STILLEHAVSOMRÅDET
STILLEHAVSOMRÅDET
EU's forbindelser med Stillehavsområdet har politiske, økonomiske og
udviklingsmæssige handelspartner.
dimensioner.
EU er Stillehavsområdets næststørste
Australien og New Zealand er EU's ligesindede partnere, der står over for fælles geostrategiske udfordringer og fremmer multilateralisme og en global regelbaseret orden. I juni 2018 blev der indledt forhandlinger om en omfattende frihandelsaftale mellem EU og Australien, og den 15. forhandlingsrunde fandt sted i april 2023. EU undertegnede en frihandelsaftale med New Zealand i juli 2023.
EU har et partnerskab med de 15 uafhængige østater i Stillehavet med fokus på udvikling, fiskeri og klimaforandringer og har desuden partnerskaber med de tre oversøiske lande og territorier samt med Stillehavsøernes Forum.
RETSGRUNDLAG
— Afsnit V (Unionens optræden udadtil) i traktaten om Den Europæiske Union (TEU)
— Afsnit I-III og V (fælles handelspolitik, udviklingssamarbejde og humanitær bistand, internationale aftaler) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
— Rammeaftalen mellem Den Europæiske Union og Australien
— Partnerskabsaftalen om forbindelser og samarbejde mellem Den Europæiske Union og New Zealand
— Partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACS) på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side.
EU OG STILLEHAVSOMRÅDET
EU og Stillehavsområdet har langvarige forbindelser, fælles værdier og stærke økonomiske og handelsmæssige bånd. EU har udviklet partnerskaber i regionen med Australien, New Zealand, de 15 uafhængige østater i Stillehavet, de tre oversøiske lande og territorier (OLT'er) og Stillehavsøernes Forum (PIF).
EU, Australien og New Zealand er ligesindede partnere med fælles værdier og interesser. EU har udviklet tætte statslige forbindelser med begge lande og tætte forbindelser med deres respektive private sektorer inden for en lang række områder
såsom klimaforandringer og katastrofeforebyggelse, regelbaseret verdenshandel, sikkerhed og udvikling, teknologisk forskning og menneskerettigheder.
EU's forbindelser med Stillehavsøerne har traditionelt været baseret på udviklingssamarbejde inden for rammerne af partnerskabet mellem EU og landene i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACS-landene). I de seneste år er disse forbindelser blevet udvidet til at omfatte andre sektorer som f.eks. miljø, god regeringsførelse, energi, klimaforandringer, fiskeri og menneskerettigheder.
A. Australien og New Zealand
1. Australien
EU og Australien har et langvarigt partnerskab, der går tilbage til 1960'erne. Grundlaget for de nuværende forbindelser er rammeaftalen mellem EU og Australien fra 2017, som har fokus på politisk dialog, sikkerhedsspørgsmål, internationalt samarbejde, økonomi og handel, retlige anliggender, kultur og uddannelse, energi og miljø. Aftalen trådte i kraft i oktober 2022.
Australien er en vigtig handelspartner for Den Europæiske Union. I 2022 var EU Australiens tredjestørste bilaterale handelspartner hvad angår varer, idet samhandelen med varer tegnede sig for et samlet beløb på 56,4 mia. EUR. Australien er EU's 18. største handelspartner, og EU's vigtigste eksportkategorier er maskiner og kemikalier. Australiens vigtigste eksportvarer til EU er mineraler, råstoffer og fremstillede genstande.
Siden 2018 har EU og Australien ført forhandlinger om en omfattende frihandelsaftale, som skal lette den kommercielle handel mellem de to parter. Den 15. og seneste forhandlingsrunde fandt sted i april 2023 i Bruxelles. Mødet mellem Australiens og EU's ledere fandt sted i november 2022 med fokus på Ruslands angrebskrig mod Ukraine, de ændrede strategiske udsigter i den indopacifiske region, fremme af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og en regelbaseret multilateral orden, klimaforandringer, miljø og biodiversitet, opfyldelse af verdensmålene for bæredygtig udvikling, menneske- og arbejdstagerrettigheder, energi, digital omstilling og andre bilaterale emner.
2. New Zealand
Forbindelserne mellem EU og New Zealand reguleres i øjeblikket af partnerskabsaftalen om forbindelser og samarbejde (PARC), som blev undertegnet i oktober 2016 og trådte i kraft i juli 2022. Aftalen fremmer det bilaterale samarbejde ved at styrke den politiske dialog og forbedre samarbejdet om økonomiske og handelsmæssige anliggender samt inden for en lang række andre områder, lige fra innovation, uddannelse og kultur til migration, terrorbekæmpelse, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet samt retligt samarbejde. Det første møde i det blandede udvalg efter PARC's ikrafttræden fandt sted i februar 2023 og havde fokus på udenrigspolitik, navnlig i forbindelse med Ruslands aggression mod Ukraine og Kinas ekspansion, sikkerhed, handel, forskning og innovation, bæredygtig udvikling, menneskerettigheder og retlige anliggender. Lederne glædede sig over afslutningen af forhandlingerne om frihandelsaftalen og New Zealands associering med forskningsprogrammet Horisont Europa og undertegnelsen af en aftale om udveksling
af personoplysninger. New Zealand og EU blev enige om at uddybe deres samarbejde vedrørende klimaforandringer, bl.a. gennem en dialog på højt plan om klima og landbrug, inden for rammerne af den internationale strategiske dialog om landbrug.
EU er New Zealands tredjestørste handelspartner efter Kina og Australien. Den bilaterale handel med varer mellem EU og New Zealand beløb sig i 2022 til 9,1 mia. EUR. New Zealands vigtigste eksportvarer til EU var fødevarer og råstoffer, mens EU's vigtigste eksportvarer til New Zealand var maskiner og transportudstyr.
Efter en forhandlingsproces bestående af 12 runder, som blev påbegyndt i 2018, xxxxx://xxxxxx.xxxxx.xx.xxxxxx.xx/xx-xxxxx-xxxxxxxxxxxxx-xxxxxxx-xxx-xxxxxx/ countries-and-regions/new-zealand/eu-new-zealand-agreement/text-agreement_en afventer aftalen, der skal skabe økonomiske muligheder og opretholde klima- og arbejdsstandarder, Parlamentets godkendelse. Udvalget om International Handel (INTA) gav grønt lys for Parlamentets godkendelse i oktober 2023 og den endelige beslutning i Parlamentets plenarforsamling vil blive truffet i november 2023 i Strasbourg. EU undertegnede en ambitiøs frihandelsaftale med New Zealand i juli 2023.
B. Andre lande i Stillehavsområdet
De 15 uafhængige østater i Stillehavet[1] har tilsammen et areal på 528 000 km² og er en del af gruppen af stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACS- staterne). EU's forbindelser med de uafhængige østater i Stillehavet har fokus på udviklingssamarbejde, fiskeri og klimaforandringer.
EU's strategi over for de uafhængige østater i Stillehavet er fastsat i den fælles meddelelse fra 2012 med titlen "Mod et nyt udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet" og blev i 2021 ajourført ved EU's strategi for samarbejde i den indopacifiske region. Den bygger på rammen fra Cotonouaftalen med ACS-landene. I december 2020 indgik EU og Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (OACSS), der erstatter Gruppen af ACS-stater, en politisk aftale om teksten til en ny partnerskabsaftale, der skal erstatte Cotonouaftalen. Samarbejde om handel og investeringer, udvikling og regionalisering vil udgøre centrale aspekter i den nye aftale. Den vil omfatte en lang række områder såsom bæredygtig udvikling og vækst, menneskerettigheder og fred og sikkerhed med henblik på at fremme regional integration. Når aftalen er blevet ratificeret af alle berørte parter, vil den udgøre den nye retlige ramme og regulere de politiske, økonomiske og samarbejdsmæssige relationer mellem EU og 79 OACSS-medlemmer i de kommende 20 år.
Undertegnelsen forventes at finde sted i Samoa den 15. november 2023 med deltagelse af kommissær Xxxxx Xxxxxxxxxx.
Den nye partnerskabsaftale bygger på et fælles grundlag, der fastlægger de værdier og principper, som forener parterne. Desuden indfører den tre specifikke regionale protokoller for Afrika, Caribien og Stillehavet med henblik på at fremme regional integration. De regionale protokoller giver mulighed for at oprette selvstændige strukturer, der på uafhængig vis vil fortsætte forbindelserne med EU og de tre forskellige
[1]De 15 uafhængige østater i Stillehavet er: Fiji, Papua Ny Guinea og Østtimor, der tilsammen tegner sig for 90 % af regionens landområde og befolkning, og 12 små udviklingsøstater: Cookøerne, Kiribati, Mikronesien, Nauru, Niue, Palau, Marshalløerne, Samoa, Salomonøerne, Tonga, Tuvalu og Vanuatu.
berørte regioner. Aftalen lægger også op til en stærk parlamentarisk dimension med en permanent blandet parlamentarisk forsamling, som varetager en klar rådgivende rolle. For at afspejle den stærke regionale dimension i den nye aftale omfatter den desuden tre regionale parlamentariske forsamlinger, som vil fungere selvstændigt og have en klar rådgivende rolle. Europa-Parlamentets holdning er kommet til udtryk i tre beslutninger (af hhv. 4. oktober 2016, 14. juni 2018 og 28. november 2019). Parlamentet hilser den foreslåede overordnede struktur for det fremtidige samarbejde mellem ACS og EU velkommen og har gentaget vigtigheden af at styrke den parlamentariske dimension i partnerskabet. EU-27 er den femtestørste handelspartner for ACS-landene i Stillehavsområdet med samhandel til en værdi af 4 mia. EUR i 2022. ØPA'en mellem EU og Stillehavsområdet blev ratificeret af Parlamentet i januar 2011 og af Papua Ny Guinea i maj 2011. Fijis regering begyndte at anvende aftalen i juli 2014. Samoa tiltrådte aftalen i december 2018 og har anvendt den siden da. Salomonøerne tiltrådte også og begyndte at anvende aftalen i maj 2020. Tonga erklærede i 2018, at det agter at tiltræde ØPA'en. Der forhandles fortsat herom.
EU er den tredjestørste donor af udviklingsbistand til ACS-landene i Stillehavsområdet efter Australien og Japan. EU's udviklingsbistand til Stillehavsområdet i perioden 2021-2027 beløber sig til ca. 750 mio. EUR (inkl. EU's oversøiske lande og territorier).
Det nye instrument for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (et globalt Europa) er blevet det vigtigste finansieringsinstrument for EU's samarbejde og udvikling med partnerlande under den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027. Det inkluderer bl.a. Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), som tidligere lå uden for EU-budgettet. Medtagelsen af EUF i Unionens budget styrker Parlamentets kontrolbeføjelser og bidrager til at styrke den offentlige legitimitet og politiske synlighed af EU's eksterne bistand som helhed.
De uafhængige østater i Stillehavet står over for store udviklings- og klimamæssige udfordringer. Hvad angår klimaforandringer støttede EU og de små udviklingsøstater i Stillehavet indgåelsen af Parisaftalen under FN's 21. klimakonference (COP21) i 2015. Fiji havde formandskabet for den 23. klimakonference (COP23), som fandt sted i Bonn i Tyskland den 6.-17. november 2017.
Stillehavsøernes Forum, en politisk gruppering med 18 medlemmer, er en samtalepartner for EU for så vidt angår EU's udviklingsfinansiering og handelsforhandlinger. Grupperingen omfatter: Australien, Cookøerne, Mikronesien, Fiji, Kiribati, Nauru, New Zealand, Niue, Palau, Papua Ny Guinea, Marshalløerne, Samoa, Salomonøerne, Tonga, Tuvalu, Vanuatu, Ny Kaledonien og Fransk Polynesien. Ny Kaledonien og Fransk Polynesien udgør sammen med Wallis og Futuna EU's tre oversøiske lande og territorier (OLT'er) i regionen.
EUROPA-PARLAMENTETS ROLLE
Europa-Parlamentets forbindelser med henholdsvis Australiens og New Zealands parlament går tilbage til 1979, hvor Delegationen for Forbindelserne med Australien og New Zealand (DANZ) blev oprettet. Siden da har DANZ deltaget i regelmæssige interparlamentariske møder med det australske og det newzealandske parlament for at fremme forbindelserne med de to lande og drøfte spørgsmål af fælles interesse
såsom landbrug, energi, miljø og klimaforandringer, udviklingsmæssigt og økonomisk samarbejde, videnskab og teknologi, handel, fremme af global og regional sikkerhed i Asien og Stillehavsområdet, terrorbekæmpelse og menneskerettigheder. Det 42. og seneste interparlamentariske møde mellem EU og Australien fandt sted i december 2022 i Bruxelles. Derudover var Bruxelles også vært for det 27. interparlamentariske møde mellem EU og New Zealand i februar 2023.
For så vidt angår dets forbindelser med de andre Stillehavslande er Parlamentet repræsenteret af Delegationen til Den Blandede Parlamentariske Forsamling ACS- EU (DACP). DACP deltager ligesom dens modpart i ACS-landene i forsamlingen (Den Blandede Parlamentariske Forsamling ACS-EU), der består af lige mange repræsentanter for EU og ACS-landene. Delegationens hovedopgave er at forberede møderne i Den Blandede Parlamentariske Forsamling ACS-EU, evaluere og følge op på Parlamentets aktiviteter, organisere møder med højtstående personer fra ACS- landene og drøfte aktuelle emner i forbindelse med gennemførelsen af Cotonouaftalen og i fremtiden Samoaaftalen. Den 42. samling i Den Blandede Parlamentariske Forsamling ACS-EU blev afholdt i Maputo i Mozambique den 29. oktober-2. november 2022 og blev efterfulgt af den 43. samling i Bruxelles i juni 2023. Den første fælles parlamentariske forsamling i henhold til Samoaaftalen skal efter planen finde sted i Luanda i Angola i februar 2024.
Jonas Kraft 10/2023