Forretningsbetingelser for Udbyhøj Lystbådehavn
Forretningsbetingelser for Udbyhøj Lystbådehavn
Indledning
Forretningsbetingelserne supplerer Ordensreglement for Udbyhøj Lystbådehavn og de serviceoplysninger, der findes på xxxxx://xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xxxxxxx.xx/xxxxxxxx-xxxxxxxxxxxxx/. Forretningsbetingelserne er drøftet med bestyrelsen for Foreningen Udbyhøj Havn, og vedtaget af udvalget for Sundhed, idræt og kultur i Randers Kommune.
Forretningsbetingelserne træder i kraft den 1. juli 2024.
Formål
Udbyhøj Lystbådehavn skaber plads til mange former for fritids- og kulturaktiviteter. Se mere herom på hjemmesiden. Havnen drives af Randers Kommune i samarbejde med Foreningen Udbyhøj Havn.
Havneleje
Havneleje opkræves 1. februar og skal være betalt 1. marts. Hvis ikke havnelejen er betalt, sendes 1 rykker med betalingsfrist på 14 dage. Hvis ikke denne frist overholdes, sendes anden rykker, igen med frist på 14 dage. Hvis havnelejen stadig ikke er betalt, opsiges pladsen, og båden skal være fjernet inden for 4 uger eller efter aftale.
Ved indgåelse af aftalen er der 14 dages fortrydelsesret. Ved opsigelse af bådplads i perioden refunderes leje ikke.
Depositum
Der opkræves depositum svarende til et års leje af bådeplads. Ved opsigelse tilbagebetales hele depositum, medmindre der er økonomiske mellemværender mellem bådejeren og Havnen.
Venteliste
Hvis der ikke er ledige pladser i havnen, kan bådejeren blive skrevet op på en venteliste. Hvis bådejeren senere får tilbudt en plads, og ikke ønsker at modtage denne, slettes vedkommende af ventelisten.
Ved salg af båd, og hvis køberen er interesseret i at overtage den lejede plads, kan dette kun ske med godkendelse fra havnefogeden, og hvis der ikke er venteliste til den type plads.
El og vand
Lejere og gæstesejlere kan frit bruge vandhaner, dog med omtanke.
Ved brug af strøm benyttes de elstandere, der findes overalt på Udbyhøj Lystbådehavn. Det er ikke tilladt at låse sit stik ved elstanderne. Når man ikke benytter strøm, er man pligtig til at trække stikket ud af elstanderen igen.
Det er ikke tilladt at trække strøm fra klubhus, toiletter mm. uden forudgående aftale med havnefogeden. Tilslutning til havnens el-system må kun ske med grej, der opfylder stærkstrøms-reglementet.
Der må ikke hentes varmt vand fra toiletter mm. til rengøring af både eller andet. Vandslanger skal rulles sammen og hænges på plads efter brugen. Vandhaner skal holdes lukkede, når de ikke bruges.
Vandledningerne på broerne må forventes at være tømte for vand i perioden ca. 1. november til 1. april eller så længe en frostperiode varer.
Oplagsplads
På vinterstativer og master skal sidde et gult skilt med navn, telefon nummer og plads nummer. Xxxxxx assisterer med at stille bådstativ op.
Mast skal afmonteres eller lægges ned.
Pladsen skal være tom fra 15. maj til 1. oktober.
Dispensation for den tidsfrist kan gives mod en afgift på 500 kr. + det beløb, der svarer til gæsteleje per dag.
Tidevand
Af hensyn til tidevandet tildeles bådpladser så de er en meter længere end bådens længde.
Stormvagt
Det er bådejerens ansvar at båden er fortøjet, så den ikke gør skade på andre både eller havneanlægget. Hvis Havnefogeden finder det nødvendigt at gribe ind for at sikre båden, opkræves en afgift på 500 kr. + medgået tid, med 850 kr. per påbegyndt time.
Søsætning/landsætning
Vinterpladsen kan benyttes fra 1. oktober til 15. maj.
Senest 1 uge efter søsætningen skal det benyttede landareal afleveres ryddet og rengjort.
Bukke, klodser m.v. skal flyttes til den dertil beregnede stativplads og mærkes med Navn, telefonnummer og plads nr., så det tydeligt og let kan læses af havnens personale. Såfremt andet ikke er aftalt med havnens personale, vil stativer, bukke, klodser m.v., der er forsynet med Navn, telefonnummer og plads nr., og som senest 1 uge efter søsætningen ikke er anbragt på stativpladsen, blive flyttet til denne af havnens personale. Stativer, bukke, klodser m.v., der ikke er forsynet med tydelig Navn, telefonnummerog plads nr., vil uden varsel blive fjernet fra havnens område uden økonomisk ansvar for Udbyhøj Lystbådehavn.
Der må ikke efterlades fortøjning på bro og pæle.
Miljø
Bådtoiletter, som ikke er forsynet med indenbords opsamlingstank, må ikke benyttes, så længe båden befinder sig indenfor havnens område.
På havnens miljøstation findes tank til spildolie og slupvand.
Oliespild i havnen eller på havnens område skal undgås. I tilfælde af, at oliespild alligevel forekommer, skal dette straks meldes til havnekontoret.
Ved større olieudslip kontakt da 112.
Synker en båd i havnebassinet eller indsejling, skal ejeren straks afmærke stedet, og hævning af båden skal foretages snarest muligt, og inden for 48 timer efter uheldet. Sker dette ikke, kan havnen uden varsel lade båden fjerne for ejerens regning og risiko.
Det er bådejerens pligt at føre fornødent tilsyn med sin båd, enten selv, eller - ved fravær - af en bemyndiget person, hvis navn og evt. xxx.xx. skriftligt er meddelt til havnekontoret.
Fartbegrænsning
Al sejlads i havnen skal foregå med forsigtighed og hensyntagen til de andre både, og hastigheden må ikke overstige 2 knob eller mindst mulige manøvrehastighed.
Fast ophold / bopæl på båden
Udbyhøj Lystbådehavns aktiviteter er primært knyttet til sommerhalvåret, og havnens arealer tjener om vinteren mest til opbevaring. Der er ikke fast opsyn og servicering i vintermånederne fra 1. oktober til 1. april. Der opkræves derfor særskilt betaling for fast ophold / bopæl på båden i denne periode. Det regnes for fast ophold, hvis bådejer overnatter mere end tre nætter på en uge.
Ved fast ophold / bopæl på båden betaler bådejer en afgift på kr. 16.000,00 inkl. moms årligt udover den årlige pladsleje, og et depositum på 16.000,00 kr. Beløbene betales forud. Der gælder de samme regler for evt. tilbagebetaling som ved almindelig havneleje.
Vedligehold af båden og fortøjninger
Udbyhøj Lystbådehavn lægger vægt på at havnen fremstår pæn og ordentlig, herunder at bådene og deres udstyr skal være vedligeholdt. Hvis en båd fremstår misligholdt, vil havnefogeden påtale dette. I tilfælde af at påtalen ikke efterkommes, kan havnefogeden give et påbud med en tidsfrist. Hvis et sådant påbud ikke efterleves, kan bådepladsen opsiges.
Forsikring
Alle både med fast plads i Udbyhøj Lystbådehavn skal være ansvarsforsikret.
Badning og sikkerhed
Badning er i havnen kun tilladt ved kajakpontonen – se skiltning. Badning sker på eget ansvar. Færdsel på havnens arealer sker ligeledes på eget ansvar.