori den pågældende arbejdstager er beskæftiget, og hvis almindelige forhold er af lignende art.
Forpagter er forpligtet til at overholde betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig stand på de forpagtede arealer.
Politikken for Naturstyrelsens arealforvaltning er, at arealerne dyrkes med stor hensyntagen til de landskabelige, naturmæssige, miljømæssige, kulturhistoriske og friluftsmæssige forhold. Nærværende aftale skal ses i lyset af denne politik. Såfremt forpagteren har grund til tvivl om, hvad dette betyder i praksis, skal spørgsmålet forelægges bortforpagteren.
Så vidt det er bortforpagteren bekendt, findes der ikke flyvehavre på arealerne, men der ydes ikke garanti herfor. Forpagteren er forpligtet til på effektiv måde at bekæmpe flyvehavre, ved bortlugning, afhugning eller jordbehandling. Brug af et flyvehavrebekæmpelsesmiddel er ikke tilladt.
Om brug af kemiske bekæmpelsesmidler: Der må ikke anvendes nogen form for kemiske bekæmpelsesmidler på arealet, jf. § 4.
Om gødskning: Der må ikke udbringes gødning, hverken husdyr- eller handelsgødning, udover den gødning evt. græssende husdyr efterlader på arealet.
Om udkørsel af slam, kalkning, dræning, afvanding, vanding: Intet af det nævnte må finde sted.
Om dyrehold: Der sættes i løbet af foråret 2015 et nyt to-trådet kreaturhegn inden græsningssæsonens start i 2015. Hegnet tilhører bortforpagter. Forpagter er pligtig til i forpagtningsperioden at vedligeholde hegnet.
Hegnet skal udbedres med lignende, ikke-skæmmende materialer, og der må kun hegnes med glat tråd, ikke pigtråd, polytråd mv. Elforsyning og rent drikkevand er forpagters ansvar. Der kan opsættes hegnsapparat ved Kirstinelyst Naturrum, hvor der (vederlagsfrit) er adgang til elektricitetsnettet. Der er adgang til en vandboring med vinddreven pumpe og drikkekar i den sydlige del af arealet. Desuden er der naturlige søer, hvor kreaturerne kan drikke. Ansvaret for dyrene og den skade, de måtte forvolde, påhviler i enhver henseende forpagteren. Forpagteren har også ansvaret for, at husdyrholdet sker i henhold til dyreværnslovens bestemmelser. Uvane dyr må ikke udsættes på arealerne. Der må ikke tilskudsfodres på arealerne og heller ikke i læskuret ved Kirstinelyst, kun med mineraler.
Maskinfærdsel på arealet skal i ske på en måde, så der ikke optræder strukturskader i form af sporkørsel.
§ 6
BETALINGSRETTIGHEDER
Som led i nærværende forpagtningsaftale overdrager bortforpagter midlertidigt de betalingsrettigheder, der fremgår af vedlagte kopi af skema om overdragelse af betalingsrettigheder (130 stk).
Det er begge parters vurdering, at forpagtningsaftalen på tidspunktet for aftalens indgåelse omfatter et støtteberettiget areal, der udgør 130 ha. Hvis dette efterfølgende skulle vise sig ikke at være tilfældet, f.eks. hvis det støtteberettigede areal ændres gennem forpagtningsperioden som følge af ændringer i vegetationens sammensætning eller reglerne om enkeltbetaling ændres, eller arealet ved forpagtningsperiodens start er mindre, kan der ikke gøres noget ansvar gældende over for bortforpagter.
Forpagter bærer således alene risikoen for, om der kan opnås støtte til arealet efter enkeltbetalingsordningen. Det er forpagters ansvar at benytte arealet på en sådan måde, at det er støtteberettiget.
Betalingsrettighederne bortforpagtes for den aftaleperiode, der følger af § 2, hvorefter de tilbageføres til bortforpagter. Dette indebærer, at betalingsrettighederne tidligst bortforpagtes fra den dato, hvor forpagtningsaftalen træder i kraft og forpagter får rådighed over arealerne.
Ingen af de betalingsrettigheder, der er omfattet af denne aftale, må hverken helt eller delvist videreforpagtes til andre.
Ved forpagtningsaftalens indgåelse og senest ved forpagtningsaftalens begyndelse indsender bortforpagter meddelelse til Naturerhvervsstyrelsen om midlertidig overdragelse af de af aftalen omfattede betalingsrettigheder. På skemaet angives den forpagtningsperiode, der er aftalt i § 2.
Ved ophør af forpagtningsaftalen på et tidligere tidspunkt end det i overdragelsesskemaet anførte, uanset årsag, indsendes meddelelse om dette til Naturerhvervsstyrelsen med angivelse af det nye tidspunkt for ophør af aftalen.
Forpagter er forpligtet til at udnytte de betalingsrettigheder, som er omfattet af nærværende aftale, så disse ikke inddrages i den nationale reserve. Såfremt betalingsrettighederne ikke kan tilbageleveres til bortforpagter ved forpagtningsaftalens ophør på grund af forpagters manglende udnyttelse eller andre forhold, der kan tilskrives forpagter, er forpagter forpligtet til at fremskaffe betalingsrettigheder svarende til de af nærværende aftale omfattede rettigheder og overdrage disse varigt til bortforpagter. Er dette ikke muligt, betaler forpagter erstatning til bortforpagter for det tab, bortforpagter får herved.
Såfremt betalingsrettighederne omfattet af nærværende aftale tvangssælges, inddrages e.l. som følge af bortforpagters forhold (uberettiget tildeling e.l.), således at forpagter ikke længere kan råde over disse, nedsættes forpagtningsafgiften årligt med det støttebeløb, forpagter mister.
§ 7
STØTTEORDNINGER
Forpagteren kan frit søge relevante tilskud til afgræsning. Løber aftalerne længere end forpagtningsaftalen, skal bortforpagter underrettes.
§ 8
OFFENTLIGHEDENS ADGANG
Offentligheden har adgang til arealerne efter den til enhver tid gældende lovgivning derom.
Bortforpagter er uden ansvar for skader, som følge af publikums brug af arealet og for skader på publikum som følge af forpagterens brug af arealet.
§ 9
JAGT, FISKERI OG RÅSTOFINDVINDING
Retten til jagt, fiskeri og regulering af skadevoldende vildt tilkommer bortforpagteren.
Retten til råstofindvinding tilkommer bortforpagteren, der dog ikke vil udnytte retten i aftaleperioden.
§ 10
FORPAGTNINGSAFGIFT
Forpagtningsafgiften udgør kr./år.
Forpagtningsafgiften forfalder forud med 50 % af den beregnede forpagtningsafgift hver 1. april og 1. december, første gang den 1. april 2015.
Afgiften indbetales til Naturstyrelsen.
§ 11
SKATTER OG AFGIFTER
Ejendomsskatter og andre faste afgifter, der ikke påvirkes af arealernes anvendelse, udredes af bortforpagter.
§ 12
TILSYN, SYN OG SKØN
Bortforpagter eller en af bortforpagter dertil bemyndiget, har til enhver tid ret til fri og uhindret adgang til det bortforpagtede med henblik på at foretage tilsyn, vedligeholdelse, undersøgelser eller tilsvarende. Til brug for bedømmelse af, om forpagteren overholder sine forpligtelser, er bortforpagter til enhver tid berettiget til at foretage eller lade foretage de fornødne undersøgelser, ligesom forpagter til enhver tid er forpligtet til at give bortforpagter alle oplysninger, som bortforpagter finder nødvendige.
Bortforpagter og 3. mand med lovlig adgang til tilgrænsende statsskov, herunder videnskabelige institutioner, har til enhver tid ret til færdsel på arealet til fods og på bilfaste veje på arealet med køretøj.
§ 13
SKADER, MISLIGHOLDELSE OG ERSTATNINGSANSVAR
Forpagteren er bekendt med, at staten er selvforsikrende. Forpagteren må selv sørge for at tegne forsikring for driftstab som følge af eventuel skade på løsøre, besætning m.v.
I tilfælde af, at det forpagtede, herunder maskiner eller bygninger, beskadiges ved brand eller anden uforudsigelig hændelse, er bortforpagter ikke forpligtet til at sørge for udbedring af skaden eller for genopbygning. Hvis udbedring eller genopbygning ikke finder sted, er bortforpagteren berettiget til at fjerne de maskiner eller anlæg, og forpagteren er berettiget til at ophæve aftalen.
Forpagteren skal straks oplyse bortforpagter om konstaterede, opståede skader, hvis udbedring ikke er omfattet af forpagters vedligeholdelsespligt.
Bortforpagter kan ophæve forpagtningsaftalen, hvis der foreligger væsentlig misligholdelse fra forpagterens side, f.eks. i følgende tilfælde:
- Hvis forpagtningsafgiften eller andre pligtige ydelser i forpagtningsforholdet ikke betales rettidigt.
- Hvis bortforpagter undlader at give de i § 13 nævnte oplysninger.
- Hvis driften af det forpagtede ikke er i overensstemmelse med dansk lovgivning eller andre offentlige forskrifter, eller hvis forpagter mister eller ikke opnår de for driften nødvendige tilladelser.
- Hvis forpagter undlader at oplyse bortforpagter om konstaterede, opståede skader, hvis udbedring ikke er omfattet af forpagters vedligeholdelsespligt.
- Hvis forpagtningsaftalens § 4 og § 5 ikke overholdes, herunder bestemmelsen i § 5 om arbejdstagers løn- og arbejdsvilkår.
Med mindre andet fremgår af aftalen, kan ophævelse ske, når forpagteren har fået et skriftligt påkrav om at bringe en misligholdelse ud af verdenen inden en vis frist, og denne frist ikke er overholdt. Påkrav kan tidligst afgives, når misligholdelsen er konstateret. Dette gælder også, hvis misligholdelsen først konstateres ved forpagtningens almindelige ophør.
Forpagter erklærer sig indforstået med, at bortforpagter kan beslutte, at misligholdelse af nærværende aftale eller andre aftaler, indgået mellem parterne, betragtes som misligholdelse af samtlige aftaler mellem parterne, og at dette i givet fald vil kunne få den konsekvens, at misligholdelse af en aftale medfører ophævelse af samtlige aftaler indgået mellem parterne. Parterne er enige om, at nærværende bestemmelse samtidig er et tillæg til de aftaler mellem parterne, som ikke allerede indeholder en tilsvarende bestemmelse.
I tilfælde af forventelig misligholdelse (anticiperet misligholdelse) kan bortforpagter på samme måde ophæve aftalen, hvis der ikke inden en af bortforpagter angiven frist stilles betryggende sikkerhed for, at misligholdelsen ikke opstår. Forventelig misligholdelse foreligger for eksempel, hvis forpagterens bo er taget under konkursbehandling, forpagteren med eller uden skifterettens medvirken har standset sine betalinger efter konkurslovens regler eller forpagterens dødsbo er kommet under offentlig skiftebehandling som gældsfragåelsesbo. I øvrigt henvises til konkurslovens kapitel 7.
Hvis forpagtningen ophører i utide som følge af misligholdelse, er forpagteren eller dennes bo forpligtet til at godtgøre bortforpagter ethvert tab, som opstår som følge af forpagtningsforholdets afbrydelse. Modsat er bortforpagter pligtig at godtgøre forpagteren for eventuel vinding i forbindelse med aftalens ophævelse i utide.
§ 14
GENFORHANDLING
I tilfælde af, at ændringer i Danmarks og EU's regelsæt for landbruget får den effekt, at det økonomiske forhold mellem parterne forrykkes væsentligt, eller at dele af aftalens bestemmelser i øvrigt taber mening eller bliver særligt byrdefulde for den ene part, kan hver af parterne kræve genforhandling af forpagtningskontrakten.
Anmodning om genforhandling af aftalen skal fremsættes skriftligt med 2 måneders varsel. Såfremt der ikke kan opnås enighed, ophører aftalen til førstkommende 1. april. Sagen skal dog forinden forelægges Skov og Naturstyrelsens centrale enhed, jf. § 17. Ændringer i aftalen som følge af genforhandling får tidligst virkning fra førstkommende 1. april.
§16
OPHØR
Ved aftalens ophør tilfalder enhver jord-, mur- og nagelfast investering, som forpagteren har foretaget, bortforpagter vederlagsfrit, med mindre andet er aftalt skriftligt forinden.
Hvis forpagteren dør i aftaleperioden, kan forpagterens bo opsige aftalen med 2 måneders varsel til en 1. marts i det pågældende år.
Hvis forpagteren dør i aftaleperioden, efterladende sig ægtefælle, er ægtefællen berettiget til at fortsætte forpagtningen aftaleperioden ud. Det samme gælder for medforpagter eller samlever, der lever sammen med forpagteren i et ægteskabslignende forhold.
Hvis ægtefællen, samleveren eller medforpagteren ikke ønsker at fortsætte forpagtningen, skal denne opsige aftalen med 2 måneders varsel til en 1. marts i det pågældende år.
Underskrifter
Som bortforpagter: Naturstyrelsen Trekantsområdet Gøddinggård, den | Som forpagter: |
...................................................... Xxxxx Xxxxx Xxxxxx Specialkonsulent | ...................................................... |