Københavns Kommune
Mellem
Københavns Kommune
og
Københavns Internationale Teater
Xxxxxxxxxxx 000X, 0.sal 1432 København K
er indgået følgende
AFTALE
Aftale mellem Københavns Kommune og Københavns Internationale Teater (KIT) om at Københavns Kommune afsætter 900.000 kr. årligt til køb af øremærkede refusionsgodkendte forestillinger af KIT ved Metropolis arrangementer samt til et eventuelt direkte tilskud.
Aftalen udmøntes årligt i perioden 01.01.2017-31.12.2020 med henblik på at Kultur- og Fritidsudvalget køber øremærkede refusionsberettigede forestillinger af KIT.
Ifølge bekendtgørelse nr. 1133 af 9. oktober 2014 om statsrefusion af kommuners udgifter kan kommuner få refunderet 50 procent af deres udgifter ved køb af professionelle forestillinger af børne-teater og opsøgende teater, der er godkendt til refusion, fra staten. Københavns Kommune ved Kultur- og Fritidsforvaltningen køber refusionsgodkendte øremærkede forestillinger under Metropolis for maks. 1.800.000 kr., hvoraf de 900.000 kr. refunderes af staten
Formål
XXX har til formål at fremme den internationale scenekunst i København og i hele Danmark, herunder teater, dans, nycirkus, performance og musikdramatik.
Metropolis er KITs scenekunstaktiviteter i det offentlige rum og et mobilt laboratorium for den stedspecifikke, tværgående, internationale og samfundsrelevante scenekunst. Metropolis finder primært sted i sommerhalvåret på forskellige lokaliteter i København.
Forudsætninger for Københavns Kommunes tildeling af tilskud
Den årlige ramme udgør 900.000 kr. (2016-priser).
Det er en forudsætning for Københavns Kommunes tildeling af tilskud til KIT, at teatret opfylder følgende krav:
• At KIT afleverer to lister med navngivne refusionsgodkendte forestillinger til Kultur- og Fritidsforvaltningen. Listerne skal være forvaltningen i hænde henholdsvis den 31. marts og den 30. september, hvert år.
• At KIT anvender tilskuddet til at vise de forestillinger Københavns Kommune køber og eventuelt til øvrig drift.
• At KIT arbejder stedspecifikt.
• At KIT viser opsøgende forestillinger.
Beløbet udmøntes i to lige store dele på baggrund af de lister Kultur- og Fritidsforvaltningen modtager fra KIT med navngivne refusionsgodkendte forestillinger og efter Kultur- og Fritidsforvaltningen har taget stilling til fordelingen af køb af forestillinger og tilskud.
Det er, medmindre anden særskilt aftale foreligger, en forudsætning for udbetaling af tilskuddet, at virksomhedsplaner, budgetter, regnskaber og beretninger er indsendt rettidigt, samt at aftalens vilkår i øvrigt er overholdt.
Det er derudover en forudsætning, at ansøger og dennes samarbejdspartnere, herunder sponsorer, opfylder Københavns Kommunes krav om arbejdsklausuler og sociale klausuler; dvs. forventninger til løn - og arbejdsvilkår, herunder arbejdstid, opholds – og arbejdstilladelser, samt ansættelse af praktikanter mv., jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 10. november 2016.
Refusion, regnskab, revision og beretning
KIT skal dokumentere afholdelse af refusionsberettigede forestillinger og indberette oplysninger til Kultur- og Fritidsforvaltningen i overensstemmelse med Københavns Kommunes skema for teaterrefusion. Oplysningerne for det forudgående år skal være Kultur- og Fritidsforvaltningen i hænde senest den 1. januar.
Regnskabet for et eventuelt tilskud skal udarbejdes i overensstemmelse med vedlagte regnskabsinstruks og i overensstemmelse med Københavns Kommunes til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget og regnskabsmodel.
Revisionen skal foretages i overensstemmelse med den til enhver tid gældende
”revisionsinstruks” for teatervirksomhed, der modtager tilskud i henhold til teaterloven.
Det reviderede regnskab, der skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, skal tillige med kortfattet ledelsesberetning om teatrets virksomhed i den forgangne sæson samt samtlige revisionsprotokollater være kommunen i hænde senest den 1. april i den følgende sæson.
Ledelsesberetningen skal redegøre for årets drift og forventningerne til det kommende år. Derudover skal ledelsesberetningen indeholde en redegørelse for, i hvilken udstrækning aktiviteter er blevet gennemført i overensstemmelse med de målsætninger, der er opstillet.
Regnskabet skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve at blive orienteret om teatrets økonomi, herunder at få udleveret oplysninger og dokumentationer efter kommunens ønske.
Ikrafttræden, gyldighedsperiode, opsigelse og misligholdelse
Aftalen træder i kraft ved underskrivelsen og løber fra den 01.01.2017 – 31.12.2020
Aftalen kan, medmindre anden særlig aftale foreligger, fra KITs side opsiges med tre måneders varsel til udgangen af det igangværende kalenderår.
Aftalen kan, medmindre anden særlig aftale foreligger, fra kommunens side opsiges med 6 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.
Aftalen har som forudsætning, at Borgerrepræsentationen årligt giver sin tilslutning i forbindelse med vedtagelse af kommunens budget.
Aftalen har desuden som forudsætning, at statens refusionsordning fortsættes uændret.
Med hensyn til misligholdelse af aftalen henvises til dansk rets almindelige regler herom. Dog betragtes det altid som væsentlig misligholdelse, hvis budget, virksomhedsplan og regnskab ikke fremsendes til godkendelse senest to måneder efter fristens udløb, medmindre anden særlig aftale foreligger. Ligeledes hvis arrangementerne ikke gennemføres som beskrevet ovenfor og i virksomhedsplanen, uden at der er truffet aftale herom med Københavns Kommune.
København, den København, den
For Københavns Internationale Teater: For Københavns Kommune: