VELFÆRD, FÆLLESSKAB OG LOKAL ANSVARLIGHED
Horsens Kommunes
Budgetaftale indgået for 2024 og 2025
VELFÆRD, FÆLLESSKAB OG LOKAL ANSVARLIGHED
I Horsens Kommune skal alle borgere have de bedst mulige forudsætninger for at kunne leve et trygt, udviklende og meningsfuldt liv med oplevelser og stærke fællesskaber. Alt det, som gennem årtier har skabt en markant og positiv udvikling i hele Horsens Kommune.
Horsens Kommune står dermed i dag på et langt bedre grundlag end for år tilbage, og forligspartierne er enige om, at de seneste års rekordhøje tilflytning er et vigtigt bidrag til at sikre en fortsat positiv udvikling i vores mange attraktive byer og stærke lokalsamfund.
For med en høj tilflytning styrker vi forudsætningerne for rekruttering af arbejdskraft til både de private og offentlige arbejdspladser, ligesom vi skaber grundlag for øget omsætning i detailhandlen samt endnu mere liv og aktivitet i byerne. Men vigtigst af alt giver de mange nye borgere endnu bedre muligheder for at investere i fremtiden. I vores dejlige natur, i vores vigtige dagtilbud, skoler, plejehjem, bosteder og sociale tilbud, i nye attraktive boligområder, i unikke oplevelser, i kultur- og fritidstilbud og meget mere. Alt det, der også får folk til at flytte til og blive boende i kommunen.
Med det sagt står Horsens Kommune over for meget svære prioriteringer i år og årene frem. For i lighed med de fleste andre af landets kommuner bliver vi i Horsens Kommune endnu engang ramt af en meget stram økonomiaftale mellem regeringen og KL. Aftalen rummer langt fra penge nok til at imødekomme de store økonomiske udfordringer, som kommunerne står med i form af blandt andet kraftigt stigende udgifter til det specialiserede socialområde.
Dermed er det kommunernes eget ansvar at sikre, at der er ordentlig hjælp og støtte til de mennesker, der har alvorlig brug for det.
Forligspartierne er med denne toårige budgetaftale for 2024 og 2025 enige om ikke at skubbe ansvaret videre til borgerne, men i stedet tage fælles ansvar for kommunens økonomi og velfærden til borgerne og dermed gennem lokal ansvarlighed vise vejen til fortsat at skabe bæredygtig vækst og velfærd i Horsens Kommune.
Denne budgetaftale er indgået for 2024 og 2025. Når regeringen og KL har indgået økonomiaftale for 2025, mødes forligspartierne for at indarbejde de nødvendige ændringer i det tekniske budget.
Indhold
Et løft til det specialiserede socialområde 3
Xxxxxx til den demografiske udvikling 3
Flere hænder i daginstitutionerne 5
Horsens Byskole afdeling Xxxxxxxxxxx 0
Flere børn skal være en del af folkeskolen 7
Styrket ungemiljø på erhvervsuddannelserne 9
Attraktivt arbejdsliv i hjemme- og sygeplejen 9
Frisættelse af kommunale plejecentre 9
Løft af det specialiserede socialområde 9
Robotstøvsugere i hjemmeplejen 10
Pulje til fællesskabende aktiviteter for ældre 10
Øget fokus på telefon- og netsvindel 11
Midlertidige pladser i det nære sundhedsvæsen 11
Housing First til de mest udsatte voksne og hjemløse 11
Boliger til borgere med psykisk sygdom 11
Turbo på grøn energiforsyning 12
4. BESKÆFTIGELSE OG ERHVERV 14
Fastholdelse og rekruttering 14
Målrettet beskæftigelsesindsats overfor bandekriminelle 14
Flere ledige med anden etnisk baggrund skal være en del af et arbejdsfællesskab 14
Tidlig indsats over for ledige borgere med angst og depression 15
Klar til fremtiden – fart på Horsens Kommunes erhvervsstrategi 15
Tilskud til Business Brædstrup 16
Tilskud til Business Horsens 16
Fokusering af turismeindsatserne 17
Bæredygtig udvikling af turismen på Endelave 17
FÆNGSLET og Fængselsmuseet som kulturelle fyrtårne 18
Idræts- og fritidsfaciliteter 19
6. BOSÆTNING OG INFRASTRUKTUR 21
Pulje til landsbyer og lokalcenterbyer 21
Opdatering af SAVE-registrering 21
Forfaldne og forladte bygninger 22
Analyse af tunnel under fjorden 22
Mere fart på kloaksepareringen 23
1. ØKONOMI
Økonomiaftale
Kommunerne har de senere år været underlagt stramme økonomiske rammer og mangel på tilstrækkelige ressourcer til at opfylde de stigende krav og behov, der er for offentlig service.
Økonomiaftalen for 2023 indeholdt alene et løft til dækning af de udgifter, som følger af flere børn og ældre på landsplan, mens de stærkt stigende udgifter på det specialiserede socialområde ikke blev adresseret.
Med økonomiaftalen for 2024 gentager historien sig. Økonomiaftalen for 2024 mellem regeringen og KL er igen i år udtryk for stram økonomisk styring af kommunerne og sætter kommunernes økonomi under yderligere pres. I alt tilføres kommunerne 1,7 mia. kr., svarende til 27,5 mio. kr. i Horsens Kommune, til finansieringen af den demografiske udvikling på landsplan. Aftalen indbefatter en reduktion i de kommunale udgifter til administration på 700 mio. kr. i 2024. Det svarer til en reduktion på 11,3 mio. kr. for Horsens Kommune. Igen i år er der i aftalen ikke afsat midler til det specialiserede socialområde, som alle kommuner er så stærkt økonomisk udfordrede af.
Dertil kommer manglende kompensation for pris- og lønudvikling i 2022 på 1,9 mia. kr., som betyder et varigt tab for Horsens Kommune på 30,8 mio. kr. Det forværrer situationen yderligere. Selvom regeringen i aftalen anerkender, at kommunerne har stået over for et reduceret råderum i takt med pris- og lønudviklingen i 2022, kompenseres der heller ikke for dette i aftalen.
I forhold til de kommunale anlægsudgifter indeholder aftalen en forøgelse af den kommunale anlægsramme med 0,8 mia. kr. fra 2023, så anlægsrammen i 2024 nu er på 19,3 mia. kr. Med den forhøjede anlægsramme følger der en samlet forøgelse i den forventede finansiering til anlæg på 1,1 mia. kr., svarende til 17,8 mio. kr. i Horsens Kommune.
Det skal bemærkes, at kommunerne på landsplan med økonomiaftalen er tildelt en samlet ramme på henholdsvis serviceudgifterne og bruttoanlægsudgifterne for 2024. De foreløbige indberetninger viser, at kommunernes forventninger til serviceudgifterne ligger på niveau med den udmeldte ramme, mens anlægsrammen er udfordret. Det kan derfor af hensyn til den landspolitiske situation blive nødvendigt, at Horsens Kommune senere i budgetprocessen bidrager til, at rammerne på landsplan overholdes.
Finansministeriet har opjusteret sine forventninger til den økonomiske vækst i de kommende år. Det kan muligvis give anledning til, at kommende beregninger vil vise, at det er en fordel at vælge selvbudgettering frem for statsgaranti. Hvis selvbudgettering vælges, er der selvsagt tale om, at skatteindtægter og tilskud er behæftet med usikkerhed i modsætning til det, der er tilfældet, når man vælger statsgaranti. Derfor er forligspartierne enige om, at der – uanset om der vælges selvbudgettering eller statsgaranti – ud fra et forsigtighedsprincip budgetteres med indtægter svarende til det statsgaranterede.
Forligspartierne er enige om, at der med det nuværende skøn for økonomisk vækst for 2024, som øger forventningerne til økonomisk vækst med 1,7 %, så vil forligspartierne indtil videre gå efter selvbudgettering. KL’s skatte- og tilskudsmodel er endnu ikke opdateret med data fra den seneste økonomiske redegørelse. Forligsparterne er derfor også enige om at afvente
administrationens endelige beregning, som vil foreligge inden 2. behandlingen af budgettet. Når administrationens endelige beregning foreligger, mødes forligspartierne og træffer beslutning om, hvorvidt der skal vælges den statsgaranterede model eller selvbudgettering.
Resultatet af selvbudgettering vil blive opgjort i 2027, når indkomstgrundlaget mv. er endeligt. Der er altså i givet fald ikke tale om en varig ændring, som dermed heller ikke vil kunne danne grundlag for finansiering af de stærkt stigende udgifter til det specialiserede socialområde, som Horsens Kommune står over for allerede i 2024 og frem.
På baggrund af den vanskelige økonomiske situation besluttede forligspartierne med budgetaftalen for 2023 at forhøje den årlige effektivisering i kommunen, helt undtagelsesvis, med 0,5 % i 2023 og yderligere 0,5 % i 2024 for at sikre kommunens økonomi og mulighederne for at levere god velfærd.
I lyset af presset på det specialiserede socialområde var forligspartierne bag sidste års budgetaftale imidlertid enige om at friholde området fra den ekstraordinære effektivisering. I erkendelse af presset på området besluttede byrådet desuden ved afslutningen af regnskabet for 2022 at eftergive det samlede merforbrug på i alt 59,8 mio. kr. på området.
Forligspartierne er enige om, at situationen nu er nået dertil, at området nødvendigvis må tilføres permanente midler for at få budgettet i balance.
For at kunne imødegå den demografiske udvikling og de nødvendige kapacitetsbehov og investeringer er forligspartierne enige om, at målet om en kassebeholdning på mindst 3.000 kr. pr. indbygger fortsat midlertidigt suspenderes.
På de enkelte områder ændres rammerne i 2024 med de forslag om både demografitildeling, effektivisering og konkrete tiltag, der ligger i budgetforliget. På de store velfærdsområder er der i 2024 ikke tale om reduktion, men en samlet budgetudvidelse. Således løftes Børne- og Dagtilbudsudvalgets ramme med 8,2 %, mens Skole-, Unge-og Uddannelsesudvalgets ramme forøges med 0,5 %. For Ældre- og Handicapudvalget er der tale om en rammeudvidelse på 4,5
%.
Samlet set sikres med budgetforliget et løft af serviceudgifterne med ca. 2,7 % i forhold til 2023 svarende til 122,8 mio. kr.
Skattestigning
Forligspartierne bag tidligere års budgetaftaler har truffet de nødvendige beslutninger, der gør, at Horsens Kommune er blandt landets mest effektive kommuner. Dertil kommer, at mange års satsninger på at tiltrække flere borgere hvert år bidrager positivt til både bundlinjen og til lokalsamfundet. Endelig gennemfører vi hvert år effektiviseringer, som skal sikre, at vi løser opgaverne mest hensigtsmæssigt både for borgerne og budgetterne.
I den aktuelle situation er det imidlertid ikke nok. Behovene på det specialiserede socialområde er så store, at vi har brug for ekstra finansiering. Det er nødvendigt for, at vi kan opretholde en folkeskole, hvor der er ressourcer til, at børn, der har svære dage, kan få hjælp til at tackle deres udfordringer, og for at vi kan bevare et ældreområde, hvor borgerne får den hjælp, de har brug for. Forligspartierne er derfor enige om at gennemføre en skattestigning på 0,30 procentpoint.
En forøgelse af skatteprocenten på 0,30 procentpoint, fra 25,39 % til 25,69 % i 2024, vil give en indtægt på ca. 49,5 mio. kr., hvilket svarer til det udgiftspres på det specialiserede socialområde, som forligspartierne ved indgåelsen af dette tillæg har kendskab til. For en gennemsnitlig borger vil skattestigningen på 0,30 procentpoint svare til ca. 735 kr. i 2024.
Forligspartierne indstiller, at skattestigningen bliver fjernet igen i 2028/2029, men de anerkender samtidig, at det er det kommende byråd, der træffer beslutning herom.
Et løft til det specialiserede socialområde
Forligspartierne forventer, at der også i 2024 og frem vil være et uændret udgiftspres på det specialiserede socialområde, indtil der etableres billigere egne tilbud mv., og effekten af en eventuel gennemførelse af nogle af Xxxxxx-udvalgets anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet kan slå økonomisk igennem. Forligspartierne er derfor enige om, at der fra 2024 samlet set tilføres budget til de ansvarlige udvalg på 45 mio. kr., og at der fra 2025 afsættes yderligere 10 mio. kr. som buffer under Økonomi- og Erhvervsudvalget fra 2025.
Xxxxxx til den demografiske udvikling
Horsens Kommune har løbende sikret finansiering, så de store velfærdsområder er løftet i takt med befolkningsudviklingen. Det gælder inden for dagtilbuds- og skoleområdet, det specialiserede socialområde, ældreområdet og i forhold til sundhed og genoptræning.
Også i budgetperioden 2024-2027 tilføres der midler til velfærdsområderne for at sikre, at serviceniveauet fastholdes, når der bliver flere borgere i kommunen. I 2024 tilføres således 56,8 mio. kr. til velfærdsområderne som følge af flere borgere, og forligspartierne er enige om, at man også i den resterende del af budgetperioden vil sikre udmøntning af demografimidler.
Mio. kr. | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 |
Dagtilbudsområdet | 16,8 | 26,1 | 35,2 | 44,9 |
Undervisningsområdet | 6,8 | 14,3 | 16,1 | 19,3 |
Ældre- og sundhedsområdet | 16,5 | 32,7 | 53,6 | 76,3 |
Det specialiserede socialområde – voksne | 10,2 | 15,0 | 19,3 | 22,9 |
Det specialiserede socialområde – børn og unge | 6,5 | 3,5 | 3,5 | 3,8 |
Demografisk stigning i alt | 56,8 | 91,6 | 127,7 | 167,3 |
Stram prioritering af anlæg
Forligspartierne er enige om, at kommunens årlige anlægsramme bør ligge i størrelsesordenen 290 mio. kr. om året. I lyset af det voksende udgiftspres er det imidlertid nødvendigt med en meget stram styring også på anlægssiden for at styrke likviditeten. Forligspartierne er derfor enige om, at anlægsrammen først og fremmest prioriteres til at imødegå kapacitetspres på børneområdet samt andre helt presserende anlægsarbejder. Det omfatter også byggemodning og vedtagne vejprojekter. Der kan desuden iværksættes projektering af diverse kommende prioriterede anlægsprojekter. Anlægsudgifter, som vedrører havne, herunder lystbådehavne, energibesparende foranstaltninger og områdefornyelse kan finansieres ved lånoptagelse og er derfor ikke omfattet af den samme stramme prioritering. Det samme gælder anlægsprojekter, som finansieres af eksterne midler og byudviklingsprojekter, som kan finansieres gennem grundsalg.
Forligspartierne er enige om, at alle ikke-igangsatte anlægsopgaver ud over ovenstående fortsat skal sættes i bero de første 6 måneder af 2024. Dette gælder også anlægslignende projekter i form af mindre ombygninger mv., der afholdes af driftsudgifter. Nødvendig bygningsvedligeholdelse, nedbrydningslignende opgaver, energibesparende foranstaltninger, projekter omfattet af kontraktlige forpligtigelser, eksternt finansierede og låneberettigede projekter o.lign. kan iværksættes efter konkret vurdering. Anlægsprojekter ud over de i budgetaftalen nævnte kan forelægges Økonomi- og Erhvervsudvalget til beslutning.
Forligspartierne forpligter sig til hvert halve år at drøfte, om den stramme prioritering af anlæg skal forlænges.
Finansiering
Økonomiaftalen mellem regeringen og KL rummer langt fra penge nok til at imødekomme de store økonomiske udfordringer, som kommunerne står med i form af blandt andet de kraftigt stigende udgifter til det specialiserede socialområde. På den måde er ansvaret for vores fælles velfærd skubbet ud til kommunerne.
Forligspartierne er enige om, at den stramme økonomiaftale ikke skal påvirke velfærden i Horsens Kommune, men at vi i stedet gennem lokal ansvarlighed skal vise vejen til fortsat at skabe bæredygtig vækst og velfærd i Horsens Kommune – også selvom det kræver helt ekstraordinære prioriteringer for at bringe Horsens Kommune sikkert igennem en økonomisk svær tid.
En gennemgang af mulige finansieringskilder vedrører også de takster, som kommunen opkræver på blandt andet det tekniske område. Forligspartierne er enige om, at takstoversigten skal gennemgås for at sikre, at der er overensstemmelse mellem taksterne og de ydelser og tilbud, som kommunens borgere kan benytte sig af.
Tilsvarende er forligspartierne optagede af at sikre udbredelse af robotteknologi, kunstig intelligens og videokonsultationer, hvor det kan bidrage til en mere effektiv opgaveløsning. Administrationen skal derfor afsøge mulighederne herfor, når de opstår.
Den allerede omtalte skattestigning yder et nødvendigt og væsentligt bidrag til at skabe budgetbalance på det specialiserede socialområde, men der er brug for yderligere omprioritering og effektiviseringer til styrkelse af kommunens økonomiske robusthed.
Byrådet har allerede besluttet en omlægning til fuldt forældrebetalt vuggestuemadordning og dermed en harmonisering af den forældrebetalte madordning på vuggestue- og dagtilbudsområdet. Midlerne svarende til 5 mio. kr. i 2024 og 10 mio. kr. fra 2025 bliver på dagtilbudsområdet. Tilsvarende har et flertal i byrådet besluttet en reduktion af den kompenserende specialundervisning svarende til 2,4 mio. kr. årligt fra 2024.
Forligspartierne er enige om at gennemføre omprioriteringer, hvorved der tilvejebringes 21,7 mio. kr. i 2024, 28,7 mio. kr. i 2025, 28,7 mio. kr. i 2026 og 27,7 mio. kr. i 2027.
2. VELFÆRD
I Horsens Kommune har forligspartierne gennem flere år taget ansvar og sikret, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre. Det er der brug for, for ressourcer er vigtige, men de er ikke svaret og løsningen på alt. Vi skal samtidig turde tænke nyt og gå nye veje, så vi kan sikre velfærden i fremtiden.
I Horsens Kommune vil vi ikke vente på statslige initiativer. Som en af de første kommuner i landet frisætter Horsens Kommune to kommunale plejehjem – i første omgang i et treårigt pilotprojekt for at kunne tage ved lære af erfaringerne og tilpasse undervejs, når det er nødvendigt. Et initiativ, som vil blive udviklet og implementeret i tæt samspil med blandt andet beboer- og pårørenderåd samt MED-udvalg.
Ældreområdet er imidlertid langt fra det eneste område, hvor der bliver tænkt i nye løsninger og nye veje at gå. Med budgetaftalen for 2023 besluttede forligspartierne, at alle relevante fagudvalg skal arbejde målrettet med frisættelse, og Økonomi- og Erhvervsudvalget har efterfølgende besluttet, at projekterne skal være drevet af et eller flere af nedenstående formål:
• Frigive tid og ressourcer til kerneopgaven: Vi skal gennem frisættelse for unødvendige regler og dokumentationskrav sikre, at mest muligt af vores lederes og medarbejderes tid og ressourcer bruges på de opgaver, der giver værdi for borgerne. Eventuelle frigjorte ressourcer skal blive på områderne.
• Forbedre kvaliteten med udgangspunkt i borgerens ønsker og behov: Vi skal kvalitetsudvikle vores tilbud med afsæt i borgerens ønsker og behov og dermed give vores ledere og medarbejdere handlerum til at bruge deres faglighed og professionelle dømmekraft. Fordi beslutningerne træffes bedst helt tæt på borgerne.
• Øget rekruttering og fastholdelse af ledere og medarbejdere til områderne: Vi skal give råderum og større frihed til at tilrettelægge arbejdet lokalt, så det passer bedst muligt til den enkelte arbejdsplads.
Forligspartierne er enige om, at ambitionsniveauet for frisættelsesarbejdet i Horsens Kommune fortsat skal være højt. Forligspartierne ønsker derfor, at alle politiske udvalg engagerer sig i arbejdet ved at igangsætte pilotprojekter eller andre konkrete frisættelsestiltag, som understøtter et af ovenfor nævnte formål, og som samtidig tager udgangspunkt i anbefalinger fra f.eks. borgere, fagpersonale og ledere og i dialog med MED-systemet.
Flere hænder i daginstitutionerne
Over de seneste år har Horsens Kommune prioriteret at afsætte midler til flere hænder i kommunens daginstitutioner for at sikre højest mulig kvalitet i tilbuddene.
Tilførslen af midler fra både nationalt og kommunalt plan har medført et løft i normeringerne i kommunens daginstitutioner, og Horsens Kommune har således de seneste år realiseret de nationale minimumsnormeringer.
Forligspartierne er enige om at tilføre dagtilbudsområdet i alt 50 mio. kr. i perioden fra 2024- 2027, hvorved det sikres, at Horsens Kommune også i årene frem opfylder regeringens krav om minimumsnormeringer.
Derudover tilføjes 2 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 til et ekstra løft af dagtilbudsområdet.
Forligspartierne er enige om, at der samtidig indfases forældrebetaling for madordningen i vuggestuerne. Betalingen indfases over 2 år. Den forøgede forældrebetaling bliver på området til delvis finansiering af flere hænder i daginstitutionerne.
Løft af folkeskolen
Horsens Kommunes skoler arbejder målrettet med at sikre skoletilbud af høj kvalitet til alle børn, så de trives og udvikler sig både fagligt og socialt. Der er fokus på, at eleverne bliver livsduelige, så de også er klar til at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse og få et job og det liv, de drømmer om.
I forbindelse med budgetaftale 2023 fik skoleområdet tilført 5,5 mio. kr. i 2023. Samtidig forpligtede forligspartierne sig til i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2024 at drøfte et varigt budgetløft på minimum 10 mio. kr. til området.
Med afsæt i budgetaftalen for 2024 ønsker forligspartierne at fortsætte investeringen i skoleområdet, og der afsættes derfor 15 mio. kr. årligt fra 2024 til styrkelse af den almene undervisning på skolerne.
Men som forligspartier er vi enige om, at ambitionerne for vores fælles folkeskole rækker endnu længere. Vi skal have høje ambitioner på vores folkeskoles vegne, og vi skal tage politisk ansvar ved at investere yderligere i den. Alt sammen for at sikre, at vi kan tiltrække og fastholde de mange dygtige ledere, lærere og skolepædagoger til vores skoler, så de kan tage endnu bedre hånd om elevernes trivsel og læring.
For det handler om børnene – alle vores børn og unge i kommunen. De er fremtiden, og derfor skal vi sikre os, at de får de allerbedste forudsætninger for uddannelse og job senere i livet.
Med denne aftale forpligter forligspartierne sig således også på at lave et yderligere løft af folkeskolen i skoleåret 2025/26 på minimum 6 mio. kr. Forligspartierne bag budgetaftalen mødes, når økonomiaftalen mellem regeringen og KL er indgået, forventeligt i juni 2024, for at indarbejde løftet i det tekniske budget, så ambitionerne kan føres ud i livet.
Horsens Byskole afdeling Lindvigsvej
Forligspartierne er samtidig enige om, at Horsens Byskole afdeling Lindvigsvej med virkning fra skoleåret 2025/2026 oprettes som en selvstændig skole for 0.-6. klasse. Det betyder, at 7.-9. klasses elever, der bor i Afdeling Lindvigsvejs del af Horsens Byskoles skoledistrikt, vil
komme til at tilhøre Dagnæsskolens skoledistrikt. Den beslutning gør også, at Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalget skal forholde sig til, om skoledistriktet har den rette sammensætning og i god tid og med høring af relevante parter, jf. folkeskoleloven, tage stilling til eventuelle ændringer forud for opstarten af den nye skole.
Forligspartierne forventer, at ændringerne kan give endnu bedre mulighed for ledelse tæt på både på den kommende selvstændige skole på Lindvigsvej og på en Horsens Byskole
bestående af to frem for tre afdelinger. Finansiering sker inden for rammerne af tildelingsmodellen.
Flere børn skal være en del af folkeskolen
Forligspartierne er meget optagede af at sikre, at kommunens børn og unge trives, og her spiller folkeskolen en vigtig rolle i stærkt samarbejde med særligt forældre men også fritidslivets fællesskaber og de enkelte lokalsamfund.
Både i Horsens Kommune og på landsplan segregeres flere og flere børn til specialtilbud. Forligspartierne anerkender, at det i nogle tilfælde er nødvendigt med specialundervisning for elever med særlige behov for at sikre et passende skoletilbud. Forligspartierne er dog først og fremmest optagede af at sikre, at specialtilbuddene supplerer det almene skoletilbud i stedet for at erstatte det. Flere børn skal være en del af den almene folkeskole, fordi det giver børnene de bedste forudsætninger for at lykkes senere i livet, for at trives og for at få en uddannelse.
For at understøtte det fokus er forligspartierne enige om, at de vigtige og højt specialiserede kompetencer i Tværgående Enhed for Læring (TEFL) i samarbejde med skoler og dagtilbud skal have flyttet fokus til en mere fælles indsats på de enkelte skoler og institutioner omkring de børn og grupper, der oplever udfordringer, herunder skolevægring. TEFL skal således have et stærkt og primært fokus på at sikre understøttelse af trivsels- og inklusionsopgaven helt tæt på børnenes hverdag, så der er endnu mere synlig og tilgængelig hjælp og støtte på den enkelte skole og i det enkelte dagtilbud.
Det kan desuden med fordel undersøges, om de speciallærerkompetencer, der i dag findes i Center for Arbejde, Udvikling og Læring (CAUL) tilsvarende kan bringes i spil på almenområdet, når de enkelte skoler er udfordret af børn med særlige behov eller skolevægring.
Forligspartierne er enige om, at Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalget generelt skal have fokus på at finde veje til at skabe en folkeskole med plads til alle børn i meningsfulde fællesskaber. Det handler om at lave en skole, der passer til børnene. Der skal blandt andet tages stilling til fordelingen af inklusionspuljer, så det sikres, at midlerne i videst muligt omfang går til lokal inklusion på de enkelte skoler. Således skal udvalget sikre, at der kommer en plan inden for 12 måneder, der synliggør, hvordan de vigtige kompetencer til at understøtte inklusionsopgaverne stilles til rådighed på de enkelte skoler.
Sprogpuljen
Forligspartierne er herudover enige om, at bundgrænsen for den såkaldte sprogpulje, der fordeles ud fra skolernes andele af ikke-nordiske elever, sænkes fra 15 % til 13 %, hvorved elever på flere af kommunens skoler får gavn af den indsats, der følger med de ekstra midler.
Plads til flere børn
Gode fysiske rammer i dagtilbud og skoler er en vigtig forudsætning for læring og trivsel. Samtidig er Horsens en af de kommuner i landet med størst stigning i børnetallet, hvilket stiller krav til renovering, udvidelser og etablering af dagtilbud og skoler.
Forligspartierne er enige om, at der fortsat er behov for investeringer på dagtilbuds- og skoleområdet med henblik på at sikre kapacitetsudbygningen, men den stramme
anlægsramme og økonomi fra national side sammenholdt med prisstigningerne på bygge- og anlægsprojekter kræver en betydelig prioritering i de kommende år.
Forligspartierne er derfor optagede af at sikre, at anlægsmidler prioriteres til kapacitetsudbygning i dagtilbud og skoler, hvor der aktuelt og mest akut mangler pladser, og hvor en udvidelse af kapaciteten kan ske hurtigst muligt.
På dagtilbudsområdet er kapaciteten over de seneste år udvidet med nye daginstitutioner i henholdsvis Lund, Torsted og sydbyen, ligesom vuggestuekapaciteten er udvidet på Sønderbro med den seneste renovering.
I 2024 står yderligere to nye daginstitutioner færdige ved Nørrestrand og i sydbyen. Her får naturen en helt særlig plads i det pædagogiske arbejde med blandt andet etablering af vilde legepladser. Forligspartierne opfordrer desuden til, at den nye daginstitution i sydbyen i særlig grad gør brug af naboskabet til Tyrstedlund Naturpark.
Dertil kommer udbygninger af daginstitutionen i blandt andet Østbirk, Lund og Hovedgård i de kommende år.
Også på skoleområdet er kapaciteten udbygget over de seneste år i Hovedgård, Egebjerg og Østbirk. Kapaciteten udvides yderligere i årene frem i Egebjerg og Dagnæs, og i Brædstrup stod byggeriet af en ny afdeling med specialklasser færdig i august 2023. I 2024 igangsættes desuden første fase af ombygningen af Højen til Lundagerskolen.
De efterfølgende år vil fokus være på kapacitetsudvidelse ved Lundskolen, ligesom sidste fase af ombygningen af Højen igangsættes og afsluttes. Forligspartierne ønsker samtidig at sikre, at planlægningen af ud- og ombygninger på dagtilbuds- og skoleområdet kan tilpasses, såfremt behovene ændrer sig.
Børn og unges trivsel
Horsens Kommunes nye Sundheds- og Forebyggelsespolitik har et særligt fokus på at styrke børn og unges fællesskaber og mentale trivsel. Forligspartierne er enige om, at opgaven er kompleks, og at der er brug for at gå nye veje for at lykkes. Forligspartierne ønsker derfor, at der i endnu højere grad arbejdes på tværs af fagområder og civilsamfund og med et særligt fokus på aktiviteter og fællesskaber inden for kultur-, fritids- og foreningslivet. Finansiering sker inden for udvalgets ramme.
Horsens Ungdomsskole
I forbindelse med at Den Grå Fabrik over tid fraflyttes, skal der findes en ny lokalitet til Horsens Ungdomsskoles aktiviteter, som hidtil har været på Den Grå Fabrik. Forligspartierne er enige om, at Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalget i budgetperioden skal udarbejde en plan for skolens fremtidige placering.
Specialkørsel
Forligspartierne er enige om, at der skal ske en effektivisering af specialkørslen i Horsens Kommune. På Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalgets område skal der således fra skoleåret 2024/2025 findes 1 mio. kr. på befordring. Kørselskontoret skal inddrages i arbejdet. . Der skal blandt andet arbejdes med at reducere solokørsler og forgæves kørsler. I
overensstemmelse med kommunens personalepolitik skal det så vidt muligt undgås, at tiltaget får personalemæssige konsekvenser.
Styrket ungemiljø på erhvervsuddannelserne
Horsens er en stærk håndværksby med stærke erhvervsuddannelser. Forligspartierne ønsker, at Uddannelsesalliancen går i dialog med erhvervsuddannelserne om at styrke ungemiljøerne, mens de er på skolen.
Løft af ældreområdet
I en tid, hvor vi bliver stadigt flere ældre, er der brug for et generelt løft af ældreområdet til glæde og gavn for både beboerne på vores plejecentre og de mange borgere, som får hjælp og støtte fra vores hjemmepleje. Forligspartierne er derfor enige om at afsætte 5,0 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 til den primære ældrepleje, som administrationen får til opgave at udmønte.
Attraktivt arbejdsliv i hjemme- og sygeplejen
Efterhånden som vi bliver flere ældre borgere i Horsens Kommune, stiger behovet også for flere medarbejdere i hjemme- og sygeplejen. For at Horsens Kommune også i fremtiden kan rekruttere tiltrækkeligt kompetent personale, er det derfor helt afgørende, at kommunen fortsat er en attraktiv arbejdsplads.
Forligspartierne ønsker at igangsætte en undersøgelse af mulighederne for at samle hjemme- og sygeplejen på f.eks. tre fysiske lokaliteter rundt i kommunen. De fysiske rammer skal indrettes, så de understøtter medarbejdernes daglige arbejde, kollegiale samvær og faglige udvikling. Samtidig kan de nye fysiske rammer være et attraktiv udgangspunkt for et arbejdsliv i kommunens hjemme- og sygepleje.
I første omgang ønsker forligspartierne at undersøge muligheden for, om det tidligere test- og vaccinationscenter på Fuglevangsvej kan anvendes til formålet. Arbejdet forankres i Ældre- og Handicapudvalget.
Frisættelse af kommunale plejecentre
I Horsens Kommune ved vi, at de bedste beslutninger træffes helt tæt på borgerne, og at frisættelse kan være en af vejene til at sikre en god velfærd i fremtiden. Forligspartierne er enige om at følge det igangsatte pilotprojekt med frisættelsen af Søndergården i Brædstrup og Orions Hus i Horsens tæt. Såfremt erfaringerne fra pilotprojektet viser sig positive, er forligspartierne enige om at finde en model for, hvordan disse erfaringer kan udbredes til endnu flere plejecentre.
Løft af det specialiserede socialområde
I langt de fleste kommuner landet over er økonomien på det specialiserede socialområde særdeles udfordret. Flere borgere har brug for hjælp, flere børn og unge anbringes, behovene for hjælp og støtte vokser, og ofte har borgerne brug for hjælp i længere tid. Dyre enkeltsager gør det desuden vanskeligt at planlægge og kan være årsag til store udsving i udgifterne.
Endelig er Horsens Kommune økonomisk udfordret af i høj grad at være en “køberkommune”, når det gælder tilbud og indsatser til borgere med udpræget hjælpebehov.
Der har derfor siden 2022 været afsat en buffer til at sikre håndteringen af udsvingene. Den praksis ønsker forligspartierne at fortsætte. Forligspartierne er derfor enige om, at der fra 2024 samlet set tilføres budget til de ansvarlige udvalg på 45 mio. kr., og at der fra 2025 afsættes yderligere 10 mio. kr. som buffer under Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Forligspartierne noterer sig desuden, at den allerede igangsatte udbygning af voksenhandicapområdet med flere botilbudspladser til målgruppen samt det igangværende arbejde med at sikre en mere fast og kontinuerlig opfølgning på behovet hos de borgere, der bor i eksterne tilbud, skal bidrage til, at området samlet set bliver mere økonomisk robust i fremtiden.
Robotstøvsugere i hjemmeplejen
Robotstøvsugeren er blevet en hjælpende hånd til den daglige rengøring i mange danske hjem. Forligspartierne ønsker at udbrede anvendelsen af robotstøvsugere i hjemmeplejen og derigennem give borgeren endnu bedre mulighed for at vælge den service, der passer den enkeltes livssituation bedst. Ved at borgeren selv køber en robotstøvsuger, kan den tid, som hjemmeplejen sparer, eksempelvis byttes til en anden selvvalgt hjælp. Arbejdet med at udbrede anvendelsen af robotstøvsugere i hjemmeplejen forankres i Ældre- og Handicapudvalget.
Pulje til fællesskabende aktiviteter for ældre
Det gode og trygge liv med muligheder, oplevelser og fællesskaber betyder meget i alle aldre. Samtidig ved vi fra talrige undersøgelser, at aktiviteter som sang, dans og motion i meningsfulde fællesskaber modvirker ensomhed.
Derfor er en fortsat investering i fællesskabende aktiviteter helt afgørende, og forligspartierne anerkender og ønsker at styrke det store arbejde, der gøres på aktivitetscentrene og caféerne ved at sikre, at endnu flere ældre får muligheden for at deltage.
Der afsættes derfor 175.000 kr. årligt til gennemførelse af to åbne arrangementer på hvert af de fem aktivitetscentre med f.eks. dans, motion, sang, underholdning og fællesspisning eller til udflugter med Service og Beredskabs busser. Dagene skal bidrage til at modvirke ensomhed og samtidig inspirere endnu flere horsensianere til at blive brugere af eller frivillige i vores aktivitetscentre og caféer. Planlægningen af dagene vil foregå i samarbejde med de lokale brugerråd og Seniorrådet. Samtidig hermed omlægges de nuværende spisefællesskaber til en indsats båret af frivillige. På den baggrund reduceres budgettet med 500.000 kr. årligt fra 2024.
Pensionistkort
Med budgetaftalen for 2021 blev det besluttet, at det skal være gratis for borgere, der modtager pension og førtidspension, at tage bussen inden for Horsens Kommune. Samtidig blev kortet gjort gyldigt for et helt år ad gangen. Forligspartierne ønsker, at pensionistkortet fortsat skal være gratis, men er samtidig optagede af at minimere antallet af kort, der udstedes, men som aldrig bliver brugt. Forligspartierne er derfor enige om, at Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget skal undersøge mulighederne for og
konsekvenserne af en ordning, hvor man skal møde fysisk op for at få sit kort, som skal gælde for tre måneder ad gangen.
Øget fokus på telefon- og netsvindel
Flere og flere ældre bliver udsat for telefon- og netsvindel fra svindlere, som bliver mere og mere kreative i deres forsøg på at franarre oplysninger, som giver adgang til bankkonti mv. Forligspartierne er derfor enige om, at der skal sættes øget fokus på at informere om risikoen for telefon- og netsvindel. Det kan evt. ske i samarbejde med de lokale banker og politiet.
Midlertidige pladser i det nære sundhedsvæsen
Det nære sundhedsvæsen er under hastig udvikling, og kommunerne løfter i dag en stor og vigtig opgave i det nære sundhedsvæsen med en bred vifte af sundhedstilbud. Et af de områder, der har udviklet sig allerhurtigst, er etableringen af forskellige typer af midlertidige pladser, blandt andet genoptrænings-, rehabiliterings-, akut- og aflastningspladser.
De mange midlertidige pladser har i dag forskellige funktioner og forskellige navne, hvilket kan være vanskeligt at overskue som borger. Derfor ønsker forligspartierne, at Sundheds-, Forebyggelses- og Psykiatriudvalget igangsætter et arbejde, der skal skabe mere gennemskuelighed for borgerne og vurdere behovet for kapaciteten på området.
Housing First til de mest udsatte voksne og hjemløse
Forligspartierne er enige om, at socialt udsatte og hjemløse skal have en så tidlig indsats som muligt og en indsats, der fokuseres i og omkring en varig boligplacering. Forligspartierne besluttede med budgetaftalen for 2023 at lukke Forsorgshjemmet Sølyst hurtigst muligt, så der kan ske en fortsat faglig og økonomisk prioritering af ”Housing First”-indsatsen og dermed den helhedsorienterede tilgang til hjemløshed, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt byggeri og samtidig modtager en målrettet støtte, så boligen kan fastholdes.
Forligspartierne er enige i, at ”Housing First”-indsatsen er det bedste udgangspunkt for at nedbringe antallet af hjemløse i kommunen og anerkender det store arbejde, der er lagt i at realisere ambitionerne på området. Forligspartierne ønsker, at Sundhed-, Forebyggelses- og Psykiatriudvalget fortsat følger arbejdet tæt.
Boliger til borgere med psykisk sygdom
Forligspartierne er enige om, at det er væsentligt, at borgere med psykisk sygdom og/eller sociale problemer i Horsens Kommune også fremover har adgang til gode billige boliger, og at Horsens Kommunes boliger på Ternevej/Pagevej også i fremtiden kan være en god ramme for dette.
Sundheds-, Forebyggelses- og Psykiatriudvalget igangsætter derfor et arbejde, der har til formål at afklare muligheden for at ombygge og omdanne boligerne til et botilbud. Konkret ønsker forligspartierne, at det undersøges, om der kan gøres brug af den lånemulighed, der blev etableret med økonomiaftalen for 2024 omkring etablering af botilbud, om boligerne kan sælges til et alment boligselskab og dermed på sigt blive gode, billige almene boliger, eller om der er andre veje at gå, der sikrer en renovering af boligerne. I alle tilfælde uden at gå på kompromis med, at boligerne også fremadrettet skal være gode og til at betale for alle.
3. NATUR OG KLIMA
Stærke klimapartnerskaber
Med klimaplanen har byrådet sat en ambitiøs og tydelig retning for den grønne omstilling i Horsens Kommune, og allerede med budget 2022 blev der afsat en pulje på 10 mio. kr. til arbejdet med klimaplanen i 2023, som blev hævet med 5 mio. kr. om året i både 2024, 2025 og 2026 med henblik på at opfylde ambitionen om en CO2-neutral Horsens Kommune i 2030.
Klimaindsatserne er dermed godt i gang i Horsens Kommune, hvor ikke mindst udrulning af fjernvarmenettet, opstilling af elladestandere, skovrejsning, udrulning af samkørselsordninger og anlæggelsen af flere cykelstier bidrager til den grønne omstilling. Forligspartierne er dog enige om, at fjernvarmekonverteringen er sket i et så hastigt tempo, at udgifterne hertil kan reduceres med 500.000 kr. årligt fra 2024 og frem.
Men i de kommende år skal flere initiativer i gang i hele samfundet Horsens med henblik på at indfri klimaplanens målsætninger, og det vil kræve stærke og forpligtende samarbejder om nye ambitiøse initiativer for at nå i mål til 2030.
Forligspartierne er enige om, at mulighederne herfor er gode. Tilblivelsen af Klimaplanen var i vid udstrækning et resultat af tætte samarbejder med erhvervslivet, landbruget, uddannelsesinstitutionerne og en lang række vidensaktører. Det tætte samarbejde er videreført i en lang række klimapartnerskaber med fokus på den grønne omstilling i erhvervslivet, energisektoren, landbruget, hos uddannelsesinstitutionerne og med de unge som særlig fokusgruppe og drivkraft.
Strukturen med klimapartnerskaber er rigtig og afgørende for at indfri byrådets ambitioner på området. I tillæg til de etablerede klimapartnerskaber ønsker forligspartierne derfor, at der indgås energifællesskaber og supplerende konkrete partnerskaber med enkeltstående aktører, der ønsker at bidrage til den grønne omstilling og en bæredygtig kommune.
Forligspartierne er samtidig optagede af at sikre hele samfundet Horsens’ involvering i den grønne omstilling og ønsker dermed at fortsætte det tætte og konstruktive samarbejde med erhvervslivet, landbruget, uddannelsesinstitutionerne, vidensaktørerne mv. i tilblivelsen af klimaplanen.
Klimavenlige indkøb
Et vigtigt bidrag til at reducere klimaaftrykket er at sikre, at det er enkelt og attraktivt at træffe det klimavenlige valg, når der skal købes ind. Forligspartierne anerkender det store arbejde, som gøres rundt omkring i de kommunale køkkener for at mindste CO2-aftrykket, når der købes ind til måltiderne til børnene i dagtilbuddene og de ældre på kommunens plejecentre. Forligspartierne er samtidig optagede af at tilskynde endnu flere til at træffe det klimavenlige valg og ønsker i første omgang et temamøde mellem Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget med fokus på Horsens Kommunes indkøbspolitik, status på indkøb i kommunen og erfaringer fra andre kommuner med at fremme klimavenlige indkøb.
Turbo på grøn energiforsyning
Et af de største skridt på vejen mod målet om en CO2-neutral Horsens Kommune i 2030 er at styrke vores indsatser inden for energi og energioptimering. I Horsens Kommune udgør
udledningen fra energiforbrug 41 % af den samlede CO2-udledning. Der er derfor rigtigt meget at hente.
I Horsens Kommune står vi ikke alene med den opgave. Udbygning af vedvarende energikilder er et vigtigt indsatsområde i hele landet for at sikre et grønnere Danmark. Men forligspartierne ønsker, at Horsens Kommune bidrager endnu hurtigere til denne udvikling ved at sætte turbo på den grønne energiforsyning.
Som en del af revisionen af kommuneplanen indgår afdækningen af muligheder for vedvarende energianlæg allerede. Men det haster med at omstille energisystemet. Forligspartierne er derfor enige om at fremrykke arbejdet, således at afdækningen sker som et tematillæg til den eksisterende kommuneplan.
Der er allerede konkrete henvendelser fra virksomheder mv., som i lighed med kommunen ønsker at sætte turbo på udviklingen. Forligspartierne er enige om, at vi som kommune både kan og skal bakke op om sådanne vigtige partnerskaber om at styrke omstillingen til vedvarende energiforsyning. Det kan ikke gå hurtigt nok.
Derfor skal forslag til tematillæg allerede forelægges til politisk behandling i 2024, og tillægget skal både indeholde arealudpegninger samt forslag til retningslinjer til konkret sagsbehandling på området. En foreløbig tids- og procesplan for arbejdet med tematillægget forelægges Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget samt Økonomi- og Erhvervsudvalget primo oktober 2023.
Rent drikkevand
En vigtig kilde til rent drikkevand er skovrejsning, som ikke alene er en gevinst for fremtidens drikkevand, men som også gør gavn for dyrelivet og giver mulighed for endnu flere naturoplevelser i kommunen. Der er fortsat prioriteret 1 mio. kr. årligt til formålet inden for Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalgets ramme.
Horsens Kommune har indgået et samarbejde med Naturstyrelsen og Horsens Vand A/S om etablering af ca. 350 hektar skov i Xxxxxxxx Xxxx. Skovrejsningen i Xxxxxxxx Xxxx følger tidligere skovrejsning omkring Rugballegård. Målet er fortsat, at der på sigt etableres samlet set 1.100 hektar ny skov i kommunen.
Forligspartierne er derfor enige om, at Horsens Kommune skal være åbne over for nye skovrejsningsprojekter, når mulighederne byder sig. Et vigtigt element hertil er at tilvejebringe det nødvendige planmæssige grundlag for at afsætte mere landskab til skovrejsningsprojekter. Med henblik på dette fremrykkes skovrejsning fra at være en del af kommuneplansrevisionen til at være et selvstændigt tematillæg.
Husodde Strand
Husodde Strand er unik i forhold til natur og rekreative oplevelser. I forbindelse med budgetforlig 2022 tilkendegav forligspartierne en ambition om at skabe tidssvarende faciliteter til vinterbadere og surfere, som harmonerer med stedets kvaliteter. På baggrund heraf udarbejdedes og godkendtes i 2022 en lokalplan for området, som muliggør opførelse af et multihus med faciliteter for områdets brugere. Forligspartierne er enige om, at Kultur- og Fritidsudvalget skal prioritere midler til forprojektering inden for udvalgets anlægsramme.
4. BESKÆFTIGELSE OG ERHVERV
Fastholdelse og rekruttering
Mange brancher har store udfordringer med rekruttering af arbejdskraft. I kølvandet på en
målrettet og mangeårig bosætningsindsats samt ”Horsens som studieby” er Horsens Kommune en af landets hurtigst voksende kommuner, og befolkningstilvæksten yder i sig selv et afgørende bidrag til at styrke tilgangen af kvalificeret arbejdskraft til de mange spændende arbejdspladser, der findes i kommunen.
Horsens Kommunes 17.4-udvalg vedrørende rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft arbejder med anbefalinger til at imødegå de alvorlige rekrutteringsudfordringer, som Horsens Kommune i lighed med landets øvrige kommuner står overfor i de kommende år – udfordringer, vi må forvente bliver større, i takt med at levealderen stiger, samtidig med at udbuddet af uddannet personale falder på en række af de store velfærdsområder.
Forligspartierne anerkender arbejdet i udvalget og ønsker, at arbejdet skal fortsætte og i endnu højere grad have fokus på at inspirere flere til at søge uddannelse og job inden for velfærdsområderne.
Målrettet beskæftigelsesindsats overfor bandekriminelle
Med afsæt i gode erfaringer fra en af landets større kommuner ønsker forligspartierne, at der iværksættes en målrettet beskæftigelsesindsats over for bandekriminelle og unge med tilknytning til bandemiljøet. Indsatsen skal blandt andet afprøve tiltag som daglig aktivering af borgere med banderelationer, som i dag modtager ledighedsydelse og på den måde have fokus på at bekæmpe bandekriminalitet og minimere misbrug af offentlige ydelser. Finansiering sker inden for udvalgets ramme.
Fremskudt indsats
Den fremskudte indsats i Sundparken og Sønderbro har igennem årene vist gode resultater, og flere borgere er blevet en del af arbejdsmarkedet. Det har store positive konsekvenser for den enkelte borger at blive en del af et arbejdsfællesskab, ligesom det har mange positive konsekvenser for familien og det lokalområde, som borgeren bor i. Derfor er forligspartierne enige om at udvide den fremskudte indsats til også at dække Xxxxxxxxxxxxx. Arbejdet igangsættes hurtigst muligt. Samtidig hermed nedlægges puljen på 500.000 kr. årligt fra 2024 til beskæftigelsesrettede aktiviteter.
Flere ledige med anden etnisk baggrund skal være en del af et arbejdsfællesskab
Selvom mange flere borgere i Horsens Kommune er blevet en del af et arbejdsfællesskab igennem de senere år, mangler vi stadig at få de sidste med. Særligt blandt medborgere med anden etnisk baggrund er der for mange, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi ved, at der er en lang række positive effekter forbundet med at blive en del af arbejdsmarkedet, og forligspartierne er derfor enige om at prioritere indsatsen over for ledige med anden etnisk baggrund. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget igangsætter derfor et arbejde med at afdække steder, hvor indsatsen meningsfyldt kan forbedres.
Social ansvarlighed
Arbejdet med social ansvarlighed spiller en central rolle i forhold til kommunale udbud, og forligspartierne ønsker, at det gode arbejde skal fortsætte. Konkret skal det undersøges, om
kommunen kan forpligte private leverandører til at tage ledige borgere i ordinær beskæftigelse. Såfremt dette er muligt, og forudsat at der kan opnås en besparelse herved, er forligspartierne indstillede på at afprøve denne udbudsform på længerevarende driftsopgaver, der allerede løses af private. Afrapportering på undersøgelsen sker til Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Tidlig indsats over for ledige borgere med angst og depression
Det har ofte store omkostninger, når ledige borgere er diagnosticeret med angst og/eller depression. Det gælder for det enkelte menneske, som er ramt af sygdom, men også for samfundet ved længerevarende fravær fra uddannelse og job.
Forligspartierne er optagede af at sikre en tidlig og specialiseret indsats over for ledige borgere med angst og depression. Det handler om at skabe de bedste forudsætninger for så hurtig og ordentlig en tilbagevenden til job som muligt. Forligspartierne ønsker derfor en undersøgelse af, om vi har de rette indsatser i dag til at sikre den vigtige tidlige og forebyggende indsats.
Arbejdet forankres i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Klar til fremtiden – fart på Horsens Kommunes erhvervsstrategi
Horsens Kommunes nye erhvervsstrategi Klar til fremtiden 2023-2027 og tilhørende erhvervshandleplan skal sikre, at det bliver endnu bedre at starte, drive og udvikle sin virksomhed i Horsens Kommune. Strategien fokuserer på de områder, der har særlig betydning for, at Horsens fortsætter med at være en stærk erhvervskommune i positiv udvikling, nemlig:
• gode rammebetingelser, herunder blandt andet nem adgang til arbejdskraft og talent, fortsat fokus på tilflytning, god dialog og erhvervsservice samt en veludbygget infrastruktur
• udvikling af Horsens som uddannelsesby
• iværksætteri
• grøn omstilling
• digital omstilling og automatisering
• udvikling af erhvervsmæssige styrkepositioner.
Erhvervsstrategien skal derudover skabe sammenhæng til øvrige relevante strategier og planer, herunder særligt Horsens Kommunes ambitiøse klimaplan, arbejdet med at skabe levende midtbyer og en kommende fælles turismestrategi for Destination Kystlandet.
Strategien omsættes i konkrete tiltag i de årlige Erhvervshandleplaner og i samarbejdsaftaler med lokale erhvervsfremmeaktører, og forligspartierne er enige om, at det vigtige, igangværende arbejde med at realisere strategien skal fortsætte.
Liv i Horsens midtby
Et godt handelsliv og spændende butikker er vigtige forudsætninger for at skabe attraktive og levende byer, hvor folk har lyst til at opholde sig, bo og komme på besøg. Detailhandlen er derudover en vigtig branche i Horsens Kommune med mange arbejdspladser, som samtidig er med til at uddanne mange unge mennesker. Selvom detailhandlen i Horsens Kommune generelt har det godt, er branchen under forandring. Nethandel og ændrede forbrugsvaner betyder både nye udfordringer og nye muligheder for butikkerne.
I samarbejde med City Horsens, Bytorv Horsens, Mærk Byen mfl. skal der derfor fortsat være fokus på initiativer og events, der styrker detailhandlen i Horsens midtby – herunder blandt andet et endnu stærkere samarbejde om byens større events som f.eks. warm up til koncerter, Horsens Holder og Jul i Horsens. De positive erfaringer med BID-samarbejder flere steder i byen skal også fortsætte.
Tilskud til Business Brædstrup
Brædstrup er inde i en positiv udvikling. Den udvikling skal fortsætte, og Business Xxxxxxxxx modtog derfor sidste år et tilskud på 250.000 kr. til ansættelse af en koordinator, der blandt andet skal arbejde for øget virksomhedsopbakning, mere markedsføring og flere lokale arrangementer og events, der kan trække besøgende og handlende til byen.
Erfaringer fra det første år er positive, hvor det er lykkedes at øge antallet af virksomhedsmedlemmer i Business Brædstrup, ligesom der er afviklet flere events og arrangementer med gode resultater og stor lokal synlighed. Forligspartierne ønsker på den baggrund at fortsætte tilskuddet på 250.000 kr. til Business Brædstrup i 2024.
Tilskud til Business Horsens
Forligspartierne er samtidig enige om, at den kommende samarbejdsaftale med Business Horsens i særlig grad skal fokusere på realisering af de konkrete initiativer i erhvervshandleplanen, som vedrører grøn omstilling, digitalisering, iværksætteri og nem adgang til arbejdskraft og talent.
Derudover har Business Horsens igennem City Horsens en vigtig opgave i udvikling af Horsens som en levende handelsby og at være en aktiv medspiller i byens store events som f.eks. Jul i Horsens, Horsens Holder og warm-up til de store koncerter. Forligspartierne opfordrer derfor til, at Business Horsens spiller en mere synlig og aktiv rolle i forhold til at markedsføre Horsens som et godt sted at starte, drive og udvikle sin virksomhed og et godt sted at arbejde.
Det samlede tilskud til Business Horsens nedsættes med 125.000 kr. årligt fra 2024.
PR-puljen
Forligspartierne er enige om, at PR-puljen øges med 2 mio. kr. i 2024 til større events.
Længe leve Horsens Fjord
Horsens Fjord ligger centralt i Det Østjyske Øhav og er året rundt en fantastisk attraktion for både Horsens Kommunes borgere og besøgende. Samtidig udvikles hele tiden nye oplevelsesmuligheder omkring fjorden, og senest har Destination Kystlandet og Horsens, Hedensted og Odder Kommuner indviet vandre- og cykelruten Horsens Fjord, som strækker sig fra Alrøs sydspids gennem landskabet til Horsens og videre til Snaptun.
Forligspartierne anerkender det vigtige arbejde med at udvikle Horsens Fjord som attraktion og ser frem til det fortsatte arbejde med at realisere den strategisk-fysiske udviklingsplan for bæredygtig turismeudvikling omkring fjorden, som Destination Kystlandet har udarbejdet i samspil med Dansk Kyst- og Naturturisme.
Arbejdet med udviklingsplanen forankres hos Destination Kystlandet og skal blandt andet skabe grobund for øget outdoor-turisme i og omkring Horsens Fjord. I første omgang skal det blandt andet undersøges, om der kan rejses midler til et nyt way-finding koncept og etablering
af nye anløbspunkter blandt andet ved Husodde Strand, der skal styrke den maritime infrastruktur.
Fokusering af turismeindsatserne
Foruden de mange fælles turismeindsatser, som Horsens, Hedensted og Odder Kommuner har i Destination Kystlandet, har Horsens Kommune igennem årene købt en række tillægsydelser vedrørende konkrete turismeudviklingsprojekter. Som led i en fokusering af turismeindsatserne er forligspartierne enige om at reducere omfanget af tilkøbsydelser med
150.000 kr., som det årlige tilskud til Destination Kystlandet dermed reduceres med fra 2024 og frem.
Bæredygtig udvikling af turismen på Endelave
Turisme bliver i højere og højere grad afgørende for levegrundlaget på de danske småøer. Det gælder også Endelave, hvor turismen og de ca. 40.000 besøgende årligt i høj grad koncentrerer sig om skolernes sommerferie. Der er derfor store potentialer i at udvikle Endelave til at blive en attraktiv helårsdestination i Det Østjyske Øhav.
På den baggrund har Horsens Kommune i samarbejde Endelave Beboerforening, Destination Kystlandet, Dansk Kyst- og Naturturisme og LAG Småøerne udarbejdet en strategisk-fysisk udviklingsplan, der skaber en fælles retning for en bæredygtig udvikling af turismen på Endelave.
Forligspartierne ønsker at støtte op om planen ved i første omgang at reservere de uforbrugte områdefornyelsesmidler på Endelave svarende til 775.000 kr. til planens realisering. På kort sigt skal der være fokus på at sikre det planlægningsmæssige grundlag for en realisering af planen, en udvikling af havnen som ankomstpunkt og løfte kvaliteten af Kaninoen som vandrerute.
Endelave Havn
Dertil kommer, at Endelave Havn er afgørende for både fastboende på og besøgende til Endelave. Forligspartierne er enige om at sikre en tidssvarende havn og afsætter 8,0 mio. kr. i 2024 til renovering af kajanlæg omkring den gamle del af havnen.
5. KULTUR OG FRITID
Forligspartierne er enige om at gennemføre en reduktion af Kultur- og Fritidsudvalgets ramme på 1 mio. kr. i 2024 og derefter 0,5 mio. kr. årligt. Kultur- og Fritidsudvalget udmønter reduktionen.
Forligspartierne er enige om at gøre det attraktivt og nemt at være forening. Med de seneste års store søgning til Kultur- og Oplevelsespuljen er forligspartierne derfor enige om at løfte puljen med 150.000 kr. fra 2025 gennem omprioritering inden for udvalgets ramme.
Kulturen som løftestang
Kulturlivet har en stor værdi i sig selv og har igennem årtier været blandt de allerstærkeste drivkræfter i Horsens Kommunes udvikling. I dag er kulturen og de mange stærke fællesskaber vigtige ingredienser i kommunens DNA, horsensianernes selvforståelse og det nationale brand, der gør, at Horsens skiller sig ud fra lignende kommuner.
Med budgetaftalen for 2023 besluttede forligspartierne at gå et skridt videre og afdække, hvordan kulturen og den særlige styrkeposition kan udnyttes endnu bedre og mere tværgående til at understøtte udviklingen af hele samfundet Horsens. I første omgang som metode på samme måde, som man i andre kommuner ser anvendelsen af f.eks. design samt leg og læring som en særlig og unik tilgang til opgaveløsningen.
Forligspartierne ser frem til at følge arbejdet og er desuden optagede af i endnu højere grad at bringe kulturen i spil som løftestang for en række andre områder. Særligt på sundhedsområdet er der forskning, der viser, at kunst og kultur har en positiv betydning for mennesker, der har udfordringer i forhold til stress, angst og depression. Forligspartierne opfordrer derfor til, at mulighederne for i endnu højere grad at gøre brug af kulturens potentiale som løftestang undersøges.
Skulpturallé
Arbejdet med en skulpturallé fra Campus og Banegården gennem byen og hele vejen til Horsens Marina er i fuld gang. Interessen fra eksterne bidragsydere har de seneste år været overvældende, og flotte donationer har således gjort det muligt at udbygge alléen langt hurtigere end ventet. Forligspartierne er derfor enige om at reducere de afsatte midler svarende til 1 mio. kr. årligt i 2024-2026.
FÆNGSLET og Fængselsmuseet som kulturelle fyrtårne
Igennem mere end et årti er FÆNGSLET og Fængselsmuseet blevet nogle af Horsens Kommunes vigtigste kulturelle fyrtårne, og med indvielsen af Vestsalen er FÆNGSLET som venue rykket i den absolutte superliga inden for kultur og events i Danmark.
Forligspartierne anerkender den store indsats, der er gjort for at skabe denne udvikling og er optagede af, at der i årene frem fortsat arbejdes på en positiv udvikling i og omkring FÆNGSLET og med ambitionen om at skabe Europas bedste Fængselsmuseum.
Forligspartierne er enige om, at det kalder på fokuseret opbakning og et fortsat stærkt og dedikeret tværgående samarbejde – ikke mindst mellem FÆNGSLET, Fængselsmuseet og Horsens Kommune.
Horsens Ny Teater
Horsens Ny Teater leverer underholdning, musik og teater til glæde for både små og store. Forligspartierne er optagede af, at Horsens Ny Teater også i årene frem bringer kulturoplevelser til horsensianerne, men ønsker at teatret i højere grad søger eksterne midler til afvikling af deres arrangementer. Som led i udløbet af den eksisterende aftale med Horsens Ny Teater er forligspartierne således enige om at reducere driftstilskuddet til teatret med minimum 3 mio. kr. årligt fra 2025.
Styrket fritidsindsats
Horsens Kommunes fritidsindsats arbejder målrettet for at øge borgernes sundhed og trivsel gennem tilbud, der skal få flere borgere til at leve et aktivt liv og indgå i stærke fællesskaber i fritids- og foreningslivet. Det sker blandt andet gennem projekterne Bevæg dig for livet og Horsens Kommunes fritidspasordning målrettet udsatte børn og unge. De to projekter ophører i deres nuværende form i 2024.
Forligspartierne ønsker at bygge oven på de positive resultater, der er opnået i projekterne og styrke fritidsindsatsen gennem en videreførelse af projekternes kerneelementer ind i en
”Horsens model”, der er målrettet og tilpasset de lokale behov og muligheder.
Målet med en styrket fritidsindsats skal være at få mere bevægelse ind i borgernes hverdag og få endnu flere udsatte børn og unge med i fælleskaber, der understøtter deres trivsel og fysiske såvel som mentale sundhed. I arbejdet skal der desuden være fokus på, at fritidsområdet i højere grad bliver en del af løsningen i den samlede indsats over for børn og unge i mistrivsel. Der afsættes 1,4 mio. kr. årligt til en styrket fritidsindsats.
Bypark
I budgetaftalen for 2022 blev der igangsat forprojektering af en helt ny by- og kulturpark i Horsens midtby i gårdene bag Sct. Ibs Skole og Kulturstationen. Forligspartierne bakker op om udviklingen af en helt ny oase midt i byen og er enige om, at byparken vil være attraktiv for både beboere og gæster i midtbyen samt for områdets daginstitutioner, skoler og kulturskoler, som vil få nye spændende fællesarealer til leg og læring.
På den baggrund er forligspartierne enige om at medfinansiere projektet med 20 % af anlægssummen, men maksimalt 4 mio. kr. pr. år i to år, forudsat at det lykkes at rejse den resterende finansiering. Midlerne finansieres af Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsmidler.
Idræts- og fritidsfaciliteter
Horsens Kommune har en stærk ambition om at øge borgernes mentale og fysiske sundhed gennem bevægelse og fællesskaber. Forligspartierne er enige om, at arbejdet med at indfri ambitionen skal fastholdes, og at de senere års investeringer i flere og bedre faciliteter for forenings- og fritidslivet i kommunen skal fortsætte.
Derfor forlænges Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsramme, så den dækker hele investeringsperioden. Det betyder, at der i perioden 2024-2032 vil være ca. 108 mio. kr. til anlægsprojekter i regi af Kultur- og Fritidsudvalget.
Samtidig arbejdes der fortsat med banekapaciteten i kommunen, og forligspartierne er enige om, at de næste baner, der skal igangsættes, er i Gedved og Egebjerg.
Forligspartierne er desuden enige om, at Kultur- og Fritidsudvalget i de kommende år skal prioritere midler til en hal 2 i Dagnæs. I første omgang ønsker forligspartierne, at Kultur- og Fritidsudvalget igangsætter en forundersøgelse af halprojektet med henblik på at få udarbejdet en plan for realisering af en hal 2 i Dagnæs. Finansieringen af projekterne sker inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.
Endelig ønsker forligspartierne, at dialogen omkring etablering af Hal 3 ved FORUM igangsættes. Forligspartierne er indstillede på at stille en lånegaranti til realisering af projektet med henblik på blandt andet at skabe øget kapacitet i de omkringliggende haller.
Moderne stadion
FORUM og stadion spiller en stor og vigtig rolle for både det brede foreningsliv og eliteidrætten i Horsens til glæde for rigtig mange borgere. Samtidig er stadion venue for de største koncerter og verdensstjerner, der besøger Horsens, og tiltrækker gæster både nationalt og internationalt.
De mange anvendelsesmuligheder stiller krav til både sikkerhed og kvalitet, og der er behov for at fremtidssikre det samlede idrætsanlæg. Forligspartierne er enige om at afsætte 1 mio. kr. årligt til løbende investeringer.
Nyt fælles hus
Det nye rådhus på Chr M Østergaards Vej er taget godt i brug. I den kommende tid skal Horsens Bibliotek, Sund By og Borgerservice flytte sammen i nye lokaler i midtbyen. Her etableres et fælles hus med stærke synergier mellem de forskellige funktioner. Huset skal være et levende, centralt beliggende mødested for kommunens borgere og foreninger og bliver et vigtigt centrum for både oplevelser og fællesskaber. Med henblik på indretning af det nye fælles hus afsættes 6 mio. kr. årligt i 2025 og 2026.
Veteraner
Hvert år vender horsensianere hjem fra militære indsatser i udlandet, hvor de sammen med de mange andre danske udsendte har ydet en vigtig international indsats i både krig og fredsbevarende arbejde. Forligspartierne ønsker, at Horsens Kommune fortsat skal ære den vigtige indsats og det offer, som mange bringer for Danmark, ved tydeligt at markere den årlige flagdag for veteraner og udsendte soldater. Forligspartierne ønsker desuden, at kommunen skal undersøge, om der er indsatser, som man sammen med veteranforeningen, kan forstærke.
6. BOSÆTNING OG INFRASTRUKTUR
Pulje til landsbyer og lokalcenterbyer
Horsens Kommune har igennem flere år været blandt de kommuner i landet, der vokser allermest. Den spændende og positive udvikling sker over hele kommunen, og ikke mindst kommunens mange lokalsamfund tager i disse år imod mange nye borgere.
Områdefornyelse har gennem en årrække bidraget til markante løft i kommunens mange landsbyer og lokalcenterbyer, og lokalsamfundene er inde i en spændende og positiv udvikling, ikke mindst båret af lokale ildsjæle.
Forligspartierne er enige om, at der fortsat er brug for en målrettet indsats for at synliggøre lokalsamfundenes særlige kvaliteter og understøtte den positive udvikling i disse områder til glæde for de mange, der besøger eller bosætter sig i kommunens mindre byer eller i landdistrikterne.
Forligspartierne anerkender samtidig behovet for at sikre finansiering i en flerårig periode, så flere lokalforeninger mv. kan se perspektiverne i at ansøge om finansiering til lokale udviklingsprojekter. Forligspartierne er derfor enige om at hæve Oplandspuljen, således at den udgør samlet 50 mio. kr. i investeringsperioden.
Synlig rengøring
En ren by er både vigtig for miljøet og os alle sammen. Undersøgelser viser, at langt flere bliver mere tilbøjelige til at rydde op efter sig selv og generelt tage ansvar for, hvordan veje, stier og gader benyttes og efterlades, når rengøringen er synlig.
Forligspartierne er derfor enige om, at fejning, vask af skraldespande mv. i midtbyen i endnu højere grad skal ske i dagstimerne. Plan- og Vejudvalget skal derfor hurtigst muligt udarbejde en plan for realisering af synlig rengøring i midtbyen. Finansiering sker inden for udvalgets ramme.
Opdatering af SAVE-registrering
Horsens Kommune er begunstiget af mange smukke bysamfund og bygninger. Den såkaldte SAVE-registrering over bevaringsværdige bygninger anvendes til at sikre et grundlag for arbejdet med vores fælles bygningsarv. Den nuværende registrering er imidlertid utidssvarende og langt fra dækkende for hele kommunen.
Aftalepartierne er derfor enige om, at Plan- og Vejudvalget skal undersøge mulighederne for en opdatering af vores SAVE-registreringer. Udvalget skal i den forbindelse afklare tidshorisont og omkostninger forbundet med en opdatering.
Bygningsforbedringsfonden
Horsens Kommunes Bygningsforbedringsfond bidrager hvert år til istandsættelse og forbedring af bevaringsværdige, privatejede bygninger i kommunen. Forligspartierne er enige om, at fonden på den måde hvert år yder et vigtigt bidrag til, at historiske bygninger i kommunen bevares.
Forligspartierne ønsker samtidig at få undersøgt, om Bygningsforbedringsfonden i endnu højere grad kan fremme bæredygtighed i byggeriet, så endnu flere vælger bevaring til frem for at rive ned og bygge nyt. Plan- og Vejudvalget skal derfor sammen med fondsbestyrelsen undersøge, om fonden har de rette vedtægter og tilbagebetalingsvilkår til i endnu højere grad at fremme omstillingen. På baggrund heraf skal det desuden undersøges, om der skal tilføres flere midler til fonden.
Forfaldne og forladte bygninger
Rundt om i kommunens mange attraktive boligområder findes bygninger, som er forfaldne eller står tomme, fordi ejer eller lejer har forladt stedet. Forligspartierne ønsker at minimere omfanget af sådanne bygninger. Plan- og Vejudvalget skal derfor undersøge, hvilke muligheder kommunen har for at pålægge ejeren at rive bygningen ned eller sikre, at den vedligeholdes.
Mobilitetsplan 2035
Byrådet igangsatte med Budgetaftale 2022 arbejdet med Mobilitetsplan 2035, som skal optimere fremkommeligheden i hele kommunen og samtidig identificere potentielle trafikmæssige og samfundsøkonomiske gevinster ved nye trafikprojekter.
På den baggrund har der i 2023 været en omfattende dialog med borgerne i lokalsamfundene, og der har været bred mulighed for at komme med forslag til konkrete trafikprojekter. Alle input er nu under behandling og vil danne grundlag for udvikling af i første omgang en række delplaner og dernæst udarbejdelsen af en samlet Mobilitetsplan, som forventes politisk behandlet ultimo 2024.
Forligspartierne er enige om, at vigtige målsætninger i Mobilitetsplan 2035 er trafikanternes tryghed, en grøn omstilling inden for transporten samt sammenhængskraft og fremkommelighed i og mellem kommunens bysamfund for alle typer af trafikanter.
I arbejdet med Mobilitetsplan 2035 indgår desuden en gentænkning af den kollektive trafik, så den i endnu højere grad understøtter ambitionerne i Horsens Kommunes ambitiøse klimaplan. I den forbindelse er forligspartierne enige om, at Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget skal arbejde for at udbrede flextrafikordningen ved at etablere endnu flere knudepunkter i både oplandet og i Horsens by, herunder ved Sundhedshuset, Rådhuset og i Sydbyen.
Gentænkningen af den kollektive trafik skal desuden bidrage til at reducere udgifterne til den kollektive trafik med 2 mio. kr. årligt fra 2025.
Det vedtagne anlægsstop og den svære økonomiske situation, som Horsens i lighed med de fleste andre kommuner befinder sig i, betyder desuden, at forligspartierne er enige om at reducere puljerne til trafiksikkerhedsprojekter med samlet 6 mio. kr. i 2024 og derefter 3 mio. kr. årligt samt reducere puljerne til vejvedligeholdelser, fortovsbelægninger og færdselsarealer med samlet 4 mio. kr. årligt fra 2024 og frem.
Analyse af tunnel under fjorden
Ringvej Syd er en milepæl i udviklingen af Horsens by og har stor betydning for infrastrukturen, for klimasikring af midtbyen og for den videre udvikling af Åkvarteret. Horsens Byråd har tidligere besluttet at etablere Ringvej Syd fra Bjerrevej til Bollervej og videre til havnen i Horsens. Med etablering af ”Hængslet” skal ringvejen desuden skabe en effektiv forbindelse fra Stensballe i sydgående retning.
For at sikre, at ”Hængslet” er den rigtige løsning, ønsker forligspartierne at igangsætte en undersøgelse af alternative muligheder for linjeføringen igennem byen og nærmere bestemt at undersøge muligheden for etablering af en tunnel under fjorden for så vidt angår strækningen fra erhvervshavnen til nordhavnen.
Forligspartierne er samtidig enige om, at et trafikprojekt af denne størrelse skal ske med den allerstørste respekt for naturen, beboerne og virksomhederne i og omkring fjorden og desuden være økonomisk bæredygtigt.
Arbejdet forankres i Plan- og Vejudvalget, som i første omgang skal udarbejde et kommissorium for analysen, som ud over afdækning af alle forventede omkostninger i forbindelse med projektering og etablering skal skitsere mulige konsekvenser for miljø og natur i og omkring fjorden, fremtidig erhvervshavnedrift, byudviklingsmuligheder, brugernes betalingsvillighed samt for mulighederne for medfinansiering fra staten, pensionskasser eller andre private aktører. Der afsættes 0,5 mio. kr. i 2024 til gennemførelse af analysen ved en ekstern rådgiver.
Parkering i midtbyen
Horsens by udvikler sig i disse år med en række store byudviklingsprojekter, som er med til at trække endnu flere borgere, handlende og andre besøgende til byen. Forligspartierne er enige om, at der skal være gode parkeringsforhold for de mange nye borgere, handlende og andre besøgende, og at gode parkeringsforhold i midtbyen er afgørende for detailhandlen og den fortsatte udvikling af Horsens som handelscenter.
Forligspartierne ønsker på den baggrund, at Plan- og Vejudvalget undersøger mulighederne for at oprette en parkeringsfond, som kan forestå etableringen et kommunalt p-hus i midtbyen som erstatning for de p-pladser, der nedlægges i forbindelse med større anlægsprojekter.
Placeringen af et kommende kommunalt p-hus skal være i umiddelbar nærhed til midtbyen og tage udgangspunkt i den vedtagne byrumsplan og udviklingsplanen for Åkvarteret.
Mere fart på kloaksepareringen
Kloakseparering er et afgørende skridt i retning af en renere fjord og klimasikring af vores byer. Horsens Vand er godt i gang med en lang række vigtige projekter, men med den nuværende udrulningsplan er der mange år til færdiggørelsen. For at sætte turbo på separeringen af vores byers kloaksystemer, ønsker forligspartierne, at Horsens Vand tager kontakt til Forsyningssekretariatet med henblik på at undersøge muligheden for at få fremrykket anlægsinvesteringer fra 2060 til 2040. Såfremt det er muligt, skal Horsens Vand i samarbejde med kommunen desuden gøre rede for de økonomiske konsekvenser, forud for at der træffes endelig beslutning om fremrykningen.
Døgnåben genbrugsplads
Forligspartierne er enige om, at det skal undersøges, hvordan borgerne i Horsens Kommune kan få bedre muligheder for at aflevere deres affald og genbrugsmaterialer på et tidspunkt, der passer dem bedst, f.eks. ved at en eller flere af kommunens genbrugspladser holder døgnåbent. Arbejdet, som også skal forholde sig til de økonomiske konsekvenser af tiltaget, forankres i Bæredygtigheds, Natur- og Klimaudvalget.
Ejendomsdrift
Effektiv ejendomsdrift kræver løbende vedligehold og investeringer i energioptimering mv., så bygningerne er tidsvarende og lever op til gældende krav og regler. En stram anlægsprioritering gør det endnu mere nødvendigt kontinuerligt at levetidsforlænge kommunens eksisterende ejendomsportefølje, foretage de nødvendige nedrivninger og energioptimere. Forligspartierne er derfor enige om, at der er brug for at tilvejebringe yderligere finansiering til drift og vedligehold af kommunens bygninger mv. Der afsættes 3 mio. kr. om året til formålet.
Kommunale anlægsudbud
Forligspartierne anerkender det store arbejde, der ligger i at forberede et kommunalt anlægsudbud. Samtidig er forligspartierne optagede af at sikre, at udbuddene tilrettelægges så klogt som muligt. Med henblik på at drøfte evt. udvikling af rammerne for de kommunale udbud, ønsker forligspartierne, at der i regi af Plan- og Vejudvalget afholdes et temamøde.
Mødet skal i første omgang sætte fokus på, hvordan de kommunale anlægsudbud udarbejdes, og hvad kommunen gør for, at deadlines, økonomi og sociale klausuler overholdes.