Almindelige Betingelser for særtransporter
Almindelige Betingelser for særtransporter
og kranarbejde for Tonny´s Kran Service Esbjerg
1. Anvendelsesområde
§ 1. Nærværende Almindelige Betingelser gælder for alle aftaler om særtransporter og kranarbejde samt krankørsel, hvor opgaven udføres af Tonnys Kran Service Esbjerg, herunder kaldet TKS.
Stk. 2. Afvigelser fra nærværende Almindelige Betingelser er kun gældende, hvis de er skriftligt vedtaget mellem parterne for den enkelte opgave eller følger af ufravigelig lovgivning.
§ 2. Alle særtransporter, kranarbejder og krankørsler udføres i henhold til CMR-loven (jf. LBKG om internationale fragtaftaler af 9. september 1986) med de ændringer, der følger af nærværende Almindelige Betingelser.
Stk. 2. Finder CMR-lovens bestemmelser ufravigeligt anvendelse på en aftale om henholdsvis international særtransport, kranarbejde og krankørsel, har CMR-loven forrang i det omfang, der er uoverensstemmelse mellem CMR-lovens ufravigelige bestemmelser og nærværende Almindelige Betingelser.
2. Definitioner
§ 3. I nærværende Almindelige Betingelser betegnes den, der rekvirerer ydelser, som kunder, og den, der præsterer de rekvirerede ydelser som TKS.
3. TKS´s ansvar
§ 4. TKS er ansvarlig for særtransporten, kranarbejdet og krankørslen med de begrænsninger, der følger af de øvrige bestemmelser i nærværende Almindelige Betingelser.
§ 5. TKS er ansvarlig for, at de fornødne tilladelser til transport ad offentlig vej indhentes hos de relevante offentlige myndigheder før transportens udførelse.
Stk. 2. Kan tilladelse efter stk. 1 ikke opnås, eller tilbagekaldes en tilladelse af myndigheden uden skyld fra TKS´s side, bortfalder aftalen i sin helhed. TKS skal uden ugrundet ophold give kunden skriftlig meddelelse herom.
§ 6. TKS skal følge kundens anvisninger i henhold til § 10.
§ 7. TKS er kun ansvarlig for forsinkelser, bortkomst og skade på godset, som skyldes fejl eller forsømmelse hos TKS eller det af denne antagne mandskab.
Stk. 2. TKS er ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab eller følgeskader, uanset om sådanne tab måtte kunne henføres til TKS, TKS´s ansatte eller TKS´s materiel. Dette gælder også ved eksempelvis maskinskader, arbejdsstandsninger og forsinkelser som følge af krig, ildsvåde, strejker af enhver art, lockout, myndighedsindgreb eller offentlige pålæg, nedbør, lav temperatur, vind eller andet vejrlig.
4. Xxxxxx´s ansvar
§ 8. Kunden er forpligtet til at sørge for, at det gods, der transporteres/håndteres, er egnet til den pågældende transport/håndtering. Kunden bærer ansvaret for skade og tab som følge af, at godset ikke var egnet til den pågældende transport/håndtering.
Stk. 2. Kunden er forpligtet til at give TKS fuldstændige oplysninger om det gods, der skal transporteres samt oplyse TKS om alle for opgavens løsning relevante forhold samt levere alle de for opgavens løsning nødvendige tekniske informationer og dokumenter.
§ 8a. Kunden skal sikre, at maskiner og materiel er transportsikret, klargjort til transport samt aftappet for skæreolie, hydraulikolie og kølevand eller plomberet, så det ikke kan løbe ud under transporten.
§ 9. Kunden er forpligtet til at give TKS fuldstændige oplysninger om det gods, der skal håndteres i forbindelse med opgaven. Oplysningerne skal gives rettidigt, således at TKS har mulighed for at skaffe de fornødne tilladelser.
Stk. 2. Kunden er endvidere forpligtet til at sikre, at TKS´s materiel lovligt kan fremføres på arbejdspladsen ad bæredygtige adgangsveje og opstilles på bæredygtig grund. Kunden er endvidere ansvarlig for, at alle ydelser såsom afspærringer, kørevej/pladser m.m. på arbejdspladsen er konstrueret og opstillet i lovlig og forsvarlig stand.
Stk. 3. Kunden er forpligtet til at sikre, at TKS´s materiel tillige med det omfattende gods lovligt og forsvarligt kan fremføres på arbejdspladsen ad bæredygtige adgangsveje og opstilles på bæredygtig grund, og at gulvbelægningen på arbejdspladsen er egnet til det bestilte arbejde.
§ 10. Kunden bærer ansvaret over for TKS og tredjemand for skader på ting, personer og materiel, som følger af forkerte anvisninger om løft, holdbarhed af udleveret løftegrej, vægtangivelser eller urigtige oplysninger om underlagets bæreevne, utilstrækkelige eller manglende løfteøjer, forkerte eller mangelfulde beskrivelser af forholdene på arbejdspladsen og/eller de forhold i øvrigt, hvorunder materiellet skal anvendes.
Stk. 2. Herunder bærer kunden risikoen for beskadigelse af arbejdspladsens tilkørselsveje, overfladebelægninger, underjordiske anlæg, installationer m.v., med mindre kunden har anvist adgangs- og opstillingsmuligheder til og på arbejdspladsen, der ikke ville medføre sådan beskadigelse.
§ 11. Kunden er ansvarlig for rettidige anmeldelser til – samt fremskaffelse af – andre relevante tilladelser fra offentlige myndigheder for så vidt angår arbejde, som skal udføres af TKS eller ved brug af TKS´s materiel på arbejdspladsen.
Stk. 2. Kan de i stk. 1 nævnte nødvendige tilladelser ikke udstedes af myndigheden, bortfalder aftalen i sin helhed. Kunden skal uden ugrundet ophold give TKS skriftlig meddelelse herom.
§ 12. Kunden må ikke direkte eller indirekte medvirke til, at det benyttede materiel udnyttes ud over dets foreskrevne ydeevne og anvendelse, ligesom kunden, hvor denne eller dennes ansatte deltager i udførelsen af dele af arbejdsopgaverne, er ansvarlig for, at disse udføres i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
§ 13. Kunden er ansvarlig for, at besørge velfærdsforanstaltninger for TKS´s mandskab på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljølovgivningen.
§ 14. Ved kundens overtrædelse af de ovenfor nævnte regler, forbeholder TKS sig ret til at fakturere afholdte udgifter til skurpenge, bod og bøder m.m.
5. Forsikring
§ 14a. Ved opbevaring af gods bærer kunden selv risikoen for godset og kunden skal selv tegne og betale forsikring af godset, der dækker brand, tyveri og vandskade for perioden, hvor godset er i TKS´s varetægt.
§ 15. TKS tegner erhvervsansvarsforsikring mod det det ansvar, som kunden ifølge dansk ret måtte ifalde for skadetilføjelse på tredjemand eller dennes ejendom.
§ 16. Erstatningen dækker for de ved én og samme hændelse forårsagede skader med indtil DKR 10 mio. TKS påtager sig intet ansvar og ingen risiko ud over dette beløb, hvorfor det påhviler kunden, hvis ansvar og risiko overstiger dette beløb at tegne supplerende forsikring.
§ 17. Hvis TKS måtte blive pålagt ansvar over for tredjemand, er kundern forpligtet til at holde TKS skadesløs for ethvert ansvar, som går ud over det, kunden i henhold til nærværende Almindelige Betingelser kunne gøre gældende mod TKS.
§ 18. De af kraner løftede emner er omfattet af TKS´s løfteforsikring med indtil DKR 2.000.000 pr. arbejdsoperation/løft, forudsat skaden skyldes ansvarspådragende fejl fra TKS´s side.
Stk. 2. For kranløft af værdier over DKR 2.000.000 påhviler det kunden at tegne supplerende løfteforsikring gennem TKS, hvorved eventuelle skader, der skyldes fejl eller mangler fra TKS´s side, dækkes.
6. Panteret
§ 19. TKS har panteret for gods, som er under TKS´s kontrol, dels for alle på godset hvilende omkostninger dels for samtlige TKS´s øvrige fordringer på kunden.
Stk. 2. Bortkommer eller ødelægges godset, har TKS tilsvarende ret over erstatningsbeløb fra forsikringsselskaber eller andre.
Stk. 3. Betales TKS´s forfaldne fordringer ikke ved forfald, er TKS berettiget til at sælge så meget af godset, at de samlede fordringer inklusive omkostninger dækkes.
7. Tilbud og priser
§ 20. Alle prisoplysninger, overslag, tilbud og ordrer er eksklusive merværdiafgift (moms).
Stk. 2. Prisberegningen sker på baggrund af de på tilbudsdagen gældende lønninger, fragter og takster m.m. Timeprisen regnes fra afgang TKS til hjemkomst TKS.
§ 21. Ethvert tilbud, overslag eller prisoplysninger er maksimalt gældende i 3 uger fra datoen for afgivelse af tilbuddet, medmindre andet er aftalt og angives altid med forbehold for, at TKS kan disponere materiellet til anden side før bindende accept er modtaget fra kunden.
Stk. 2. For bekræftede ordrer tages forbehold for prisforhøjelser, der skyldes dokumenterede ændringer i offentlige skatter og afgifter, samt andre ekstraordinære, udefra kommende omkostningsstigninger, som pålægges TKS.
8. Fakturering og betaling
§ 22. Med mindre andet er aftalt, skal betaling ske 14 dage fra fakturadato. Ved betaling herefter beregnes renter med plus den til enhver tid gælden diskonto fra fakturadato og til betaling sker. Ligeledes tillægges er rykkergebyr på kr. 100,-.
§ 23. Kunden er ikke på noget tidspunkt berettiget til at modregne erstatningskrav eller andre fordringer på TKS i fragten eller andre sælger tilhørende tilgodehavender.
9. Reklamation og forældelse
§ 24. Kundens eventuelle indsigelser vedrørende det udførte arbejde skal indgives skriftligt til TKS.
Stk. 2. Ved synlige mangler skal indsigelsen indgives straks. I andre tilfælde uden ugrundet ophold og inden 7 dage efter, at arbejdet er udført.
Stk. 3. Kunden eller en repræsentant for denne skal være til stede ved godsets overlevering til TKS samt ved godsets aflevering. Xxxxxx har pligt til straks ved modtagelsen af godset at foretage modtagerkontrol.
§ 25. Samtlige krav mod TKS forældes endeligt efter et år i overensstemmelse med CMR-lovens § 41.
10. Ansvarsbegrænsning
§ 26. TKS´s ansvar for manko, beskadigelse eller forsinkelse af godset kan ikke overstige SDR 8,33 pr. kg. bortkommet, beskadiget eller forsinket gods. Ansvaret for forsinkelse kan dog aldrig overstige fragtbeløbet, med mindre andet er særskilt aftalt.
11. Aftalens ophør
§ 27. TKS har ret til at afbryde aftalen uden varsel, herunder annullere aftaler til senere udførelse og i tilfælde af kundens konkurs eller betalingsstandsning at frigøre og afhente materiellet for kundens regning, hvis de i nærværende betingelser anførte forpligtelser ikke overholdes af kunden eller, hvis betaling ikke indgår rettidigt. I så tilfælde kan TKS ved egen foranstaltning fjerne sit materiel fra arbejdspladsen, og alle udgifter herved skal betales af kunden.
§ 28. Kunden kan opsige aftalen med 4 ugers varsel.
§ 29. I tilfælde af en parts væsentlige misligholdelse af aftalen, kan parten vælge enten at hæve eller fastholde aftalen. Parten har yderligere mulighed for at kræve erstatning i henhold til gældende dansk ret.
§ 30. Erstatningskrav berører ikke TKS´s krav på andre ydelser i henhold til fragtaftalen.
12. Ventetid
§ 31. TKS har krav på betaling af ventetid, når tiden til opgaven overskrider den tid, der må anses for normal og rimelig for den pågældende destination, godstype, tidspunkt for på- og aflæsning og særlige forhold i øvrigt.
Stk. 2. For ventetid, der opstår i forbindelse med opgaven i øvrigt, vil TKS, såfremt ventetiden ikke skyldes fejl eller forsømmelse fra dennes side, kunne kræve erstatning herfor efter principperne i CMR-lovens § 21.
13. Afbestilling
Kundens afbestilling af planlagte opgaver skal ske senest forudgående hverdag inden kl. 8:00, ellers skal kunden betale sælger 75 % af tilbudsprisen, eller hvis et sådan ikke er afgivet, 75 % af den forventede pris for arbejdets udførelse.
14. Værneting
§ 32. Alle tvister, der udspringer af aftaler indgået under nærværende Almindelige Betingelser behandles efter dansk ret ved TKS´s værneting.