Udkast til betingelser for pilotudbud af
Kontor/afdeling
Center for forsyning
Dato
22. februar 2016
J nr. 2015-1233
/
Udkast til betingelser for pilotudbud af
pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg
Foreløbige udbudsbetingelser offentliggjort 22. februar 2016
Energistyrelsen
Xxxxxxxxxx 00
1256 København K
T: x00 0000 0000
Indholdsfortegnelse
1. Den ordregivende myndighed 3
2. Udbudsform og udbudsmaterialet 3
3. Pilotudbuddets indhold 3
3.1 Placering, tilladelser mv. 4
3.2 Beregning og udbetaling af pristillæg 4
3.3 Administration 5
3.4 Forpligtelse til at etablere og nettilslutte solcelleanlæg 6
3.5 Fastholdelsesbod og garantistillelse 6
3.6 Fristforlængelse 7
3.7 Tidsplan og underretning 7
4. Tildelingskriterium 7
5. Oversigt over udbudsproces 9
6. Tilbud og erklæringer 9
6.1 Tro og love-erklæringer 10
7. Tilbudsfrist og formkrav 10
8. Sprog 10
9. Ændringer i udbudsmateriale, spørgsmål til materialet 11
9.1 Rettelser i udbudsmaterialet 11
9.2 Spørgsmål inden afgivelse af tilbud 11
10. Tildeling 11
11. Omkostninger ved deltagelse og vedståelse 12
12. Behandling af tilbud 12
13. Ændringer i tilbudsgivers konstellation under udbudsprocessen 13
14. Tjekliste 13
15. Yderligere oplysninger 13
16. Bilag 1 – Skabelon til kontrakt om pristillæg for elektricitet produceret på solcelleanlæg 14
17. Bilag 2 – Udkast til anfordringsgaranti 15
18. Bilag 3 – Skabelon til tilbudsbrev og erklæring om forpligtelse til at etablere og nettilslutte et elproduktionsanlæg 16
1. Den ordregivende myndighed
Energistyrelsen
Att.: Specialkonsulent Rasmus Zink Xxxxxxxx Xxxxxxxxxx 00
1256 København K
Tlf.: 00 00 00 00
CVR nr.: 59 77 87 14
e-post: xxxxxxx@xxx.xx xxx.xxx.xx
2. Udbudsform og udbudsmaterialet
Udbudsforretningen gennemføres som et offentligt udbud. Udbuddet er ikke omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv
2004/18/EF, men er omfattet af EUF-Traktatens grundlæggende regler og principper om blandt andet ligebehandling, gennemsigtighed, proportionalitet og forbud mod nationalitetsdiskrimination, da det vurderes, at udbuddet har en klar grænseoverskridende interesse. Endvidere vil udbuddet blive tilrettelagt i overensstemmelse med Europa-Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020.
Disse foreløbige udbudsbetingelser er offentliggjort 22. februar 2016.
3. Pilotudbuddets indhold
I det følgende beskrives udbuddets overordnede indhold. Udbuddet vedrører adgangen til pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg.
I tilfælde af uoverensstemmelser mellem på den ene side nærværende udbudsbetingelser og på den anden side kontrakten med en vindende tilbudsgiver, har sidstnævnte forrang.
En kontrakt om pristillæg efter udbuddet, giver adgang til pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg omfattet af kontrakten. Pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg omtales i det følgende som pristillæg til solcelleanlæg.
Hver kontrakt kan omfatte pristillæg til solcelleanlæg med en samlet installeret effekt på op til 2,4 MW. Kontrakten kan omfatte pristillæg til et eller flere solcelleanlæg, hvor anlæggenes samlede installerede effekt ikke overstiger 2,4 MW.
Det eller de reelt etablerede anlæg må ikke overskride den installerede effekt, som fremgår af kontrakten.
En tilbudsgiver kan afgive flere uafhængige tilbud og indgå flere uafhængige kontrakter om pristillæg. Uafhængige tilbud kan ikke betinges af, at andre tilbud opnår kontrakt om pristillæg. Der er ikke krav til afstand mellem anlæg omfattet af uafhængige tilbud, men de placeringer, der fremgår af tilbuddene, må ikke overlappe hinanden.
Energistyrelsen ønsker at indgå kontrakter, som totalt vedrører solcelleanlæg med en installeret effekt på 20 MW. Energistyrelsen kan heraf indgå kontrakter vedrørende solcelleanlæg beliggende i Tyskland med en samlet installeret effekt på 2,4 MW. Kontrakter vedrørende den resterende installerede effekt op til 20 MW kan kun indgås vedrørende solcelleanlæg beliggende i Danmark, bortset fra Færøerne og Grønland.
Hvis et sidste tilbud ikke med sin fulde installerede effekt kan holdes indenfor grænserne på henholdsvis 2,4 MW og 20 MW, vil Energistyrelsen indgå kontrakt om pristillæg vedrørende hele dette sidste tilbud op til et maksimum på henholdsvis 4,799 MW og 22,399 MW.
3.1 Placering, tilladelser mv.
En tilbudsgiver skal selv finde en egnet placering til det eller de solcelleanlæg tilbuddet vedrører. Tilbudsgiver er desuden ansvarlig for at opnå alle relevante tilladelser til at etablere anlægget, ligesom tilbudsgiver er ansvarlig for at opnå nettilslutning af anlægget.
I forbindelse med afholdelse af udbuddet stilles ikke krav om, at der på tidspunktet for afgivelse af tilbud er opnået tilladelse eller lignende til etablering af anlægget. Tilbudsgiver kan dog ikke betinge tilbuddet af, at der efterfølgende opnås tilladelse til etablering af anlægget.
Nettilslutning sker efter de til enhver tid gældende regler for det område, hvor anlægget etableres.
3.2 Beregning og udbetaling af pristillæg
Pristillæg til elproduktion fra et solcelleanlæg omfattet af en kontrakt, udgør et fast tillæg for hver produceret MWh.
Energistyrelsen vil indgå kontrakter om pristillæg baseret på det tilbudte pristillæg i hvert af de accepterede tilbud. Hver kontrakt vil dermed indeholde det pristillæg, som den vindende tilbudsgiver har afgivet tilbud om at etablere solcelleanlægget eller -anlæggene til.
Der ydes pristillæg i 20 år fra det enkelte solcelleanlægs nettilslutning. Et solcelleanlæg anses for nettilsluttet, fra det tidspunkt, hvor anlægget første gang leverer elektricitet til transmissionsnettet eller et distributionsnet.
Pristillæg udbetales dog ikke senere end 23 år fra indgåelse af en kontrakt. Hvis anlæg omfattet af en kontrakt uanset årsagen hertil nettilsluttes senere end 3 år fra indgåelse af en kontrakt, reduceres perioden med pristillæg således proportionalt med forsinkelsen ud over de 3 år.
Der ydes ikke pristillæg for produktion i timer, hvor spotprisen for elektricitet ikke er positiv.
Med spotpris for elektricitet menes den af den relevante elbørs, Nordpool eller EPEX, angivne timepris pr. MWh på spotmarkedet for det pågældende område (DK1, DK2 eller DE/AT).
Betaling foregår månedligt på baggrund af den foregående måneds produktion.
Den vindende tilbudsgiver skal selv sørge for afsætningen af produktionen i elmarkedet og afholde omkostningerne herved.
Der ydes ikke godtgørelse for balanceringsomkostninger til elektriciteten fra solcellerne.
Det er en betingelse for at modtage pristillægget, at elektriciteten fra solcelleanlægget leveres til transmissionsnettet eller et distributionsnet i Danmark eller til et elnet i Tyskland, der er elektrisk forbundet til transmissionsnettet i Danmark.
Den vindende tilbudsgiver bærer den fulde kommercielle risiko for den tilbudte MWh-pris, ligesom solcelleanlægget henligger for den vindende tilbudsgivers egen regning og risiko. Den vindende tilbudsgiver kan således ikke rette krav mod Energistyrelsen i denne anledning.
Pristillæg udbetales i danske kroner.
3.3 Administration
Xxxxxxxxx.xx udbetaler pristillæg på baggrund af kontrakter indgået mellem en vindende tilbudsgiver og Energistyrelsen.
Pristillæg for elektricitet fremstillet på anlæg i Danmark udbetales af Xxxxxxxxx.xx på baggrund af de oplysninger om den producerede mængde elektricitet, som netvirksomhederne indberetter til Energinet.dks DataHub. Opgørelse og indberetning af produktionen skal følge Energinet.dks gældende forskrifter.
Solcelleanlæg etableret i Danmark skal registreres i stamdataregistret for elproduktionsanlæg1.
1 Bekendtgørelse nr. 1208 af 14. november 2014
Pristillæg for elektricitet fremstillet på anlæg i Tyskland udbetales tilsvarende af Xxxxxxxxx.xx på baggrund af oplysninger om den producerede mængde elektricitet fra den relevante måleansvarlige netvirksomhed i Tyskland.
Solcelleanlæg i Tyskland skal registreres i det tyske ”Anlagenregister”2.
3.4 Forpligtelse til at etablere og nettilslutte solcelleanlæg
En vindende tilbudsgiver er forpligtet til at etablere og opnå nettilslutning af det eller de solcelleanlæg, der er omfattet af kontrakten.
En vindende tilbudsgiver skal inden 2 år fra indgåelse af kontrakten have nettilsluttet det eller de solcelleanlæg, som er omfattet af kontrakten.
Forpligtigelsen anses for at være opfyldt, når 95 % af den aftalte installerede effekt er nettilsluttet indenfor de placeringer, der fremgår af kontrakten.
3.5 Fastholdelsesbod og garantistillelse
Såfremt en vindende tilbudsgiver efter indgåelse af en kontrakt meddeler, at denne uanset grund alligevel ikke vil etablere og nettilslutte anlæg omfattet af kontrakten, eller såfremt omstændighederne viser, at dette er tilfældet, forfalder en fastholdelsesbod (konventionalbod) til øjeblikkelig betaling til Energistyrelsen efter påkrav.
Endvidere vil adgangen til pristillæg bortfalde og fastholdelsesboden forfalde til øjeblikkelig betaling til Energistyrelsen efter påkrav, hvis ikke anlægget er nettilsluttet senest 2 år efter indgåelse af kontrakten.
Hvis et af ovenstående forhold udelukkende vedrører en del af den aftalte installerede effekt, beregnes fastholdelsesboden proportionalt.
Fastholdelsesboden beregnes som 180 kr. per kW installeret effekt omfattet af kontrakten. For en kontrakt om pristillæg til solcelleanlæg med en installeret effekt på 2 MW (2000 kW) udgør fastholdelsesboden således 360.000 kr.
Tilbudsgiver skal sammen med tilbuddet indsende en erklæring fra en finansiel institution, et forsikringsselskab el. lign. om, at denne vil stille en garanti overfor Energistyrelsen svarende til fastholdelsesbodens størrelse, hvis der indgås kontrakt om pristillæg på baggrund af tilbuddet.
Tilbudsgiver skal, inden kontrakten om pristillæg indgås, stille en garanti på et beløb svarende til 180 kr. per kW installeret effekt omfattet af kontrakten fra en
2 Anlagenregisterverordnung vom 1. August 2014 (BGBl. I S. 1320), zuletzt geändert durch Artikel 3 der Verordnung vom 17. Februar 2015 (BGBl. I S. 146)
finansiel institution, et forsikringsselskab el. lign. Garantien skal stilles på de vilkår, som fremgår af bilag 2 (model til anfordringsgaranti).
Garantiforpligtelsen bortfalder, når 95 % af den installerede effekt omfattet af kontrakten er nettilsluttet.
3.6 Fristforlængelse
En vindende tilbudsgiver har ret til forlængelse af fristen for tilslutning af solcelleanlægget ved forsinkelse, der er en følge af en eller flere af følgende omstændigheder:
a) Energistyrelsens forhold.
b) Forhold, der opstår uden den vindende tilbudsgivers skyld, og over hvilke den vindende tilbudsgiver ikke er herre, f.eks. krig, usædvanlige naturbegivenheder, brand, strejker, lockout eller hærværk.
c) Offentlige påbud eller forbud, som ikke skyldes den vindende tilbudsgivers forhold.
d) Beslutning om opsættende virkning truffet af et klagenævn i anledning af en klage vedrørende regler, der omhandler planlægning af arealanvendelsen.
Hvis en vindende tilbudsgiver anser sig berettiget til forlængelse af en frist, skal Energistyrelsen snarest muligt underrettes skriftligt. Den vindende tilbudsgiver skal på forlangende godtgøre, at den indtrådte forsinkelse skyldes det påberåbte forhold og ikke med rimelighed kan undgås eller begrænses.
3.7 Tidsplan og underretning
En vindende tilbudsgiver skal senest 3 måneder efter indgåelse af en kontrakt indsende en tidsplan for etablering af anlægget eller anlæggene til Energistyrelsen. Tidsplanen skal som minimum indeholde oplysninger for hvert anlæg omfattet af kontrakten om, hvornår den vindende tilbudsgiver forventer at have indhentet alle nødvendige tilladelser, påbegynde anlægsarbejdet og nettilslutte anlægget.
En vindende tilbudsgiver skal herefter indtil alle anlæg omfattet af kontrakten er nettilsluttet, halvårligt indsende en opdateret tidsplan med samme oplysninger som nævnt ovenfor til Energistyrelsen.
4. Tildelingskriterium
Energistyrelsen vil indgå kontrakter om pristillæg på baggrund af tildelingskriteriet ”laveste pris”, bedømt på følgende grundlag:
Størrelsen af pristillægget i kr/MWh,
for elproduktionen i 20 år fra nettilslutning.
Tilbudsgiveren skal afgive tilbud på et fast pristillæg for elproduktionen i 20 år fra nettilslutning.
Den tilbudte pris er et fast beløb (konstant i løbende priser) og vil ikke blive indekseret. Størrelsen af pristillægget angives i hele kroner.
Energistyrelsen vil indgå kontrakter på baggrund af de tilbud, som indeholder de laveste pristillæg, op til en samlet installeret effekt på 20 MW. Hvis et tilbud delvist men ikke med sin fulde installerede effekt kan holdes indenfor grænsen på 20 MW, vil Energistyrelsen indgå kontrakt om pristillæg vedrørende hele dette tilbud.
Indenfor rammen af de 20 MW vil Energistyrelsen indgå kontrakter vedrørende minimum 2,4 MW installeret effekt i Tyskland i det omfang tilbud vedrørende anlæg i Tyskland er konkurrencedygtige. Hvis der blandt de laveste tilbudte pristillæg op til i alt 20 MW installeret effekt ikke er tilbud vedrørende minimum 2,4 MW beliggende i Tyskland, vil den resterende mængde af de 2,4 MW gå til danske tilbudsgivere med lavere bud. Energistyrelsen indgår kun kontrakter på baggrund af de tilbud vedrørende anlæg i Tyskland, som er blandt de laveste tilbudte pristillæg op til i alt 20 MW installeret effekt. Hvis der blandt de laveste pristillæg op til i alt 20 MW installeret effekt er tilbud vedrørende mere end 2,4 MW i Tyskland, indgår Energistyrelsen kun kontrakter på baggrund af de tilbud vedrørende anlæg i Tyskland, som indeholder de laveste pristillæg, op til 2,4 MW installeret effekt i Tyskland. Hvis et sidste tysk tilbud ikke med sin fulde installerede effekt kan holdes indenfor grænsen på 2,4 MW, vil Energistyrelsen dog indgå kontrakt om pristillæg vedrørende hele dette sidste tilbud. Hermed kan der potentielt indgås kontrakter vedrørende anlæg i Tyskland op til et maksimum på 4,799 MW, afhængig af størrelsen på det sidste tilbud.
Hvis en tilbudsgiver afgiver flere tilbud med samme pris, skal tilbudsgiveren angive en rangordning af disse tilbud. Energistyrelsen vil anvende denne rangordning, hvis det bliver aktuelt at indgå kontrakt på baggrund af et eller flere, men ikke alle disse tilbud.
Hvis flere tilbud fra forskellige tilbudsgivere indeholder samme pristillæg og det bliver aktuelt for Energistyrelsen at indgå kontrakter på baggrund af et eller flere, men ikke alle disse tilbud, vil Energistyrelsen opfordre de relevante tilbudsgivere til at afgive nye og lavere tilbud senest 5 kalenderdage efter opfordringen. Kontrakter vil herefter blive tildelt efter ovenstående regler.
Hvis det efter muligheden for at afgive nye og lavere tilbud fortsat ikke er muligt at afgøre udbuddet ud fra de tilbudte pristillæg alene, vil Energistyrelsen rangordne de pågældende tilbud ved lodtrækning.
Tilbud, hvor tilbudsgiveren ikke er blevet opfordret til at afgive fornyet tilbud, vil ikke blive påvirket af de fornyede tilbud eller af lodtrækningen. De fornyede tilbud afgør således udelukkende hvilke af de tilbud, som oprindeligt indeholdt samme pristillæg, der indgås kontrakt på baggrund af.
5. Oversigt over udbudsproces
Den [dato], kl 16 er der frist for afgivelse af tilbud.
• Når tilbuddene er modtaget i Energistyrelsen vil Energistyrelsen vurdere om tilbuddene er konditionsmæssige, og hvilke tilbud, der har de laveste priser.
• Energistyrelsen udpeger herefter vinderne på baggrund af tildelingskriteriet og orienterer samtlige tilbudsgivere om resultatet af udbuddet.
• Energistyrelsen vil indgå kontrakter på baggrund af tildelingskriteriet.
6. Tilbud og erklæringer
Tilbuddet skal kun indeholde én tilbudspris, som skal være bindende for tilbudsgiver.
Tilbuddet skal indeholde en beskrivelse af tilbudsgiver. Denne beskrivelse skal indeholde følgende elementer:
• Tilbudsgiverens navn
• CVR/CPR nr.
• Telefonnummer
• Rangordning af tilbuddet såfremt tilbudsgiveren afgiver flere tilbud med samme pristillæg
Tilbuddet skal desuden indeholde en beskrivelse af det eller de solcelleanlæg, som tilbuddet vedrører. Denne beskrivelse skal indeholde følgende elementer:
• Installationsadresse for hvert anlæg
• Navn på hvert anlæg
• Den installerede effekt af hvert anlæg og anlæggene samlet. Den installerede effekt angives i hele kW og er den største aktive effekt, som solcelleanlæget er konstrueret til at kunne levere kontinuert.
• Koordinater på hjørnerne af det område hvor hvert anlæg planlægges placeret. Koordinater angives i formatet WGS84.
Tilbudsgiver skal med afgivelsen af sit tilbud erklære sig forpligtet til at etablere og nettilslutte elproduktionsanlægget eller elproduktionsanlæggene.
Skabelon til tilbudsbrev, som tilbudsgiver skal benytte ved afgivelsen af sit tilbud og afgivelse af erklæring om forpligtelse til at etablere og nettilslutte elproduktionsanlægget, er vedlagt som bilag 3.
Tilbudsgiver bærer den fulde kommercielle risiko for det tilbudte MWh-pristillæg.
6.1 Tro og love-erklæringer
Tilbudsgiver skal i forbindelse med indsendelse af tilbud afgive en erklæring på tro og love om,
i. i hvilket omfang tilbudsgiver har ubetalt, forfalden gæld til det offentlige i Danmark på over 100.000 DKK. Der henvises til lovbekendtgørelse nr. 336 af 13. maj 1997 om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger.
ii. at tilbudsgiver har efterkommet ethvert krav om tilbagebetaling af støtte, som tilbudsgiver har modtaget, og som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked.
iii. at tilbudsgiver ikke modtager eller vil ansøge om anden statsstøtte eller støtte efter den tyske Erneuerbare-Energien-Gesetz til solcelleanlæg omfattet af tilbuddet.
7. Tilbudsfrist og formkrav
Tilbud skal indsendes elektronisk til Energistyrelsen senest [dato] kl. 16.00.
Tilbud, der modtages efter dette tidspunkt, vil ikke blive taget i betragtning.
Tilbud skal indeholde den udfyldte og underskrevne skabelon til tilbudsbrev. Tilbudsbrevet indsendes elektronisk som indscannet elektronisk kopi af den underskrevne original.
Tilbud indsendes til xxxxxxx@xxx.xx.
I emnefeltet skrives ”OFFER – Solar PV 2016”.
8. Sprog
Tilbud skal affattes på engelsk eller dansk, jfr. bilag 4.
Energistyrelsen har udarbejdet udbudsmaterialet på dansk. Udbudsmaterialet udsendes også i en engelsk oversættelse, idet den danske version dog fortsat er den styrende. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem den danske version og den engelske oversættelse har den danske version således forrang.
9. Ændringer i udbudsmateriale, spørgsmål til materialet
9.1 Rettelser i udbudsmaterialet
Energistyrelsen forbeholder sig ret til at foretage rettelser i det endelige udbudsmateriale ved offentliggørelse af et tillæg til udbudsmaterialet på hjemmesiden. Rettelser vil blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside i god tid og senest 6 dage før udløbet af tilbudsfristen. Herefter er det ikke muligt at foretage rettelser.
Tilbudsgiverne skal indsende deres tilbud på baggrund af det ændrede udbudsmateriale udsendt af Energistyrelsen. Tilbud skal indsendes i overensstemmelse med afsnit 7.
9.2 Spørgsmål inden afgivelse af tilbud
Tilbudsgivere kan stille skriftlige spørgsmål til udbudsmaterialet.
Det ligger Energistyrelsen på sinde, at alle tilbudsgivere skal kunne afgive relevante tilbud inden for udbudsbetingelsernes rammer, dvs. uden forbehold over for elementer i det endelige udbudsmateriale. Alle potentielle tilbudsgivere opfordres derfor til at udnytte muligheden for at stille skriftlige spørgsmål til udbudsmaterialet, hvori der kan peges på vilkår, som tilbudsgiverne måtte finde mindre hensigtsmæssige.
Spørgsmålene sendes pr. e-mail til xxxxxxx@xxx.xx.
Spørgsmål og svar vil i anonymiseret form blive offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside.
Spørgsmål, der modtages senest den [dato] vil under alle omstændigheder blive besvaret senest 6 dage inden udløbet af fristen for afgivelse af tilbud. De bydende opfordres til at stille spørgsmål i god tid før dette tidspunkt.
Spørgsmål modtaget efter den angivne dato vil så vidt muligt også blive besvaret, medmindre spørgsmålets karakter gør det uforholdsmæssigt byrdefuldt at meddele svaret senest 6 dage inden udløbet af fristen for afgivelse af tilbud.
Spørgsmål, der modtages senere end 6 dage inden udløbet af fristen for afgivelse af tilbud, vil ikke blive besvaret.
10. Tildeling
Når Energistyrelsen har vurderet, om tilbuddene er konditionsmæssige, og hvilke tilbud, der har de laveste priser, vil Energistyrelsen underrette samtlige tilbudsgivere om hvorvidt deres tilbud er accepteret. For så vidt angår de tilbudsgivere, der ikke tildeles en kontrakt, vil underretningen tillige indeholde en kort redegørelse for de relevante grunde for beslutningen.
Energistyrelsen forbeholder sig ret til at annullere udbuddet uden tildeling af kontrakter, såfremt der foreligger saglige grunde hertil. Det kan blandt andet blive relevant, hvis tilbuddene (MWh-pris) vurderes at være for høje.
Det er en forudsætning for Energistyrelsens underskrift af en kontrakt, at garantien på 180 kr./kW for fastholdelsesboden er stillet jfr. afsnit 3.5.
11. Omkostninger ved deltagelse og vedståelse
Tilbudsgiveren skal vedstå sit tilbud i 3 måneder fra tilbudsfristens udløb.
Uanset om kontrakterne tildeles andre tilbudsgivere, er tilbudsgiver bundet af sit tilbud, indtil Energistyrelsen har indgået kontrakter for en installeret kapacitet på 20 MW, men dog ikke længere end vedståelsesfristen på 3 måneder.
Tilbudsgivers omkostninger i forbindelse med udbudsforretningen er Energistyrelsen uvedkommende.
12. Behandling af tilbud
Tilbudsgiver har ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud. Energistyrelsen vil behandle tilbuddene fortroligt. Energistyrelsen er dog forpligtet til at offentliggøre oplysninger om indholdet af de vindende tilbud. Energistyrelsen er forpligtet til at give aktindsigt efter reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om miljøoplysninger.
Energistyrelsen er ikke forpligtet til at tilbagelevere tilbud til tilbudsgiver.
Tilbudsgiver skal iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende vedrørende forhold, som måtte komme til tilbudsgivers kendskab i forbindelse med udbudsforretningen.
Energistyrelsen forbeholder sig ret til i bedømmelsen af tilbuddene og den øvrige dokumentation at benytte sig af ekstern bistand, såfremt der måtte blive behov for det.
Energistyrelsen anser det for væsentligt, at udbuddet skaber en effektiv konkurrence mellem tilbudsgiverne, og at tilbudsgiverne behandles lige.
13. Ændringer i tilbudsgivers konstellation under udbudsprocessen
En tilbudsgiver kan som hovedregel ikke i løbet af udbudsproceduren blive udskiftet eller suppleret med en eller flere økonomiske aktører(er), så der f.eks. dannes et konsortium. Skulle en tilbudsgiver alligevel ønske dette, kan det kun ske med Energistyrelsens forudgående skriftlige samtykke. Ved afgørelsen af, hvorvidt en ændringsanmodning kan imødekommes, vil Energistyrelsen vurdere gældende ret på tidspunktet for ændringsanmodningen samt arten og omfanget af ændringen.
14. Tjekliste
Har tilbudsgiveren i sit tilbud husket:
• Tilbudsbrev som indeholder tilbudspris pr. MWh i 20 år fra nettilslutning og erklæring om forpligtelse til at etablere og nettilslutte nærmere angivne solcelleanlæg jf. afsnit 6. Det skal af tilbudsbrevet tydeligt fremgå hvilken virksomhed eller sammenslutning, der afgiver tilbuddet.
• Tilbudsmaterialet i elektronisk form som angivet i afsnit 7.
15. Yderligere oplysninger
Energistyrelsen henviser til,
- at alle oplysninger om udbuddet, herunder svar på spørgsmål og ændringer af udbudsmateriale offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside: xxx.xxx.xx/xx/xxxxxxx