Udskriftsdato: 4. oktober 2024
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
CIR1H nr 9658 af 10/07/2019 (Gældende)
Cirkulære om aftale om lønsystem for ledere ved erhvervsskoler
Ministerium: Finansministeriet
Journalnummer: Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, x.xx. 20185819
Cirkulære om aftale om lønsystem for ledere ved erhvervsskoler
Generelle bemærkninger
1. Finansministeriet og CO10/LC har indgået vedlagte aftale om lønsystem for ledere ved erhvervssko- ler (handelsskoler, tekniske skoler og landbrugsskoler) omfattet af CO10/LCs forhandlings- og aftaleret.
Bemærkninger til aftalens enkelte bestemmelser
2. Til § 3
Der henvises til den til en hver tid gældende aftale om chefløn.
3. Til § 4
Der henvises til aftale om klassificering af nyoprettede lederstillinger ved erhvervsskolerne, jf. for tiden cirkulære af 14. juni 1995 om aftale om klassificering af nyoprettede lederstillinger ved erhvervsskolerne (tekniske skoler og handelsskoler) (Fmst. nr. 35/95).
For landbrugsskoler henvises til aftale af 29. oktober 1999 om klassificering af stillinger som inspektør ved landbrugsskoler.
4. Til §§ 4, 7 og 9
Finansministeriet bemyndiger herved Undervisningsministeriet til at aftale tillæg efter § 7 og til at fast- sætte tillæg efter § 9. Det er forudsat, at Undervisningsministeriet i videst muligt omfang videredelegerer denne kompetence til den enkelte erhvervsskole.
CO10/LC har oplyst, at man med aftalens indgåelse har delegeret aftaleretten til Foreningen af Tekniske og Administrative Tjenestemænd (TAT) (for administrative ledere, i henhold til klassificeringsaftalens bilag 7 og for pædagogiske ledere ved Erhvervsskoler (tekniske skoler)) og til Uddannelseslederne (for pædagogiske ledere ved Erhvervsskoler (handelsskoler)).
5. Til § 7, stk. 3
Det er forudsat, at forhandlingsretten i videst muligt omfang af den forhandlingsberettigede organisa- tion delegeres til en lokal repræsentant for organisationen. Er dette ikke muligt, optages forhandlinger om tillæg med den forhandlingsberettigede organisation.
6. Til § 7, stk. 4
Resultatet af forhandlingen bør være underskrevet af ledelsen og den ansatte, forinden dette sendes til den forhandlingsberettigede organisation til godkendelse. Det anbefales, at resultatet udformes som udkast til aftale.
Tillæg angives i årligt grundbeløb (pr. 31. marts 2012).
7. Til §§ 8 og 9
Det kan som led i skolens lederlønpolitik fastlægges, at forhandling om tillæg og engangsvederlag sker med bestemte tidsmæssige intervaller, f.eks. én gang årligt, såfremt en af parterne begærer dette.
Ikrafttræden mv.
Cirkulæret har virkning fra den 1. april 2018.
Samtidigt ophæves cirkulære af 3. marts 2004 om aftale om nyt lønsystem for ledere ved erhvervssko- ler (Perst. nr. 016-04).
Chefer, der ansættes pr. 1. januar 2019 eller senere, og som har en løn svarende til LR35 eller mere, bliver omfattet af aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område, med undtagelse af chefer der ansættes ved selvstændige AMU-centre, SOSU-skoler og grundskoleafdelinger ved private gymnasier, og er således ikke omfattet af nærværende aftale. Det samme gælder for chefer, der har valgt at overgå til aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område.
Denne aftale finder ikke anvendelse ved ansættelser fra den 1. januar 2019 for chefer, der har en løn svarende til LR35 eller mere.
Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, den 10. juli 2019
Xxxxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxx
Bilag 1
Aftale om lønsystem for ledere ved erhvervsskoler
I medfør af § 2, stk. 2, i hovedaftalen mellem finansministeren og tjenestemændenes centralorganisationer aftales følgende:
§ 1. Dækningsområde
Aftalen omfatter tjenestemandslignende ansatte ledere ved erhvervsskoler, der er omfattet af CO10/LCs forhandlings- og aftaleret, og som er ansat i klassificerede lederstillinger ved tekniske skoler, handelssko- ler og landbrugsskoler. Fra 1. januar 2019 kan ansættelse på denne aftale kun ske for ledere, der har en løn, der er mindre end LR35.
Ledere der er ansat inden 1. januar 2019 og som er overgået til aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område er ikke omfattet af denne aftale.
§ 2. Eksisterende klassificeringsbestemmelser og aftaler
Nuværende klassificeringsbestemmelser og aftaler opretholdes for så vidt angår henføring til lønrammer.
§ 3. Forstandere
Forstandere i lønramme 36 og derover er omfattet af aftale om chefløn.
§ 4. Andre ledere
Til ansatte i lederstillinger, der er omfattet af aftale om klassificering af nyoprettede lederstillinger ved erhvervsskolerne (handelsskoler og tekniske skoler), og som er henført til lønramme 32-37, samt til ansatte i andre gruppevist eller individuelt klassificerede lederstillinger i lønramme 32-37, der ikke er forstandere, kan der ydes tillæg til rekrutterings- og fastholdelsesformål, individuelle lønforbedringer og honorering af særlig indsats mv.
Stk. 2. Tillæg kan ydes i form af varige eller midlertidige tillæg, der aftales efter bestemmelserne i § 7.
Stk. 3. Der kan endvidere ydes engangsvederlag efter bestemmelserne i § 9.
§ 5. Uddannelsestillæg
Ledere omfattet af CO10’s forhandlingskompetence, der har gennemført de obligatoriske moduler i Diplomuddannelsen i ledelse (30 ETCS-point), tildeles et pensionsgivende tillæg på 10.000 kr. årligt (31. marts 2012).
§ 6. Pension
Det kan aftales, at der indbetales pensionsbidrag af varige og midlertidige tillæg efter § 4, stk. 2.
Stk. 2. Pensionsbidraget udgør 18 pct. af vedkommende tillæg.
Stk. 3. For ansatte omfattet af CO10/LCs pensionsordning i PFA Pension indbetaler ansættelsesmyndighe- den pensionsbidragene hertil.
Stk. 4. For ansatte. der er omfattet af en statsgaranteret pensionsordning (tilsagnsordning), indbetaler ansættelsesmyndigheden pensionsbidragene til CO10/LCs Konto i PFA Pension.
§ 7. Forhandling og aftale om varige og midlertidige tillæg
Aftaler om tillæg, jf. § 4, stk. 2, og pensionsbidrag heraf, jf. § 6, stk. 1, indgås på grundlag af en forhandling mellem ledelsen og den enkelte ansatte, som kan vælge at lade sig bistå af sin forhandlingsbe- rettigede organisation under forhandlingen, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Såfremt vedkommende leder ikke selv ønsker at forhandle varige og midlertidige tillæg med ledel- sen, føres forhandlingen med henblik på indgåelse af aftaler herom direkte mellem skolen og CO10/LC eller den organisation, til hvem centralorganisationen måtte have delegeret aftaleretten.
Stk. 3. For uddannelsesledere føres forhandlingen af en af den forhandlingsberettigede organisation udpeget forhandlingsleder.
Stk. 4. Resultatet af forhandlingen i medfør af stk. 1 og 3 indsendes til godkendelse og underskrift i den ansattes forhandlingsberettigede organisation i overensstemmelse med bestemmelserne i hovedaftalen mellem finansministeren og CO10/LC.
Stk. 5. Hvis resultatet af forhandlingen ikke kan godkendes, kan den forhandlingsberettigede organisation inden for en frist af 10 arbejdsdage fra modtagelsen af resultatet af forhandlingen kræve optaget forhand- ling med ledelsen. Såfremt et sådant krav ikke er fremsat inden fristens udløb, anses forhandlingsresulta- tet for godkendt af organisationen. Ved beregning af fristen ses bort fra perioden 1. - 15. juli. Fristen kan ved aftale forlænges.
§ 8. Forslag om tillæg og pensionsbidrag
Forslag om tillæg og pensionsbidrag heraf kan fremsættes af begge parter. Forhandling finder sted, når en af parterne begærer dette.
§ 9. Engangsvederlag
Engangsvederlag fastsættes af ledelsen efter forhandling med den enkelte leder. Engangsvederlag kan f.eks. ydes som:
– honorering af særlig indsats
– resultatløn
– honorering af merarbejde.
Stk. 2. Ledere omfattet af § 4, stk. 1, er undtaget fra reglerne om honorering af merarbejde efter de for statens tjenestemænd gældende regler.
§ 10. Overgangsregler
For ledere tiltrådt før den 1. august 2000 videreføres eksisterende aftaler om varige og midlertidige tillæg som en personlig ordning, så længe den pågældende forbliver i samme stilling. Der indbetales pensionsbidrag af sådanne tillæg i samme omfang som hidtil.
§ 11. Ikrafttræden mv.
Aftalen har virkning fra den 1. april 2018. Fra samme tidspunkt finder aftalerne om lokalløn og om chefløn ikke anvendelse for ledere omfattet af § 4, stk. 1.
Stk. 2. Samtidigt ophæves aftale af 3. marts 2004 om lønsystem for ledere ved erhvervsskoler.
Stk. 3. Aftalen kan af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst til den
31. marts 2021.
Stk. 4. Chefer, der ansættes pr. 1. januar 2019 eller senere, og som har en løn svarende til LR35, bliver omfattet af aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område, med undtagelse af chefer der ansættes ved selvstændige AMU-centre, SOSU-skoler og grundskoleafdelinger ved private gymnasier, og er således ikke omfattet af nærværende overenskomst. Det samme gælder for chefer, der har valgt at overgå til aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område.
København, den 28. juni 2019 | |
CO10 - Centralorganisationen af 2010 Xxxxxx X. Xxxxxx Lærernes Centralorganisation Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxxxxxx | Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen Xxxxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxx |