Samarbejdsaftale mellem UU i Job og Velfærd og grundskolen i Børn og Unge
Samarbejdsaftale mellem UU i Job og Velfærd og grundskolen i Børn og Unge
1
01.08.2022
Indhold
Uddannelsesparathedsvurdering 5
Vejledningsaktiviteter og ”Uddannelse og job” 5
Fokus på deltagelsesmuligheder 6
Håndholdte/individuelle indsatser 6
Særligt for vejledning i specialklasserne 6
HVAD LEVERES FRA GRUNDSKOLEN? 7
Aftaler i forhold til den kollektive vejledning 8
NYE OPGAVER FOR GRUNDSKOLEN OG UU 8
FORMÅL
Denne samarbejdsaftale omhandler opgave- og ansvarsfordeling mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i Job og Velfærd og grundskolen i Børn og Unge. Samarbejdsaftalen bygger i høj grad på eksisterende praksis, og skal således ses som en konkretisering og formalisering af et yderst velfungerende samarbejde mellem parterne. Det er vigtigt at bemærke, at samarbejdsaftalen tager sit afsæt i nuværende lovgivning og praksis, og at der forventeligt vil være behov for revidering af den i forbindelse med implementering af ny lovgivning på vejledningsområdet i 2023.
Hovedformålet med samarbejdsaftalen er at sikre et fortsat godt samarbejde mellem UU og grundskolen om at give Aalborg Kommunes børn og unge et solidt fundament, som understøtter dem i valget af fremtidig uddannelse og beskæftigelse. Vejledningen skal i den forbindelse medvirke til, at de unges valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet. Denne samarbejdsaftale skal være med til at sikre et fortsat smidigt samarbejde om vejledningen i grundskolen, herunder sikre klare retningslinjer og rammer for samarbejdet til gavn for eleverne i grundskolen.
Samarbejdsaftalen er opbygget efter følgende temaer:
• Fælles ramme og målsætninger
• UU’s opgaver og ansvar i forbindelse med samarbejdet med grundskolen om uddannelsesvejledning
• Grundskolens opgaver og ansvar i forbindelse med samarbejdet med UU om uddannelsesvejledning
• Håndtering af nye opgaver
• Opfølgning og ændringer i samarbejdsaftalen
RAMME OG MÅLSÆTNINGER
’Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv’ danner rammen for vejledningen i grundskolen og definerer dermed også de væsentligste opgaver ift. vejledningen, se Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv.
Vejledningen skal bidrage til at opnå de nationale målsætninger, som fremgår af Folketingets ’Aftale om bedre veje til uddannelse eller job’ fra 2017:
• Mål 1: I 2030 skal mindst 90 pct. af de 25-årige have gennemført en ungdomsuddannelse.
• Mål 2: I 2030 skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, være halveret.
• Mål 3: Alle unge under 25 år, der hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse har ret til at få en uddannelsesplan og skal gennem en opsøgende og opfølgende indsats tilbydes vejledning om mulighederne for at øge deres formelle kompetencer på kort og på længere sigt.
Derudover skal vejledningen også bidrage til at opnå de nationale resultatmål, som er et led i erhvervsuddannelsesreformen fra 2013, herunder:
• Mål 1: Andelen af elever, der vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, skal op på 25 procent i 2020, og andelen skal øges til mindst 30 procent i 2025. I 2013 valgte 19 procent af eleverne en erhvervsuddannelse direkte efter 9./10. klasse.
• Mål 2: Andelen af elever, der fuldfører en erhvervsuddannelse, skal stige fra 52 procent i 2012 til mindst 60 procent i 2020 og mindst 67 procent i 2025.
HVAD LEVERES FRA UU?
Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) forpligter sig til at levere følgende til vejledning i grundskolen i Børn og Unge:
Kollektiv vejledning
UU leverer kollektiv vejledning i 7.-10. klasse jf. ’Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv’ §§ 3-4 (se bilag 1a og 1b for årsplan for kollektiv vejledning).
UU tilrettelægger bl.a. den kollektive vejledning ud fra teorierne om karrierelæring, hvor eleverne indsamler, sorterer og lagrer viden om ungdomsuddannelser. Den kollektive vejledning består af information samt et varieret indhold af opgaver med differentieringsmuligheder, hvor eleverne har en aktiv rolle (se bilag 1a og 1b).
Med udgangspunkt i karrierelæringsteorierne forberedes og efterbehandles vejledningsaktiviteter - eksempelvis erhvervspraktik og brobygning. EVA-instituttet har i en undersøgelse konkluderet, at eleverne får mest muligt ud af vejledningsaktiviteterne, når de forberedes og efterbehandles.
I 10. klasse er der aftalt et minimum for den kollektive vejledning, idet der i højere grad er brug for individuel vejledning. På baggrund heraf har UU-vejlederne i 10. klasse ekstra tilstedeværelse i
10. klasse, og aftalen om den kollektive vejledning udvides, hvis UU-vejleder vurderer, at det er relevant.
Differentieret vejledning
UU leverer differentieret vejledning for ikke-uddannelsesparate elever, herunder håndholdte indsatser ved overgange jf. ’Bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv’ § 5 og ungeguide i henhold til ’Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år’ § 2.
Nogle elever vurderes at være tæt på at være klar til arbejde, uddannelse og uddannelsesvalg. Andre elever vurderes at være længere fra arbejde, uddannelse og uddannelsesvalg.
I nogle tilfælde vil elev, forældre og UU-vejleder have et meget tæt samarbejde. UU-indsatsen påbegyndes for enkelte elever før den første vurdering, hvis skolen vurderer, at den unge er i målgruppen for indsatsen.
UU tilrettelægger den individuelle vejledning i samarbejde med lærerne og skolens leder. Udgangspunktet for indsatsen aftales på et møde med den unge, den unges forældre, skolen og UU-vejleder. Indsatsen vurderes og justeres i løbet af skoleåret.
De unge følges tæt i forhold til de indsatser, der aftales på mødet. Det kan være hjælp i forbindelse med erhvervspraktik, besøg i 10. klasse, besøg på en ungdomsuddannelse og/eller besøg på en arbejdsplads.
UU planlægger og tilbyder de unge ekstra brobygningsmuligheder. UU-vejleder kan planlægge et håndholdt forløb for den unge, hvis det vurderes, at den unge dermed får et større udbytte af
vejledningsaktiviteten. Den håndholdte indsats indeholder en grundig forberedelse og efterbehandling. Den kan også indeholde kommunikation med den relevante ungdomsuddannelse om en elevs specifikke behov, der har relevans for elevens deltagelse i brobygning.
Praktikker
Alle elever er i en uges obligatorisk praktik i 8. eller 9. klasse. Eleverne har derudover mulighed for at komme i yderligere en uges praktik.
Skolen og UU samarbejder om etablering af paragraf-praktikker for eleverne jf. Folkeskolelovens
§ 9, stk. 3. og 4. samt § 33, stk. 4-7.
Uddannelsesparathedsvurdering
Skolen og UU samarbejder om vurdering af uddannelsesparathed i henhold til ’Bekendtgørelse om Uddannelsesparathedsvurdering og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse’. Se bilag 2 for flow og opgavefordeling ift. uddannelsesparathedsvurdering i 8. klasse og bilag 3 for flow og opgavefordeling ift. uddannelsesparathedsvurdering i 9. og 10. klasse.
Brobygning
Som en del af vejledningsindsatsen leveres der brobygning i henhold til ’Bekendtgørelse om introduktionskurser og brobygning til ungdomsuddannelserne’.
• I 8. klasse er der fem obligatoriske dage på introkurser. Det første introkursus afvikles som klassebesøg på en erhvervsuddannelse.
• I 9. klasse er der mulighed for op til 10 dages brobygning.
• I 10. klasse er der fem dages obligatorisk brobygning og mulighed for mere. For de foreløbigt ikke uddannelsesparate elever er der mulighed for ekstra brobygning.
Planlægning af skoleåret
UU udformer årsplaner for samarbejdet i 7.-10. klasse mellem skole og UU. Det konkrete samarbejde drøftes med skolelederen i begyndelsen af året – og aftalerne indgås med lærerne i udskolingen.
UU udvikler og kvalificerer fortsat materiale til den kollektive vejledning med differentieringsmuligheder til anvendelse i 7.-10. klasse. Ud fra lovgivningen udvikler UU et flow for processen med uddannelsesparathedsvurdering, så opgaver for både skoler og UU er tydelige.
UU planlægger og gennemfører møde om ny lovgivning på området (også kaldet ”Septembermøder”) med skolelederne, når UU vurderer, at det er relevant i forhold til ny lovgivning. Ledelsesrepræsentant fra Børn og Unge deltager i planlægning og gennemførsel heraf. På møderne gennemgås, hvordan skoler og UU samarbejder om den nye lovgivning.
UU-vejleder afholder desuden forældremøde i begyndelsen af 8. og 9. klasse.
Vejledningsaktiviteter og ”Uddannelse og job”
Sammen med ungdomsuddannelserne i Aalborg Kommune arrangerer UU uddannelsesmessen Study Aalborg for alle skoler i Aalborg Kommune. Uddannelsesmessen er en aktivitet, der knytter
sig til det timeløse emne Uddannelse og job. Det er obligatorisk for alle elever i 8. og 9. klasse at deltage. Deltagelse på Study Aalborg tilbydes ligeledes til elever i 10. klasse.
UU arrangerer ekstra brobygning i foråret i 8. klasse for elever, der har adgang hertil.
UU står desuden til rådighed med sparring i forhold til udviklingen af forløb til det obligatoriske emne Uddannelse og job.
Fokus på deltagelsesmuligheder
UU varetager vejledningen på ENKA og UngAUC, hvor vejledningen er tilpasset – bl.a. ud fra et samarbejde med DSA-underviserne på UngAUC. På UngAUC afholdes forældremøder med tolke, så alle forældre sikres deltagelsesmuligheder i forhold til de unges valg af arbejde/uddannelse.
UU kan tilbyde at hjælpe den unge til selv at finde en erhvervspraktikplads. UU vurderer, om der skal yderligere hjælp til, for at den unge får en erhvervspraktikplads.
I samarbejde med UngAalborg og ungdomsuddannelserne afvikler UU en indsats for unge med ordblindhed – herunder forældremøde.
UU har fokus på, at elever med funktionsnedsættelser i højere grad hjælpes i forbindelse med påbegyndelse og gennemførsel af uddannelse – f.eks. ved håndholdt indsats og ved at informere om muligheden for SPS.
Håndholdte/individuelle indsatser
UU har fokus på overgange, herunder overgange til andre måder at opfylde undervisningspligten på – f.eks. i forbindelse med paragraf-praktikker. UU kan støtte eleven i overgange, hvis UU- vejleder vurderer, det er relevant.
UU kan tilknytte en ungeguide til en elev fra 8. klasse og frem, hvis UU vurderer det relevant (jf. ’bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år’).
UU har fokus på overgange i forbindelse med start på ungdomsuddannelse. UU kan hjælpe den unge i overgangen i forhold til at få en god start, hvis det vurderes relevant.
UU følger eleverne efter 9. og 10. klasse, indtil de har opnået en ungdomsuddannelse, eller til de fylder 25 år.
Særligt for vejledning i specialklasserne
Til trods for at vejledningen i specialklasserne også er omfattet af samme lovgivning som almenområdet, adskiller vejledningen sig på visse områder. Årsagen hertil er, at specialundervisningstilbuddene adskiller sig væsentligt fra hinanden, samt at vejledningsbehovene kan variere afhængigt af målgrupper.
Kollektiv vejledning
Der leveres kollektiv vejledning i 7.-10. klasse, men af hensyn til målgruppen gennemføres vejledningen ikke ud fra klassetrin. Det vil i højere grad blive aftalt med den enkelte skole, hvad der er hensigtsmæssigt.
I specialklasserne deltager vejlederne ofte også i skole/hjem samtaler. Der er et tæt samarbejde mellem skole, forældre, elev og UU.
Intro og brobygning
Elever i specialklasser på 8.-10. klassetrin tilbydes intro/oplevelsesintro-kurser og uddannelsespraktik.
I særlige tilfælde har eleverne mulighed for at deltage i intro og brobygning sammen med almen- klasserne i det omfang, der er plads på de ordinære hold. Skolen kontakter UU-vejleder, hvis en eller flere elever vurderes at kunne profitere af disse forløb.
Besøg på uddannelsessteder
UU er behjælpelig med at finde uddannelsessteder, der kan modtage besøg fra elever. Dette kan foregå klassevis og i mindre grupper. Besøgene er en del emnet Uddannelse og job og arrangeres af skolen/læreren. Skolen varetager forberedelse, gennemførsel og efterbehandling af besøgene.
Uddannelsesmesse
UU-Aalborg arrangerer årligt en uddannelsesmesse for uddannelses- og skoletilbud til unge med særlige behov, hvor elever fra skolernes specialklasser samt fagfolk og forældre deltager.
Praktik
UU tilbyder at arrangere en uges erhvervspraktik for elever i en konkret uge. Såfremt dette vurderes relevant, aftales det ved årsplanlægningen. Som udgangspunkt skal skole, elev eller forældre selv finde praktikpladsen. Hvis det ikke kan lade sig gøre at finde en praktikplads, kan UU inddrages. Skolerne er ansvarlige for at tilvejebringe skriftlig dokumentation (praktikskema) og forældreunderskrift. Inden opstart fremsendes kopi heraf til UU-vejleder.
Derudover har elever i specialklasser fra og med 8. klassetrin mulighed for at komme i særlige praktikforløb. I disse praktikker er det muligt at skræddersy praktikforløbet til den enkeltes behov. Elever i 7. klasse har mulighed for i begrænset omfang at komme i særligt praktikforløb (op til to gange en uge pr. skoleår).
Uddannelsesparathedsvurdering
På specialområdet samarbejder skolen og UU ligeledes om vurdering af uddannelsesparathed i henhold til ’Bekendtgørelse om Uddannelsesparathedsvurdering og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse’. Processen afviger dog fra almenområdet, se bilag 5 og 6 for flow og opgavefordeling ift. uddannelsesparathedsvurdering i specialklasser.
HVAD LEVERES FRA GRUNDSKOLEN?
I samarbejdet mellem skoleledelse, lærer og UU-vejleder forpligter grundskolen sig på følgende:
• Samarbejdet aftales med udgangspunkt i årsplaner og uddannelsesparathedsvurderingsflow (UPV-flow).
Skolen forpligter sig til at udføre de opgaver på 8., 9. og 10. årgang, som de fremgår af de pågældende UPV-flow (se bilag).
• Det timeløse emne Uddannelse og job prioriteres i undervisningen på alle grundskoler.
Aftaler i forhold til den kollektive vejledning
Læreren er til stede i klassen og har det pædagogiske ansvar for eleverne i forbindelse med den kollektive vejledning. Læreren sørger ligeledes for det praktiske (eksempelvis tilmelding til introkurser og sedler til praktik etc.).
Det fremgår af lovgivningen, at den kollektive vejledning i grundskolen bygger på den viden, som eleverne har fra det obligatoriske timeløse emne Uddannelse og job. Det er derfor centralt, at læreren har kendskab til den kollektive vejlednings indhold. Dette giver eksempelvis læreren mulighed for at henvise til elevernes erfaringer med Uddannelse og job-forløb/tidligere opgaver/oplevelser, som har relevans for opgaverne/emnerne, der drøftes i den kollektive vejledning, og som dermed kan perspektivere den kollektive vejledning og skabe sammenhæng i elevernes forståelse og læring.
Ovenstående er i tråd med den politiske aftale ’Fra folkeskole til faglært’ om, at læreren skal tilegne sig en viden om mulighederne i ungdomsuddannelserne. Læreren får derudover en større indsigt i de krav, der stilles på de forskellige ungdomsuddannelser og en indsigt i de øvrige muligheder efter grundskolen.
Læreren har i det daglige mulighed for at drøfte indholdet af den kollektive vejledning. Xxxxxx gives læreren mulighed for at henvise til drøftelser fra den kollektive vejledning og skabe koblinger derfra til den daglige undervisning med henblik på at skabe sammenhæng for eleverne.
Aftale i forhold til PPR
Enkelte elever i 7. – 10. klasse kan være i målgruppen for en udredning.
Hvis skole og UU vurderer, at det er relevant med udredning af en elev i udskolingen, prioriterer og iværksætter PPR den konkrete udredning.
Efterfølgende kan det aftales, at PPR deltager i møde med den unge og forældrene. Til mødet drøftes støttebehov og/eller et muligt tilbud i en helhedsorienteret indsats.
NYE OPGAVER FOR GRUNDSKOLEN OG UU
Det fremgår af § 27 i ”Bekendtgørelse om valg af ungdomsuddannelser og erhverv”, at der skal udarbejdes en sammenhængende plan for vejledning i 8. og 9. klasse (Bilag 4).
Det fremgår derudover, at der skal udarbejdes en plan for, hvordan det sikres, at vejledningsaktiviteterne integreres i den daglige undervisning, herunder hvordan der skabes sammenhæng mellem undervisningen i specifikke fag og emner i grundskolen og de vejledningsaktiviteter, eleverne deltager i.
UU og Børn og Unge forpligter sig til at samarbejde om, hvordan vi arbejder med ny lovgivning og nye tiltag – herunder det nye vurderingssystem som bliver afløseren for den nuværende praksis for uddannelsesparathedsvurdering.
OPFØLGNING OG ÆNDRINGER
Samarbejdsaftalen træder i kraft 01.08.2022. Aftalen løber indtil ny lovgivning træder i kraft, eller til forvaltningerne beslutter at ændre aftalen.
1 gang årligt afholdes der møde mellem UU i Job og Velfærd og grundskolen i Børn og Unge med henblik på drøftelse af samarbejdet samt vurdering af, om samarbejdsaftalen skal revideres.
BILAG
Bilag 1a – Årsplan 8. klasse kollektiv vejledning 2022-2023 Bilag 1b – Årsplan 9. klasse kollektiv vejledning 2022-2023 Bilag 2 – UPV-FLOW 8. klasse 2022-2023
Bilag 3 – UPV-FLOW 9. og 10. klasse 2022-2023
Bilag 4 – Oversigt over kollektiv vejledning og forældremøder Bilag 5 – UPV-FLOW special 8. klasse
Bilag 6 – UPV-FLOW special 9. og 10. klasse