Driftsoverenskomst
Københavns Kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Indholdsfortegnelse
1. Aftalens parter 1
2. Aftalens formål 1
3. Parternes ansvar 2
3.1 Bestyrelsens ansvar 2
4. Opgaveløsning 4
5. Incitamenter og sanktioner 5
6. Ikrafttrædelse og varighed 7
7. Underskrifter 7
1. Aftalens parter
Denne aftales parter er
Københavns Kommune
i det følgende kaldet kommunen og
Bestyrelsen Plejehjemmets/plejecentrets navn
i det følgende kaldet den selvejende institution.
2. Aftalens formål
Nærværende driftsoverenskomst er indgået på vilkår svarende til kommunens interne opgaveløsning (in-house reglen).
Kommunen har ansvar for en række sundheds- og omsorgsmæssige opgaver i forhold til byens borgere. Denne aftale beskriver Kommunens ramme for den selvejende institutions opgaveløsning.
Aftalens bestemmelser gælder for selvejende institutioner, der driver plejehjem i henhold til lov om social service § 192 og for selvejende institutioner, der yder pleje- og omsorgsydelser efter lov om social service kapitel 16 til beboere i plejeboliger, som er etableret i henhold til lov om almene boliger. I de tilfælde, hvor bestemmelserne divergerer som følge af forskellig lovgivning, vil dette fremgå af aftaleteksten.
Uden nærværende aftale i sin helhed skal fornyes, kan revidering og opdatering som følge af ny eller ændret lovgivning, ændret organisation i kommunen m.v. ske i form af et tillæg til driftsoverenskomsten.
3. Parternes ansvar
Den selvejende institution skal levere ydelser, der er i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love, kommunale politikker, strategier, beslutninger og bestemmelser, bl.a. i forhold til kvalitetskrav, økonomistyring, kapacitetsstyring og udviklingsprojekter. Kommunen kan, i overensstemmelse med lovgivning og øvrige regler, beslutte hvordan og i hvilket omfang den selvejende institution skal efterleve de kommunale politikker, beslutninger og bestemmelser.
Kommunen stiller egne driftsunderstøttende funktioner til rådighed for den selvejende institution.
Begge parter forpligter sig til at medvirke til dialog og samarbejde til gavn for opgavevaretagelsen. I det omfang, kommunen benytter adgangen i nærværende aftale til at foretage væsentlige ændringer, f.eks. i forhold til målopfyldelse eller ændrede regler for opgavevaretagelsen, forudsættes den selvejende institution inddraget/orienteret.
Da samarbejdet har en sådan karakter, at den daglige kontakt sker mellem den øverste leder og medarbejdere i den selvejende institution og forvaltningen i kommunen præciseres særligt omkring;
3.1 Bestyrelsens ansvar
Den selvejende institutions bestyrelse har den overordnede ledelse og det overordnede ansvar for driften.
Bestyrelsens opgaver og ansvar
• Påse, at rammer og krav i nærværende aftale og de udmeldte mål efterleves.
• Overholde det af kommunen udmeldte budget. Bestyrelsen sikrer, at der løbende er budgetkontrol efter regler, der er fastsat af kommunen.
• Initiativpligt i forhold til at gøre Kommunen opmærksom på, hvis
nærværende aftale ikke overholdes.
Bestyrelsens opgaver og ansvar i forhold til lederen
• Ansætte en øverste leder for institutionen, der har det faglige ansvar og ansvar for den daglige drift af den selvejende institution.
o Ansættelse af øverste leder for institutionen kræver kommunens forudgående godkendelse. Bestyrelsen skal derfor give kommunen de fornødne oplysninger om bestyrelsens kandidat til stillingen, så kommunen har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om ansættelse kan godkendes.
o Bestyrelsen er arbejdsgiver for øverste leder af den selvejende institution. Lønforhandling og udarbejdelse af en eventuel resultatkontrakt med lederen sker i samarbejde med kommunen. Kommunen forbeholder sig ret til at fastsætte et loft for lønnen.
• Sikre, at lederen af den selvejende institution har tydelige rammer for den faglige ledelse og daglige drift, fx. ved fastsættelse af principper og værdigrundlag.
Bestyrelsesarbejdet
• Der udarbejdes en vedtægt for den selvejende institution. Vedtægt og ændringer i denne, som har betydning for nærværende aftale, skal godkendes af kommunen.
• Der udarbejdes en forretningsorden for bestyrelsens arbejde.
4. Opgaveløsning
Kommunen har mulighed for at fastsætte og ændre de nærmere regler og rammer for den selvejende institutions opgaveløsning. I nedenstående er denne mulighed præciseret inden for specifikke områder. Listen over områder er ikke udtømmende.
Visitation
• Den selvejende institution er forpligtet til at følge kommunens udmøntning af gældende lov og kommunens egne regler for visitation. Kommunen bestemmer hvor mange og hvilke typer pladser, den selvejende institution skal levere samt hvilke tilbud, der skal leveres. Ved væsentlige ændringer i sammensætningen af pladser og/eller etablering af andre tilbud inddrages institutionen forinden i kommunens overvejelser.
Medarbejdere
• Den selvejende institution er omfattet af det kommunale overenskomstområde og kan ikke fravælge at være en del af samarbejdsstrukturen. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes af kommunen, og løn anvises i det af kommunen bestemte lønsystem.
Faglighed
• Den selvejende institution er forpligtet til at følge de enhver tid gældende faglige standarder og vejledninger, der vedrører borgerrettede ydelser.
Systemer og support
• Den selvejende institution er forpligtet til at bruge det af kommunen til enhver tid vedtagne økonomi- og administrationssystem og systemer til dokumentation og tilsyn med ydelser. Herunder skal den selvejende institution efterleve de gældende retningslinier og forretningsgange for brugen af systemerne.
Lån, bygninger og forpligtelser.
• Den selvejende institution kan ikke uden forudgående samtykke fra kommunen påtage sig forpligtelser, der skal finansieres ved optagelse af lån.
• Den selvejende institution kan ikke uden kommunens forudgående samtykke træffe beslutning om optagelse eller overtagelse af lån - ej heller ved mellemregning med andre institutioner/leverandører - eller ændringer i lånevilkår eller forpligte sig ved kaution eller anden økonomisk garanti eller foretage ændring af vilkår for eventuelle eksisterende garantiforpligtelser eller lignende.
• Når kommunen underskriver lejekontrakt for servicearealet, på plejecentre opført under Lov om almene boliger, så er det kommunen, der stiller servicearealet til rådighed for driftsherren.
• Institutioner, der drives i henhold til Lov om social service § 192 må ikke uden kommunens forudgående samtykke afhænde, pantsætte eller udleje den selvejende institutions faste ejendom(me) eller benytte ejendommen(e) til andet formål end hvad der er beskrevet i aftalen eller tillæg hertil.
• I forbindelse med ombygning af plejehjem til plejeboliger efter lov om xxxxxx xxxxxxx vil retten til at være bygherre - og dermed byggeøkonomisk ansvarlig - være betinget af, at den selvejende institution råder over særlige byggesagkyndige kompetencer og nødvendige økonomiske forudsætninger.
Budget og regnskab
• Budgetkontrol, og indsendelse af budget og regnskab til kommunen sker efter kommunens bestemmelser og herunder, at regnskab skal revideres af en revisor, der er godkendt af kommunen. Merforbrug, der går ud over overførselsadgangen, skal forhandles med kommunen og håndteres, f.eks. via med henblik på en afdragsordning.
5. Incitamenter og sanktioner
Kommunen understøtter den selvejende institutions motivation til løbende forbedring og læring gennem incitamenter og sanktioner.
Kommunen kan bruge incitamenter til at tydeliggøre og understøtte efterlevelse af mål og krav, f.eks. intern og ekstern formidling af den enkelte selvejende institutions målopfyldelse.
Kommunen iværksætter sanktioner, hvis den selvejende institution ikke efterlever de mål eller krav kommunen har opstillet.
Sanktionerne kan effektueres gennem en handleplan, der beskriver hvad den selvejende institution skal korrigere, samt sanktioner, der sikrer, at handleplanen efterleves. Den selvejende institution skal udarbejde handleplanen og efterlevelsen skal dokumenteres. Kommunen skal godkende handleplanen. Hvor der allerede er
bestemmelser om handleplaner, følges disse bestemmelser. Handleplanen kan indeholde krav om tiltag, som den selvejende institution skal foretage inden for en fast defineret periode eller mål den selvejende institution skal nå.
Kommunen kan vælge at bruge følgende værktøjer:
o Intern og/ eller ekstern undersøgelse. Undersøgelsen kan fastslå problemets art og udpege hensigtsmæssige initiativer til at afhjælpe det definerede problem.
o Den selvejende institution sættes under administration kommunen kan pålægge den selvejende institution, at alle væsentlige beslutninger i en tidsbegrænset periode træffes af kommunen eller en person, der repræsenterer kommunen.
5.1 Misligholdelse
Såfremt den selvejende institution væsentligt misligholder sine forpligtelser i henhold til nærværende aftale, og ikke inden 26 uger efter at den anden part skriftligt har påtalt denne misligholdelse har berigtiget forholdet, kan kommunen hæve aftalen uden yderligere varsel.
Det vil være væsentlig misligholdelse, hvis den selvejende institution – trods pålæg fra kommunen - ikke leverer ydelser i overensstemmelse med kommunens kvalitetsstandarder, eller ikke efterlever andre væsentlige forhold beskrevet i nærværende aftale.
Kommer den selvejende institution i en misligholdelsessituation, skal den selvejende institution straks på eget initiativ give kommunen meddelelse herom og oplyse, hvad der vil blive gjort for omgående at rette op på en foreliggende misligholdelse.
I tilfælde af grov misligholdelse af aftalen, der indebærer omsorgssvigt i forhold til borgere – eller overhængende risiko herfor – kan kommunen hæve aftalen uden varsel.
6. Ikrafttrædelse og varighed
Nærværende aftale træder i kraft den 1. januar 2011 og løber indtil den opsiges.
Aftalen kan til enhver tid opsiges af kommunen og den selvejende institution med et varsel på 6 måneder til den første i en måned. Ved driftsoverenskomstens ophør tilfalder alt løsøre/inventar, der er finansieret over kommunens budget, kommunen.
I tilfælde af nedlæggelse af den selvejende institution skal formuen med tilslutning af bestyrelsen og med godkendelse fra Københavns Kommune anvendes til socialt eller sundhedsmæssigt formål. Uforbrugte kommunale driftstilskud betragtes ikke som formue, men tilbageføres til kommunen.
Denne aftale kan alene ændres med skriftlig accept fra bemyndigede for kommunen.
7. Underskrifter
Nærværende aftale er oprettet i 2 eksemplarer, hvoraf parterne hver modtager en. Aftalekonceptet er tiltrådt af Borgerrepræsentationen på møde den 4. november 2010.
For Bestyrelsen For Københavns Kommune
Dato : Dato :