Rammeaftale indgået mellem Erhvervsministeriet og <konsulentfirmaets navn> om bistand til search og rekruttering
Rammeaftale indgået mellem Erhvervsministeriet og <konsulentfirmaets navn> om bistand til search og rekruttering
Indholdsfortegnelse
1. RAMMEAFTALENS PARTER 2
2. KONTRAKTGRUNDLAGET 2
3. RAMMEAFTALENS OMFANG 2
4. INDKØB PÅ RAMMEAFTALEN 3
5. KONTRAKTPERIODE OG TIDSFRISTER 3
6. HONORAR OG BETALINGSBETINGELSER 4
7. SAMARBEJDE 4
8. KONSULENTOPGAVENS BEMANDING 5
9. UNDERLEVERANDØRER 5
10. TAVSHEDSPLIGT 6
11. RETTIGHEDER 6
12. ARBEJDSKLAUSUL 7
13. OPSIGELSE 7
14. MISLIGHOLDELSE 8
15. ERSTATNINGSANSVAR OG ANSVARSFORSIKRING 9
16. FORCE MAJEURE 9
17. OVERDRAGELSE 9
18. AFTALEÆNDRINGER 10
19. TVISTER 10
20. UVILDIGHED 10
21. UNDERSKRIFTER 10
22. BILAG 11
1. Rammeaftalens parter
1.1 Rammeaftalen er indgået mellem følgende parter:
Erhvervsministeriet Att.: Koncern XX Xxxx Xxxxxxxxx Vej 35 2500 Valby
CVR- nr. 10092485
Og
<Konsulentfirmaets navn
Adresse Postnummer CVR-nr.)>
(herefter ”konsulentfirmaet”)
Nærværende rammeaftale vedrører <indsæt nummer og titel>
2. Kontraktgrundlaget
2.1 Rammeaftalen er indgået på baggrund af et begrænset EU-udbud 2017/S 201-41371. Rammeaftalen består af følgende dokumenter:
• Erhvervsministeriets kontraktbetingelser i indeværende dokument
• Bilag 1: Erhvervsministeriets kravspecifikation vedrørende rammeaftale <indsæt nummer og titel> af <indsæt dato>
• Bilag 2: Konsulentfirmaets tilbud afgivet på rammeaftalen,<indsæt nummer og titel> af <indsæt dato>
2.2 I tilfælde af uoverensstemmelse mellem kontraktbetingelserne i indeværende dokument og konsulentfirmaets tilbud gælder bestemmelserne i indeværende dokument forud.
2.3 Eventuelle tilpasninger, tilføjelser eller ændringer i opgaven, der aftales mellem parterne efter kontraktens indgåelse, vil gælde forud for de øvrige bilag til kontrakten.
2.4 Konsulentfirmaets standardvilkår vil ikke være en del af kontraktgrundlaget.
3. Rammeaftalens omfang
3.1 Rammeaftalen omfatter udførelse af bistand til search og rekruttering i Erhvervsministeriet for <indsæt gruppe>. Opgaven er yderligere beskrevet i kravspecifikationen, jf. bilag 1.
3.2 Rammeaftalen danner grundlaget for indgåelsen af de konkrete opgaver i rammeaftalens kontraktperiode, men ordregiver er ikke forpligtet til at indgå et specifikt antal aftaler eller indgå aftaler for en bestemt værdi i kontraktperioden.
3.3 Der vil på rammeaftalen blive indgået aftale med en virksomhed på hver rammeaftale.
3.4 De konkrete indkøb under rammeaftalen vil blive indgået ved direkte tildeling på baggrund af de vilkår, der er angivet i rammeaftalen og konsulentfirmaets tilbud på rammeaftalen.
3.5 Eventuelle tilpasninger, tilføjelser eller ændringer i opgavens indhold efter rammeaftalens indgåelse skal aftales skriftligt mellem parterne inden for rammerne af denne aftale og er herefter en del af rammeaftalen.
3.6 De leveranceaftaler der indgås, på baggrund af rammeaftalen, vil efterfølgende være en del af rammeaftalen.
4. Indkøb på rammeaftalen
4.1 I forbindelse med bestilling af en konkret opgave beskrives de ønskede ydelser fra prisbilaget, jf. bilag 2, i en e-mail, der fremsendes til leverandøren sammen med en kompetenceprofil, hvis denne er udarbejdet på forhånd. I det omfang, at kompetenceprofilen ikke er udarbejdet på tidspunktet for fremsendelse af bestillings e-mailen, fremsendes kompetenceprofilen snarest muligt efter udarbejdelse.
4.2 Medmindre andet aftales i forbindelse med den enkelte opgave, forventes det, at leverandøren påbegynder de enkelte bestilte opgaver med det samme efter modtagelse af bestillings e-mail.
4.3 De enkelte frister i forbindelse med løsning af de konkrete opgaver aftales mellem Erhvervsministeriet og leverandøren i forbindelse med bestilling af de konkrete opgaver.
5. Kontraktperiode og tidsfrister
5.1 Rammeaftalen træder i kraft ved underskrivelse og løber i 24 måneder fra dette tidspunkt. Erhvervsministeriet har option på at forlænge hver rammeaftale på samme vilkår i op til to gange à 12 måneder.
5.2 Erhvervsministeriet kan udnytte optionen om forlængelse efter skriftligt varsel. Det skriftlige varsel skal være afsendt senest seks måneder før udløbet af rammeaftalens løbetid eller udløbet af første optionsperiode.
5.3 Såfremt Erhvervsministeriet ikke forlænger rammeaftalen, ophører denne automatisk ved udløbet af rammeaftalens løbetid eller ved udløbet af optionsperioden.
5.4 Aftaler skal være indgået i rammeaftalens kontraktperiode, men de kan godt have en varighed, der strækker sig ud over kontraktperioden. I disse tilfælde gælder kontraktens bestemmelser fortsat mellem parterne indtil alle leveranceaftaler er afsluttet.
5.5 Konsulentfirmaet skal overholde de tidsfrister, der senere aftales mellem parterne i forbindelse med de enkelte leveranceaftaler.
6. Honorar og betalingsbetingelser
6.1 De priser, der danner grundlag for opgaveløsningen, fremgår af konsulentfirmaets tilbud i bilag 2. Alle priser er ekskl. moms og inklusive alle former for udlæg, rejseomkostninger, sekretærbistand og andre kontorholdsudgifter m.v. medmindre andet er aftalt.
6.2 De priser, der er afgivet på rammeaftalen, er faste indtil 31. marts 2019. Priserne indekseres herefter én gang årligt, som følge af ændringer i lønomkostninger. Priserne indekseres i forhold til udviklingen i Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede lønindeks for virksomheder og organisationer, Branche: TOT (ILON12: Lønindeks for virksomheder og organisationer - procentvis ændring). Ved et fald i dette indeks skal priserne reduceres tilsvarende. Første indeksering foretages baseret på udviklingen af det pågældende indeks fra 1. april 2018 til og med 31. marts 2019.
6.3 Prisindeksering for de efterfølgende år foregår efter samme model, som angivet ovenfor. Det er konsulentfirmaets ansvar at indeksregulere. Prisregulering gælder også ved en eventuel forlængelse af kontraktperioden.
6.4 Betaling sker efter levering af alle de aftalte ydelser i forbindelse med den konkrete leveranceaftale.
6.5 Faktura sendes som e-faktura til den styrelse eller departementet, der indgår den konkrete leveranceaftale.
Faktura betales netto kontant inden 30 dage fra elektronisk modtagelse af fyldestgørende faktura.
6.6 Ved forsinket betaling er konsulentfirmaet berettiget til at beregne renter i henhold til xxxxxxxxxxx bestemmelser.
7. Samarbejde
7.1 Konsulentfirmaets kontaktperson er <navn>, som varetager den overordnede projektledelse og koordinering i forhold til opgaver, der skal udføres under rammeaftalen.
7.2 Erhvervsministeriets opgaveansvarlige er Koncern HR.
7.3 Konsulentfirmaets projektansvarlige skal under en opgaveløsning løbende holde Erhvervsministeriets opgaveansvarlige orienteret om opgavens fremdrift.
7.4 Erhvervsministeriet medvirker til at fremskaffe relevant materiale, for at opgaven kan gennemføres bedst muligt, og deltager desuden i relevante arbejdsmøder.
7.5 Parterne har pligt til at underrette hinanden, såfremt der under arbejdet opstår tvivl om opgavens forudsætninger, formål eller gennemførelse.
7.6 Parterne har ligeledes pligt til at underrette hinanden, såfremt der er utilfredshed med den andens indsats, arbejdsudførelse eller kvalitet i arbejdet.
8. Konsulentopgavens bemanding
8.1 Konsulentfirmaet skal stille den tilbudte kreds af personer til rådighed for udførelsen af opgaverne under rammeaftalen jf. konsulentfirmaets tilbud i bilag 2.
8.2 I forbindelse med konkrete leveranceaftaler under rammeaftalerne skal bemandingen i forhold til de konkrete opgaver anføres i form af navngivne medarbejdere samt medarbejdernes roller.
8.3 Konsulentfirmaet er forpligtet til, i hele kontraktperioden inklusive eventuelle forlængelser, at opretholde den fornødne kapacitet og viden, herunder i form af kvalificerede medarbejdere. Konsulentfirmaet skal, af hensyn til kvaliteten i opgavens løsning, i videst muligt omfang undgå udskiftning af medarbejdere som tilbudt på rammeaftalen.
8.4 Konsulentfirmaet skal i tilfælde af udskiftning af en medarbejder, der er tilbudt på rammeaftalen redegøre for årsagen hertil og udpege en ny medarbejder med mindst de samme faglige kvalifikationer, som den tidligere medarbejder var i besiddelse af. Dette godtgøres ved forevisning af et detaljeret CV for den nye medarbejder.
8.5 Konsulentfirmaets udskiftning af medarbejdere må ikke have indvirkning på løsningen af de konkrete opgaver, og udskiftning af medarbejdere må ikke medføre yderligere omkostninger eller forsinkelse for Erhvervsministeriet.
8.6 Erhvervsministeriet kan afvise en ny konsulent, hvis denne skønnes ikke at have de samme kvalifikationer til opgaven som den oprindelige konsulent havde.
8.7 Konsulentfirmaet skal efter Erhvervsministeriets anmodning udskifte en medarbejder, såfremt anmodningen er rimeligt begrundet.
9. Underleverandører
9.1 Konsulentfirmaet kan kun anvende underleverandører, hvis Erhvervsministeriet har tilladt det som en del af opgaveløsningen.
9.2 Konsulentfirmaet kan ikke uden Erhvervsministeriets forudgående skriftlige samtykke overlade rammeaftalens eller en konkret opgaves opfyldelse til tredjemand, udskifte en underleverandør, eller ændre rollefordelingen mellem konsulentfirmaet og underleverandøren.
9.3 Ved brug af underleverandører hæfter konsulentfirmaet for underleverandørens opfyldelse af kravene i nærværende rammeaftale på samme måde som for sine egne forhold.
9.4 Underleverandører kan ikke i medfør af denne kontrakt rejse nogen former for krav over for Erhvervsministeriet, herunder betalings- eller erstatningskrav.
10. Tavshedspligt
10.1 Konsulentfirmaet med tilhørende medarbejdere og eventuelle underleverandører skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til konsulentopgavernes forløb, resultater eller dele heraf både under selve løsningen af opgaverne og efter opgavernes afslutning.
10.2 Konsulentfirmaet med tilhørende medarbejdere og eventuelle underleverandører skal desuden iagttage ubetinget tavshed med hensyn til andre oplysninger vedrørende Erhvervsministeriets eller andres forhold, som de får kendskab til i forbindelse med løsning af opgaver under denne kontrakt.
10.3 Konsulentfirmaet må ikke uden Erhvervsministeriets forudgående samtykke bruge Erhvervsministeriet som reference. Samtykke kan indhentes, når opgaven er fuldført.
10.4 Konsulentfirmaet må endvidere ikke uden Erhvervsministeriets forudgående, skriftlige tilladelse udsende offentlige meddelelser om indholdet af de konkrete opgaver, der løses for ministeriet.
11. Rettigheder
11.1 Erhvervsministeriet erhverver ejendomsret, ophavsret og enhver anden immateriel rettighed til de leverancer, som konsulentfirmaet frembringer i forbindelse med denne rammeaftale. Erhvervsministeriets erhvervelse af rettighederne sker løbende i takt med konsulentfirmaets udfærdigelse af materialet.
11.2 Erhvervsministeriet afgør, hvorvidt afrapporteringen skal offentliggøres, og har eneret til at publicere resultaterne og kan desuden anvende resultaterne helt eller delvist i alle sammenhænge, hvor Erhvervsministeriet finder det relevant.
11.3 Konsulentfirmaet har brugsret til generel kompetence oparbejdet i forbindelse med opgavernes løsning.
11.4 Konsulentfirmaet skal sikre de nødvendige rettigheder og tilladelser, som er en forudsætning for løsning af opgaverne. Konsulentfirmaet indestår for, at opfyldelsen af denne rammeaftale ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder ejendomsret eller immaterielle rettigheder. Konsulentfirmaet holder Erhvervsministeriet skadesløs for ethvert krav, der måtte opstå som følge af, at tredjemandsrettigheder ikke er clearet.
12. Arbejdsklausul
12.1 Konsulentfirmaet skal sikre, at ansatte i konsulentfirmaet og hos eventuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde nærværende rammeaftale, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område. Konsulentfirmaet skal orientere de ansatte, som medvirker til at opfylde rammeaftalen, om de gældende arbejdsvilkår.
12.2 Erhvervsministeriet kan til enhver tid udbede sig relevant dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for konsulentfirmaets arbejdstagere lever op til den forpligtelse, som arbejdsklausulen fastsætter.
12.3 Erhvervsministeriet kan kræve, at konsulentfirmaet – efter skriftligt påkrav herom – inden for 10 arbejdsdage fremskaffer relevant dokumentation såsom løn- og timesedler, lønregnskab og ansættelseskontrakter.
12.4 Erhvervsministeriet kan til brug for sin vurdering af, om konsulentfirmaet har overholdt klausulen, søge rådgivning hos relevante arbejdsgiver- og/eller arbejdstagerorganisationer.
12.5 Hvis konsulentfirmaet ikke overholder sine forpligtelser i medfør af arbejdsklausulen, og hvis dette medfører et berettiget krav på yderligere løn fra de ansatte, kan Erhvervsministeriet tilbageholde honorar til konsulentfirmaet med henblik på at tilgodese sådanne krav.
12.6 Konsulentfirmaet kan endvidere pålægges at betale en bod på 10 % af honoraret for den konkrete opgave, hvis arbejdsklausulen ikke overholdes.
13. Opsigelse
13.1 Erhvervsministeriet kan med 3 måneders skriftligt varsel opsige rammeaftalen mod at betale konsulentfirmaet for det arbejde, der er udført op til tidspunktet for opsigelsens ikrafttræden.
13.2 Erhvervsministeriet kan med 14 dages skriftligt varsel opsige leveranceaftaler indgået under rammeaftalen mod at betale konsulentfirmaet for det arbejde, der er udført op til tidspunktet for opsigelsens ikrafttræden.
13.3 Konsulentfirmaet overdrager ved en opsigelse det materiale og de data, der er produceret i forbindelse med opgaven til Erhvervsministeriet. Xxxxxxxx sker til konsulentfirmaet på baggrund af de aftalte priser, jf. prisbilag.
13.4 Konsulentfirmaet vil derudover ikke være berettiget til nogen anden form for godtgørelse eller erstatning, herunder erstatning for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab, øvrigt vederlag eller lignende.
14. Misligholdelse
14.1 Misligholder en part sine forpligtelser i henhold til denne rammeaftale herunder leveranceaftaler indgået på baggrund af rammeaftalen tillægges den anden part misligholdelsesbeføjelser efter dansk rets almindelige regler.
14.2 Hver part er forpligtet til straks ved enhver opstået misligholdelse, eller når misligholdelse må påregnes at opstå, skriftligt at meddele den anden part om dette samt årsagen hertil, og hvornår misligholdelsen forventes afhjulpet.
14.3 Såfremt en part i væsentlig grad eller gentagne gange har misligholdt sine forpligtelser i henhold til denne rammeaftale herunder leveranceaftaler indgået på baggrund af rammeaftalen, uden at der isoleret set foreligger væsentlig misligholdelse, kan den anden part skriftligt ophæve denne rammeaftale. Er der tale om misligholdelse af en konkret leveranceaftale kan parten vælge kun at ophæve den konkrete leveranceaftale.
14.4 Følgende forhold anses altid for væsentlig misligholdelse, der berettiger Erhvervsministeriet til ved skriftlig meddelelse til konsulentfirmaet med øjebliklig virkning at ophæve rammeaftalen:
− Konsulentfirmaet indleder rekonstruktionsforhandlinger, eller der sker væsentlige forringelser af konsulentfirmaets økonomiske forhold i øvrigt, der bringer rammeaftalens rette opfyldelse i fare.
− Konsulentfirmaets konkurs, såfremt konkursboet ikke på baggrund af skriftlig henvendelse fra Erhvervsministeriet inden 10 arbejdsdage tilkendegiver, at boet indtræder i nærværende rammeaftale på samme vilkår.
− Konsulentfirmaet ophører med den virksomhed, som aftalen vedrører, eller der indtræder andre omstændigheder, der bringer rammeaftalens rette opfyldelse i fare.
15. Erstatningsansvar og ansvarsforsikring
15.1 Parterne er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler.
Parterne kan dog ikke kræve erstatning for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Denne begrænsning i erstatningsansvaret bortfalder dog ved ansvarspådragende handlinger eller undladelser, der kan tilregnes parten som groft uagtsomme eller forsætlige.
15.2 Hver parts samlede erstatningsansvar i henhold til denne rammeaftale kan maksimalt udgøre et beløb svarende til to gange honoraret for den konkrete leveranceaftale, som ansvaret kan henføres til.
15.3 Konsulentfirmaet skal i hele kontraktens løbetid opretholde en ansvarsforsikring, som dækker de skader, som medarbejderne kan forvolde i forbindelse med løsning af opgaven, samt være forsikret mod fejlagtig rådgivning, hvis kontrakten omfatter en rådgivningsopgave. Forsikringens(-ernes) dækningsomfang skal stå i rimeligt forhold til opgavens størrelse og svare til det sædvanlige i branchen. Konsulentfirmaet skal desuden have tegnet en lovpligtig arbejdsskadeforsikring for medarbejderne. Erhvervsministeriet kan til enhver tid anmode om dokumentation for opfyldelse af forsikringskrav.
16. Force majeure
16.1 En part er i henhold til denne rammeaftale ikke ansvarlig overfor den anden part så vidt forholdet skyldes forhold, der ligger uden for partens kontrol, og som parten ikke ved denne eller konkrete leveranceaftalers indgåelse burde have taget i betragtning og ej heller efter aftalens indgåelse burde have undgået eller overvundet.
16.2 Den, der ønsker at påberåbe sig force majeure, skal give skriftlig meddelelse herom uden ugrundet ophold, dog senest fem arbejdsdage efter den pågældende force majeure-situation er indtrådt.
16.3 Varer en force majeure–situation i mere end 40 arbejdsdage, eller er force majeure– situationen af en sådan karakter eller har en sådan varighed, at kontraktens endelige opfyldelse må anses for umulig, er den anden part berettiget til at bringe denne kontrakt til ophør uden varsel. Ingen af parterne kan gøre krav gældende i anledning heraf.
17. Overdragelse
17.1 Erhvervsministeriet har ret til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser under denne rammeaftale til en anden offentlig myndighed.
17.2 Konsulentfirmaet kan ikke overdrage sine rettigheder eller forpligtelser under denne rammeaftale helt eller delvist til tredjemand, medmindre Erhvervsministeriet har givet sit skriftlige samtykke hertil.
18. Aftaleændringer
18.1 Eventuelle ændringer eller tilføjelser til denne kontrakt kan kun ske ved skriftlig aftale mellem parterne, og kan desuden kun ske under iagttagelse af de til enhver tid gældende udbudsregler.
19. Tvister
19.1 Denne rammeaftale er undergivet dansk ret.
19.2 Såfremt der opstår uoverensstemmelse mellem parterne i forbindelse med nærværende rammeaftale, skal parterne med en positiv, samarbejdende og ansvarlig holdning søge at indlede forhandlinger med henblik på at løse tvisten.
19.3 Hvis forhandlingerne mellem parterne ikke kan løse tvisten, skal tvisten endeligt afgøres ved Københavns Byret.
20. Uvildighed
20.1 Konsulentfirmaet bekræfter ved sin underskrift, at konsulentfirmaet, dets medarbejdere og eventuelle underleverandører er uafhængige af økonomiske interesser i forhold til de markeder, områder mv., der undersøges under nærværende rammeaftale.
20.2 Konsulentfirmaet bekræfter desuden, at dets virksomhed eller eventuelle underleverandørers virksomhed ikke i øvrigt vil give anledning til tvivl om konsulentfirmaets fuldstændige uvildighed eller stride mod Erhvervsministeriets interesser.
20.3 Konsulentfirmaet har pligt til straks at underrette Erhvervsministeriet, hvis der under arbejdet opstår tvivl om konsulentfirmaets eller eventuelle underleverandørers uvildighed.
21. Underskrifter
21.1 Denne rammeaftale er udarbejdet i to eksemplarer, hvoraf hver part modtager et eksemplar.
For Erhvervsministeriet For <konsulentfirmaets navn>
Den Den
22. Bilag
Bilag 1: Erhvervsministeriets kravspecifikation vedr. rammeaftale <indsæt nummer og titel> af
<indsæt dato>
Bilag 2: Konsulentfirmaets tilbud afgivet på rammeaftalen, <indsæt nummer og titel> af <indsæt dato>