Bygge-, Parkerings- og Miljømyndighed Teknik- og Miljøforvaltningen
Bygge-, Parkerings- og Miljømyndighed Teknik- og Miljøforvaltningen
Bilag 3 - Model for udlejningsløbehjul og - cykler i København
Gennemgang af model for udlejningsløbehjul
En operatør indgår i et udbud og forvaltningen kan vælge 2-4 operatører af udlejningsløbehjul i København, som der indgås en aftale med.
Operatørerne betaler 378 kr. pr. enhed pr. år til administration og tilsyn af løbehjul. Taksten er fast og nedjusteres ikke hvis antallet af ønskede løbehjul ændres eller lignende.
Løbehjul må kun udlejes fra bestemte steder i København og disse parkeringsområder må kun placeres udenfor den politisk bestemte forbudszone som er i Middelalderbyen og de indre brokvarterer.
Parkeringsområderne er nærmere aftalt mellem forvaltningen og løbehjulsoperatørerne. Operatørerne er gået sammen om at finde parkeringsområder i København, hvor der var ønske om løbehjul med en teoretisk kapacitet på mellem 8 og 20 løbehjul alt efter område.
Forvaltningen har gennemgået og vurderet hvert enkelt ønskede område og fundet 414 områder som i dag er tiltænkt parkering af udlejningsløbehjul.
Der må maksimalt i alt være 3200 løbehjul til udlejning på offentlige veje i København.
Aftalen med operatørerne gælder i 3 år, hvorefter der skal udarbejdes nyt udbud.
Der er for nuværende fire operatører af udlejningsløbehjul som har mulighed for at sætte op til 800 løbehjul hver på offentlige veje.
Parkeringsområderne er angivet som virtuelle områder og er ikke fysisk afmærkede.
Der er afsat to parkeringsvagter til kontrol af løbehjul. Der er dog i praksis fire parkeringsvagter der kontrollerer udlejningsløbehjul, ved siden af kontrollen med standsede og parkerede biler.
01-12-2022
Sagsnummer i F2 2022 - 12085
Dokumentnummer i F2 52300
Sagsnummer i eDoc 2022-0259620
Bygge-, Parkerings- og Miljømyndighed Islands Brygge 37
2300 København S
EAN-nummer
5798009809452
Løbehjul der står til udlejning på offentlig vej og udenfor de aftalte områder, kan registreres af en parkeringsvagt via PUMA, hvorefter den kan blive opsamlet af enheden Byinventar og Cykler i forvaltningens afdeling for Parker, Kirkegårde og Renhold.
Ønsker operatøren løbehjulet tilbage, betaler operatøren 338 kr. for transport, opbevaring og administration.
Gennemgang af model for udlejningscykler
En operatør af udlejningscykler skal indgå en aftale med Københavns Kommune for at kunne udleje cykler uden fast forretningssted.
Der er for nuværende fire operatører som har indgået en sådan aftale. Aftalen forlænges automatisk hvert år, medmindre der er ændringer til aftalen.
Udlejningscykler må efter vejloven alene hensættes på ”dertil indrettede områder til cykler”, hvilket i praksis er cykelstativer, medmindre andet er aftalt. Der er i Københavns Kommune ikke andre områder afmærket til cykelparkering og der er ikke aftalt andre områder til lovlig cykelparkering.
Kommunen kan alene regulere og kontrollere cykler på offentlig vej og cykler som ikke er under udlejning af en bruger.
Operatørerne betaler 117 kr. pr. enhed pr. år til administration.
Der er ikke sat midler af til tilsyn. Forvaltningen foretager dog stikprøvekontrol en gang om måneden af udlejningscykler.
En parkeringsvagt registrerer cykler, som står udenfor cykelstativ og som skønnes at være til umiddelbare ulempe for færdslen, hvorefter cyklen kan blive afhentet af afdelingen Byinventar og Cykler i Parker, Kirkegårde og Renhold.
Der er givet tilladelse til 7.050 udlejningscykler fordelt på fire operatører som er Lime, Tier, Bolt og Donkey Republic.
Kommunen kan ikke stille krav om et maksimalt antal udlejningscykler.
Der er i 2022 kommet to nye aktører af udlejningscykler, som betyder at den samlede tilladte flåde er oppe på 7.050 cykler. Forvaltningen er bekendt med, at andre operatører har ytret ønske om at udsætte cykler.
Operatør | Antal tilladte cykler |
Donkey Republic | 1500 |
Lime Technology A/S | 2000 |
Tier Mobility Danmark ApS | 1700 |
Bolt Services DK ApS | 1850 |
Figur 1. Antallet af tilladte udlejningscykler pr. operatør i København pr. august 2022.